Gjesteskribent

Af Kai Sørlander – Filosof og forfatter
Det er i lyset af nazismen, at den indvandrings- og asylpolitik, som har været ført i Europa i de seneste generationer, skal forstås. Man har villet undgå den mindste mistanke om at kunne sættes i bås med nazismen og nazisternes behandling af jøderne. Og man har mere eller mindre bevidst opfattet indvandrerne i jødernes billede. Det har medført en liberal indvandringspolitik, som truer demokratiets overlevelsesevne.

Er der noget, som alle i dag er enige om, så er det at tage afstand fra nazismen og nazisterne. Den ideologi står som den ultimative politiske ondskab. En ondskab som på spektakulær vis kom til udtryk i forholdet til jøderne. Det at man kunne umenneskeliggøre en bestemt befolkningsgruppe og derefter udrydde dens medlemmer systematisk og industrielt. Noget sådant måtte aldrig gentage sig. For alt i verden ville man undgå en politik, der gav mindelser om nazismen og om nazisternes behandling af jøderne.

Det er i det lys, at den indvandrings- og asylpolitik, som har været ført i Europa i de seneste generationer, skal forstås. Den har i afgørende grad været bestemt af to hensyn. For det første ville man undgå den mindste mistanke om at kunne sættes i bås med nazismen og nazisternes behandling af jøderne. Og for det andet opfattede man mere eller mindre bevidst indvandrerne i jødernes billede. Det sidste betød, at enhver politisk modstand mod indvandringen måtte se sig opfattet som værende i slægt med nazisternes behandling af jøderne. Og det første betød, at man så blev sat uden for det gode selskab uden for den »politiske korrekthed«. Den konsekvens var ubærlig for de fleste, og derfor blev der politisk konsensus om en relativt liberal indvandringspolitik. Den var i hvert fald et klart brud med den traditionelle indvandringspolitik. Forandringen skete uden egentlig og åben politisk debat om konsekvenserne på længere sigt. I den konkrete situation var det afgørende hensyn, at man ikke kunne beskyldes for en politik, der kunne bringe nazisternes behandling af jøderne i erindring. Og det var man sikret imod, hvis man gik ind for en liberal holdning til indvandringen; og jo mere liberal, jo bedre for jo længere var man fra nazisterne og deres racisme. De, som dristede sig til at gå imod konsensus, og som krævede en stram indvandringspolitik, fandt sig ofte karakteriseret som racister; og i moralsk afstandtagen kunne man påstå, at de ikke var stuerene.

Her har vi en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor der i Europa efter 2. Verdenskrig udviklede sig en konsensus om nødvendigheden af en liberal indvandringspolitik. Og konsekvenserne af denne politik kræver nu en aktiv indsats af os, fordi der er udsigt til fremvæksten af parallelsamfund, som truer med at underminere den demokratiske fælleskultur.

Så meget kan i hvert fald hævdes til en begyndelse. Vi er blevet anbragt i en situation, der minder os om, at den demokratiske samfundsorden ikke er sikret én gang for alle, men at den har nogle forudsætninger, som fortsat skal opretholdes, hvis den ikke skal gå under. Og vi kan ikke bedømme vor situation og den indvandringspolitik, som har skabt den, uden at vi gør os demokratiets forudsætninger klare.

Den demokratiske orden adskiller sig fra andre politiske systemer ved at være et rationelt politisk ideal, som bygger på to grundlæggende erkendelser. Den ene er, at lovene i samfundet ikke er gudgivne, men skal skabes af menneskene selv. Og den anden er et krav om politisk ligeværdighed, som følger af, at ingen rent principielt har særlig ret til at tage de politiske beslutninger og bestemme, hvorledes lovene skal være.

Derfor har demokratiet også nogle forudsætninger, som skal opfyldes, hvis det skal kunne fungere i praksis. Først og fremmest skal borgerne dele dets grundlæggende værdier. Det store flertal skal være enige om at opretholde systemet med politisk ligeværdighed og menneskeskabte love; og de skal være villige til at argumentere for deres holdning til, hvorledes lovene skal være, ud fra det synspunkt. Det indebærer, at de ikke argumenterer for lovene ud fra deres religion, og at de altså i praksis anerkender en adskillelse mellem religion og politik. For at kunne debattere utvunget med hinanden skal de desuden have et fælles sprog. Og som bund skal de selvfølgelig have nogle fælles omgangsformer. Bedst vil det være, hvis sprog og omgangsformer er givet som en historisk arv, og hvis de ikke er bundet til nogen religion, så alle kan dele dem uden at være under religiøs tvang.

