Nytt

Den franske filosofen Alain Finkielkraut besøkte Danmark nylig. Kasper Støvring finner det interessant at en høyt utdannet fransk intellektuell annengenerasjonsinnvandrer med jødisk bakgrund, hvis far satt i nazisternes konsentrasjonsleir, kommer til Danmark for å forsvare det forbudte: assimilasjon, homogenitet og nasjonalfølelse.

Støvring rekapitulerer fra intervjuer i danske medier og gir til beste sine egne kommentarer: Da en franskmand kom til Danmark og talte om assimilation, homogenitet og nationalfølelse

Frankrig er i oprør, for det højrenationale parti Front National er stormet frem ved de seneste kommunalvalg, og til EP-valget til maj står partiet også til massiv fremgang. Nu er det godt nok lidt af en tilsnigelse at sige, at det skyldes Front National, at Frankrig er i oprør; nej, Frankrig er i oprør, og derfor har Front National fået fremgang. Folket gør oprør mod den elite, der selv er oprørt over, at befolkningen kan finde på at stemme på Front National.

(…)

Hvad oprøres den franske befolkning over? Over massiv indvandring, der har medført kolossale omkostninger i form af vold, kriminalitet og parallelle samfund i en grad, vi slet ikke kender til i Danmark. Så slemt står det til, at politikere har fået stor opbakning til deres forslag om militær indgriben i byen Marseilles, der går for at være Europas farligste by. Her udgør andelen af nordafrikanske indvandrere og deres efterkommere en endog meget stor del af indbyggerne. Har man lyst til at få et indtryk af tilstandene i Frankrigs ”sensitive zoner”, kan man læse Theodore Dalrymples essay om ”barbarerne ved Paris’ porte”, der godt nok er nogle år gammel. Men udviklingen er eskaleret siden da.

(…)

For ikke at stigmatisere en hel befolkningsgruppe fortier og omskriver man. Men den voksende separatisme vil ifølge Finkielkraut føre til voldsomme konfrontationer. Der findes i dag flere moskeer end kirker i mange områder, og man kunne føje til, at der er tale om en veritabel befolkningsudskiftning i visse områder, ja, lande. Ser vi på Sverige, er der en tilvækst på over 800.000 ikke-vestlige borgere i Sverige i perioden 2000-2013, imens er andelen af oprindelige, etniske svenskere faldet med over 100.000. Og ingen har, bemærker Finkielkraut, spurgt befolkningerne om de ønsker indvandringen og EU, derfor er Europa ved at blive et ”indvandrerkontinent”.

(…)

Eliten er kort sagt ikke lydhør over for folket, der for en stor dels vedkommende føler sig som minoritet i eget land. Kun højrefløjen tager disse bekymringer alvorligt. Men ”befolkningerne har krav på at få besked”. For eliten er der principielt ikke noget problem med masseindvandring, hvilket har at gøre med elitens bekendelse til universalismen, ”vi deler alle samme værdier”, siger man.

(…)

Europas eliter opfatter nationalstaterne som historieløse konstruktioner og glemmer kulturens betydning. Holocaust er her igen den absolutte forbrydelse, ud fra hvilken alt vurderes. Tolerance er blevet hovedværdien, som fortolkes som åbenhed over for alt udefrakommende, og den åbenhed er ifølge Finkielkraut blandet op med en økonomisme, der tror at kunne løse Europas demografiske problem – at europæere ikke føder nok børn – med masseindvandring.

Denne blanding af moralisme og økonomiske er yderst beklagelig, mener Finkielkraut, og de, der opponerer imod den, stempels som ”populister”. Men ”man skal passe på med den terminologi. Schweizerne blev kaldt de værste ting, fordi de ville genindføre kvoter for indvandringen. Hvis modstand imod økonomisme er populisme, så er jeg populist.”

