Av Kai Sørlander, filosof og forfatter.

For tiden er det Lars Vilks’ tegninger af Muhammed som hund, der ophidser muslimerne. Foreløbig er der dog kun tale om en svagere udgave af balladen efter Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer. Muslimerne protesterer og kræver undskyldning; og i realiteten kræver de et forbud mod sådanne tegninger. De mener, at demokratiet bør vise dem det hensyn at forbyde alle former for krænkende tegninger af Muhammed. Det skal så i øvrigt være del af et alment forbud mod at krænke religiøse symboler.

Bør et demokrati bøje sig for dette ønske? Bør vi vise muslimerne det hensyn, at vi indfører et alment forbud mod at krænke religiøse symboler, således at det også bliver forbudt at karikere Muhammed? Hvad skal vi svare på muslimernes krav?

For at finde ud af det må vi se nærmere på, hvorledes muslimerne begrunder eller retfærdiggør deres krav. Spørgsmålet er, om de kan begrunde kravet således, at det bliver klart, at vi som demokratiske borgere bør acceptere deres holdning.

Når vi stiller spørgsmålet på denne måde, bliver det umiddelbart klart, at det ikke er nok, at muslimerne blot henviser til deres egne ønsker. For der er ingen grund til at vi skal bøje os for deres nøgne ønsker. Der skal mere substans i begrundelsen, hvis den skal have vægt i en demokratisk debat. At sige, hvad man ønsker, er blot at markere sin position, ikke at begrunde den.

For det andet er det heller ikke nok, at de begrunder deres krav på islam. For en begrundelse, der hviler på islam, kan ikke have vægt for folk, der ikke er muslimer. Hvis muslimerne kræver, at vi ikke må afbilde Muhammed, fordi der i islam er et forbud mod at afbilde Muhammed, så giver det os ikke i sig selv en grund, som vi som ikke-muslimer bør bøje os for. Tværtimod så bør muslimerne være klar over, at religionsfriheden indebærer, at ikke-muslimer har ret til at være helt uafhængige af islams love.

I demokratiet kræves det ikke, at vi alle er enige om religion eller har samme religion. For der er religionsfrihed. I demokratiet kræves derimod, at alle – eller det store flertal – er enige om demokratiets principper, der som bekendt omfatter principper om politisk ligeværdighed og religionsfrihed. For uden en udbredt enighed om disse principper kan demokratiet slet ikke fungere.

På den baggrund kan vi nu præcisere det spørgsmål, som vi undersøger. Så lyder det: Kan vi ud fra de forudsætninger, som vi alle bør acceptere som borgere i et demokrati, slutte, at vi bør vise muslimerne det hensyn, som de kræver? Eller kan vi tværtimod på det grundlag udlede, at Vilks bør have ret til at gøre, hvad han gør? Så alternativet er helt enkelt: Kræver demokratiets forudsætninger, at Vilks bør tage mere hensyn til muslimerne? Eller kræver de tværtimod, at muslimerne bør acceptere Vilks’ ret til at udstille sine tegninger?

I første omgang er vi nødt til at gennemtænke forholdet mellem demokrati og religion rent principielt. Da skal vi klargøre, hvilke konsekvenser den fælles forpligtelse på demokratiet har for, hvorledes vi bør forholde os til hinandens religioner og religiøse aktiviteter. Og i næste omgang skal vi så anvende de principielle konklusioner på den konkrete konflikt mellem Lars Vilks og hans muslimske kritikere.

Fra demokratiets krav om politisk ligeværdighed og religionsfrihed kan vi slutte, at staten ikke bør bestemme, hvilken religion den enkelte skal bekende sig til, eller hvilken tro han bør have. Det bør ikke være et politisk spørgsmål. Tværtimod bør staten sikre, at det må være op til folks frie valg, hvilken religion de tilslutter sig, eller om de slet ikke bekender sig til nogen af de kendte religioner. Derfor skal staten kun stræbe efter at give den enkelte de bedst mulige forudsætninger for at kunne foretage et rationelt valg. Og så må det i øvrigt være op til folk selv, om de vil bekende sig som religiøse eller ikke-religiøse; og om de i sidstnævnte tilfælde kalder sig ateister eller agnostikere.

