Gjesteskribent

Det har oppstått en ny situasjon i Europa. 20 år etter Murens fall har kontinentet igjen fått sine dissidenter, denne gang ikke bak Jernteppet, men levende midt i blant oss, usynlig, på flukt for noe de har sagt eller skrevet.

Vestlige liberalere vil ikke ta dette inn over seg. Kan det være så alvorlig? Salman Rushdie anerkjenner de. Han ble forfulgt for sin romankunst. Theo van Gogh var en bråkmaker, Pim Fortuyn en populist. Underforstått: they had it coming. Det samme mener de om Geert Wilders. At Wilders har levd i dekning og med livvakter lenge før han laget Fitna, velger de å se bort fra. Likeså at han nektes innreise til Storbritannia, ikke for noe han har gjort, men for noe andre kan komme til å gjøre. Ayaan Hirsi Ali? Burde ikke hun ha passet munnen sin? Må hun si det hun gjør? Det koker ned til et spørsmål om takt og tone: Ayaan kan ikke oppføre seg. Når utenriksminister Jonas Gahr Støre snakker om at ytringsfriheten må brukes med omtanke og anstendighet, er det kanskje personer som Ayaan han har i tankene. Er det nødvendig å være så provoserende? synes spørsmålet å være, og det ytres bebreidende.

Vi er tilbake til tiden før eksistensialismen, før Louis Bunuel og Jean-Luc Godards filmer, til en tid da borgerskapet spurte: det være så provoserende? Dette skjer mens 68’erne sitter godt plassert i medieindustrien. De har ingen problemer. Historiens hjul har snurret, som et rulettbord, og hvem er det pilen peker på?

Naser Khader er et kinkig tilfelle. Han er syrisk-født, og nydansk. Khader er demokrat. Han vet hva det betyr. Likevel må han leve omgitt av livvakter bare han trår utenfor døren. I Danmark. Av bekvemmelighetshensyn er det best å forbigå Khader.

Den liberale offentlighet velger å behandle disse menneskene som enkelttilfeller, for at vi ikke skal få øye på mønsteret: hvem som truer hvem, hvem som lar hvem i stikken, hvem som er på flukt, hvem som må leve med livvakter, i dagens fredelige, rike Europa der asylsøkere og terrormistenkte nyter godt av menneskerettigheter og ikke sendes tilbake hvis det kan reises den minste tvil om deres sikkerhet.

Men de menneskene som utsettes for forfølgelse og trusler er selvsagt bevisst på sin situasjon. De vet at deres situasjon ikke er et privat anliggende, men et politisk. At europeiske politikere og europeiske medier velger å se bort.

Den algeriske journalisten Mohammed Sifaoui var til stede på den alternative Durban-II konferansen. Den som er på mottakssiden av truslene, forstår hva det handler om. Han sier: Europa har igjen fått indre kjettere, indre dissidenter, som forfølges for sine meningers skyld. Og de som sitter med makten lar det skje. De forråder dermed sine egne tradisjoner.

Til stede denne dag er også en anden journalist, Mohammed Sifaoui; en kendt skikkelse fra den danske Muhammed-sag, født i Algeriet og bosat i Paris. Det var ham, der gik under cover, fulgte Det Islamiske Trossamfund med skjult kamera og skabte en dokumentarfilm, der afslørede mere om de danske islamister, end den samlede danske presse var i stand til. Han lever under konstante trusler.

Hvis Sifaoui har ret i de ord, han flegmatisk kommer med, er Voltaires tradition på ny gået i eksil.

»Jeg er ikke muslimsk dissident. Jeg er vestlig dissident. Vesten i dag forsvarer ikke sine egne frihedstraditioner.«

Journalisten, der er troende muslim, er en desillusioneret mand.

»Jeg forlod Algeriet og valgte Frankrig, netop Frankrig. Men som borger i Frankrig har jeg næsten lige så lidt ytringsfrihed, som jeg havde, da jeg var borger i Algeriet. Det er blevet næsten umuligt at få lov at kritisere islam. Det er en farce: Selv en muslim, der kritiserer islam, bliver kaldt islamofob. Men okay, hvis det at kritisere Muslimsk Broderskab er islamofobisk, så er jeg islamofob.«

Ondskaben i dag finder vi ikke kun hos Ahmadinejad, fortsætter han. »Vi finder den i Vesten hos den elite, der ikke længere orker at forsvare deres egne værdier.« Han håber aldrig nogensinde, at han kommer til at opleve et »Durban 3«.

