Gjesteskribent

Vedtaket om å utvise de to tunisierne som planla å myrde tegneren Kurt Westergaard har utløst debatt i Danmark. Det hevdes at et særskilt dommerutvalg burde sett på bevisene og dermed overprøvd statsråden. Men er det så sikkert at dommerne er bedre skikket enn demokratisk valgte politikere, spør filosofen Kai Sørlander.

Han imøtegår en artikkel av Jakob Mchangama som hevder at et dommerpanel ville gitt større rettssikerhet.

Demokratisk ansvar eller juridisk hegemoni

Af Kai Sørlander

Hvad skal der til, for at det kan være berettiget at udvise de to tunesere, som PET har grebet i at planlægge et mord på tegneren Kurt Westergaard? Det spørgsmål diskuterer Jakob Mchangama i den seneste weekendklummen på 180Grader. I denne kronik kritiserer han efter eget udsagn både til højre og venstre, og i farten nævner han også mig. Jeg placeres som national-konservativ, hvad jeg har lidt svært ved at forstå. Når jeg inddrages i sammenhængen, må det være på baggrund af min kronik i Jyllands-Posten fra samme morgen. Men min argumentation i denne kronik har overhovedet intet med national-konservatisme at gøre. Den drejer sig alene om et rent principielt problem i forholdet imellem demokrati og jura – mellem politisk magt og dømmende magt. Dette problem synes Mchangama helt at overse, og gå ind på min argumentation gør han overhovedet ikke.

Men lad os begynde med begyndelsen. PET har fundet nogle beviser på, at de anholdte tunesere planlagde at myrde Kurt Westergaard. Eftersom beviserne af sikkerhedsgrunde ikke kan offentliggøres, må sagen imod dem føres hemmeligt. Også uden at de selv får viden om, hvorpå anklagerne bygger. Spørgsmålet er så, hvem der skal vurdere, om beviserne er tilstrækkelige for en udvisning af de udenlandske statsborgere. Den grundlæggende uenighed drejer sig om, hvorvidt det er berettiget at acceptere, at tuneserne kan udvises efter en politisk afgørelse, som foretages af de relevante ministre, eller om det er nødvendigt, at der skal indsættes et uafhængigt juridisk organ bestående af nogle særlige dommere, som skal foretage den endelige vurdering af, om beviserne imod tuneserne er holdbare. Mchangama mener, at den demokratiske retssikkerhed entydigt kræver det sidste. Men den entydighed bygger efter min mening på en illusion, som i sig selv er farlig for den demokratiske retsstat. Dette kan jeg bedst vise ved at undersøge nærmere, hvad der bliver konsekvenserne af det system, som efter Mchangamas mening er påkrævet.

I dette system indsættes et uafhængigt juridisk organ til at bedømme holdbarheden af de hemmelige begrundelser for udvisningen af tuneserne og af andre udenlandske statsborgere, som er kommet i en lignende situation. Og Mchangama skriver: «Et sådant organ vil sandsynligvis lægge afgørende vægt på PETs beviser, og kun i tilfælde hvor beviserne er helt åbenbart utilstrækkelige underkende den ansvarlige ministers beslutning». Her forudsætter Mchangama altså, at den ansvarlige minister af en eller anden grund kan tage åbenbart fejlagtige beslutninger. Og han forudsætter desuden, at det juridiske organ så kan rette disse beslutninger. Men hvad nu hvis dommerne i et sådant organ er lige så menneskeligt fejlbarlige som politikerne? Den mulighed må i hvert fald med, når dommerne i realiteten tilkendes en sikkerhedspolitisk myndighed uden at have særlig sikkerhedspolitisk kompetence. Og der tages slet ikke højde for, at dommerne kan misforstå de sikkerhedspolitiske aspekter. Mens dommerne skal korrigere politikerne, er der ingen til at korrigere dommerne. Men hvorfor tro, at dommerne er ideelle, når man erkender, at politikerne er menneskelige?

