Gjesteskribent

Av Kasper Støvring

At Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol sandsynligvis vil forsøge at forbyde korset i Dannebrog, har været en af sommerens mere tragi-komiske historier. Komisk fordi nogle dommere med storhedsvanvid ønsker at ødelægge ældgamle folkelige traditioner i de europæiske nationalkulturer; tragisk fordi det måske vil lykkes for dem.

Fordi Domstolen fortolker ifølge en ny kategori, der hedder “retten til ikke at blive fornærmet”, skal ikke blot kors i klasseværelser forbydes. Det kan meget vel også komme til at gælde korset i nationalflagene, Jellingstenen i passene, Folketingets åbningsgudstjeneste, de 10 Bud i domhusene, ligesom Domstolen kan forlange, at kristendomsundervisningen fjernes.

Jeg har tidligere skrevet, at domstolene ødelægger folkestyret og vores hævdvundne frihed. Tag eksempler som injurieturismen, Metock-dommen og tiltagene mod såkaldt “hadefuld tale”.

Denne domstolsstyring undergraver nationalstatens suverænitet, især hvad angår udlændingepolitikken, og den truer ytringsfriheden. For bare et tage en lille håndfuld sager. Og galskaben fortsætter altså.

Jura erstatter demokrati

At jura således erstatter demokrati hænger bl.a. sammen med det velkendte forhold, at den danske regering skal overholde internationale konventioner. Alle EU’s medlemsstater er forpligtede til ikke alene at overholde unionens love, men også siden 1992 den Europæiske Menneskerettighedsdomstols charter, altså Menneskerettighedskonventionen.

Den danske stat har kort sagt underskrevet en række konventioner og traktater, som begrænser det nationale folkestyre; der er retskilder uden for dansk lov, som er retligt forpligtende.

Med tiden vil internationale menneskerettighedsprincipper bliver yderligere styrket i forhold til national lovgivning og offentlig forvaltningspraksis i takt med den europæiske integration.

I det Europæiske Charter om fundamentale rettigheder kombineres civile og politiske med økonomiske rettigheder. Det vil også kunne kombineres med kulturelle rettigheder.

Den juridiske elite sætter sit håb til, at EU og FN får gennemført de forbedringer i ligebehandling, som Danmark ikke selv gennemfører. Nemlig ligestilling af alle kulturer, hvor den nationale kultur ikke nyder forrang.

Repræsentanter for det danske Institut for Menneskerettigheder er ofte fortalere for de overnationale enheder, hvorfra der udgår beslutninger, der tvinger de nationale parlamenter til at skabe større lighed. Det handler bl.a. om, hvordan mindretal bedst beskyttes mod at blive diskrimineret af flertallet.

Problemet er bare, at tolkningen af friheds- og lighedsprincipperne i stigende grad sker på identitetspolitiske præmisser, dvs. ud fra hensynet til fremmede kulturers identitet.

National sædvaneret

Et afgørende problem er, at domstolsstyring ikke er indlejret i en national sædvaneret eller tradition. Der er jo netop enorme forskelle mellem de forskellige nationale kulturer, også i Vesten. Den aktuelle sag om injurieturismen viser en dyb forskel på den engelske og den danske retskultur.

Det er min vedvarende kritik af universalisterne: Alle nationer har hver deres kultur, som former frihedsopfattelsen.

Folkestyrets og politikkens forrang bør derfor fastholdes i et opgør med domstolsstyringen. For til forskel på jura er politik et smidigt system, der åbner for flere positive forhold:

Her mødes man i en forhandling og bøjer sig ind mod hinanden for at nå et tåleligt kompromis; her er løsningerne ikke fastlagt på forhånd én gang for alle, og når konteksten forandrer sig, kalder det på andre lige så midlertidige løsninger; her tages der hensyn til den særlige historiske kultur, der er udviklet lokalt, altså i det enkelte land.

Det politiske er konkret, praktisk og kontekstbestemt. Det rummer en relativering af de universelle principper om sandhed og retfærdighed støbt i cement.

Først og fremmest er politik rodfæstet i et særligt, nationalt og historisk fællesskab. Jeg taler altså for folkestyre, ikke domstolsstyre. Skal der ske ændringer af samfundet, skal det komme gennem politisk lovgivning. Ikke ved at blive tvunget ned over borgerne af udemokratiske instanser.

Universalismens barbari

Lad mig slutte af med nogle ord fra JP’s fortræffelige kommentator Anders Raahauge, der forleden om Menneskerettighedsdomstolen skrev, at den alene håndhæver “universelle” værdier, fordi de anses som mere legitime end de love, som de enkelte nationer har udformet og forfinet ud fra en dyb historisk erfaring.

Det, der har vundet hævd, og som er nedarvet igennem historien, har ingen gyldighed for denne domstol, der jo huser idealister, som er særligt intolerante over for partikulære måder at gøre tingene på. Nationale kulturer skal altså smadres. Raahauge afslutter med disse ord:

“Mange ateister og muslimer elsker den domstol, for den hjælper dem, når de får øje på en nedarvet værdi. Muslimerne er ankommet fra en anden kultur, mens ateisterne selv føler, de svæver over al kulturbaggrund. Begge parter ser sig om, opdager et kors i Dannebrog, Ti Bud i en retssal, en Jellingesten i deres pas, og en stærk krænkelse svulmer i deres bryst.

Klager de, vil domstolen i Strasbourg give dem ret og finde den artikel, der skal sikre dem mod fremover at blive udsat for sådanne sårende, visuelle overgreb.

Mere og mere afslører dette system sig som nøgen magtvilje. En meget lille del af befolkningen vil påtvinge resten sine abstrakte værdier. Kan man ikke mønstre et flertal, lader tyranniet sig nu legitimere med de artikler, som ingen må modsige.”

Kasper Støvring er forfatter, foredragsholder og forsker i kultur og litteratur. Han har utgitt flere bøker, blant andre Blivende verdier og Det etiske kunstværk. Støvring har hjemmesiden Kulturkritik.dk, er medskribent på nettsiden Nomos og har fast spalte i Jyllands-Posten, der han skriver om kulturens avgjørende betydning i aktuelle konflikter nasjonalt såvel som internasjonalt.

Artikkelen Domstolstyranni ble første gang publisert i Jyllands-Posten 26. juli 2010, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.