Gjesteskribent

Var det trekk ved den kristne tro som bidro til fremveksten av opplysning og demokrati? Inngikk kristendommen i en frigjøringens dialektikk? Har islam det samme frihetspotensial? Den danske filosofen Kai Sørlander mener det finnes viktige historiske og dogmatiske forskjeller mellom kristendommen og islam, og disse må man åpent erkjenne hvis man vil forstå den arabiske verdens underutvikling, og muslimers integrasjonsproblemer i Vesten. Islam må bli grenseoverskridende hvis motsetningene til det moderne samfunn skal jevnes ut.

Artikkelen er formulert som en kommentar til Lars Gules bok Islam og det moderne.

Ved et toårs jubilæum

Av Kai Sørlander

For omkring to år siden havde jeg her på document.no en diskussion med Lars Gule. Den drejede sig om, hvorvidt der er grund til at tro, at kristendommen har haft en positiv indflydelse på, at lande som Danmark og Norge har udviklet sig til relativt velfungerende sekulære demokratier. Og om der er grund til at tro, at islam i den henseende fungerer anderledes end kristendommen. Den gang endte diskussionen med, at Gule skrev, at han arbejdede på et svar, men at det ville tage nogen tid. Det var den 19. april 2007. Og indtil videre er der mig bekendt ikke kommet noget svar. I mellemtiden har jeg fået læst hans bog Islam og det moderne (Abstrakt forlag 2006), så mens Gule fortsat tænker, vil jeg fra min side føre diskussionen et skridt videre gennem at undersøge hans argumentation i denne bog.

Lad mig først lige indskærpe, hvad min uenighed med Lars Gule drejer sig om. Vi er enige om at anse den sekulære demokratiske samfundsorden (med ånds- og religionsfrihed) som et politisk ideal. Og vi er, så vidt jeg forstår, også nogenlunde enige om, at Danmark og Norge hører til blandt de lande i verden, som kommer nærmest idealet. Selvfølgelig uden at være fuldkomne. Men vi er uenige om, hvorledes dette historiske faktum skal forklares.

I Lars Gules forklaring er vor politiske udvikling sket på trods af kristendommen. De, som kæmpede for den sekulære demokratiske samfundsorden, satte kristendommen på plads og tvang den til at indordne sig under det sekulære demokratis betingelser. Ser man således på den historiske udvikling, så bliver alle religioner politisk set grundlæggende ens, og så ser man heller ikke nogen afgørende forskel mellem kristendommen og islam. Og man anser det, at vi i vore samfund er lykkedes med at sætte kristendommen på plads, som et argument for, at så må det også på ganske tilsvarende måde kunne lykkes at sætte islam på plads. Her bliver vor udvikling af den sekulære demokratiske samfundsorden på basis af vor protestantisk kristne kultur til et positivt argument for, at så kan den samme udvikling også finde sted i den islamiske verden. Således argumenterer Gule i sin bog (s. 125).

Men hermed udelukker Gule, at der er en anden forklaring på, hvorfor den sekulære demokratiske samfundsorden er udviklet hos os, men ikke i den islamiske verden. Nemlig, at kristendommen og islam har en forskellig politisk dynamik. Således at kristendommen hos os har virket som en katalysator for udviklingen af vore sekulære demokratiske systemer, mens islam derimod står som en hindring for en tilsvarende udvikling. Hvad fremfører Gule, som udelukker, at det kan være det rigtige synspunkt? Der findes ikke i hans bog nogen argumentation, som udelukker det. Tværtimod, så fremfører han (på s. 295) lidt til støtte for, at det kan være vanskeligere at gennemføre en tilsvarende politisk udvikling i de islamiske samfund. Men det er tøvende og halvhjertet, og ellers er han tavs. Det er simpelthen nødvendigt at diskutere dette spørgsmål mere indgående, end Gule gør.

Denne diskussion må involvere flere trin. Den må begynde med en erkendelse af de forudsætninger, som er nødvendige for opbygningen af en sekulær demokratisk samfundsorden. Grundlæggende er der to sådanne forudsætninger. Den ene er, at det skal være alment accepteret, at lovene i samfundet er menneskeskabte. Og den anden er, at det også skal være alment accepteret, at der skal være politisk ligeværdighed for alle borgere (uanset religion). Disse to forudsætninger implicerer, at den politiske lovgivning bør fremgå gennem en demokratisk procedure, hvor individerne i sidste instans argumenterer ud fra den politiske ligeværdigheds egen opretholdelse (og ikke ud fra nogen religion).