(Jesper Vind Jensen og Klaus Wivel i Weekendavisen)

Man må være klar over at mennesker som Sifaou, som utfordrer ekstremistene, løper en stor risiko.

Det er en situasjon man når som helst kan havne i. Robert Redeker var en vanlig gymnaslærer. Han skrev en artikkel i Le Figaro: »Hvordan skal den frie verden forholde sig til islamisternes trusler« Den sto på trykk 9. september 2006. «Noen» tok artikkelen ille opp, og Redeker og familien måtte gå under jorden.

Nå har han skrevet en bok om sitt liv på flukt. Boken er nettopp utkommet på dansk: MAN MÅ PRØVE AT LEVE (Il faut tenter de vivre) Oversat fra fransk af Geoffrey Cain 148 sider, 159 kr. Trykkefrihedsselskabets Bibliotek.

I den forbindelse var Redeker i København. Han er verdt å lytte til. Redeker har kjent det på kroppen. Han vet hva islamismen betyr i praksis.

Vi bør frygte fremtiden og jeg for mit liv

av Bent Blüdnikow

Robert Redeker er en lille, trind mand med et venligt rundt ansigt. Han ser ud, som om han ikke kunne gøre et menneske fortræd. Alligevel er der folk, der vil slå ham ihjel. I godt tre år har han levet under jorden i Frankrig og er konstant bevogtet af sikkerhedsfolk.

Redeker er i København, fordi hans selvbiografi »Man må prøve at leve« netop er blevet udgivet.

Det er sin sag at finde ham, for han bor under et dæknavn på et hotel i København og er bevogtet af to sikkerhedsfolk.

Hvad var det, Robert Redeker gjorde, siden han har provokeret islamister så meget, at han ikke kan leve et normalt liv? Han skrev en artikel i Le Figaro, hvor han debatterede islam kritisk, og det var tilstrækkeligt. Der blev udstedt dødsdomme over ham fra radikale muslimer, og siden har verden ændret sig for ham. Man ved, at fotografier af ham har cirkuleret i muslimske kredse med opfordring til at slå ham ihjel.

Er der en fare, Redeker, for, at vi kommer til at se den almindelige muslim som en potentiel fjende? »Man kan være optimist og håbe, at integrationen og demokratiseringen af de muslimske samfund i Europa vil slå igennem, hvorefter faren stille og roligt vil forsvinde.

Men ærlig talt er jeg ikke optimist.

Vi ser, at radikaliseringen af muslimske miljøer forstærkes. Det har selvfølgelig meget at gøre med, at integrationen går dårligt, fordi der er økonomisk krise. Men selv hvis det skulle gå bedre økonomisk, så er jeg bange for, at islam har et godt greb om de fleste muslimer, og at vi bør frygte fremtiden og jeg for mit liv«. Københavns Kommune har netop kørt en kampagne, hvor man advarer mod antisemitisme og islamofobi. Der var plakater over hele byen, hvor man sammenstillede de to begreber. Hvad mener du om denne brug af ord som antisemitisme og islamofobi? »Der er tale om en manipulation af ordene og islamisk propaganda. Antisemitisme er fordomme vendt mod et folk, nemlig jøderne.

Islamofobi er derimod kritik eller fordomme over for en religion. Det vil sige, at det er en falsk sammenstilling. Islam er jo ikke et folk, og hvis begreberne bliver ligestillet, så antager vi jo islamisternes påstand om, at vi krænker alle 1,6 millarder muslimer, hvis vi udtrykker kritik af islam, og derved bliver ytringsfriheden jo truet. Så det er en smart og manipulatorisk måde at beskære ytringsfriheden«.

Men mange både i FN og Københavns Kommune har skrevet under på netop denne ligestilling? »Det viser, hvor bløde europæerne er over for pres og manipulation. Ved hjælp af sammenstillingen er vi allerede gået ind på deres dagsorden«. Hvorfor tror du, at Europa er så blød over for pressionen? »Det har meget at gøre med, at muslimerne allerede udgør store minoriteter i Europa, og man ikke ønsker ballade og provokationer.

Men Europas dårlige samvittighed over fortidens fejltagelser og en venstrefløj, der ikke har forstået betydningen af grundlæggende vestlige værdier som ytringsfrihed, har også indflydelse på vor svage modstand«. Hvordan ser du da scenariet for Europa, hvis vi antager, at der bliver stadig flere radikale muslimer, og integrationsprocessen ikke forbedres? »Demografien er jo til deres fordel. Der bliver færre og færre europæere født her på kontinentet, mens der bliver flere og flere muslimer – og det sker hurtigt. Kort sagt bliver Europa stadig mere muslimsk. I visse europæiske byer er der allerede muslimske flertal. Hvis vi ikke ser en demokratisering af disse muslimske miljøer, så frygter jeg borgerkrigslignende tilstande«. Man har talt om, at man ikke skal provokere muslimerne.