Som præmis har vi nu, at demokratiet kræver opslutning om demokratiske værdier, fælles sprog og fælles sekulære omgangsformer. Og desuden har vi, at demokratiet bør sikre sin egen opretholdelse. Heraf følger, at et demokrati ikke bør acceptere en større indvandring, end at det kan integrere indvandrerne i de demokratiske værdier, i det nationale sprog og i de lokale omgangsformer. Så man undgår, at der skabes parallelsamfund af indvandrere, som adskiller sig ved sprog, omgangsformer og holdning til demokratiske værdier.

Alene af disse grunde er det nødvendigt, at et demokratisk samfund fører en aktiv indvandringspolitik, som trækker grænser. Der kan være uenighed om, hvor grænserne skal trækkes, og hvor mange indvandrere samfundet kan bære; men der burde ikke være uenighed om, at det er nødvendigt at trække grænser. Sagen burde diskuteres ud fra de bedst mulige vurderinger af de fremtidige konsekvenser af de forskellige holdninger.

Det er denne helt nødvendige diskussion, som alt for længe er blevet ødelagt, fordi det at sætte spørgsmålstegn ved den liberale indvandringspolitik blev gjort ensbetydende med fremmedhad og sat i slægt med nazismens jødeforfølgelser. I stedet førte den herskende konsensus en indvandringspolitik, som satte hensynet til indvandreren over hensynet til forudsætningerne for demokratiets opretholdelse. Man mente dårligt at kunne sætte grænser og at kunne kræve, at indvandrerne tilegnede sig de demokratiske værdier, det nationale sprog og de lokale omgangsformer. I stedet var man indstillet på, at de først og fremmest skulle kunne bevare egne værdier, eget sprog og egne omgangsformer. Dermed medvirkede man til udviklingen af parallelsamfund og til opløsningen af demokratiets forudsætninger; og efter alt at dømme har man lagt grunden til fremtidige konfrontationer nogle drister sig til at kalde dem borgerkrige.

Der er al mulig grund til at ville undgå en politik som nazisternes i forhold til jøderne. Men der er også al mulig grund til at ville føre en politik, som aktivt sikrer forudsætningerne for demokratiets opretholdelse. Årtiers store misforståelse har gjort, at det første hensyn helt har blændet for det andet. Det skyldes, at man opfattede indvandreren i jødens billede, og at man derfor satte ønsket om at begrænse indvandringen på linie med nazisternes behandling af jøderne. Men der er radikal forskel på, hvad der således er sat lige.

Nazisternes forfølgelse af jøderne udsprang af et fiktivt problem. Deres overbevisning om, at jøderne var i færd med at undergrave samfundet, var skabt af deres egne fordomme; og deres forsøg på at løse dette indbildte problem gennem systematisk udryddelse var umenneskelighed i højeste potens. De, der ønsker at sætte grænser for indvandring af folk med fremmed kulturbaggrund, står derimod ikke med et fiktivt problem. De kan forudse nogle reelle problemer, som med tiden truer med at ødelægge demokratiets forudsætninger. Desuden erkender de, at som verden nu engang er skruet sammen, så er det ikke muligt for de relativt få liberale demokratier at bære de sociale konsekvenser af konflikterne overalt på kloden. Men det er netop, hvad en universel asylret, som er blind for den indre stabilitet i de demokratiske lande, tvinger dem til.

Sagen er, at vi står i et tragisk valg; og spørgsmålet er, om vi har den moralske modenhed til at bære dette valg. Det er os umuligt at undgå at få urene hænder. Vi kan ikke gøre det rigtige uden samtidig at gøre noget, som vi helst burde undgå. Vi får urene hænder, når vi sætter grænse for indvandringen folk bliver lukket ude til en usikker skæbne men gør vi det ikke, så undergraver vi demokratiets forudsætninger. Det er et reelt dilemma. Derfor gør vore urene hænder os ikke til fremmedhadere endsige til nazister.

Derimod er der grund til at tro, at netop de, som nægter at se, at de står i et tragisk valg, vil fremme tragedien. At netop de, som tror sig selv rene, fordi de går ind for en liberal indvandringspolitik, vil ende med snavs på fingrene. Fordi deres ureflekterede afstandtagen fra nazismen har givet dem et urealistisk syn på indvandringspolitikken, kan deres politik medvirke til at undergrave demokratiets overlevelsesevne. Det ville være en ironisk arv fra nazismen.

Den skæve arv fra nazismen