Gjesteskribent

Længe så det ud som om den økonomiske krise skulle fortrænge alle andre emner i valgkampen. Men da Lars Løkke Rasmussen i søndags fastslog, at udlændingepolitikken må føres på en bund af værdier, som ikke kan gøres relative, åbnede han for en ny diskussion. Samme dag udtalte professor Mehdi Mozaffari fra Aarhus Universitet til Ekstra Bladet, at sharialoven håndhæves i større eller mindre omfang i alle danske ghettoer. Det bør få os til at tænke lidt over, hvad der er den vigtigste opgave for et demokrati. Selvfølgelig er det vigtigt at få orden på økonomien, men er det også det vigtigste? For at kunne tage stilling til det spørgsmål må man begynde med at gøre sig klart, hvad demokratiet kræver.

Grundlæggende er demokratiet et rationelt politisk ideal. Det bygger på, at man ikke rent filosofisk kan begrunde, at nogen bør have særlig ret til at tage de politiske beslutninger. Derfor bør alle borgere – ideelt set – have lige ret. De bør kunne deltage som ligeværdige i den politiske beslutningsproces; og det har som forudsætning, at de skal kunne leve som ligeværdige i den underliggende samfundsorden.

Fra disse elementære krav til en demokratisk orden kan vi umiddelbart slutte, hvad der rent logisk må være den vigtigste opgave for et demokrati. Den allervigtigste opgave må være, at det opretholder og konsoliderer sig selv i et ligeværdigt samarbejde med de omgrænsende stater. Det skal altså tage politiske beslutninger, som sikrer, at borgerne fortsat kan deltage som ligeværdige i den politiske beslutningsproces og i samfundslivet i øvrigt. Derfor skal det specielt drage omsorg for, at borgerne fortsat slutter op om de demokratiske værdier. For hvis ikke flertallet slutter op om disse værdier, går demokratiet under. Det er det demokratiske flertal selv, som fortsat skal sørge for, at hver enkelt borger får den oplæring, som er betingelse for, at vedkommende på rationel vis kan udfylde sin opgave som deltager i den demokratiske beslutningsproces.

Det er i dette lys, vi skal vurdere, hvor vigtige de økonomiske spørgsmål er for demokratiet. Eftersom vi ikke kan opretholde demokratiet, hvis vi ikke har en økonomi, som gør det muligt, at vi alle kan få det, som vi behøver for at kunne overleve som ligeværdige personer, så kan det ikke benægtes, at de økonomiske spørgsmål er vigtige. Det er nødvendigt med en økonomi, som skaber så store værdier, at vi ikke kun kan finansiere produktionsapparatet, men også de offentlige tjenester, som er nødvendige for, at samfundet og demokratiet kan fungere. Intet demokrati kan i længden fungere uden at bygge på en økonomi, som giver overskud.

Men når det er sagt, skal det straks tilføjes, at økonomien ikke kan være det vigtigste. Det vigtigste må fortsat være at opretholde og underbygge borgernes demokratiske indstilling. Dette betyder ikke kun, at borgerne bør vokse op i en forståelse for, at de skal opretholde den politiske ligeværdighed for deres medborgere, men også i en forståelse for, at de bør gå ind for en økonomisk omfordeling, som sikrer, at ingen er tvunget til at arbejde under uanstændige vilkår, og at ingen står uden et basalt livsgrundlag, selvom de ikke kan finde arbejde på markedet.

Som støtte for tanken om, at økonomien er det vigtigste, fremføres ofte, at den offentlige sektor er henvist til at leve af den produktion – det overskud – som den private sektor skaber. Hvor rigtigt det end er, så afspejler det kun halvdelen af virkeligheden. For den private sektor kan kun skabe sit overskud, hvis den lever inden for rammerne af en velfungerende offentlig sektor. Uden at det offentlige – fællesskabet – stiller med politi, retsvæsen, uddannelsesinstitutioner og vejforbindelser, kan den private sektor ikke trives.

Det er altså forkert at gøre det økonomiske spørgsmål til det vigtigste. Men i praksis bliver det ikke kun forkert at tro, at det økonomiske spørgsmål er det vigtigste. Det bliver også farligt, fordi det undergraver den forståelse af os selv, som er nødvendig for demokratiets opretholdelse.

