Sakset/Fra hofta

Av Kasper Støvring

Ved søndagens kommunalvalg i Wien fik det indvandrings- og islamkritiske højrefløjsparti Frihedspartiet næsten hver fjerde stemme. “Dramatisk højreskred” hed det her i avisen, og det er da også rigtigt. Men hvad nyt er der i det? Intet. Og det er sagen.

I de seneste år har højrefløjen over alt i Europa opnået fremgang. Det gælder ikke kun et land som Østrig, men også Ungarn, Frankrig, Italien, Belgien, Holland, Schweiz og så selvfølgelig Danmark (og nu også Sverige!). I nogle lande har de opnået helt op mod 30 procents tilslutning, og i Danmark og Holland er de blevet støttepartier for borgerlige regeringer.

Man kender ikke kun partierne på deres modstand mod indvandring fra ikke-vestlige lande, især islamiske lande, men også mod EU, eliten og globaliseringen i bred forstand.

Den liberale kritik

JP skrev en leder i søndagens avis, hvor det hed:

“Der er ingen tvivl om, at disse såkaldte “højrepartier” vil præge europæisk politik i de næste mange år, såkaldte fordi mange af dem, når det gælder socialpolitik og synet på velfærdsstaten, befinder sig til venstre for midten og har rekrutteret vælgere i de gamle arbejderpartier.”

Det kan være rigtig nok, selv om det ikke er hele historien om deres succes, som jeg vil uddybe lidt her. Til gengæld er jeg uenig i lederens liberale kritik af det nye højres syn på identitetspolitik, multikulturalisme og lederens opfordring til et mere liberalt standpunkt, fordi der angiveligt er “brug for en mere inkluderende definition på, hvad det vil sige at være borger i et europæisk demokrati, end det nye højre lægger op til.”

Jeg er uenig af den simple grund, at det netop er den slags liberale holdninger, der er uholdbare og derved forårsager det nye højres fremvækst; frem for at afvise det nye højre, må man anerkende det behov i befolkningen, det er et udtryk for og svar på.

Det er værd at minde om, fordi et flertal, i hvert fald herhjemme, i parlamentet i 80′erne og 90′erne besluttede en katastrofal masseindvandring, uden at der nogensinde var en folkelig opbakning til det. Utroligt at det kan lade sig gøre i et folkestyre. Partierne høster, hvad de har sået, kan man roligt sige.

Det har især været et problem for Socialdemokratiet, der efter den uduelige Svend Aukens magtovertagelse tilsidesatte kritikken fra vestegnens borgmestre og i stedet gjorde problemet med integrationen til et spørgsmål om at bekæmpe almindelige danskeres “racisme”.

Magtesløsheden over for de nye konflikter

Jeg mener, at liberale gør bedst i at besinde sig på den folkelige modstand mod den globaliserede udvikling med den konstante mobilitet over landegrænserne, grænsenedbrydende kapitalisme, de nye teknologier, indvandring m.m. Denne opstand gør sig ofte uformuleret gældende i befolkningen som en viden om værdien af det vundne, som folket ikke har til sinds at sætte over styr.

Det er denne tavse viden, som det nye højre tager alvorligt. Jeg kan følge dens konservatisme, men ikke dens socialdemokratisme og “anarko-liberalisme” (tænk på Jörg Haider og visse aspekter af bl.a. Le Pen og Geert Wilders).

Liberalismekritikken

På konservativ grund er det da også muligt at pege på liberalismens magtesløshed over for de nye, ikke-materielle konflikter, der er opstået i vor tid. For blot at anslå en række centrale kritikpunkter:

En fri markedsøkonomi alene sikrer ikke social integration;
en politisk korrekt integrationspolitik har frembragt social ghettoisering;
den individualistiske mentalitet har fremavlet en egocentrisk livsstil, der sætter retten over pligten;
terror-attentaterne har vist behovet for politisk stærke stater som en garant for sikkerhed;
den globale kapitalismes kræfter udrydder arbejdspladser, kulturelle traditioner og identitetsbærende forskelle mellem mennesker;
politisk neutrale institutioner har svært ved at håndtere kulturers krav om at få deres specifikke – nationale, religiøse, etniske – værdier anerkendt på mere substantielle præmisser;
det klassiske liberale tankegods, bygget op omkring etisk neutrale retfærdighedsprincipper og abstrakte, formelle frihedsrettigheder, er ikke tilstrækkeligt til at løse konflikter i et multikulturelt samfund.

Det er især på dette punkt, det nye højre kritiserer liberalismen. I et multikulturelt samfund, der er præget af modstridende værdinormeringer, bliver de demokratiske værdier af og til antastet af fundamentalistiske bevægelser.

Det nye højre er derfor ikke tilbageholdne med at pege på en idékrise i multikulturalisme-ideologien, og de forfægter på den baggrund stadig de gamle konservative ideer om sammenhængskraft og værdifællesskab.

De grundlæggende byggesten

Uanset om man politisk tilslutter sig det nye højres politik, så kan mange af de konservative indsigter ses som nyttige, ikke mindst som kritiske korrektiver til en forhastet samfundsmæssig forandringsproces.

F.eks. kan kritikken af globaliseringen ses som et forsvar for en krævende og anderledes kosmopolitisk holdning, der skelner, respekterer forskelle og ikke gør de enkelte mennesker til eksemplarer af menneskeheden.

Tradition, historie, sprog og kulturfællesskab er de grundlæggende sociale byggesten. Og over for en stadig mere udbredt hyldest til globalismen, der – med den tyske filosof Rüdiger Safranskis ord – skaber “kulturelle ørkener” og gør alting fladt og éndimensionalt, har mange konservative forsvaret det, man med et anakronistisk udtryk kan kalde menneskets værdighed.

Noget er gået tabt, og en ny søgen er indledt – en ny længsel?

Kasper Støvring er forfatter, foredragsholder og forsker i kultur og litteratur. Han har utgitt flere bøker, blant andre Blivende verdier og Det etiske kunstværk, og er aktuell med boken Sammenhængskraft, som nylig er utgitt på Gyldendal. Støvring har også hjemmesiden Kulturkritik.dk, er medskribent på nettsiden Nomos og har fast spalte i Jyllands-Posten, der han skriver om kulturens avgjørende betydning i aktuelle konflikter nasjonalt såvel som internasjonalt.

Artikkelen Det nye højres liberalismekritik ble første gang publisert i Jyllands-Posten 12. oktober 2010, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.