Kommentar

chandortt.djavann.jpg

Vi forsto ikke før systemet var på hell hva det hadde kostet en Andrej Sakharov, Jelena Bonner eller Aleksandr Solzjenitsyn å sette seg opp mot systemet. Nå er det kvinner som Irshad Manji, Ayaan Hirsi Ali, Shirin Ebadi og Wafa Sultan som gjør det de må. Det er ikke ufarlig. Chandortt Djavann lever under politibeskyttelse. Islamistene forstår at hun er farlig for dem: hun er intelligent, har har kjent islamismens på bud på kroppen, og blir lyttet til Djavann har gjort hijab til sitt spesiale. Hun sammenligner det med hakekorset: det er islamismens symbol, knekting av kvinner.

Nylig var Djavann i København og ble intervjuet. Djavann har gjennomanalysert hijab, derfor er det interessant å høre hva hun svarer en journalist fra Information som har problemer med å godta det hun sier.

Blandt kritikere af muslimsk kvindetilsløring findes ikke mange mere veltalende end Chahdorrt Djavann. Fra hun var 13 til hun var 23 var Chahdorrt, der er af tyrkisk-adzerbajdjansk familie, selv underkastet slørtvang. I 1993 kom hun til Frankrig og er i dag fransk statsborger. Hun er uddannet antropolog og udsendte tidligere i år romanen Hvordan kan man være fransk? På dansk er på Akademisk Forlag netop kommet pamfletten Kast sløret. Information har mødt den kontroversielle forfatter, der i disse dage gæster Danmark.

– Hvad er kvindetilsløringens oprindelse og betydning?

«Kvindetilsløring er ældre end islam. Den kendtes også i jødedom og kristendom og er meget mere eksplicit omtalt hos f.eks. Paulus end i Koranen. Men hvor kristne og jødiske samfund med tiden frigjorde sig fra religiøse dogmer, holder islam fast i sine. Og her er det et centralt dogme ifølge islamisk sharialov, at en kvinde kun er det halve værd af en mand. Kvinden forbliver en evigt umyndig uden kontrol over sin egen krop, sit liv eller fremtid. I den sammenhæng får sløret en uhyre vigtig psykoseksuel og social betydning. Hertil kommer, at vi fra 1980’erne og frem har været vidne til en ideologisering og politisering af islam anført af Saudi-Arabien og Irans regimer, som finansierer islamistiske bevægelser i hele verden – bevægelser, som skaffer sig stadig større indflydelse. Nuvel, emblemet for disse bevægelser og deres politiske system, shariastaten – det er kvindens slør. På samme måde som hagekorset var nazismens symbol.»

– Men det er alle helt almindelige indvandrerkvinder, der bærer slør, da næppe bevidste om?

«Det, jeg analyserer her, er en ideologi, et fascistisk system, som har påvirkningsagenter fra Saudi-Arabien og Iran, som er overalt i verden, i Danmark, i Frankrig osv., omend de selvfølgelig ikke officielt fremstår sådan. Nogle af de kvinder, der bærer slør, er selv bevidste islamister. I Pakistan har vi f.eks. lige set, at en ny lov, der skal retsbeskytte voldtægtsofre, blev forkastet som «uislamisk» af tilhyllede, sortklædte kvindelige islamistiske parlamentarikere. Så jo, nogle slørbærende kvinder ved, hvad de gør. Andre gør måske ikke, men er genindlemmet i islams fold. Nogle efterligner bare andre muslimske kvinder. Nogle gør det for at provokere, andre igen gør det, fordi de ønsker sig en ny identitet og vil lægges mærke til. Men uanset hvad det bagvedliggende motiv er, profiterer den islamistiske ideologi deraf.»

Kvinderne har valgt selv
– Men må vi i demokratiske og frie lande ikke forudsætte, når kvinder bærer slør, så er det, fordi de selv har valgt det – og det helt frivilligt?

