Gjesteskribent

Der var engang, da indvandrere blev budt velkomne i Europa og hyldet som eksotiske og farverige mennesker. Nu er nysgerrighed erstattet af frygt
Abdelkader Benali ( f. 1975) er hollandsk-marokkansk forfatter

Af Abdelkader Benali

Da jeg i 1979 kom til Rotterdam med min mor, følte vi, at vi havde fundet en sikker havn. Sammenlignet med det nordlige Marokkos skarpe bjerge føltes Hollands pæne, rene gader som et sted, hvor alt ville blive bedre.

Ingen forestillede sig, at en Geert Wilders 30 år senere skulle få stor politisk indflydelse og kræve burkaer forbudt. Men dengang var der heller ikke burkaer til i Holland.
Holland føltes som landet, der aldrig ville svigte mig. Jeg blev mødt med begejstring i børnehaven. Mit fornavn var længere end alle de andre elevers. Det gjorde mig stolt.
Hollandsk kultur var som en tatovering, der blev trykt på min brune hud. Jeg lærte sproget og frydede mig, når jeg fik ros af mine lærere for mine flotte formuleringer.
Jeg var deres drøm om multikulturalisme.

En udlænding, der viste, at han kunne tilpasse sig deres kultur gennem sproget.
Mine klassekammeraters mødre betroede mig, at de elskede det marokkanske køkken, især couscous, og talte i begejstrede og romantiske vendinger om fremmede kulturer som min. Jeg følte mig igen stolt. At jeg var anderledes, gjorde mig speciel.

Og hollænderne fik mig til at måbe. De lod hunde lægge sig i deres sofa, og de gav generøst til fjerne folkeslag, der led under katastrofer og sygdom. Jeg behøvede ikke at få fortalt eventyr, jeg var selv del af et.

Stemningen skiftede

Men langsomt gik det op for os, at vi var kommet for at blive. Andre indvandrere gjorde samme erkendelse, og med den opstod frygt for, at vi indvandrerbørn ville miste vores kulturelle identitet.
I min familie talte vi allerede hollandsk, ikke berberisk.
Også hollænderne vågnede nu op til den erkendelse, at de fleste indvandrere aldrig ville tage hjem. Hver fredag aften kunne man i Rotterdams gader se store grupper indvandrerbørn, der forsøgte at finde trøst i forbrugerisme og bykultur, fremmedgjorte for deres rødder, men også over for det hollandske samfund.
Tyrkere hang ud med tyrkere, marokkanere med marokkanere.
Smeltediglen ville ikke blive varm, elementerne ikke blande sig.

I mit kvarter blev jeg stoppet af en fyr, der lige var kommet ud af fængslet. Han ville tale med mig om islam og advarede mig imod, at min sekulære livsstil ikke kun vil føre til en katastrofe for mig, men også for islams åndelige fællesskab. En kammerat introducerede mig for sin onkel, som netop var vendt hjem fra Afghanistan.
Han var mujahid.

Hollænderne havde opfattet indvandrere som eksotiske, men marginale personer, i hvis butikker de kunne købe kød og grøntsager til latterligt lave priser. Det vidste jeg, for min far havde en slagterbutik, hvor jeg selv hjalp til med at sælge lammekoteletter.
Men som 1990′ erne skred frem, blev forskellen mellem allochtoon – dem med oprindelse i et andet land – og autochtoon – de indfødte hollændere – fremhævet stærkere.

Snart blev allochtoon synonym for kriminalitet, store familier, dårlig integration og islam . Det var ikke begrænset til Holland. I Tyskland blev der stillet spørgsmål om tyrkiske indvandreres dragning imod fundamentalistisk Islam.

Tusindvis af unge fransk-algeriske fodboldfans stormede banen, da Frankrig spillede mod Algeriet – deres budskab var: »Vi føler ikke, at vi hører til her i landet.« Hvad havde ændret sig? Verdenskrigenes masseødelæggelser og massedrab havde givet Europa en selvforståelse som et intolerant og grusomt kontinent. Den dybe følelse af skyld over for ofrene skulle nu udsones i holdningen til de nye indvandrere.

Indvandrere blev et totem for den venstreorienterede elite. Multikulturalisme blev slagord.
I Paris’ satellitforstæder kunne unge indvandrerpiger ikke gå ud om aftenen af frygt for at blive slået af deres brødre. Ingen kritik. Indvandrere fra Vestafrika kunne holde fire koner i samme lejlighed. Eliten tav, for det var deres kultur. I det lange løb vil de blive assimileret, tænkte man. Marokkanere vil blive hollændere, algeriere franskmænd og tyrkere svenskere.
Men det modsatte skete.
Og i det øjeblik sneg frygten sneg sig ind og rokkede ved tiltroen til, at Europa kunne tilegne sig sine nye borgere.

Let spil for Wilders

I det klima kunne Geert Wilders rykke ind og proklamere, at der ikke findes nogen moderat islam . Det var ikke kun retorik, for når hollændere, der stemte på Wilders kiggede ud af vinduet, havde de virkelig den oplevelse af, at deres muslimske naboer kun blev mere muslimske, ikke mindre.
De så piger i burka, hvoraf nogle på hollandsk erklærede, at tilsløringen var en individuel beslutning om at styrke deres åndelige forhold til Allah. Og hollænderne kunne ikke fatte, at nogen ville tilsløre sig totalt – i deres åbne samfund! Burkaen bekymrede også mig. Men især så jeg Wilders metode som en farlig strategi for at forvandle populistiske følelser til en koldblodig frygtens politik.
Populistiske partier i Holland, Danmark og Frankrig forbandt nu den islamistiske ideologi med fascismen. Islamofascismen blev den nye nazisme og Muhammed dens Hitler. Historien leverede selv den narrative ramme for en ny historie: En verdenskrig mod islam .

Dunkel tid truer

I 1980′ erne ville det budskab have fået folk til at grine højt, men ikke længere. Selv i Sverige er debatten om islam og indvandring brudt igennem.
Og islam er blot et særligt giftigt element i en generaliseret indvandrerfjendtlig bevægelse. Nicolas Sarkozy vil smide romaerne ud. I Tyskland vil et tidligere bestyrelsesmedlem af Bundesbank, Thilo Sarazzin, have nedsat andelen af lavt uddannede indvandrere på grund af deres lave IQ.
Idéen om, at Europa er ved at blive overtaget af en voksende ikke-vestlig befolkning skaber frygt, og de populistiske partier vinder.
At standse indvandring er umuligt. De europæiske befolkninger bliver ældre, deres arbejdsstyrke mindskes.
Men at argumentere for mere indvandring er i dag blasfemi.
Ganske vist er der noget råddent ved multikulturalismen, men at forvandle det stereotype offer til den stereotype syndebuk er letkøbt og yder ikke virkeligheden retfærdighed. Jeg ved, at min barndoms Holland aldrig kommer tilbage. Vi træder ind i en mørk periode. En generation vokser op med fremmedhad, og frygten for islam er nu mainstream.
Det er på tide at udtænke en ny idé, om hvad Europa kan være, og det må ske ved at trække på det humanistiske Europa, som forfattere som Thomas Mann og Bertolt Brecht har forsvaret og beskrevet. Et Europa, som nytilkommere kan tænke på som et tilflugtssted. Hvis ikke, vil Europa dø. Om ikke af mangel på indvandrere, så af mangel på lys.

Opprinnelig i Information, oversatt fra engelsk

Jeg indvandrede til Europa – i dag er jeg bange