Gjesteskribent

Terroraktionerne mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo og mod Lars Vilks Komitéens møde på Østerbro bunder i en dyb ideologisk modsætning. Charlie Hebdo og Lars Vilks står for nogle helt andre værdier end terroristerne. Samtidig har de udtrykt deres værdier på en måde, som terroristerne mente skulle straffes med døden, også selvom lovene i Frankrig og Danmark siger noget andet. Når vi skræller selve terroren væk, står vi altså med en elementær værdikonflikt. Og skal vi forstå det særlige ved den terrorisme, som vi her står over for, så skal vi først og fremmest forstå den underliggende værdikonflikt.

Og den ser således ud. Charlie Hebdo og Lars Vilks står for sekulære demokratiske værdier, hvor åndsfrihed og religionsfrihed i alle dens aspekter står i højsædet, og hvor der derfor er plads til religionskritik og satire – foruden en generel kritik af alle politiske ideologier. Terroristerne står derimod for den opfattelse, at samfundet skal bygge på en særlig religiøs lovgivning baseret på islamiske kilder. Der er således tale om to helt forskellige og uforenelige opfattelser af, hvorledes samfundet – og specielt den politiske beslutningsproces – skal indrettes. På den ene side står det sekulære demokratiske ideal, som forudsætter, at vi betragter lovene som menneskeskabte, og at vi som personer har politisk ligeværdighed uanset vor religion. På den anden side står det islamiske ideal, som forudsætter, at lovene skal begrundes på basis af Koranen og Muhammeds eksempel, og at muslimer skal have en højere status i samfundet.

Kai Sørlander - jyllands-posten.dk:debat:kronik:ECE7456491:Islamisk+terrorisme+og+politisk+idékamp:

For en umiddelbar betragtning har de to tragedier altså noget med islam at gøre. Ganske simpelt fordi terroristerne selv begrundede deres handling på islam. Men at nogle terrorister er muslimer betyder selvfølgelig ikke, at alle muslimer er terrorister eller blot støtter terrorisme. At nogle er villige til at udføre terrorhandlinger for at fremme en samfundsorden, som hviler på islamisk lovgivning, betyder ikke, at alle muslimer er enige. Tværtimod kan man udmærket være muslim og gå ind for idealet om, at samfundets love bør begrundes på islam, samtidig med at man tager afstand fra terrorisme.

Den særlige idékonflikt eksisterer altså også for muslimer, som tager afstand fra terror. Der er mange muslimer, som mener, at lovene skal begrundes islamisk, og som altså hylder det islamiske samfundsideal, selvom de tager afstand fra terror.

Derfor skal vi heller ikke tro, at muslimer er demokrater og hylder de demokratiske værdier, blot fordi de tager afstand fra terror. Ægte demokrat er man kun, hvis man anerkender, at samfundets love er menneskeskabte, og at de skal vedtages gennem en politisk beslutningsproces, som i sidste instans bygger på borgernes politiske ligeværdighed. Da denne ligeværdighed skal gælde for alle uanset religion, så skal man som demokrat også anerkende, at man bør adskille sin politiske forpligtelse fra sin religiøse tro. Men det gør man ikke, hvis man som muslim ønsker, at samfundets love skal baseres på Koranens ord og på Muhammeds eksempel. Så har man en politisk opfattelse, som er i konflikt med demokratiets forudsætninger.

Vi skal altså heller ikke tro, at muslimer er demokrater, blot fordi de ønsker stemmeret. Det er ikke enhver, som ønsker stemmeret, som også ønsker at opretholde demokratiet og religionsfriheden. Man kan udmærket være således indrettet i hovedet, at man ønsker at bruge sin stemmeret til at få etableret en ikkedemokratisk orden. En muslim, som bruger sin demokratiske stemme til at få etableret et system baseret på islamisk lov, er ikke demokrat. Hvis et folkeflertal ønsker, at samfundet skal bygge på islamisk lov, så betyder det ikke, at islamisk lov er demokratisk, men det betyder, at folkeflertallet ikke er demokratisk. Demokrati betyder ikke blot, at flertallet bestemmer. Det er flertalsdiktatur.

I et demokrati bestemmer flertallet kun under den forudsætning, at der fortsat er politisk ligeværdighed, åndsfrihed og adskillelse mellem politik og religion.

