Gjesteskribent

Foto: Snaphanen

Burkaforbud: Som klædningsstykke indebærer burkaen en reduktion af den, der bærer den, som ikke – heller ikke frivilligt – hører hjemme i et samfund, der som det danske bygger på ligeværdighed

Av Kai Sørlander, filosof og forfatter

De Konservative har med deres nye integrationsordfører, Naser Khader, i spidsen fremsat et forslag om, at vi bør forbyde burkaer i det offentlige rum. Folk skal ikke have lov til at gå rundt i klædedragter, som kun lader øjnene være synlige, og som radikale dele af det muslimske miljø kræver, at kvinder skal bruge. Som reaktion har både partiet og Khader fået grundigt på puklen. Lederne i de landsdækkende dagblade var entydigt imod. Og det samme gælder store dele af partiets eget bagland.

Argumenterne imod forslaget har været mange. Det er blevet hævdet, at et sådant forbud ikke hører til i et frit demokratisk samfund, hvor staten ikke skal lovgive om, hvorledes borgerne skal gå klædt. Det er også blevet hævdet, at eftersom man følger et religiøst påbud, når man går i burka, så er det i modstrid med religionsfriheden at forbyde det.

Desuden er ytringsfriheden blevet brugt. Man opfatter det som en ytring at gå i burka, og som sådan bør den omfattes af ytringsfrihed. Ifølge denne tankegang betyder De Konservatives burkaforbud et kursskifte i deres forhold til ytringsfrihed. Hvor de i deres accept af Muhammed-karikaturerne tidligere stod for en vidtgående ytringsfrihed, så står de med burkaforbuddet for en indskrænkning af ytringsfriheden.

I modsætning hertil indrømmer de fleste af kritikerne af et burka-forbud, at de personligt føler sig frastødt af synet af burkaklædte kvinder, men at friheden til at klæde sig, som man vil, trumfer deres personlige ubehag. Man må tage den sure burka med den søde frihed.

Holder disse argumenter? Er det rigtigt, at et burkaforbud er uforeneligt med den frihed, som hører et demokrati til? Er det rigtigt, at et sådant forbud er uforeneligt med religions- og ytringsfriheden? Eftersom vi kan forstå disse spørgsmål på flere måder, må vi begynde med en præcisering.

Først kan vi forstå dem juridisk. Da er basis lagt af Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Og spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt et burkaforbud er i modstrid med bestemte paragraffer i disse dokumenter. Dette spørgsmål afgør man ved at se nærmere på ordlyden i dokumenterne og så vurdere, om den er forenelig med et burkaforbud eller ikke. Eller endnu vigtigere: Man skal undersøge, hvorledes Højesteret eller Menneskerettighedsdomstolen tidligere har dømt i lignende sager, for at man kan få klarhed over, hvorledes disse domstole forstår ordene i dokumenterne. Gennem en sådan undersøgelse kan man lære, hvorledes den gældende retstilstand er.

Men der er en anden og dybere måde, hvorpå man kan forstå diskussionen om burkaforbuddet. Da gælder diskussionen ikke, om forbuddet er foreneligt med særlige juridiske dokumenter som Grundloven eller Menneskerettighedskonventionen, men den angår, om forbuddet er foreneligt med selve det principielle etiske grundlag for en demokratisk samfundsorden. Dermed bevæger man sig fra jura til filosofi, og den refleksion, som kræves, er ikke juridisk, men filosofisk.

Det er denne filosofiske undersøgelse af spørgsmålet, som nu er opgaven. Vi skal afklare, hvorledes et burkaforbud forholder sig til det etiske grundlag for en demokratisk samfundsorden. Og vi kan på forhånd sige, at der er tre muligheder. Dette grundlag kan enten kræve et sådant forbud, det kan tillade det, eller det kan udelukke det. Men hvis vi skal finde ud af, hvilken af disse muligheder, der er den rigtige, så må vi begynde med at klarlægge de etiske grundprincipper, som demokratiet bygger på.

Det første princip følger af, at vi ikke rent begrebslogisk kan begrunde, at nogen har særlig ret til at tage de politiske beslutninger. Alle bør altså have lige ret. Der bør være politisk ligeværdighed. Og da det indebærer, at de enkelte individer bør kunne deltage i den demokratisk samfundsdebat som ligeværdige, så må der være åndsfrihed. Alle må kunne tænke frit, og alles tanker må kunne diskuteres. Til demokratiets grundværdier hører derfor også religions- og ytringsfrihed.