En konsekvens af religionsfriheden er, at man som borger også skal acceptere, at der er andre, som ikke deler ens tro, og som man ikke må påtvinge sin tro. Man må acceptere, at de viser, at de ikke deler ens tro, og at de synes, at den er irrationel. Mens de andre ikke må hindre én i at dyrke sin tro, så må man heller ikke selv hindre dem i at vise, at de forkaster ens tro, og at de ikke holder ens religiøse symboler hellige. Således implicerer religionsfriheden, at man også må acceptere religiøs satire. Satire, der gør grin med religiøse symboler, er ikke en krænkelse af religionsfriheden. Den er derimod et udtryk for religionsfriheden. For en sådan satire krænker ikke nogens religionsfrihed. Den krænker kun nogens religion – ved at karikere dens symboler. Men netop den krænkelse bør man bære som en konsekvens af religionsfriheden. Fordi man som religiøs også skal acceptere andres religionsfrihed.

Heraf følger, at jo bedre religiøse folk er i stand til at bære religiøs satire rettet mod deres egen religion, jo bedre er de i stand til at acceptere den ånds- og religionsfrihed, som hører den sekulære demokratiske samfundsorden til. Og jo sikrere står denne orden. Hvad enten religiøs satire er smålig eller dybt seriøs, så bør den bæres som et vilkår for den demokratiske åndsfrihed. Den bør kritiseres og kommenteres i den offentlige debat, men den bør ikke forbydes politisk. For den er en uadskillelig del af den åndsfrihed, uden hvilken demokratiet degenererer.

Hvis man politisk går den anden vej og indskrænker retten til religionskritik og religiøs satire, så indskrænker man religionsfriheden, og så indskrænker man den demokratiske selvopdragelse af borgerne. Den indre udvikling, som skal modne dem til ikke at bruge religiøse argumenter i deres politiske argumentation, men i stedet argumentere ud fra demokratiets egne principper. Og så risikerer demokratiet at sande til i religiøst snæversyn.

Så langt kan vi slutte rent principielt – uanset religion. Men det er forholdsvis enkelt at se, hvorledes grænserne skal trækkes, når vi overfører disse principielle slutninger på den konkrete konflikt mellem Lars Vilks og de muslimer, der vil lukke munden på ham.

For det første er det tydeligt, at Lars Vilks ikke øver vold mod nogen person og ikke krænker nogens religionsfrihed. Han krænker højst et religiøst symbol; men det sker kun under udøvelse af hans egen religionsfrihed, som indbefatter hans frihed til ikke at være bundet af islams normer. I realiteten er det altså muslimerne, som krænker Vilks’ religionsfrihed, når de kræver, at han skal bøje sig for islams påbud om ikke at karikere Muhammed. Muslimerne vil ophæve Vilks’ frihed fra at være underkastet islamisk lov. De vil ikke vise ham det hensyn, som hans religionsfrihed kræver, at de bør vise ham. Men for sig selv kræver de et særligt hensyn, som går ud over, hvad de demokratiske principper berettiger dem til. En sådan ømfindtlighed er farlig for den demokratiske orden.

Så konklusionen må være: Det er muslimerne og ikke Vilks, som bryder det krav om hensyn til hinanden, som er indbygget i demokratiets grundlag. Hvis man ad politisk vej vil forsøge at forbyde Vilks’ tegninger og lignende islamkritiske manifestationer, så svækker man den opdragelse til demokrati, som muslimerne skal igennem, hvis konsekvenserne af deres indvandring ikke skal blive opløsningen af vore sekulære, rationelle demokratiske samfundssystemer. På den front har tegningerne sin særlige betydning. For muslimerne har først den politiske modenhed, som demokratiet kræver, når de viser, at de kan reagere på sådanne tegninger med et tolererende skuldertræk. Vi savner en stærkere muslimsk bevægelse, der står frem og siger til Lars Vilks: «Vi er uenige med dig, men vi vil kæmpe for din ret til at ytre dig».

Kronikken sto første gang på trykk i nettavisen 180 grader.dk, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens velvillige tillatelse.

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar 🙂