I næste omgang bliver spørgsmålet så, om der er grund til at tro, at kristendommen og islam har lige let ved at forliges med disse to betingelser for en sekulær demokratisk samfundsorden, eller om de er forskellige. Og her må vi selvfølgelig først forsøge at gøre os klart, om man overhovedet kan tale om kristendommen og islam på en måde, der gør det muligt at besvare dette spørgsmål. I den klargøring kan jeg henvise til Gule selv. Han gør (s. 28-29) rede for de problemer, som er knyttet til at tale om islam på en veldefineret måde. Og hans redegørelse gælder – mutatis mutandis – også for at kunne tale om kristendommen og andre religioner på en veldefineret måde.

Går vi ud fra Gules redegørelse, så er der intet, som hindrer os i at gå til selve kernen i de to religioner og spørge om, hvorledes henholdsvis Jesus og Muhammed, som gengivet i de primære religiøse tekster, selv forholdt sig til den politiske magt og til det at give politiske love. På begge punkter er de radikalt forskellige. Jesus søgte ikke politisk magt, og da han blev taget til fange af den politiske magt fulgte han modstandsløst med – også til sin egen død. Muhammed var derimod både religiøs og politisk leder. For ham var der ingen forskel, og han brugte også gerne våbenmagt for at sikre og udbrede sit religiøse styre. Jesus gav ikke politiske love. Tværtimod så gav han nogle bud – elsk din fjende, vend den anden kind til, døm ikke – som man umuligt kan bygge en politisk magt på. Muhammed gav derimod politiske love. Først og fremmest igennem Koranen; men også – da lovgivningen i Koranen er ret begrænset – igennem sit eget eksempel. Det er love inden for strafferet og angående økonomiske transaktioner. Og det er love, som gør kvinder sekundære i forhold til mænd, og som gør ikke-muslimer sekundære i forhold til muslimer.

Tager vi udgangspunkt i disse elementære forskelle, så bør det være relativt ukontroversielt, at en religion, der bygges op omkring Jesu liv og forkyndelse, uden særlige vanskeligheder lader sig forene med kravene til en sekulær demokratisk samfundsorden. Den kommer ikke med nogen særlig politisk lovgivning, og den gør ikke politisk forskel mellem kristne og ikke-kristne. På samme måde bør det være relativt ukontroversielt, at en religion, der bygges op omkring Muhammeds liv og forkyndelse, får alvorlige problemer i begge henseender. Den kommer med ideen om, at det er den, der skal bestemme lovgivningen i samfundet, og den gør forskel mellem muslimer og ikke-muslimer.

Her har vi altså en argumentation for, at kristendommen i sin kerne lader sig forene med betingelserne for en sekulær demokratisk samfundsorden, mens islam i sin kerne går på tværs af disse betingelser. Og samtidig er det en historisk kendsgerning, at de lande i dagens politiske virkelighed, som indefra har udviklet en relativt velfungerende sekulær demokratisk samfundsorden, er gamle kristne lande – først og fremmest protestantiske. Mens ingen af de lande, hvor islam har hersket, har gennemgået en tilsvarende indre udvikling. Er der, når alt dette tages i betragtning, så ikke grund til at tro, at kristendommen har virket som en katalysator for udviklingen af den sekulære demokratiske samfundsorden i vor del af verden? I Gules bog finder jeg ikke nogen tilstrækkelig argumentation imod den antagelse. Jeg finder kun et hul, dér hvor den egentlige diskussion af problemet skulle have været.

Hermed har jeg ikke sagt, at det er umuligt at udvikle en sekulær demokratisk politisk orden i et muslimsk samfund. Jeg siger kun, at det er meget sværere end i et kristent samfund, fordi det betyder, at man bliver nødt til at modsige helt elementære træk i Muhammeds liv og forkyndelse – helt elementære påbud i Koranen. Mens den samme udvikling i et kristent samfund blot bringer den enkelte i dybere overensstemmelse med, hvad der egentligt er budskabet i Jesu liv og forkyndelse. I kristendommen blev de kirkelige magthavere ikke kun angrebet udefra, men også indefra – fra kirkens egen forkyndelse af Jesu liv og budskab. Den samme dialektik findes ikke i islam.