Demokratiet skal altså som minimum give sine borgere tre ting. Det skal give dem en elementær politisk ligeværdighed, og det skal give dem ytrings- og religionsfrihed. Men før vi kan gå videre, må vi gøre os klart, at demokratiets tre gaver modsvares af nogle pligter.

Demokratiet giver os politisk ligeværdighed; men til gengæld stiller det os under en moralsk forpligtelse til at bruge vor politiske indflydelse til fortsat at sikre demokratiet og den politiske ligeværdighed. Demokratiet giver os ytringsfrihed; men til gengæld kræver det, at vi selv accepterer, at vore modstandere også har ytringsfrihed og dermed ret til at udtrykke synspunkter, som vi selv finder ubehagelige. Demokratiet giver os religionsfrihed; men til gengæld kræver det, at vi også accepterer andres religionsfrihed, og at vi derfor ikke bruger vor religion til at retfærdiggøre, hvorledes samfundets love skal være, men at vi på lovenes begrundelsesplan adskiller religion og politik.

På baggrund af denne erkendelse af, at de demokratiske grundværdier ikke kun udmønter sig i visse rettigheder, men at de ligefuldt udmønter sig i tilsvarende forpligtelser, er vi så endelig nået frem til at kunne konfrontere spørgsmålet om, hvorvidt et burkaforbud er holdbart.

Og her må vi begynde med at klargøre, hvad det egentlig indebærer at gå i burka. Hvorledes former det ens liv? Grundlæggende er burkaen en reduktion af den, som bærer den. Med burka kan man ikke indgå i de umiddelbare personlige relationer, som er os naturlige, og som forudsætter, at vi kan se hinandens ansigter og dermed fremtræder som individer for hinanden. Når den ene har burka på, er den elementære ligeværdighed brudt. Så udleverer vi os ikke gensidigt til hinanden som ligeværdige individer.

Dette medfører umiddelbart, at ingen må være tvunget til at gå i burka. Ingen bør være tvunget til den reduktion af liv og individualitet, som det at bære burka indebærer. Men bør man have ret til at gøre det frivilligt? Bør man have ret til frivilligt at underlægge sig burkaen i sin færden blandt andre og dermed effektuere en reduktion af sin personlighed og sin gensidige forbundethed med andre?

Her er det vigtigt at forstå, at burkaen er en reel krænkelse af den gensidighed, som ligeværdigheden kræver. Den er ikke kun et udsagn om, at man politisk er uenig i kravet om ligeværdighed. Spørgsmålet er, om man som individ bør have ret til at udføre en handling – udelukkende at gå med burka i det offentlige rum – som krænker ligeværdigheden mellem en selv og andre.

Selve dette spørgsmål kan ikke afgøres rent principielt. Det skal nødvendigvis afgøres politisk, og det vil sige demokratisk – under hensyn til vilkårene i det konkrete samfund. Man kan altså ikke rent principielt fastslå, at et burkaforbud er forkert, eller at det er påkrævet. Principielt kan man kun sige, at det er politisk tilladt, og at det afhænger af et konkret samfundsmæssigt skøn, om man vil gennemføre det.

Og når vi er nået så langt, vil jeg gerne gå videre og sige, at jeg i det store og hele deler De Konservatives skøn og mener, at et forbud er på sin plads. Som klædningsstykke indebærer burkaen en reduktion af den, som bærer den, som ikke – heller ikke frivilligt – hører hjemme i et samfund, som bygger på ligeværdighed, og som står dér, hvor vort samfund står i dag.

Hertil kommer så yderligere, at burkaen ideologisk udtrykker tilknytning til et synspunkt, som er anti-demokratisk, og som kræver, at lovene i samfundet skal være bestemt af islam og ikke igennem en demokratisk procedure. Det er absolut ingen grund til at give et sådant synspunkt fremdrift, når det ikke er påkrævet af andre grunde.

Kai Sørlander er filosof og forfatter, og har blant annet skrevet bøkene «Forsvar for rationaliteten – Religion og politik i filosofisk perspektiv», «Det uomgængelige» og «Den endegyldige sandhed», i tillegg til en lang rekke kronikker og artikler om aktuelle temaer i ledende danske medier.

Sørlanders artikkel Burkaen er en krænkelse af den menneskelige gensidighed ble første gang publisert i Kristeligt Dagblad 25. september 2009, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.