Men betyder det så, at muslimer ikke kan være demokrater? Det afhænger af, om man kan være muslim og samtidig adskille sin politiske forpligtelse fra sin religiøse tro. Om man altså helt kan sætte sig ud over kravet om, at samfundet skal være underlagt islamisk lov. Det er klart, at det er der nogle muslimer, der kan, fordi de faktisk selv forstår dette dilemma og vælger demokratiet.

bassamtibi_headshot

Som eksempel kan nævnes folk som Bassam Tibi (bildet) og Naser Khader – og i dag hører Ahmed Akkari også hjemme i den kategori. Det er dog lige så klart, at der her er tale om en helt ny form for islam, som aldrig indefra har udviklet sig til at dominere en traditionel muslimsk befolkning. Det er en form for islam, som skal gøre op med selve kernen i sine dogmatiske kildeskrifter og i sin historie. Og om en sådan form for islam er en realistisk mulighed for et muslimsk folkeflertal står endnu hen i det uvisse.

Ingen ved, om det er et lige så utopisk projekt som sovjetkommunismen.

For ingen ved endnu, om der i en muslimsk flertalsbefolkning, der bygger på Koranen og Muhammeds eksempel, ikke altid vil være et destabiliserende mindretal, som ikke evner at adskille religion og politik, men som fortsat ser lykken i et samfund baseret på islamisk lov. Her har vi en ganske anden historisk erfaring fra Europa, hvor kristendommen – på grund af sin indholdsmæssige forskel fra islam – selv har medvirket til at rodfæste adskillelsen mellem religion og politik.

På den baggrund er det meget vigtigt, at vi i de traditionelle demokratier spørger os selv, hvorledes vi skal skelne mellem muslimer, som er ægte demokrater, og muslimer, som blot ønsker at bruge demokratiet til at indføre islamisk lov, og som derfor reelt ønsker at afskaffe det ægte demokrati.

Umiddelbart står det klart, at vi ikke kan gå ud fra, at en muslim er demokrat, blot fordi han selv siger det. Det kan være, at han misforstår demokratiet og tror, at han er demokrat, hvis han blot accepterer at bruge stemmesedlen som et middel til at indføre islamisk lov. Dette er så meget mere sandsynligt, fordi der desværre også er mange traditionelle danskere, som lider under den misforståelse.

Hvorledes skal vi så skelne mellem muslimer, som sætter demokratiet over islamisk lov, og muslimer, som sætter islamisk lov over demokratiet? Findes der et tegn, hvormed muslimer kan vise, at de ikke ønsker at påtvinge os andre islamisk lov? Det gør der faktisk. Det, som bedst viser, hvor den enkelte muslim står i forhold til demokratiet og det åbne samfunds værdier, er hans holdning til karikaturer som dem, der blev tegnet i Jyllands-Posten og senere i Charlie Hebdo. En muslim, som aktivt mener, at hans krænkelse bør trumfe andres ret til at tegne Muhammed satirisk, han viser dermed, at han sætter islamisk lov over demokratisk rationalitet og religionsfrihed. Og ham bør man som demokrat betragte med mistillid. Hvis en muslim derimod er indforstået med og aktivt forsvarer, at samfundet skal give plads til sådanne karikaturer, ganske uanset hvor meget de krænker ham selv, så viser det, at han ikke kræver, at andre skal bøje sig for islamisk lov, og dermed at han er demokrat.

Her har vi den mest elementære prøve på, om muslimer er demokrater.

En prøve, som Jyllands-Posten udførte i 2005, og som Lars Vilks og Charlie Hebdo har fulgt op på.

I 2005 var der mange, som ikke forstod alvoren af den prøve. Det gjaldt det meste af den politiske venstrefløj, en borgerlig politiker som Uffe Ellemann-Jensen og en meget stor del af de indflydelsesrige medier med Politiken og Danmarks Radio i spidsen.

De så konflikten i et andet perspektiv. Ikke som en politisk konflikt om, hvorvidt islamisk lovgivning skal påtvinges alle, men som et udslag af fremmedfjendske danskeres manglende imødekommenhed.

Efter de seneste angreb synes flere at forstå, at forsvaret for vor rationelle demokratiske orden kræver opbakning til de satiretegnere, som udfordrer vor dogmatiske slummer. Kun fremtiden kan vise, om erkendelsen kommer for sent.

 

Jyllands-Posten