Hvorfor invitere hollænderen Geert Wilders, hvis det provokerer nogen? Og hvorfor bruge ordet islamisme, hvis det provokerer. Hvorfor skal vi provokere, hvis vi kan undgå det? »At undgå at sige, hvad vi opfatter som sandheden på vort normale sprog og i stedet bøje det og sandheden er dybest set et forræderi mod os selv. Vi har i 250 år lige siden Oplysningstiden brugt ytringsfriheden til at sætte spørgsmål ved tankesystemer, herunder religioner. Det er sket med frisprog, karikaturer og en åben drøftelse. Vi skal ikke underkaste os, og vi skal ikke lave om på vort sprog og vor frie debat, for derved underminerer vi vore grundlæggende værdier«. De mennesker, der opfordrer til ikke at krænke og lave sprogrensning, mener det jo i bedste mening? »Ja, de opfatter sikkert sig selv som gode mennesker, der vil undgå konfrontationer.

Men de har ikke indset, at de leger med ilden, og indrømmelser vil blive fortolket om svagheder, hvorefter presset vil blive endnu stærkere. Allerede nu er Europa under et stærkt pres, fordi islamister kan se, at det nytter noget, og at Europa på alle fronter viger tilbage. Mange af vore politikere søger dialogen for enhver pris og er villige til at indgå kompromiser, men dybest set er det fejhed«. Lige nu i Danmark diskuterer vi Geert Wilders’ eventuelle deltagelse i en konference om ytringsfrihed. Hvad siger du om den situation? »Geert Wilders’ skæbne eller min egen for den sags skyld er kernen i problemet.

Det er jo ikke afgørende, om man er for eller imod den enkeltes ytringer, men om man er parat til at kæmpe for den enkeltes ret til at sige sin mening.

Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at Geert Wilders er absolut uundgåelig som gæst til en sådan konference«.

Berlingske Tidende 6. mai 2009

Les også

-
-
-
-
-
-

Gjesteskribent

Det har oppstått en ny situasjon i Europa. 20 år etter Murens fall har kontinentet igjen fått sine dissidenter, denne gang ikke bak Jernteppet, men levende midt i blant oss, usynlig, på flukt for noe de har sagt eller skrevet.

Vestlige liberalere vil ikke ta dette inn over seg. Kan det være så alvorlig? Salman Rushdie anerkjenner de. Han ble forfulgt for sin romankunst. Theo van Gogh var en bråkmaker, Pim Fortuyn en populist. Underforstått: they had it coming. Det samme mener de om Geert Wilders. At Wilders har levd i dekning og med livvakter lenge før han laget Fitna, velger de å se bort fra. Likeså at han nektes innreise til Storbritannia, ikke for noe han har gjort, men for noe andre kan komme til å gjøre. Ayaan Hirsi Ali? Burde ikke hun ha passet munnen sin? Må hun si det hun gjør? Det koker ned til et spørsmål om takt og tone: Ayaan kan ikke oppføre seg. Når utenriksminister Jonas Gahr Støre snakker om at ytringsfriheten må brukes med omtanke og anstendighet, er det kanskje personer som Ayaan han har i tankene. Er det nødvendig å være så provoserende? synes spørsmålet å være, og det ytres bebreidende.

Vi er tilbake til tiden før eksistensialismen, før Louis Bunuel og Jean-Luc Godards filmer, til en tid da borgerskapet spurte: det være så provoserende? Dette skjer mens 68’erne sitter godt plassert i medieindustrien. De har ingen problemer. Historiens hjul har snurret, som et rulettbord, og hvem er det pilen peker på?

Naser Khader er et kinkig tilfelle. Han er syrisk-født, og nydansk. Khader er demokrat. Han vet hva det betyr. Likevel må han leve omgitt av livvakter bare han trår utenfor døren. I Danmark. Av bekvemmelighetshensyn er det best å forbigå Khader.

Den liberale offentlighet velger å behandle disse menneskene som enkelttilfeller, for at vi ikke skal få øye på mønsteret: hvem som truer hvem, hvem som lar hvem i stikken, hvem som er på flukt, hvem som må leve med livvakter, i dagens fredelige, rike Europa der asylsøkere og terrormistenkte nyter godt av menneskerettigheter og ikke sendes tilbake hvis det kan reises den minste tvil om deres sikkerhet.

