Vi står midt i en politisk konflikt, der angår demokratiets dybeste værdier. Skal der gives statsborgerskab til en person, som opfylder alle de formelle kriterier om sprogforståelse, økonomi og tilknytning, men som forkaster selve den demokratiske orden og ønsker den erstattet med et islamisk kalifat? Eller skal en sådan person nægtes statsborgerskab, alene fordi han har udtrykt, at han vil bruge demokratiet til at afskaffe det?

De to parter i konflikten hævder begge, at de selv forsvarer de demokratiske værdier, og at deres modpart forråder disse værdier, men de har radikalt forskellige holdninger til, hvorledes spørgsmålet skal besvares.

Den ene part hævder, at en sådan person skal have statsborgerskab. Her betragter man sagen som afgjort, blot personen opfylder de formelle kriterier; og man ser det som en mistænkelig sindelagskontrol, hvis det også kræves, at personen aktivt skal slutte op om de demokratiske værdier. Et sådant krav anser man for at være en krænkelse af hans ytringsfrihed, som er en af demokratiets kerneværdier.

ANNONSE

Denne part omfatter hovedsagelig de politiske partier på venstrefløjen. Det gælder SF, Enhedslisten og De Radikale. Og på samme side står desuden en række jurister såsom Eva Ersbøll fra Institut for Menneskerettigheder, professor Eva Smith og den tidligere venstrepolitiker Birthe Rønn Hornbech.

Den anden part nægter at give den bemeldte person statsborgerskab. Set fra denne side er det en betingelse for at få statsborgerskab, at man støtter op om demokratiets grundlæggende værdier, og selve det, at en person forkaster disse værdier, er altså tilstrækkelig begrundelse for at nægte vedkommende statsborgerskab.

Denne part omfatter primært politiske partier som De Konservative og Dansk Folkeparti. Og specielt har Naser Khader været en aktiv kraft i kampen for dette synspunkt.

Begge parter kan ikke have ret. Hvem er det så, der står som den egentlige forsvarer af demokrati og ytringsfrihed? Er det dem, som mener, at denne frihed kræver, at vi ikke må undlade at give folk statsborgerskab, blot fordi de er antidemokrater? Eller er det dem, som mener, at det, at folk har udtrykt antidemokratiske holdninger, både er tilstrækkelig og tvingende grund til at nægte dem statsborgerskab? Har den første part ret i, at den anden part selv svigter demokratiets grundværdier og bevæger sig i retning af totalitær sindelagskontrol?

For at besvare dette spørgsmål må vi som det første gøre os klart, at demokratiet er forgængeligt. Det skal til stadighed holdes ved lige af sin egen befolkning. Det går under, hvis flertallet – eller blot en stor del – af dets borgere bliver antidemokrater og ønsker at erstatte demokratiet med en eller anden form for autoritært styre. Men demokratiet kan også gå under, selvom det store flertal fortsat støtter op om det.

Det sker, hvis dette flertal ikke har kundskab og fantasi til at forestille sig konsekvenserne af den lovgivning, som det vedtager. Så kan det vedtage love, som til trods for dets egne bevidste hensigter har helt andre konsekvenser, og som kan ende med at svække og undergrave det demokrati, som de egentlig skulle beskytte. Det ser vi for eksempel, når der føres en økonomisk politik, som primært gør borgerne til konsumenter. Så eroderes den karakter, som borgerne behøver for at holde demokratiet oppe.

Når det står klart, at demokratiet kan gå under, så følger umiddelbart, at demokratiets første forpligtelse er at opretholde sig selv. Det vil sige, at det selv skal sørge for, at det fortsat har borgere, som støtter op om det, og som har den nødvendige viden til at kunne gøre det med klogskab. Derfor må et demokrati nødvendigvis have et skolevæsen, hvis mål er at sørge for, at borgerne gennem deres opvækst får den elementære viden og de elementære værdier, som er forudsætning for, at de kan udfylde deres rolle som demokratiske borgere på fornuftig vis.