Det grundlæggende spørgsmål er: Hvem skal vi sikkerheds- og retspolitisk give den endelige magt? Skal det være en demokratisk valgt og demokratisk ansvarlig instans, eller skal det være et særligt udvalg af jurister? I et velfungerende demokrati kan der næppe være megen tvivl om svaret. Dér bør den politiske magt være demokratisk funderet; og dér bør de sikkerhedspolitiske skøn ligge i demokratiske organer. Vi har ingen sikkerhed for, at det er ufejlbarligt; men det er en logisk følge af det krav om politisk ligeværdighed, som er demokratiets ideologiske fundament. Desuden er der heller ikke noget andet system, som er sikret større ufejlbarlighed.

Det er denne – demokratiske – konstruktion, som Mchangama ønsker at bryde. Fordi han mener, at udenlandske statsborgere bør have en retssikkerhed, som den elementære demokratiske orden ikke altid kan give dem. Af den grund vil han give en juridisk domstol en myndighed, som bryder med demokratiets grundprincip. Her er der grund til at overveje, om medicinen er farligere end sygdommen. Og måske kan jeg også tillade mig et drillende spørgsmål: Hvis man tror, at hemmelige sikkerhedspolitiske beslutninger hellere bør overlades til juridiske eksperter end til demokratiske politikere, hvorfor så ikke gå skridtet ud? Hvorfor så ikke overlade sådanne beslutninger til rigtige sikkerhedspolitiske eksperter – fx en generalsjunta? Men det spørgsmål stiller jeg som sagt kun for at drille – og så lidt for eftertænksomheden.

Selvfølgelig skal frihedsrettigheder og retsstatsprincipper omfatte dem, som man er uenig med. Mchangama synes at mene, at hvis man udviser tuneserne efter en rent politisk beslutning, så bryder man demokratiets krav om fri meningsudveksling. Men her mangler en distinktion. Er tuneserne kun nogle, som vi er uenige med? Er det på grund af deres meninger, at de er et sikkerhedsproblem? Var der ikke også noget om, at de planlagde et mord? Og hvem skal afgøre, om det er et sikkerhedsproblem? Som minimum fører det spørgsmål ind i et dilemma: Enten kommer vi til at overlade beslutninger, som ideelt set er juridiske, til demokratiske politikere, eller vi kommer til at overlade beslutninger, som reelt er politiske til jurister. Nogen entydig ideel løsning findes ikke. Enhver praktisabel orden må på en eller anden måde gå på kompromis med det ideelle. Og i den situation bør vi efter min mening i sidste instans hellere overlade den endelige afgørelse til politikere, som står under demokratisk ansvar, end til jurister som ikke gør det.

Desværre synes Mchangama ikke at forstå dilemmaet. Det optræder ikke i hans argumentation. Han indser slet ikke, at det kan være problematisk at indsætte en juridisk domstol, som i princippet får magt til at tage sikkerhedspolitiske beslutninger. Og han er helt blind for de mulige udemokratiske konsekvenser af en sådan domstol.

Det er en svaghed i politisk filosofi; for dilemmaet hører grundlæggende den politiske filosofi til. På den baggrund forstår jeg bedre, hvad jeg klagede over i indledningen: Hvorledes det kan være, at Mchangama placerer mig som national-konservativ, blot fordi jeg skelner mellem statsborger og udlænding? For ham er denne skelnen et indicium på nationalisme. Men dermed overser han, at distinktionen hører selve den demokratiske orden til. Den er en uomgængelig forudsætning for den demokratiske beslutningsproces. Borgerne i et demokrati er dem, som af historiske grunde har ret til at deltage i den politiske beslutningsproces. Og som dybest set har lige ret. Det er den ligeværdighed, som man bør forsvare imod Mchangamas angreb.

Kai Sørlander er filosof og forfatter

Demokratisk ansvar eller juridisk hegemoni