Vi er konfronteret med en ideologisk begrundet terrorisme, som støtter sig på islams hellige skrifter. Den møder med et krav om, at islam skal bestemme lovgivningen i samfundet, og at muslimer følgelig skal have højere status end andre borgere.

Hvis vi skal imødegå denne terrorisme, så skal det ikke kun ske med politi og militær, men også på det ideologiske plan. Og her synes mange at mene, at vi først og fremmest skal anerkende, at den pågældende terrorisme overhovedet ikke har noget med islam at gøre, men at den misbruger islams navn.

Det er imidlertid en svag og fattig reaktion, som intet siger om det fundament, hvorpå vi selv i grunden står. For at kunne stå fast må vi besinde os på, hvad der er vort eget ideologiske grundlag. Hvor finder vi det grundlag, som skal forene os i kampen imod islamismen?

ANNONSE

Realiteten er, at vi faktisk står delt. Der er ideologisk uenighed mellem de to politiske fløje. For højrefløjen – eller de konservative – er det danskhed og nationalfølelse, der forener os. For venstrefløjen – eller de progressive – er det derimod demokratiet og de universelle menneskerettigheder, som skal forene os.

Umiddelbart er der tale om en væsentlig forskel, som betyder, at vi står splittede og dermed også svækkede i vor konfrontation med islamismen. Derfor er det vigtigt, at vi får gennemtænkt modsætningen mellem vor egen venstrefløj og højrefløj, således at vi på rationel vis kan finde ud af, hvor sandheden ligger, og hvad der bør være vor fælles grund.

Den påkrævede gennemtænkning må begynde med en afklaring af, hvad vi bør vægte højest: højrefløjens partikulære danskhed eller venstrefløjens universelle rettigheder. Derfor må vi først give en nærmere begrebsmæssig bestemmelse af, hvad henholdsvis danskheden og demokratiet indebærer.

Lad os begynde med danskheden eller nationaliteten. Ens nationalitet er et historisk vilkår. Danskhed er en kulturel kategori, som primært kan defineres ved at pege på en bestemt samfundsmæssig realitet. Den omfatter et folks sprog og omgangsformer i et bestemt afgrænset geografisk område.

Dansk er man blevet i et faktisk samliv med andre danskere og i en vis afsondrethed fra folk af andre nationer. Uden en sådan reel afsondrethed ingen særlig danskhed. Man er dansk, fordi man fødes ind i dette historisk givne samfund. Enhver af os får gennem fødsel, opvækst og det sprog, vi lærer, en bestemt national identitet. Eller i dag, hvor der flyttes mere omkring, en bestemt blanding af nationale identiteter. Ingen bliver det rent universelle menneske eller den rent abstrakte person.

Demokratiet er derimod en politisk beslutningsproces. Som demokrat har man en særlig holdning til, hvorledes politiske beslutninger bør tages. Det er en holdning, som man ikke blot overtager blindt, men som man bygger på en rationel argumentation.

I og med at man ikke rent principielt kan argumentere for, at bestemte borgere bør have særlig ret til at tage de politiske beslutninger, så slutter man, at alle borgere bør have lige ret, og at der bør stræbes efter en form for politisk ligeværdighed. Men skal en sådan politisk ligeværdighed være reel, så kræver den åndsfrihed og ytringsfrihed, så alle kan få den viden, der er nødvendig for at kunne deltage aktivt i den politiske beslutningsproces.

Derfor kræver den også skolegang, så alle kan få de nødvendige forudsætninger – primært evnen til at læse og skrive – for at kunne udnytte ånds- og ytringsfriheden efter dens formål. Et demokrati kræver en samfundsmæssig selvopdragelse, hvis det skal kunne realiseres, og hvis det skal være i stand til at opretholde sig selv.

Flertallet skal have en sådan viden og sådanne holdninger, at det aktivt støtter op om politiske tiltag, som sikrer demokratiets fortsatte eksistens, og som derfor også fortsat sikrer mindretallets demokratiske rettigheder. Men i og med at demokratiet kræver en sådan opdragelse og selvopdragelse af borgerne, så kræver det også grænser. Det må skelne mellem dem, der er med, og dem, der er udenfor.

Mellem dem, der fødes inden for dets grænser, og som det skal sikre en rationel selvopdragelse, og dem, som bor uden for dets grænser, og hvis opvækst finder sted i et andet samfund.

Desuden må tilføjes, at det ikke uden videre kan forudsættes, at en demokratisk selvopdragelse kan foregå – eller foregå lige let – i ethvert samfund. Derfor må et samfund, som faktisk har gennemgået en demokratisk selvopdragelse, også forsvare sig mod ukontrolleret indvandring af folk, som ikke har gennemgået en sådan selvopdragelse, for i modsat fald svækker det sig selv og undergraver sit eget demokrati.

