Nytt

Politiken har intervjuet den sudanske journalisten og forfatteren Lubna Ahmad al-Hussein, som advarer mot islamistisk diktatur: – Det kan også skje dere, sier hun.

– Alle diktaturer ligner hverandre, men diktatur i guds navn er de verste, mener al-Hussein, som på spørsmål om hva vi bør være oppmerksomme på svarer at det er hele pakken: – De tar deres frihet i religionens navn.

Al-Hussein har nettopp utgitt boken 40 piskeslag, som handler om bakgrunnen for- og opplevelsen av å bli arrestert sammen med femten andre kvinner på en restaurant og vilkårlig idømt straff for å ha vist seg offentlig i langbukser.

Den tidligere FN-medarbeideren Lubna Ahmad al-Hussein skapte internasjonale overskrifter da hun sa seg villig til å bli pisket offentlig for å rette verdens oppmerksomhet mot den kvinneundertrykkende lovgivningen i Sudan.

I takt med at det i de siste årene har blitt mer vanlig for sudanske kvinner å ignorere det brutale islamistregimets strenge kleskoder, har landets politi brukt stadig færre ressurser på å håndheve paragrafene om «sømmelig påkledning». Den aktuelle politiaksjonen 3. juli i fjor kom derfor som en overraskelse på al-Hussein og de andre kvinnene som hadde samlet seg på en restaurant i hovedstaden Khartoum. De kvinnene som tilsto at de hadde vært usømmelig kledd i langbukser ble tildelt 10 piskeslag hver og fikk en bot på rundt 600 kroner.

Som FN-ansatt informasjonsarbeider kunne al-Hussein ha påberopt seg strafferettslig immunitet, men i stedet valgte hun å si opp FN-jobben og gjorde dermed saken ekstra vanskelig og pinlig for både domstol og myndigheter:

–Jeg er villig til å ta imot ikke bare 40, men 40.000 slag. Titusener av kvinner og jenter er blitt pisket for sin klesdrakt de siste 20 årene. Jeg vil at deres stemmer skal bli hørt, sier Lubna Hussein ifølge britiske The Times.

Den muslimske forfatteren er opprørt over de siste 30 årenes utvikling i hjemlandet Sudan:

Den sudanske journalist sidder sammen med sin franske, libanesiskfødte medforfatter, redaktør og tolk Djénane Kareh Tager, chefredaktør på den internationale franske nyhedskanal France 24.

Interviewet foregår gennem hende, og min frygt for forvanskninger og misforståelser i tolkningen bliver gjort til skamme. De to damer er nemlig tæt forbundne og fortrolige omkring den fælles bog og kan derfor tillade sig små interne diskussioner på smukt blødt arabisk, hvoraf enkelte ord kan opfattes af den glade amatør.

Lange bukser
Lubna al-Hussein har netop på dansk fået udgivet bogen ’40 piskeslag’ om baggrunden for og oplevelsen af at blive indfanget sammen med 15 andre kvinder på en restaurant og idømt en ydmygende, smertefuld, vanærende og frem for alt vilkårlig straf for at have vist sig offentligt i lange bukser.

Og det i et land, hvor holdningen til påklædning – hvis man overhovedet bærer nogen – er meget afslappet.

De andre kvinder underkaster sig smerten og skammen, men Lubna al-Hussein er en selvbevidst kvinde, der tog kampen op.

Det fremgår dog af ’40 piskeslag’ at hun er oprørt over, hvad der er sket med hendes land, som var helt anderledes i hendes barndom for kun 30 år siden. Hun er født i 1973, men allerede som tiårig tænkte hun længselsfuldt på fortiden.

Utviklingen Sudan har gjennomgått på kort tid er da også sjokkerende, skriver Politikens journalist Marie Tetzlaff: Fra et åpent samfunn med en broket etnisitet og formalisert likeverd mellom menn og kvinner til et islamistisk diktatur med en vilkårlig og voldelig rettshåndhevelse:

Og Lubna al-Hussein er meget opsat på at advare os danskere, selv om vores land er så forskelligt fra hendes.