Når man sætter vor placering på markedet – som producenter eller forbrugere – over vor rolle som demokratiske borgere, så opmuntrer man den enkelte til at have blikket rettet mod det, som han selv kan tjene på markedet, i stedet for mod det, som han er forpligtet til som demokratisk borger. Så træder selviskheden ind, hvor den demokratiske ansvarlighed burde have været. Og så er det svært at retfærdiggøre, at staten har ret til at omfordele fra rig til fattig. Men forudsætningen er forkert. Den økonomiske liberalisme falder. Vi er ikke primært aktører på markedet, men demokratiske borgere. Og så bør vi forstå, at ingen ubetinget har ret til det, som han tjener på markedet, for ingen har selv skabt forudsætningerne for, at markedet kan fungere. De er skabt i et socialt og kulturelt fællesskab. Og det bør derfor også være i fællesskab – symboliseret ved den demokratiske proces – at det skal afgøres, hvorledes skattesystemet skal fastlægges, og hvad borgerne skal bidrage med til gengæld for, at de nyder godt af en velfungerende offentlig sektor.

Hvis man gør økonomien til det vigtigste, risikerer man imidlertid ikke kun at undergrave den forpligtelse, som demokratiet bygger på. Det ligger også nær, at man må tilslutte sig den marxistiske tro på, at den politiske udvikling kun er en overbygning på den økonomiske. Men denne tro holder ikke. Vi forstår ikke udviklingen af vor demokratiske orden, hvis vi tror, at det er den økonomiske udvikling, som har medført, at vi har fået ideerne om borgernes politiske ligeværdighed og om, at lovgivningen i samfundet skal være menneskeskabt, ind i den almindelige befolknings hoveder. Det skyldes langt snarere, at vi har haft en religion – den protestantiske kristendom – som har hjulpet os. Fordi Jesu liv og forkyndelse i sin logiske konsekvens selv sekulariserer det politiske.

Det får man især øje for, hvis man jævnfører den politiske udvikling i vor del af verden med den politiske udvikling i den islamiske verden. Når man aldrig dér har fået en tilsvarende demokratisk udvikling, skyldes det primært, at man har haft en religion, som ikke selv sekulariserede det politiske, men som i stedet direkte krævede at bestemme lovgivningen i samfundet, og som i denne lovgivning gør ikke-muslimer til sekundære borgere. Dermed modsiger religionen direkte forudsætningerne for demokratiet; og ingen demokratisk bevægelse har hidtil været stærk nok til at overvinde denne modsigelse.

Det økonomiske spørgsmål er således ikke det vigtigste. Det vigtigste er at opretholde og styrke forudsætningerne for, at vi kan bevare vort sekulære demokrati. Det indebærer to ting. For det første, at vi modsiger dem, som gør økonomien til det vigtigste. Hvor de lader selviskheden gro, skal vi i stedet værne om den demokratiske forpligtelse. For det andet skal vi modsige dem, som tror, at demokrati kommer automatisk af økonomisk udvikling. De forskellige religioner er forskellige med hensyn til, om de fremmer eller modvirker en udvikling frem imod demokrati. Hvis vi tror, at alle religioner politisk fungerer på samme måde som protestantisk kristendom, risikerer vi at køre demokratiet af sporet. Så har vi gjort os blinde for, at et krav om, at der ikke kun skal være religionsfrihed, men også religionslighed, direkte kan medvirke til at undergrave demokrati og religionsfrihed. (En blindhed, der har ramt Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg). Og så er vi selvforskyldt på vej ud i en krise, som vil være meget alvorligere, end nogen økonomisk krise alene kan være.

Bevarer vi opslutningen om den demokratiske forpligtelse, er der al mulig grund til at tro, at vi vil komme igennem den økonomiske krise. Men undergraver vi opslutningen om den demokratiske forpligtelse – fx ved at tro, at det økonomiske spørgsmål er det vigtigste – så er det svært at se, hvorledes vi skal rejse os igen.

Kai Sørlander er filosof og forfatter, og har skrevet bøkene Den politiske forpligtelse , «Forsvar for rationaliteten – Religion og politik i filosofisk perspektiv», ”Det uomgængelige” og ”Den endegyldige sandhed”, i tillegg til en lang rekke kronikker og artikler om aktuelle temaer i ledende danske medier.

Artikkelen Det vigtigste spørgsmål ble første gang publisert i Berlingske Tidende 13. september 2011, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.