Men de menneskene som utsettes for forfølgelse og trusler er selvsagt bevisst på sin situasjon. De vet at deres situasjon ikke er et privat anliggende, men et politisk. At europeiske politikere og europeiske medier velger å se bort.

Den algeriske journalisten Mohammed Sifaoui var til stede på den alternative Durban-II konferansen. Den som er på mottakssiden av truslene, forstår hva det handler om. Han sier: Europa har igjen fått indre kjettere, indre dissidenter, som forfølges for sine meningers skyld. Og de som sitter med makten lar det skje. De forråder dermed sine egne tradisjoner.

Til stede denne dag er også en anden journalist, Mohammed Sifaoui; en kendt skikkelse fra den danske Muhammed-sag, født i Algeriet og bosat i Paris. Det var ham, der gik under cover, fulgte Det Islamiske Trossamfund med skjult kamera og skabte en dokumentarfilm, der afslørede mere om de danske islamister, end den samlede danske presse var i stand til. Han lever under konstante trusler.

Hvis Sifaoui har ret i de ord, han flegmatisk kommer med, er Voltaires tradition på ny gået i eksil.

»Jeg er ikke muslimsk dissident. Jeg er vestlig dissident. Vesten i dag forsvarer ikke sine egne frihedstraditioner.«

Journalisten, der er troende muslim, er en desillusioneret mand.

»Jeg forlod Algeriet og valgte Frankrig, netop Frankrig. Men som borger i Frankrig har jeg næsten lige så lidt ytringsfrihed, som jeg havde, da jeg var borger i Algeriet. Det er blevet næsten umuligt at få lov at kritisere islam. Det er en farce: Selv en muslim, der kritiserer islam, bliver kaldt islamofob. Men okay, hvis det at kritisere Muslimsk Broderskab er islamofobisk, så er jeg islamofob.«

Ondskaben i dag finder vi ikke kun hos Ahmadinejad, fortsætter han. »Vi finder den i Vesten hos den elite, der ikke længere orker at forsvare deres egne værdier.« Han håber aldrig nogensinde, at han kommer til at opleve et »Durban 3«.

(Jesper Vind Jensen og Klaus Wivel i Weekendavisen)

Man må være klar over at mennesker som Sifaou, som utfordrer ekstremistene, løper en stor risiko.

Det er en situasjon man når som helst kan havne i. Robert Redeker var en vanlig gymnaslærer. Han skrev en artikkel i Le Figaro: »Hvordan skal den frie verden forholde sig til islamisternes trusler« Den sto på trykk 9. september 2006. «Noen» tok artikkelen ille opp, og Redeker og familien måtte gå under jorden.

Nå har han skrevet en bok om sitt liv på flukt. Boken er nettopp utkommet på dansk: MAN MÅ PRØVE AT LEVE (Il faut tenter de vivre) Oversat fra fransk af Geoffrey Cain 148 sider, 159 kr. Trykkefrihedsselskabets Bibliotek.

I den forbindelse var Redeker i København. Han er verdt å lytte til. Redeker har kjent det på kroppen. Han vet hva islamismen betyr i praksis.

Vi bør frygte fremtiden og jeg for mit liv

av Bent Blüdnikow

Robert Redeker er en lille, trind mand med et venligt rundt ansigt. Han ser ud, som om han ikke kunne gøre et menneske fortræd. Alligevel er der folk, der vil slå ham ihjel. I godt tre år har han levet under jorden i Frankrig og er konstant bevogtet af sikkerhedsfolk.

Redeker er i København, fordi hans selvbiografi »Man må prøve at leve« netop er blevet udgivet.

Det er sin sag at finde ham, for han bor under et dæknavn på et hotel i København og er bevogtet af to sikkerhedsfolk.

Hvad var det, Robert Redeker gjorde, siden han har provokeret islamister så meget, at han ikke kan leve et normalt liv? Han skrev en artikel i Le Figaro, hvor han debatterede islam kritisk, og det var tilstrækkeligt. Der blev udstedt dødsdomme over ham fra radikale muslimer, og siden har verden ændret sig for ham. Man ved, at fotografier af ham har cirkuleret i muslimske kredse med opfordring til at slå ham ihjel.

Er der en fare, Redeker, for, at vi kommer til at se den almindelige muslim som en potentiel fjende? »Man kan være optimist og håbe, at integrationen og demokratiseringen af de muslimske samfund i Europa vil slå igennem, hvorefter faren stille og roligt vil forsvinde.