Det er en grundlæggende svaghed i Gules bog, at han ikke forstår disse sammenhænge, og derfor heller ikke forstår, at der er al mulig grund til at inddrage dem i forklaringen på, hvorfor den vestlige verden politisk har udviklet sig i retning af sekulære demokratiske samfund, mens den islamiske verden ikke indefra har udviklet sig i samme retning. Men derudover er der en anden dybere filosofisk svaghed i bogen. Som nævnt i begyndelsen af dette indlæg er Gule og jeg enige om at fremholde den sekulære demokratiske samfundsorden som et politisk ideal. Men der er en radikal forskel mellem det grundlag, som vi hver især har for at tilslutte os dette ideal. Kort fortalt, så tager Gule udgangspunkt i det, som kaldes moderniteten, og han tilslutter sig idealet om den sekulære demokratiske samfundsorden som en del af den normativitet, der hører moderniteten til. Derudover giver han en marxistisk – eller quasi-marxistisk – forklaring på modernitetens uomgængelighed, og hvorledes den også vil tvinge islam til tilpasning. Som han skriver: «Dagens sosioøkonomiske dynamikker lar seg likevel ikke stoppe»(s. 296).

Filosofisk set er det ikke tilfredsstillende at acceptere den sekulære demokratiske samfundsorden som politisk ideal på dette grundlag. Gule argumenterer kun ud fra en historisk virkelighed (moderniteten) og en økonomisk tvang; men ikke ud fra en etisk forpligtelse. Gule spørger ikke grundlæggende, om vi bør acceptere den sekulære demokratiske samfundsorden som politisk ideal. Dette spørgsmål tvinger os tilbage til det etiske grundspørgsmål om, hvorledes vi overhovedet bør handle. Hvis man filosofisk set skal have en tilfredsstillende politisk filosofi, så skal den bygges op på basis af et svar på det etiske grundspørgsmål. Det vil sige, at en politisk filosofi, som hævder den sekulære demokratiske samfundsorden som et forpligtende ideal, selv er forpligtet til at vise, at dette ideal følger af den etiske grundfordring, som vi alle er underlagt alene qua vor evne til rationel tænken. Denne filosofisk helt essentielle dimension mangler Gule (så godt som) fuldstændigt. Selv har jeg i flere af mine bøger vist, hvorledes opgaven skal løses. For det første, hvorledes vi rationelt kan begrunde en etisk grundfordring, som jeg har kaldt det etiske konsistenskrav; og for det andet, hvorledes man fra dette krav kan begrunde den sekulære demokratiske samfundsorden som politisk ideal. (Selve denne argumentation kan jeg ikke komme nærmere ind på her, men ønsker man yderligere oplysning, kan jeg først og fremmest henvise til kapitel III ’Etikkens politiske konsekvenser’ i min bog Under evighedens synsvinkel; og desuden til en artikel ’Det kategoriske imperativ og det etiske konsistenskrav’ fra Norsk Filosofisk Tidsskrift, vol. 33, 1998).

Filosofi stiller i sig selv krav om at tænke ubønhørligt konsistent: alene for at få den rette forståelse af betingelserne for verdens mulighed og dermed også af det personlige livs grundvilkår. Så langt er forpligtelsen den samme til alle tider. Men lige nu befinder vi os i en situation, hvor denne tænken også har særlig politisk betydning. Fordi vi skal forsvare den sekulære demokratiske samfundsorden. Det er en kamp, som ikke kun kræver, at vi har klarhed over, hvor vi står, men som også kræver, at vi har klarhed over, hvor vi bør stå. Da er det en umådelig hjælp, at vi har klarhed over vore begreber. Desværre har den akademiske verden her svigtet radikalt. Efter sin bedste evne har den – som Gule – mestendels bidraget med forvirrende forenklinger.

Kai Sørlander er forfatter og filosof, og har blant annet skrevet bøkene «Forsvar for rationaliteten – Religion og politik i filosofisk perspektiv», «Det uomgængelige» og «Den endegyldige sandhed», i tillegg til en lang rekke kronikker og artikler om aktuelle temaer i ledende danske medier.

Kai Sørlanders artikkel «Tør EU ikke nævne kristendommen?» og den påfølgende debatten med Lars Gule