Gjesteskribent

Foto: Snaphanen

Av Kai Sørlander

Religionfrihedens pris. Danmark bør ikke godtage, at islamiske teokratier finansierer stormoskeer herhjemme. Og vi bør kræve, at muslimske kvinder tager sløret af i offentlige stillinger.

DEMOKRATIET kan misbruges af dem, som vil det til livs. De fundamentale demokratiske friheder – såsom ytringsfrihed og forsamlingsfrihed – er nødvendige for, at en opposition til regeringen kan formulere sit program og arbejde for en demokratisk overtagelse af regeringsmagten. Men de selv samme friheder kan også udnyttes af antidemokratiske bevægelser. De kan bruges til at agitere for en omstyrtelse af demokratiet og for en anden politisk orden. Disse muligheder er indbygget i de demokratiske frihedsrettigheder, og historien har lært os, hvorledes de bevidst kan udnyttes af politiske kynikere. Goebbels bemærkede, at nazisterne aldrig havde skjult, at de kun brugte de demokratiske midler til at vinde magten, og at de, når målet var nået, uden betænkelighed ville nægte deres modstandere de selv samme rettigheder. På tilsvarende vis fortæller Stalin i Leninismens Grundlag uden omsvøb, hvorledes den revolutionære under dække af legal politisk virksomhed reelt vil arbejde for en omstyrtelse af det borgerlige demokrati og for en oprettelse af proletariatets diktatur.

SELVFØLGELIG er der mange grunde til at tro, at demokratiet i dag står sikrere end i 1930erne, men der er aldrig grund til at tro, at det står så sikkert, at det ikke kan væltes. Derfor bør vi på et principielt plan overveje, hvorledes et velfungerende demokrati bør forholde sig til politiske bevægelser, som bevidst udnytter de demokratiske friheder til at undergrave demokratiet. Selvom der ikke er noget let og entydigt svar på det spørgsmål, så betyder det ikke, at alt flyder. Man kan indkredse et svar ved at begynde med at stille nogle krav. For det første bør der være ytringsfrihed for alle – også for antidemokrater. Folk skal ikke straffes for deres ideologiske holdning, og de må have lov til at mødes og diskutere deres synspunkter. Det er lettere at måle temperaturen på det åndelige klima i samfundet, når ytringsfriheden også gælder ideologiske antidemokrater. Og det er langt bedre for dette klima, hvis antidemokraterne kvæles i åben debat, end hvis de forbydes overhovedet at ytre deres standpunkter. Derimod bør en antidemokratisk bevægelse straks standses, hvis den går ud over den rent ideologiske kamp og griber til fysisk kamp. Det gælder ikke kun, hvor den benytter sig af terrorisme, men også hvis den gør forsøg på at opbygge sine egne paramilitære styrker som nazisternes SA. Derudover skal den imødegås, hvis den søger at opbygge parallelsamfund på basis af dens egne antidemokratiske idealer. For sådanne parallelsamfund vil uvægerligt begrænse den beskyttelse af individet, som hører demokratiet til, og det er uacceptabelt.

I et demokratisk samfund kan ingen afgive de demokratiske frihedsrettigheder – ikke engang frivilligt. Man kan undlade at benytte sig af dem, men man kan ikke give dem fra sig. Det tredje krav er, at demokratiet skal sørge for at have et fast greb om statsapparatet og om politi, hær og domstole. Det skal igennem ansættelser og forfremmelser sørge for, at disse institutioner er loyale over for demokratiet. Det gælder specielt skole- og uddannelsesvæsnet, som står for oplæringen af fremtidens borgere. Demokratiet bør sikre, at disse borgere får de nødvendige forudsætninger for at kunne fungere som ligeværdige medlemmer af en stabil demokratisk orden; og derfor bør det sørge for, at de antidemokratiske bevægelser ikke får magt over undervisningen. Hvis man er betænkelig ved en sådan ensidighed til fordel for demokratiet, bør man huske, at det er en ensidighed til fordel for ligeværdighed mellem alle borgere uanset køn, race, religion eller social klasse. Mens de antidemokratiske ideologier bygger på en eller anden fornægtelse af denne ligeværdighed. Set i det perspektiv er den demokratiske ensidighed prisværdig.