Rent principielt er demokrati og danskhed altså to helt forskellige størrelser. Det er begreber, som hører til i helt forskellige kategorier. Danskhed er et historisk vilkår – en skæbne. Demokrati er en fordring og en frugt af et folks rationelle selvopdragelse. Formålet med at afklare denne modsætning var at give os en baggrund for at kunne tage stilling til, hvor vi skal placere os i forhold til højrefløjens påkaldelse af danskhed som grundværdi og venstrefløjens påkaldelse af demokratiet og de universelle menneskerettigheder. Så lad os nu se på det spørgsmål.

Hvis vi begynder med at se på højrefløjens position, så kan vi umiddelbart indse, at den ser for snævert på den situation, hvori vi er. For vi er i en situation, hvor danskerne indefra har kæmpet sig frem til at realisere en nogenlunde velfungerende demokratisk orden, og hvor danskerne altså selv har gennemført den dertil nødvendige selvopdragelse.

Højrefløjen har ikke svar på, hvorfor danskerne har kæmpet den kamp, hvis danskheden alene var nok til at forene dem. Til trods for hvad højrefløjen siger, skal de demokratiske værdier altså med i det grundlag, som skal forene os i kampen mod islamismen.

Den reelle modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig kæmpede heller ikke kun for et Danmark, som ikke var underlagt Tyskland, men også for et Danmark, hvor det ikke kun var magten, som bestemte, hvem der havde en politisk stemme. Med undtagelse af dem, der var så forblændede, at de kæmpede for kommunismens irrationelle ideal.

Det står imidlertid ikke bedre til, hvis vi i stedet ser på venstrefløjens position. For vi har jo allerede gjort os klart, at et samfund af mennesker ikke uden videre kan virkeliggøre en sekulær demokratisk orden, men at det kun er noget, som samfundet kan virkeliggøre som frugt af en rationel selvopdragelse.

Derfor kan vi også umiddelbart indse, at det, som skal forene os i kampen imod islamismen, ikke kun kan være de abstrakte demokratiske idealer. For disse idealer bliver til intet, hvis vi ikke også forsvarer de konkrete samfund, som virkeliggør disse idealer.

Derfor gælder det for os danskere ikke primært om at forsvare de abstrakte demokratiske idealer, men det gælder om at forsvare det konkrete land og den konkrete kultur, hvori disse idealer gennem selvopdragelse er realiseret i relativ høj grad.

Nu har vi fundet det grundlag, som bør forene os i kampen mod islamismen. Det bør hverken være danskheden alene eller de demokratiske idealer alene. Vi bør derimod stå sammen om at opretholde de faktisk eksisterende samfund, som har evnet at virkeliggøre en relativt velfungerende demokratisk orden for deres borgere. Og vi, som lever og er borgere i Danmark, bør altså først og fremmest forenes i kampen for, at vores land fortsat kan virkeliggøre en sådan orden for vore efterkommere.

Men når dette er vor opgave, og når vi ved, at demokratiet kræver en rationel selvopdragelse, som ikke blot kommer af sig selv, så må vi også have med i vore overvejelser, hvad det er for særlige forhold, som har bevirket, at netop Danmark har været blandt de lande, som har evnet at gennemføre en sådan rationel selvopdragelse.

Umiddelbart må man selvfølgelig erkende, at mange faktorer kan have medvirket til den udvikling; men når man direkte spørger, hvorledes det i Danmark lykkedes at få den almindelige befolkning til at anerkende de demokratiske idealer, så bliver det klart, at man specielt må se på, hvilke ideer denne befolkning allerede tilsluttede sig – altså deres religion.

I Danmark har den herskende religion som bekendt været protestantisk kristendom, og når vi ser nærmere på dens indhold, så ser vi her en religion, som selv adskiller religion og politik, og som – med ideen om det almindelige præstedømme – sætter en helt elementær ligeværdighed mellem alle borgere. Dermed lægger den protestantiske kristendom i realiteten de fundamentale forudsætninger for udviklingen af en sekulær demokratisk samfundsorden ind i den almindelige befolknings hoveder.

Og det forekommer derfor naturligt at betragte den protestantiske kristendom som en væsentlig forudsætning for, at den sekulære demokratiske samfundsorden kunne gro frem af den danske muld.

Omvendt bliver det så også naturligt at betragte en religion som islam, der selv vil bestemme lovgivningen i samfundet, som en potentiel hindring for, at en tilsvarende demokratisk udvikling kan finde sted, hvor islam dominerer.

Når vi bør stå sammen om at opretholde vort land, således at det fortsat kan virkeliggøre en relativt velfungerende demokratisk orden for sine borgere, så bør vi altså specielt være opmærksomme på, at kristendommen rent historisk har været en medvirkende årsag til, at Danmark overhovedet udviklede sig i demokratisk retning. Og det vil sige, at vi ikke uden videre bør undergrave den historiske forbindelse til kristendommen, selvom vi stiller enhver frit i bekendelsesmæssig henseende.