»Det, der er sket de sidste 30 år i Sudan, kunne ske overalt. Vi er næsten underlagt Taleban nu. For 30 år siden var vi som andre arabiske lande; ikke Danmark, men heller ikke Taleban. Pas på; vi fik diktatur på 30 år, og det kan lige så hurtigt ske for jer også«.

Friheden til at spørge
Har det fremmet islamismen, at pilgrimmene til Mekka slog sig ned i Sudan?

»Nej for det var ikke islamister, det var bare pilgrimme. Det var tværtimod meget åbent: man rejste igennem og tænkte: hvilket smukt land, her vil jeg blive. Vi har været muslimer i århundreder, men islamisterne er jo først dukket op for tyve år siden!«.

Hvad skal vi især være opmærksomme på?

»Det er hele pakken! De tager jeres frihed i religionens navn«.

Al-Hussein mener vi bør passe på folk som sier at de handler i guds navn, og at det åpne samfunn kan beskyttes ved at man aldri glemmer friheten til å spørre: hvor står det skrevet?

Når nogen fortæller jer, at Allah eller Gud siger sådan og sådan, så skal I altid spørge: hvor siger han det? Det er ikke første gang, præster misbruger deres religion til at få magt. Inkvisitionen i Europa i middelalderen havde efter min mening intet at gøre med Jesus eller kristendom. På samme måde har islamismen intet at gøre med islam og Koranen. Pas på folk, der siger, de handler i Guds navn! Det siger jeg til alle, og jeg siger det igen og igen!«.

En engel på hver skulder
Lubna er troende muslim, men hun lyder næsten som en lutheraner, når hun siger:

»Religion er noget mellem mig og Gud – og hvem er du, der fortæller mig, om jeg beder på den rigtige måde eller ej? Vi har en engel på hver skulder, og den ene noterer vores gode gerninger, den anden noterer de onde gerninger. Så det er englene, ikke al-Bashirs politi, der skal gøre det!«.

Forfatteren vil likevel ikke snakke om en atskillelse av stat og religion:

»Jeg vil hellere udtrykke det sådan: Regeringens opgave er at tage sig af sundhedsvæsen, skolesystem og infrastruktur. En læge skal tage sig af min krop, ikke min sjæl. Og om min repræsentant i parlamentet vil jeg ikke vide, hvad hans religion er, blot at han ikke er en forbryder, og at han er demokrat. Jeg vil ikke kalde det adskillelse, men jeg vil sige, at regeringens pligter er at tage sig af mit helbred og min uddannelse, ikke at skaffe mig adgang til paradis«.

Staten bør beskytte borgerne mot islamistenes handlinger, ikke deres ord, mener al-Hussein. Islamistene må ha lov til å mene at folk er dårlige muslimer; problemet oppstår først når islamistene vil slå folk i hjel fordi de er vantro:

»Ja, ikke mod ordene, men mod handlingerne. De siger, jeg er vantro, en kætter. Okay, det skal de have lov til. De må også gerne tro, at jeg kommer i helvede. Hvis jeg er en dårlig muslim, er det mit problem, ikke deres. Problemet opstår, når de vil slå mig ihjel, fordi vantro i islam skal slås ihjel. I det tilfælde skal staten beskytte mig. Men det gør den ikke, så jeg var nødt til at forlade Sudan«.

Etter at den Nasser-inspirerte Gaafar Nimeiri – som tok makten i Sudan i et militærkupp i 1969 – førte landet inn i terror og diktatur, ble de islamistiske såkalte septemberlovene innført i 1983. Disse lovene førte til en folkelig oppstand et par år etter, og Nimeiri ble styrtet. Nimeiris regime ble etterfulgt av en demokratisk regjering som satt i tre og halvt år, før et islamistisk kupp i 1989 brakte den nåværende diktator og krigsforbrytertiltalte Omar al-Bashir til makten.