FRA disse tre grundkrav til, hvorledes demokratiet bør forholde sig til antidemokratiske bevægelser, kan der drages nogle mere specifikke konsekvenser. For eksempel må ytringsfriheden give folk ret til at bære tegn på deres holdninger, også antidemokratiske, når de optræder på egne vegne. Men hvis man arbejder i en eller anden offentlig institution, er sagen en anden. I det arbejde skal man være ubetinget loyal mod den demokratiske ligeværdighed, og det bør derfor ikke accepteres, at man bærer symboler for antidemokratiske holdninger. Det bør gælde alle offentligt ansatte. Desuden indebærer det, at demokratiet bør acceptere ytringsfrihed for antidemokratiske synspunkter, heller ikke, at det blindt bør acceptere, at antidemokratiske bevægelser støttes økonomisk af udenlandske stater eller organisationer. Tværtimod må demokratiet af hensyn til sin egen overlevelse have ret til at afskære en sådan støtte. Dette forhold gjaldt blandt andet for den danske stat i relation til Sovjetunionens støtte til DKP. Således kan man rent principielt markere, hvorledes et demokratisk samfund bør forholde sig til en antidemokratisk bevægelse, der forsøger at vinde magt igennem demokratiet. Men er der overhovedet tale om en aktuel trussel? Det er vel næppe fra de overlevende rester af de nazistiske og kommunistiske bevægelser, at faren truer.

SKAL vi i dag pege på en bevægelse, som bruger de demokratiske frihedsrettigheder til at undergrave demokratiet, må det klareste eksempel være islamismen. Den vil bruge de demokratiske friheder til at fremme en samfundsorden, hvor lovgivningen ikke længere bestemmes gennem en demokratisk procedure, hvor alle er ligeværdige uanset religion, men hvor lovgivningen bestemmes ud fra den islamiske sharia. Dette ideal er lige så antidemokratisk som det nazistiske og det kommunistiske. Og der er islamister, som er lige så åbenmundede som Goebbels og Stalin med hensyn til deres mål. Derfor kan man umiddelbart slutte, at demokratiet bør forsvare sig imod islamismen efter ganske de samme retningslinjer, som allerede er formuleret i det foregående. Derunder kan også argumenteres for, at demokratiet ikke bør godtage, at islamiske teokratier som Iran og Saudi-Arabien finansierer stormoskeer, der må forventes at ville arbejde for en islamistisk vækkelse.

MEN der er én ting, som gør det sværere at håndtere den islamistiske trussel. Det er, at islamismen også er religion. Til forskel fra nazismen og kommunismen har islamismen også kunnet bruge det sekulære demokratiske samfunds religionsfrihed til at skabe plads for sig selv. Det ser vi tydeligst i diskussionen om det muslimske tørklæde. Det indgår i den lovgivning, som islamisterne ønsker skal erstatte den demokratiske, at kvinder skal bære en form for tørklæde for at dække håret. Muslimske kvinder, som skal ud på arbejdsmarkedet, kommer derfor til at stå i et dilemma. Hvis de selv kræver at bære det religiøse tørklæde, fremstår de, som om de ikke kan tage afstand fra det islamistiske ideal. De kan kun aktivt vise, at de sætter den sekulære demokratiske samfundsorden over det islamiske lovsystem, hvis de er villige til at lægge tørklædet, når de optræder som repræsentant for en offentlig institution.

Set fra demokratiets synspunkt må religionsfriheden være bundet på ganske samme måde som ytringsfriheden. Man har frihed til at ytre sin antidemokratiske holdning, hvad enten den er religiøst funderet eller ikke, når man repræsenterer sig selv; men ikke, når man repræsenterer en af samfundets officielle institutioner.

PÅ denne grænse bør vi stå fast. Men her har Vestens politikere og jurister for en stor og central dels vedkommende ladet sig fange på det forkerte ben. I stedet for at lade hensynet til den sekulære demokratiske orden trumfe hensynet til religionsfriheden, har de gjort det modsatte. I og med at de har medvirket til, at muslimske kvinder kan bære deres tørklæde i offentlige stillinger, har de givet islamismen en hjælpende hånd. Og her bør vi specielt forstå, at det at lade hensynet tilreligionsfrihede n trumfe hensynet til den sekulære demokratiske orden, er det samme som at lade hensynet til en kortsigtet religionsfrihed trumfe hensynet til en langsigtet religionsfrihed.

Kai Sørlander er forfatter og filosof, og har blant annet skrevet bøkene «Forsvar for rationaliteten – Religion og politik i filosofisk perspektiv», «Det uomgængelige» og «Den endegyldige sandhed», i tillegg til en lang rekke kronikker og artikler om aktuelle temaer i ledende danske medier.

Artikkelen «Demokratiets selvforsvar» ble første gang publisert i Weekendavisen 16. oktober 2009, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.