Gjesteskribent

Av Kasper Støvring

I den vedholdende debat om, hvor vidt vi har råd til velfærden, fremføres der som regel kun økonomiske argumenter. Velfærdsstaten er for dyr, siger man, for alt for mange er på offentlig forsørgelse, og der bliver færre yngre til at forsørge de ældre.

Men sjældent stiller man spørgsmålet, om vi også åndeligt set har råd til velfærden.

Velfærdsstaten demoraliserer borgerne

Oprindeligt skulle velfærdsstaten omfordele goderne til gavn for dem, der har svært ved at klare sig selv, og som uforskyldt er blevet ledige.

Men i dag er staten blevet meget mere end det. Den er snarere blevet en formynderstat eller en terapeutisk stat. Hvad mener jeg med det?

Ja, på et tidspunkt besluttede statens ingeniører sig for, at de ville skabe gode mennesker, myndige og ansvarsfulde demokrater.

Til det formål omkalfatrede de folkeskolen, så den ikke bare skulle give eleverne kundskaber, men også gøre dem til “harmoniske, gode og lykkelige mennesker”, som det hed i den berømte Blå Betænkning fra 1960.

Det samme skete med kulturpolitikken og integrationspolitikken. Man ønskede at opdrage borgerne, og dem der kæmpede imod blev stemplet som reaktionære, dumme og fremmedfjendske.

Men der opstod med tiden en række uforudsete og utilsigtede negative konsekvenser af al den statslige terapi. For borgerne er ikke blevet mere frigjorte, men opfatter sig i stigende grad som “ofre” for omstændighederne med krav om positiv særbehandling. De er, med et nyt ord, blevet “klienter”.

Velfærden synes på den måde at demoralisere borgerne. I stedet for at skabe stærke mennesker, gør velfærden mennesker svagere. Vi ser det dagligt i form af en lang række sociale dysfunktioner som krævementalitet, rettighedsegoisme og misundelse.

For når velfærdsydelser bliver universelle, vil alle selvfølgelig have en bid af kagen:

Raske ældre kræver at komme på efterløn og fordrive tiden med at spille golf; kvinder ser deres rettigheder trådt under fode, hvis de ikke kan få fjernet rynker på statens regning; millionærer har glemt, hvad der ligger i gamle idealer som værdighed og selvforsørgelse, når de insisterer på deres børnecheck; unge studerende bliver harme, hvis de ikke får deres såkaldte cafepenge.

Og sådan kunne man blive ved…

Giv mere plads til civilsamfundet

Derfor bør velfærdsstaten rulles tilbage, og vi må i stedet give mere plads til det civile samfund, som er der, hvor den stærke sammenhængskraft bliver skabt.

Historisk har det været de mange civile bevægelser, der har skabt tillid og udbredte normer som ærlighed, pålidelighed, ansvarlighed og gensidighed, altså at man hjælper hinanden. Samarbejdet om det fælles bedste hører til en af de fineste traditioner i Danmark, og vi kender det fra bl.a. andels- og idrætsbevægelserne.

Civile bevægelser beror på borgernes glæde ved at se frugten deres eget arbejde. Bevidstheden om, at man kan selv, uden at være afhængig af statens almisser, skaber fællesskab mellem ligesindede båret af anerkendelse og selvrespekt.

De vigtige medborgerlige dyder lærer man også først og fremmest i civilsamfundets mange institutioner. Det er sådan noget som de frivillige foreninger, hvor man plejer fælles interesser; det er de gode naboskaber, hvor man støtter hinanden, og det er familierne, som også bør have større råderum end i dag.

Kun ved at styrke civilsamfundet og inddæmme velfærdsstaten får vi også åndeligt set råd til den velfærd, der i sin oprindelige form vidner om noget positivt, nemlig en stærk kulturelt forankret solidaritet. For denne solidaritet er hverken skabt eller vedligeholdt af velfærdsstaten.

[Dette indlæg blev bragt i dagens «Kanten» på DR P1]

Kasper Støvring er forfatter, foredragsholder og forsker i kultur og litteratur. Han har utgitt flere bøker, blant andre Blivende verdier og Det etiske kunstværk, og er aktuell med boken Sammenhængskraft, som nylig er utgitt på Gyldendal. Støvring har også hjemmesiden Kulturkritik.dk, er medskribent på nettsiden Nomos og har fast spalte i Jyllands-Posten, der han skriver om kulturens avgjørende betydning i aktuelle konflikter nasjonalt såvel som internasjonalt.

Artikkelen Har vi åndeligt set råd til velfærden? ble første gang publisert i Jyllands-Posten 17. november 2010, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.