»Islamisterne puttede islam i en kasse og sagde: Dette er islam, og alle andre har uret. I bogen bruger jeg kun udtrykket ’deres sharia’, for jeg anser ikke det sudanske styres udgave som Allahs sharia eller Allahs lov. Selv ikke muslimerne i Sudan kalder det sharia, men ’septemberlovene’«.

Sharia er oplysning for alle
For dig er ’sharia’ ikke noget negativt?

»Nej, jeg ser ikke sharia som en smal vej, hvor man skal dreje til venstre eller højre eller ligeud et antal meter. For mig er sharia en form for stor oplysning for alle, både muslimer og kristne. Sharia er et princip om retfærdighed, frihed, fred og barmhjertighed. Det er det, der er sharia, intet andet. Så det er en ideologisk misbrug af ordet at bruge det til at undertrykke en befolkning eller en befolkningsgruppe«.

»Alle ord bliver misbrugt! For eksempel var der en såkaldt reform til det fælles gode. Den bevirkede, at en halv million funktionærer i Sudan mistede deres arbejde, fordi de ikke blev betragtet som gode nok muslimer! De kalder det, hvad de vil kalde det!«, siger Lubna ophidset.

Det må være frustrerende for dig som muslim at se, hvordan din religion bliver perverteret?

»Ja, det er det! Desværre er der mange, der aldrig stiller spørgsmålet: hvor står det?, når de får at vide, at sådan siger sharia«.

Kræver svar
Det er vel meget forståeligt, at folk ikke stiller spørgsmål, hvis de bliver straffet for det?

»Ja, og det er ikke bare en simpel straf , for hvis jeg bliver idømt pisk for at have båret lange bukser og siger: nej, jeg vil ikke piskes!, så er det det samme, som at jeg er imod islam – og så idømmes jeg 200 slag mere! Jeg er troende muslim – bare vis mig, hvor det står i Koranen eller Hadith (beretninger om, hvad Muhammed gjorde og sagde, red.), at jeg ikke må bære bukser, så vil jeg ikke nøjes med 40 piskeslag – så giv mig 400! Jeg venter stadig på et svar. De siger, jeg er anti-islamisk. Men jeg er ligeglad: Det er ikke dem, der kommer til at bestemme, om jeg kommer i paradis!«.

Og du kommer næppe til at møde dem der!

»Det kan jeg ikke bedømme!«, griner Lubna.

I boken beskriver al-Hussein en hårreisende forskjellsbehandling av menn og kvinner. Pågår det en krig mellom kjønnene i Sudan? spør Tetzlaff:

»Nej, det er jeg helt uenig i. Det er slet ikke en krig mellem mænd og kvinder. Det er en krig med på den ene side mænd og kvinder, der ønsker menneskerettigheder, herunder også kvindernes rettigheder – og på den anden side de mennesker, der mener, at Allah er i verden for at legitimere deres egne fantasier om, hvad Allah har fortalt dem. De bruger Allah som deres eget værktøj; men der er mange mænd, der kæmper for menneskerettigheder, også for kvinder. Jeg har mange støtter blandt mænd – og mange modstandere blandt kvinder. Det er slet ikke en kønskamp!«.

Kvinder i politik
Har kvinderne nogen reel magt i de islamistiske grupperinger?

»Der er et stort antal. De leder ikke partiet, men deres antal giver dem magt«.

Så kvinder er også en politisk kraft i Sudan?

»Kvinder i Sudan havde ret til at stemme før visse europæiske lande. Efter uafhængigheden i 1956 fik kvinder i 1964 ret til at stemme og blive valgt. Men nu, efter 1983, kan hverken mænd eller kvinder stemme! Og desværre gør kvinder ikke statskup … I 2005, samtidig med fredsaftalen mellem Nord- og Sydsudan, fik vi en ny forfatning, men den er aldrig blevet implementeret. Det er ellers en god forfatning, hvor vi formelt har alle rettigheder! Men det er bare blæk på papir«.