«Jo, de islamistiske kvinder har valgt det selv. Kvinder kan lige så vel som mænd falde for fascistiske ideologier. Andre har nok også valgt det selv, men forstår ikke, hvad valget indebærer, mens andre igen, og det er nok flertallet giver efter fra presset fra familie, navnlig fra fædre og brødre – og ja, fra hele miljøet i indvandrerghettoer. Jeg har talt med mange unge muslimske kvinder fra indvandrerforstæder, som fortæller mig, at de absolut ikke har noget valg. De kan simpelthen ikke bevæge sig rundt i disse kvarterer uden slør. Det sociale pres er massivt.

– Der er dog ikke noget religiøst politi?

«Nej, det er mere subtilt og mindre synligt for dem, som ikke selv er del af miljøet. Men lad mig give et eksempel: I Frankrig har der været meget debat om svømmehalstider reserveret for muslimske kvinder. Alle de steder, hvor en sådan ordning er indført, vover ingen muslimske kvinder længere at bade på de tider, hvor svømmehallen er åben for alle. For så vil mænd fra hendes miljø sige til hende, at hvis du absolut skal svømme, så har vi skaffet tider til dig, så du ikke behøver vise dig for vantro mænd. Det er sådan fungerer, men for helt at forstå koderne skal man selv have prøvet at leve inden for dette system. Lige så snart muslimer har opnået en såkaldt minoritetsrettighed, bliver den for islamister til et krav indadtil, som alle trosfæller skal underkaste sig.»

– Men vil du forklare, at islamismen kan vinde terræn i Europas demokratier, hvis frihedsgrader da alt andet lige må være mere tillokkende end islamisternes totalitære budskaber?

«For det første har islamismens sympatisører blandt mange prominente intellektuelle muslimer i Europa, selv om det godt kan være, at de dækker sig ind ved at tale om multikulturalisme, mangfoldighed, tolerance og den slags. Enorme summer af petrodollars hældes i projektet, der markedsføres systematisk over internettet. For det andet er den generelle offentlighed i Vesten ikke vågnet op til at erkende den islamistiske trussel. Hvad skal helt almindelige danske folkeskolelærere stille op over for tilslørede piger, f.eks.? De aner næppe, hvordan man skal konfrontere og argumentere, hvorimod mange af disse piger kender alt til islamismens argumenter om minoritetsrettigheder. Ganske mange vestlige intellektuelle går også islamisternes ærinde med et misforstået forsvar for minoritetsrrettigheder i antiracismens navn.»

Forkaster vestlige værdier
– Men det hænger vel også sammen med identitetskriser og følelse af rodløshed hos indvandrere og deres børn. De føler sig ikke hjemme i deres nye land?

«Javist, men nu er identitetsproblemer jo ikke forbeholdt indvandrere – det er en naturlig del af det at blive voksen. Hvad er livets mening? Det spørger alle teenagere sig om. Selvfølgelig kan en identitetskrise forstærkes, når ens forældre stammer fra en anden kulturkreds, men den omfatter jo både teenagedrenge og teenagepiger, og jeg har aldrig hørt om en eneste identitetsforstyrret muslimsk dreng i hele verden, som har iført sig slør. At islamisterne instrumentaliserer disse identitetskriser, er der ingen tvivl om.»

– Jeg har nu læst om muslimske kvinder, nogle af dem danske konvertitter som nægter, at deres motiv til at bære slør har noget at gøre med at underkaste sig mænds seksuelle kontrol. De afviser også at være islamister. For dem er sløret en måde at udforske deres spiritualitet på og en vejviser til Allah. Disse kvinder er meget kede af at blive stigmatiseret som en slags nazister af den hårde kritik, som du og andre rejser – og meget kede af at blive chikaneret på gaden af fremmedhadende danskere, fordi de bærer slør.