Men ærlig talt er jeg ikke optimist.

Vi ser, at radikaliseringen af muslimske miljøer forstærkes. Det har selvfølgelig meget at gøre med, at integrationen går dårligt, fordi der er økonomisk krise. Men selv hvis det skulle gå bedre økonomisk, så er jeg bange for, at islam har et godt greb om de fleste muslimer, og at vi bør frygte fremtiden og jeg for mit liv«. Københavns Kommune har netop kørt en kampagne, hvor man advarer mod antisemitisme og islamofobi. Der var plakater over hele byen, hvor man sammenstillede de to begreber. Hvad mener du om denne brug af ord som antisemitisme og islamofobi? »Der er tale om en manipulation af ordene og islamisk propaganda. Antisemitisme er fordomme vendt mod et folk, nemlig jøderne.

Islamofobi er derimod kritik eller fordomme over for en religion. Det vil sige, at det er en falsk sammenstilling. Islam er jo ikke et folk, og hvis begreberne bliver ligestillet, så antager vi jo islamisternes påstand om, at vi krænker alle 1,6 millarder muslimer, hvis vi udtrykker kritik af islam, og derved bliver ytringsfriheden jo truet. Så det er en smart og manipulatorisk måde at beskære ytringsfriheden«.

Men mange både i FN og Københavns Kommune har skrevet under på netop denne ligestilling? »Det viser, hvor bløde europæerne er over for pres og manipulation. Ved hjælp af sammenstillingen er vi allerede gået ind på deres dagsorden«. Hvorfor tror du, at Europa er så blød over for pressionen? »Det har meget at gøre med, at muslimerne allerede udgør store minoriteter i Europa, og man ikke ønsker ballade og provokationer.

Men Europas dårlige samvittighed over fortidens fejltagelser og en venstrefløj, der ikke har forstået betydningen af grundlæggende vestlige værdier som ytringsfrihed, har også indflydelse på vor svage modstand«. Hvordan ser du da scenariet for Europa, hvis vi antager, at der bliver stadig flere radikale muslimer, og integrationsprocessen ikke forbedres? »Demografien er jo til deres fordel. Der bliver færre og færre europæere født her på kontinentet, mens der bliver flere og flere muslimer – og det sker hurtigt. Kort sagt bliver Europa stadig mere muslimsk. I visse europæiske byer er der allerede muslimske flertal. Hvis vi ikke ser en demokratisering af disse muslimske miljøer, så frygter jeg borgerkrigslignende tilstande«. Man har talt om, at man ikke skal provokere muslimerne.

Hvorfor invitere hollænderen Geert Wilders, hvis det provokerer nogen? Og hvorfor bruge ordet islamisme, hvis det provokerer. Hvorfor skal vi provokere, hvis vi kan undgå det? »At undgå at sige, hvad vi opfatter som sandheden på vort normale sprog og i stedet bøje det og sandheden er dybest set et forræderi mod os selv. Vi har i 250 år lige siden Oplysningstiden brugt ytringsfriheden til at sætte spørgsmål ved tankesystemer, herunder religioner. Det er sket med frisprog, karikaturer og en åben drøftelse. Vi skal ikke underkaste os, og vi skal ikke lave om på vort sprog og vor frie debat, for derved underminerer vi vore grundlæggende værdier«. De mennesker, der opfordrer til ikke at krænke og lave sprogrensning, mener det jo i bedste mening? »Ja, de opfatter sikkert sig selv som gode mennesker, der vil undgå konfrontationer.

Men de har ikke indset, at de leger med ilden, og indrømmelser vil blive fortolket om svagheder, hvorefter presset vil blive endnu stærkere. Allerede nu er Europa under et stærkt pres, fordi islamister kan se, at det nytter noget, og at Europa på alle fronter viger tilbage. Mange af vore politikere søger dialogen for enhver pris og er villige til at indgå kompromiser, men dybest set er det fejhed«. Lige nu i Danmark diskuterer vi Geert Wilders’ eventuelle deltagelse i en konference om ytringsfrihed. Hvad siger du om den situation? »Geert Wilders’ skæbne eller min egen for den sags skyld er kernen i problemet.

Det er jo ikke afgørende, om man er for eller imod den enkeltes ytringer, men om man er parat til at kæmpe for den enkeltes ret til at sige sin mening.

Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at Geert Wilders er absolut uundgåelig som gæst til en sådan konference«.

Berlingske Tidende 6. mai 2009

Les også

-
-
-
-
-
-