Men ganske den samme logik, som begrunder nødvendigheden af et sådant skolevæsen, begrunder også, at et demokrati ikke bør give statsborgerskab til udefrakommende personer, som ikke støtter op om de demokratiske værdier, og som ikke har den nødvendige viden til at kunne forstå, hvad disse værdier konkret indebærer. Dermed følger så også, at et demokrati bør ”screene” udlændinge, som ønsker statsborgerskab, for at sikre sig, at de støtter op om, at den politiske ligeværdighed fortsat skal opretholdes på et rent sekulært grundlag. Folk, som aktivt hylder alternative politiske værdisystemer – som for eksempel troen på et guddommeligt lovsystem for samfundet – bør et rationelt demokrati altså af hensyn til sig selv udelukke fra at få statsborgerskab.

Set i dette perspektiv befinder den politiske fornuft sig altså på den side, som nægter at give statsborgerskab til en person, som åbenbart forkaster demokratiets grundlag. Og så er det de værdipolitiske venstrefløjspartier – SF, Enhedslisten og De Radikale – som sammen med en række juridiske eksperter repræsenterer den politiske ufornuft. Men holder det?

Som tidligere sagt, så bygger denne side sin holdning på, at man udøver en udemokratisk sindelagskontrol, når man gør screening for demokratisk sindelag til en betingelse for at få statsborgerskab. Det afgørende spørgsmål er altså, om denne sammenhæng er holdbar.

For at kunne besvare dette spørgsmål er det vigtigt, at vi forstår, hvad der ligger i det demokratiske krav om ytringsfrihed. I sin konsekvens indebærer dette krav, at man ikke bliver straffet for at ytre udemokratiske holdninger.

Dette udtrykker vi ofte ved at sige, at selvom vi tager afstand fra en persons ytringer, så vil vi kæmpe for hans ret til at ytre dem. Men deri ligger, at når vi i demokratiet kæmper for retten til ytringsfrihed – og retten til at ytre sig udemokratisk – så kæmper vi samtidig imod den udemokratiske politik, som vi giver folk frihed til at udtrykke sympati for. Når man i demokratiet giver ytringsfrihed til udemokratiske holdninger, så er man altså stadig involveret i en aktiv politisk og ideologisk kamp imod disse holdninger. Det er man i skolepolitikken; og det bør man være i indvandringspolitikken, hvor man ikke bør give statsborgerskab til personer, som fornægter demokratiets værdigrundlag.

De værdipolitiske venstrefløjspartier går fejl dér, hvor de slutter fra den demokratiske ret til ytringsfrihed til, at den demokratiske stat så også skal være neutral med hensyn til de værdier, som dets borgere tilslutter sig. På dette punkt kan og bør den demokratiske stat ikke være neutral.

Helt elementært så er den demokratiske stat et aktivt fællesskab om visse grundlæggende værdier, først og fremmest kravet om politisk ligeværdighed for alle borgere uanset køn, race eller religion. Der er derfor al mulig grund til at nægte at give statsborgerskab til personer, som forkaster disse værdier.

Der er her ikke tale om en udemokratisk sindelagskontrol, men om et nødvendigt aktivt forsvar for det demokratiske værdigrundlag. Og hvis den demokratiske stat ikke er villig til således at forsvare sit værdigrundlag, så er der ingen til at forsvare det, og så bevæger demokratiet sig hen imod sin egen opløsning.

De værdipolitiske venstrefløjspartier har således mistet en realistisk sans for demokratiets skrøbelighed. Men det er én ting.

I politik spiller illusioner desværre en ikke ubetydelig rolle. Noget andet er derimod de såkaldt juridiske eksperter, som også har ladet sig fange af misforståede principper. Hvis Eva Ersbøll er repræsentativ for Institut for Menneskerettigheder, så undergraver dette institut i praksis de værdier, som det skulle beskytte.

 

Opprinnelig Jyllands-Posten tirsdag 8. desember.

546618_605_0_0_0_0_0_2
Hva skal kravene være?

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629