Til tross for forskjellsbehandlingen av menn og kvinner blir Sudans forfatning om at 25 prosent av parlamentet skal være kvinner. Det blir avholdt valg i landet, men opposisjonen er utelukket fra å føre valgkamp da det ikke finnes noen pressefrihet i al-Bashirs Sudan:

Er der en illegal oppositionel presse?

»Der er nogle websites på nettet; men Sudan er ikke Danmark. Hvor mange i Sudan tror du er på internettet? De fleste ser fjernsyn, men de kan ikke læse. Så radio og tv er folks eneste informationskilder, og de er under total regeringskontrol. Der er en oppositionel tv-kanal uden for Sudan, men igen: hvor mange folk i Sudan har paraboler til satellit-tv?«.

Forsigtig optimist
Har nord-syd-konflikten hjulpet præsidenten med at beholde magten?

»Det er ikke krigen nord-syd, han bruger, men etniske forskelle og magtkampe mellem stammerne. De andre stammer kan ikke lide dinka-stammen, fordi den er for magtfuld. Så præsidenten lover at støtte dem imod dinkaerne og skaber dermed splid i Sudan«.

Hvordan ser du Sudans fremtid? Er du optimistisk eller pessimistisk? Og hvad er den største fare?

Lang tøven … og så latter: »Det er en vittighed at være optimistisk for Sudan! Men lad os sige, jeg er forsigtigt optimistisk. Faren er delingen mellem nord og syd. For der vil komme andre krige: internt i norden, internt i syden, og mellem nord og syd. I nord vil vi være prisgivet Taleban, hvis vi bliver adskilt fra syd. Og så er det lige meget, om verden anerkender os eller ej. Vi er ikke langt fra Talebans kontrol, men vi har stadig et lille råderum«.

Fredelige sudanesere
Hvilken rolle spiller resten af verden i Sudan?

»Fredsaftalen mellem nord og syd kunne ikke være blevet skrevet uden FN’s og resten af verdens pres. Og hvem andre end Vesten hjælper flygtningene i lejrene i Darfur?«.

Er der i Sudan som i mange andre udviklingslande en modvilje mod Vesten og dens livsstil? I nogle udviklingslande er magthaverne interesserede i en antivestlig folkestemning.

»Folk i Sudan er meget fredelige. Det skyldes måske, at vi var en britisk koloni, og briterne forlod os ikke med en krig, som det skete i Algeriet for franskmændene. Det var bare en fredelig aftale mellem briterne og sudanerne, ikke en revolution, der smed briterne ud«.

Landsbyens dresscode
Hvis du kom til en landsby med bukser på, ville du så have et problem?

»Nej, for tyve år siden bar kvindelige politibetjente den samme uniform som mænd. Bukser og kortærmet skjorte i bukserne. Og de fleste af dem kom fra landsbyer. Vi har ikke nogen stærke normer for påklædning. Hver stamme har sin egen dresscode; det var først med sharia, at alle fik pålæg om at gå i det samme. Og i syden er der stammer, der slet ikke har noget på – det giver anledning til pudsige situationer i forhold til regeringsdelegationer! De fleste i Sudan bærer et smukt spraglet klæde, thob, som de kunstfærdigt vikler om sig. Hvis jeg kom i bukser, ville de bare synes, jeg så indbildsk ud og tydeligvis var fra Khartoum«.

Lubna al-Hussein er ikke officielt politisk flygtning, men bor nu i Paris og kan kun med fare for sit liv vende tilbage til Sudan.

»Der er mange skøre mennesker med våben; jeg kan også blive kørt ned af en bil – på bestilling. Alle diktaturer ligner hinanden. Men diktaturer i Guds navn er nu de værste…«.

Politiken: Mishandlet journalist giver shariaen fingeren

Les også

-
-
-
-
-
-
-

Les også