Sakset/Fra hofta

Det store spørsmål lyder: hvem tilhører makten og æren i det 21. århundres Europa? Skriver Henrik Jensen i sin anmeldelse av Karen Jespersens og Ralf Pittelkows bok.

Mottakelsen av boken Islams Magt. Europas nye virkelighed, sier mye om situasjonen i Danmark. Forfatterne gir en presis beskrivelse av situasjonen i Europa lige nu. Men det er fristende å skyte på budbringerne. Flere av journalistene som har intervjuet de to, har spilt dumme.

Henrik Jensen er ikke dum. Han anmelder boken for Kristelig Dagblad.

Den moderne masseindvandring i Europa begyndte med højkonjunkturen efter Anden Verdenskrig. Der var et akut behov for arbejdskraft i Nordeuropa, som først blev dækket med sydeuropæere, siden i stigende grad med muslimske arbejdere fra Tyrkiet, Marokko og Pakistan.

De blev kaldt for gæstearbejdere, for tanken var, at de tog hjem igen, når der ikke længere var brug for dem.

Sådan kom det ikke til at gå. Med oliekrisen i 1973, da arbejdsløsheden bredte sig, var der ikke længere brug for dem, men de tog ikke hjem.

En stor del bosatte sig, i stigende grad på overførselsindkomster, hvortil kom, at de fik hentet deres familier herop. Det fik de uden videre lov til. I Tyskland voksede den indvandrede del af befolkningen fra 3 millioner i 1971 til 7,5 millioner i 2000, selvom indvandrernes andel af arbejdsstyrken blev stående på 2 millioner. I det danske Ishøj blev 145 tyrkiske gæstearbejdere i samme periode til 2814 indvandrere.

Dette og meget andet fortælles der om i denne meget grundige, veldokumenterede og sobert argumenterende bog, som vil advare mod det magtpotentiale, som en voksende muslimsk befolkning udgør i Europa, et magtpotentiale, som kan blive udløst, blandt andet under dække af multikulturel ideologi, hvis ikke europæerne med det vons begynder at insistere meget kraftigere på egne værdier og egne dagsordner.

Bogen fokuserer betimeligt på magten, som i islam så problematisk er knyttet til æren. Hvem har riget, magten og æren i Europa ved slutningen af dette århundrede? Det er spørgsmålet.

Et andet er, hvordan et tidligere så magtfuldt Europa kunne forvilde sig ind i denne situation? Skyldfølelse oven på verdenskrigene og kolonitiden, mener forfatterne, parret med en demografisk udvikling, hvor Vesten i løbet af det 20. århundrede er gået fra at udgøre over 30 procent af klodens befolkning til blot at være 17 procent af den. I 2050 regner man med, at tallet vil være nede på 12 procent.

man griber sig i at ønske, at der for 40 år siden, da det af uransagelige årsager forekom at være en storartet idé at invitere gæstearbejderne til at blive – at der dengang havde været en behjertet sjæl med evner for at forestille sig fremtiden, der havde advaret mod det. Skønt som med så mange andre profeter havde folk nok ikke hørt efter, men jaget ham af byen. Man mindes Enoch Powell.

Havde man så endda insisteret på at sætte betingelser for det varige ophold. Det gjorde man heller ikke. » De europæiske samfund havde alle muligheder for at insistere på disse værdier, da masseindvandringen satte ind,» skriver Jespersen og Pittelkow. Men muligheden » blev forpasset på grund af politisk korrekthed. Det er den europæiske elites store svigt.» De muslimske befolkningsgrupper skulle vise sig at være endog særdeles resistente over for integration, heri godt hjulpet af en global mediesituation, hvor man med paraboler og internet kan leve nyhedsmæssigt, som var man i Mellemøsten, selvom man er i diasporaen.

Tendensen går i retning af parallelsamfund og ghettoisering, mest udtalt i lande, hvor en multikulturel politisk strategi praktiseres: Holland, England, Tyskland, Sverige, noget mindre udtalt i lande, der har været kritiske over for en sådan strategi, eksempelvis Frankrig og Danmark.

med stringens og overblik, og uden at det bliver skingert, beskrives i bogen, hvad der er gået galt, og det er ikke lidt: radikaliseringen af de unge muslimer, kriminaliteten, kvindeundertrykkelsen, angrebene på ytringsfriheden, terrorismen og så videre.

I denne udvikling har der vist sig en uhellig alliance mellem islamisk imam-fundamentalisme og den omfattende bandekriminalitet, hvor begge parter ser en interesse i, med anvendelsen af trusler, tørklæder og vold, at isolere de muslimske indvandrere fra resten af samfundet.

Bogen beskriver indledningsvis et besøg i Malmøs indvandrerkvarter, Rosengård, hvor op imod 30-40.000 indvandrere er stuvet sammen, og hvor det ikke længere er rart at komme for andre, heller ikke, hvad der engang gik under betegnelsen «myndigheder». Det er et monument over fejlslagen svensk integrationspolitik.

En 16-årig indvandrer fra Göteborg beskrev for nylig ruinen i norsk fjernsyn: » Når politiet kommer herud og spiller Allah, så får de tilbage, hvad de har fortjent. De skal ikke komme her og prøve at bestemme. Her er det os, der bestemmer. De kan bestemme over deres egne.» Som det fremgår, kunne dette være blevet sagt mange steder i Europa: i Bruxelles, i Bradford, i Vollsmose og i Paris’ udkant. Hvad er der at gøre? Hvad kan vende denne udvikling – om noget? Først og fremmest må yderligere muslimsk indvandring begrænses. Men det gør det ikke alene. Europa må igen til at insistere på egne værdier, mener forfatterne – de værdier, som man må antage indvandrerne oprindelig kom for at blive en del af: oplysningens idéer.

De europæiske samfund må se til, at de sproglige forudsætninger for integration er til stede, de må værne om den verdslige, neutrale stat, insistere på lighed for loven, hævde mænds og kvinders ligeværd, stå fast på ytringsfriheden, sørge for, at skoleundervisningen i det væsentlige er fælles, at de sociale systemer yder den samme beskyttelse over for alle dele af befolkningen, herunder muslimske kvinder og børn, og sige nej til enhver kønsadskillelse i offentlig sammenhæng.

Hertil kommer en række særtiltag over for den radikale, såkaldt islamistiske del af indvandrerne.
Der er nok at tage fat på, og opgaven kan kun gennemføres, hvis den almindelige europæer, og ikke mindst de europæiske eliter, igen begynder at tro på egne kulturelle grundværdier og ikke – som den danske gymnasielærer, forfatterparret mødte ved et foredrag – på forhånd afskriver dem: » Jeg får kvalme, når jeg hører nogen tale om danske værdier!»

Document vil også anmelde boken. La oss bare anføre: innvandrerne kom neppe på grunn av opplysningens verdier. De fleste kom pga flatskjermer.

Og: oppgaven med å integrere dem kan neppe gjøres ved å appellere til de samme verdier, eller vente på at europeerne skal gjenoppdage dem. Så god tid har vi ikke. Europeerne vil trolig først oppdage disse verdiene igjen etter en lang bølgedal.

Det man kan gjøre er å bruke den demokratiske prosessen til å tvinge frem en annen politikk fra myndighetene. Den må bygge på det språk innvandrerne er vokst opp med og forstår: en stor stokk og langt mindre gulerot. Stokken vil si at de risikerer å miste det som betyr mest: velstand og flatskjermer.