I modsat fald mister vi forbindelsen til den historiske virkelighed, som har gjort vort demokrati muligt; og vi blotlægger os unødigt i forhold til islamismen.

Hermed er helt principielt givet, hvorledes vi bør stå, såfremt vi skal forsvare den reelt eksisterende demokratiske orden, som vi er en del af. Og altså, hvad der bør forene os i kampen imod islamismen. Men som vi så på vejen, så er både højrefløjen og venstrefløjen for ensidige, når de udstikker det grundlag, som skal forene os i den kamp. Men deres ensidighed har forskellige konsekvenser og er derfor ikke lige farlig.

Som sagt består højrefløjens ensidighed i, at den alene bygger på danskheden – det nationale. I sit grundlag ser den bort fra de universelle, rationelle demokratiske idealer.

Det er teoretisk svagt, men når det kommer til praktisk politik, er konsekvenserne ikke så alvorlige. For når man i dag forsvarer danskheden, så forsvarer man dermed også i praksis de demokratiske værdier og institutioner, som de nu konkret har fået plads i dansk kultur og tradition. Og man forsvarer den folkekirke, som siden grundlovens indførelse i 1849 har haft en politisk særstilling i landet. Derfor bliver højrefløjens teoretiske svaghed ikke politisk farlig, hvis den blot ikke udarter til aggressiv nationalisme, men nøjes med at udmønte sig i klassisk konservatisme.

For venstrefløjens ensidighed gælder derimod noget andet. Den er, som allerede angivet, forpligtet på de universelle demokratiske rettigheder uden nogen særlig national tilknytning. Og den giver derfor også rettigheder til alle mennesker uanset nationalt tilhørsforhold. Blandt disse rettigheder hævdes specielt retten til at få asyl i et land efter eget valg, hvis man er politisk forfulgt, hvor man kommer fra. Denne ret forudsætter, at ethvert land kan modtage et ubegrænset antal flygtninge uden at bryde socialt sammen.

Det er en irrationel forudsætning. Der er grænse for, hvor mange flygtninge et land er i stand til at integrere. Denne grænse er ikke entydigt klar, og for et demokrati er det derfor en central politisk opgave at afgøre, hvor den skal trækkes.

Derfor er det også meget vigtigt, at et konkret demokrati, som skal sikre sin egen opretholdelse, på åben og rationel vis får gennemdrøftet betingelserne for en bæredygtig asylpolitik. Specielt er det vigtigt, at den svageste del af befolkningen får lov at blive hørt i den drøftelse, fordi det primært vil være dens boligområder, som skal huse de vanskeligst integrerbare fremmede.

Her har venstrefløjen på radikal vis svigtet den konkret eksisterende demokratiske orden. Ikke blot ved at ignorere, at der må være en politisk grænse for, hvor mange asylsøgere et land kan modtage; men også ved at afskære dette spørgsmål fra en reel demokratisk diskussion og i stedet gøre det til et rent domstolsspørgsmål, som skal afgøres ved en overpolitisk menneskerettighedsdomstol.

Her er tale om, at man bruger de universelle menneskerettigheder på en irrationel måde. Fordi man bruger dem således, at man undergraver de konkrete samfund, som er den eneste reelle garanti for, at menneskerettighederne fortsat kan realiseres.

Denne irrationalitet skærpes, når det også hævdes som en universel menneskeret, at asylsøgere ikke må diskrimineres med hensyn til religion. Det betyder, at man skal være blind for hele den historie, som fortæller os, at kristendommen og islam er forskellige med hensyn til deres indre potentiale for at kunne forenes med en sekulær demokratisk orden – deres indre potentiale for at kunne adskille religion og politik.

Men det er ikke specielt klogt at kræve en sådan blindhed, når det også – og primært – kræves af os, at vi fortsat skal opretholde en samfundsorden, som adskiller religion og politik, og som giver religionsfrihed til sine borgere. Set i det lys er det rationelt at diskriminere asylsøgere med hensyn til, om den religion, som de allerede har, har et stort potentiale for at kunne adskille religion og politik. Det er i hvert fald ikke rationelt at lukke øjnene for det.

Overordnet set bør vi som borgere i Danmark kunne forenes om at opretholde landet som et konkret område, hvori de demokratiske idealer er virkeliggjort i en relativ høj grad. I forhold til dette mål betyder højrefløjens koncentration om danskheden ikke den store fare, fordi danskheden i dag har udviklet sig således, at den indbefatter de demokratiske idealer.

Anderledes med venstrefløjens koncentration om universelle menneskerettigheder. Når disse rettigheder bruges således, at det er umuligt for et land at sætte sin egen sociale sammenhængskraft og sin egen evne til at adskille religion og politik frem for asylsøgeres rettigheder, så er der noget helt principielt galt. Noget, som kan blive en reel fare for den fri, rationelle demokratiske samfundsordens faktiske overlevelsesmuligheder.

 

 

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629