Gjesteskribent

Av Kasper Støvring

Jeg har i den seneste måneds tid haft en polemik i Berlingske Tidende med et par jurister, som jeg gerne vil delagtiggøre bloggens læsere i. I en kommentar i søndags skriver jeg:

Jurist Dennis Schnell-Lauritzen kritiserer i Berlingske Tidendes kronik den 15. september mit synspunkt, at domstolsstyring ødelægger folkestyret. Nu var min egen kronik fra den 3. september selv en kritik af en tidligere kronik af juraprofessor Jens Elo Rytter, som plæderede for, at domstolene i højere grad sætter grænser for politikken. Det glemmer Lauritzen i skyndingen, ligesom han ser bort fra, at mit hovedformål faktisk var at vise, at overnationale domstole virker som trojansk hest, der underminerer nationalstatens suverænitet. Det skriver jeg allerede i indledningen af min kronik.

I stedet fremturer Lauritzen med at hobe en masse indenlandske eksempler op, der skulle vise, at domstolene ikke politiserer. Han bekræfter min oprindelige antagelse, at juridiske eksperter hyppigt befinder sig i et lukket, elitært univers, hvor man sjældent har blik for samfundshelheden. F.eks. at sikre sammenhængskraften og på demokratisk vis vedligeholde smidige tillidskulturer.

Følgelig går han overhovedet ikke ind på mine mange kritikpunkter som at EU-retten giver fremmede landes lovgivning retsvirkning i Danmark (”injurieturisme”), og at EU underminerer ytringsfriheden i kraft af den såkaldte rammeafgørelse. Dertil kommer forbuddet mod religiøse symboler, der også ifølge en lang række internationaler jurister vil kunne ramme f.eks. korset i Dannebrog; at mange væsentlige emner afpolitiseres ved hjælp af jura og dermed lukkes den demokratiske debat (senest om burkaforbuddet og racismeanklagerne); at domstolene ikke er værdineutrale, og at dommere også nærer fordomme.

Jeg har ingen “dommedagsfantasier”, men søger i min kronik at advare imod juristeri og retliggørelse af samfundet, hvorefter vi vil risikere fremkomsten af en rettighedsfikseret krænkelsesepidemi. Det kender man især fra multikulturelle samfund med en relativ lav tillid mellem mennesker, f.eks. USA. Men retliggørelsen er også kommet til Europa, bl.a. Tyskland, og præger også i højeste grad EU-systemet. Det er jo klart, for så vidt som EU er en overnational, multikulturel jurisdiktion.

Min kronik var faktisk et forsøg på at vise, at domstolsstyring er et forfaldssymptom. Nemlig et symptom på en svækkelse af sammenhængskraften, hvor folk ikke er i stand til at løse deres indbyrdes konflikter uden at gå til domstolene. Som jeg skriver, står Danmark stadig stærkt, når det gælder om at imødegå denne retliggørelse – men naturligvis kun, hvis vi er opmærksomme på denne trussel, som især de overnationale domstole udgør.

Her kan jurister sjældent hjælpe. Hvorfor ikke? Fordi de opfatter demokrati uden retliggørelse som flertalstyranni, imens jeg selv opfatter retliggørelse som en indskrænkning af demokratiet, der i stigende grad giver magtbeføjelser til dommere, der ikke har demokratisk mandat til at lovgive.

Lauritzens kronik rummer af samme grund en række eufemismer for den juridiske aktivisme, der netop afslører selvsamme aktivisme. F.eks. skriver han, at dommere har en “naturlig sproglig forståelse” af forskellige tekster, og “giver ordlyden ikke svaret, så ser man på formålet med konventionen eller EU-love.” Hvad betyder “naturlig”, hvem er mon dette “man”, hvad er deres interesser, og hvordan fortolkes formålet?

Det er måske ikke underligt, at en jurist som Lauritzen helt undlader at omtale det omfattende problem med den juridiske politisering, aktivisme og dynamiske fortolkningspraksis, som mange ellers har debatteret og kritiseret – også blandt jurister. Senest har professor, dr.jur. Søren H. Mørup understreget, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention faktisk begrænser demokratiet og flytter magt fra det danske folk til en snæver kreds af jurister.

Man kommer, som Lauritzen, ikke langt med blot at tage til efterretning, at de deltagende lande i EU selv har valgt at underlægge sig domstolenes kompetence. En af mine pointer er jo netop, at det er udtryk for politisk apati og svaghed at lade politikken være underkastet juraen og således afpolitisere den demokratiske debat og sætte det, der er så værdifuldt ved politik, over styr:

Nemlig, at politik til forskel fra jura er et smidigt og pragmatisk system, der tilpasser sig omskiftelige omstændigheder og åbner for det forhandlede kompromis. Det er f.eks. muligt, at det tidligere var en god ide at styrke arbejdskraftens frie bevægelighed; men under indtryk af indvandringens negative konsekvenser for sammenhængskraften må de nationale parlamenter suverænt kunne lovgive imod denne udvikling. Det kan ikke passe, at folkestyret skal trumfes af et udemokratisk domstolsstyre.

Selvfølgelig er domstole et gode, der hører sig til i et nationalt retssamfund. Men også domstolene må kende deres begrænsede plads, når magten er delt.

Kasper Støvring er forfatter, foredragsholder og forsker i kultur og litteratur. Han har utgitt flere bøker, blant andre Blivende verdier og Det etiske kunstværk, og er aktuell med boken Sammenhængskraft, som nylig er utgitt på Gyldendal. Støvring har også hjemmesiden Kulturkritik.dk, er medskribent på nettsiden Nomos og har fast spalte i Jyllands-Posten, der han skriver om kulturens avgjørende betydning i aktuelle konflikter nasjonalt såvel som internasjonalt.

Artikkelen Folkestyre frem for domstolsstyre ble første gang publisert i Jyllands-Posten 29. september 2010, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.