«Men det muslimske slør er slet ikke noget religiøst virkemiddel. Tag nu de katolske nonner. For dem har tilsløringen en religiøs betydning. Den signalerer, at de har trukket sig tilbage fra livet for at helt at hellige sig religionen. Nonner bærer også deres tilhyllende klædedragt i klosteret, når de er alene med sig selv eller sammen med hinanden. De bærer det ikke for at skjule sig for mænds blikke. Men de muslimske kvinder bærer deres slør for at skjule håret for mænd, og hvorfor skal de dog det? Lad mig stille et helt simpelt spørgsmål: Hvis nu en kvinde barberer sig helt skaldet, skal hun så stadig bære slør? Til de slørbærende danske konvertitter, som køber islamismens religiøse retorik, vil jeg sige: «Når I er alene i jeres badeværelse, ser Gud jer så ikke – tilhyller I jer så ikke for Gud?». Sagen er snarere, at sløret er den klareste måde at forkaste de vestlige værdier på, herunder værdien om kønnenes ligestilling.»

– Men de slørbærende konvertitter siger ellers, at de føler sig friere nu end før. Nu slipper de for mænds lystne, sexistiske blikke – nu tvinges de ikke længere ind i en rolle som sexobjekt…

«Helt ærligt, i de vestlige lande kigger mænd da ikke specielt lystent på kvinder – det hører til undtagelserne – for de er jo omgivet af kvinder. Det er tværtimod i de kønssegregrede muslimske lande, at mange mænd pifter og kommer med sjofle blikke, uanset om man har slør eller ej – det er i øvrigt noget, talrige vestlige kvinder må have oplevet. Og på trods af chador-sløret er prostitution et enormt problem i Iran. Sløret beskytter ikke nogen kyskhed. Sløret er for mig at se pornografisk. Når en kvinde er tilsløret, er relationen mellem mand og kvinde reduceret til en bestialsk seksualitet af samme obskøne slags som i det værste pornografi.»

Ikke tilhænger af tvang
– Hvis du har ret i, at slørskikken er et islamistisk komplot, hvilke modmidler har vi så? I shahens Iran var det forbudt at bære slør, hvad der var med til at fremkalde den islamiske revolution. At sætte tvang mod tvang – tvungen slørfrihed mod tvungent slør – er vel ikke vejen frem?

«Med hensyn til Iran er det jo meget svært over en generation at ændre mentaliteten i et land, som i årtusinder har levet under et feudalt system. Jeg er ikke som udgangspunkt tilhænger af tvang. Der er først og fremmest nødvendigt med en kæmpe pædagogisk og argumentatorisk indsats for at modvirke over 20 års islamistisk propaganda. Helt afgørende kan det blive, tror jeg, i de demokratiske lande at få anerkendt slørtvang over for mindreårige som et overgreb imod børn – et overgreb, der skal forbydes.»

– Men så er vi jo tilbage ved tvangsmidlerne, hvis forbuddet skal håndhæves… disse børn vil blive fremmedgjort for deres egne familier?

«Men børn tvangsfjernes jo allerede i tilfælde af seksuelle og alvorlige fysiske overgreb. Er slørtvang ikke et lignende overgreb?»

– Det kan diskuteres…

«Er det ikke et overgreb at sige til en lille pige, at din krop er en kilde til skam, at det er skamfuldt at være kvinde, og at du derfor må bære dette skammens slør overalt, hvor du færdes? Det er for mig at se et psykisk invaliderende overgreb og uendeligt meget værre end at stikke en lussing. I muslimske lande har mindreårige i øvrigt ingen retsbeskyttelse. Ifølge shariaen har en far hånd og halsret over sit barn, herunder ret til at dræbe det. I demokratiske lande derimod er et barn ikke en ting, der tilhører forældrene, men et individ udstyret med egne rettigheder, og som har krav på vores moralske hensyn.»

– Dine holdninger må virke meget kontroversielle på islamister i Frankrig. Er du blevet truet?

«Jeg står heldigvis under den franske stats og politis beskyttelse. Det har Chirac personligt forsikret mig om.»

– Den franske lov, der forbyder at bære iøjnefaldende religiøse symboler i statsskoler, har været gældende i tre år – hvad er erfaringerne?

«Det er gået glimrende. Islamisterne havde truet: Vedtager I den lov, får I krig. Krigen er udeblevet, og lokalt har konflikterne været meget begrænsede. Og faktisk var mange muslimer også tilhængere af loven. Nogle gange er man nødt til at være hård, når det er retfærdigt.»