Her i Berlingske blev Finkielkraut stillet et par spørgsmål, som han giver nogle klare svar på. Det første må provokere visse liberale, det andet visse centrum-venstreorienterede. Det første lød: Den demografiske udvikling betyder, at vi i Europa bliver ældre og ældre, og der kommer til at være massiv mangel på arbejdskraft – vi har simpelthen brug for indvandring? Herpå svarede Finkielkraut:

”Ja, sådan tænker man mange steder i de europæiske eliter. Men det er helt galt syn på mennesker. Man siger jo, at man bare kan erstatte de manglende børn med andre udefrakommende – som om mennesker alene var arbejdskraft og forbrugere, som om de ingen identitet, ingen kultur, ingen sjæl havde. Men sådan er det jo ikke. Og et splittet samfund med borgerkrigsagtige opstande vil heller ikke klare sig godt i den økonomiske konkurrence.”

Det andet spørgsmål lød: Indvandring er et gammelt historisk faktum i Europa – mange af os, inklusive De selv, har indvandrerbaggrund – hvad er forskellen fra før til nu? Her var svaret også eksemplarisk, så lad mig afslutte med det i fuld længde:

”Forskellen er, at jeg er taknemmelig for Frankrig. Mine forældre var ikke franske patrioter, og det havde de heller ikke grund til, for min far blev deporteret til Auschwitz fra Frankrig – det glemte han selvfølgelig aldrig. Men på trods af det sendte de mig i fransk skole, og de ville have mig til at lykkes, jeg var under stort pres, de diskuterede ikke jødeforfølgelserne eller fornærmede mine lærere. De sagde aldrig, at jeg havde en ret til at få en eksamen, de sagde, at hvis jeg dumpede, var det min egen skyld, ikke systemets skyld, så lad være med at dumpe, gør dit bedste. Men mange indvandrere har i dag ingen taknemmelighed, og hvis der er nogen, der skylder nogen noget, er det Frankrig, der skylder dem noget – på grund af kolonialismen. Og det er uacceptabelt. Når man bor i et land, holder man af det – særligt når man har muligheden for at bo et andet sted.”

Det er en utbredt oppfattelse at danskhet er verdier som demokrati og menneskerettigheter, påpeker Støvring i artikkelen Hvad vil det sige at være dansk?. Han finner Finkielkrauts svar befriende:

Danskhed er meget mere, det er også Karen Blixen, Hammershøi, landskabet. Det danske er også – og især – noget æstetisk, sanseligt, en særlig ånd og kultur.

Som Thurø-præsten Thomas Aallmann har formuleret det: Vi holder ikke af Danmark, fordi det er et yndigt land, Danmark er derimod et yndigt land, fordi vi holder af det. Fædrelandskærlighed er ikke bestemt af objektive kendsgerninger, men af subjektive følelser.

Netop afdøde Jesper Langballe sagde engang: Vi elsker ikke vores forældre på grund af deres ”værdier.” Nej, vi elsker dem, fordi de er vores, fordi de har sørget for os. Vi er opdraget i deres billede. Vi elsker heller ikke vores børn, fordi vi mener, at de objektivt er bedre, eventuelt klogere og smukkere end andre børn, men fordi de er vores. Og på samme måde har andre forældre det jo med deres børn. Ja, vi anser det nærmest for umoralsk, hvis forældre elsker andre børn højere end deres egne, fordi andre børn objektivt er klogere og smukkere. Med vores børn er det som med vores land: De er unikke, og vi elsker dem på godt og ondt med alle deres fejl og mangler.

Sådan forholder det sig i det mindste med alle levedygtige nationer. Det er derfor, at der er grundlæggelsesmyter: For at retfærdiggøre særlige bånd til vores egne. Man holder af sit fædreland og ønsker at bevare det, fordi man føler, at det er godt. Hvis man ikke føler sig hjemme i sit land, så er man fremmedgjort – og det er der desværre også nogen, der er. Så er man ligeglad med sit land, forenes ikke med sine medborgere, eller man opgiver at være politiker – tjener for sit folk – og deponerer i stedet landets selvbestemmelse i EU.