Gjesteskribent

Man skal stå tidligt op og ikke holde fri i weekenden, hvis man vil følge med i islams progression i Vesteuropa. Da jeg har en svaghed for sidstnævnte, altså hviledagen, er jeg frygtelig bagud mandag morgen, og mens jeg arbejder mig gennem nyheder, mails og blogs, bliver det tydeligt, at det, den sprælske og savnede kommentator Ulrik Høy engang kaldte forefaldende arbejde i pressens svinesti, for længst er blevet fast arbejde. Det er – set gennem selviske briller – naturligvis godt for forretningen, men skidt for landet.

dk.jalving.mikael
Mikael Jalving

Da jeg var ung, bestod den største trussel mod landet i forskellige former for kommunisme og socialisme med tilhørende underafdelinger. Dengang var det mindst lige så hipt at være rød, som det i dag er at kalde sig humanist. De røde er blegnet noget siden dengang til trods for skyhøje skatter og den vedvarende sponsorering af arbejdssky elementer parkeret på sociale overførsler. Vist arbejder de røde humanister stadig dag og nat på socialstaten, men det er sgutte sikkert, at de yngre generationer er villige til at betale, hvad den kommer til at koste dem i skatter og afgifter om 20 år fra nu.

Til gengæld er islam rykket ind i vores midte takket være den monstrøse indvandring fra muslimske områder i løbet af den seneste generation, skønt det først er nu, vi begynder at forstå, at vi selv har skabt uhyret.

Nu er det islam, imamer, halal, hadith, haram, stening, burka, slør og tildækkede kvinder, vi taler om, ikke Lenin, proletariatets diktatur og senkapitalismens sidste krampetrækninger. Næ. Tiderne ikke bare skifter, de er skiftet.

De, der har set TV 2’s dokumentarudsendelser om otte danske moskeer bag sløret, har fået et lille kig ind i den nye, danske virkelighed. Ikke at serien bringer noget nyt for dagen. Ikke at den generaliserer eller er fordomsfuld. Dokumentarserien har tværtimod konkretiseret og eksemplificeret (endda i levende billeder), hvad de fleste oplyste mennesker udmærket vidste i forvejen, men naturligvis ikke bryder sig om at gå rundt at huske på i hverdagen.

Hvem bryder sig f.eks. om at blive mindet om, at der i danske moskeer opfordres til stening af utro kvinder og frafaldne muslimer eller at der findes sharia-råd i de større byer parallelt med det danske politi- og retssysystem? Hvem holder af at høre, at danske moskeer fungerer som konsulentbureauer for socialt bedrageri eller legitimerer den sociale kontrol, at kvinder da ikke skal arbejde, hvor der er mænd?

Mange danske forældre har sikkert undret sig over, hvorfor kun få muslimske børn deltager i klassekammeraternes fødselsdagsfester. Nu ved flere hvorfor, de ikke, nej, de må ikke blive for danske, dvs. vantro. Det er næppe heller sjovt for ret mange mænd at erfare, at muslimske kvinder rådgives til at finde sig i voldtægt og vold i det daglige, ligesom det eventuelt støder nogle, at muslimske kvinder venligst bliver bedt om ikke at gå til politiet.

Vi kan blive ved og ved, men lad mig stoppe her. Islam er så fuld af patriarkalsk, udadreagerende magt, at selv en fortyndet udgave udgør en trussel mod vestlige friheder.

Søndag holdt 31 langskæggede fyre så krisemøde i Islamisk Kulturcenter i København. Medierne stod klar, da skægfyrene trådte frem og fordømte TV 2. Ned med budbringeren! Hvorvidt det skal forstås som et fatwa, skal jeg ikke kunne sige, men at de 31 imamer fra Jylland, Sjælland og Fyn lever i en anden verden, står vist lysende klart for enhver anden i kongeriget, selv socialdemokraterne.

Efter mødet gik imamerne straks ind for at bede i moskeen. Hvad de bedte for, inshallah, er et kalifat i Danmark, og det får de trods alt ikke foreløbig.

Men mindre kan gøre det.

Det er her, de såkaldt moderate imamer træder ind på scenen. I en kronik i JP efterlyser de tre imamer Waseem Hussain, Naveed Baig og Fatih Alev fra Dansk Islamisk Center tilsyneladende en dansk udgave af islam og foreslår en skatteyderbetalt imamuddannelse. For at berede vejen for en sådan tager formanden for DIC, Waseem Hussain over for JP afstand fra bl.a. flerkoneri. Men læg mærke til, at han gør det legalistisk – og netop ikke moralsk:

”Er det ifølge dansk lov forbudt at have flere koner og at slå sine børn, er det forbudt.”

Forbuddet gælder med andre ord kun så længe, forbuddet gælder. Hæves det, er polygami og revselse tilladt, men nok ikke polyandri (at kvinder kan være gift med flere mænd), sådan som den i debatten genopstandne Tina Magaard fremhæver her.

Lad os se nærmere på, hvordan de tre ”moderate” imamer tænker.

De hævder bl.a., at dokumentarudsendelsen giver et ”misvisende og forudindtaget billede af imamers og moskeers rolle” og dertil formidler ”orientalistiske og til tider direkte racistiske forestillinger og fordomme”. De mener også at vide, at dokumentaren træder ind i en privatsfære med ”skandaleambitioner” og ”krænker den fortrolige samtale”.

Sådanne beskyldninger er motivanalyse i stedet for analyse. Det er lutter gratis floskler, der skal tjene til – hvad? Det er svært at svare præcist på, men minder ganske meget om ordlyden fra den islamiske organisation Hizb ut-Tahrir, der i en pressemeddelelse lod forstå, at dokumentarserien var et ”kujonagtigt” angreb på islam i et ”islamofobisk klima”.

Sjovt nok efterlyser de moderate ”forsoning” og mener, at deres kronik er en ”udstrakt hånd”. Til hvem, om man må spørge?

Hvem henvender de tre sig egentlig til, når de påminder danske muslimer om at ”overholde deres aftaler i Koranen”, jf. ”som våger over det gods, der er dem betroet og holder deres pagt”.

Hvad er det for en pagt?

Ifølge Koranen refereres der både til politiske aftaler og til pagten mellem Gud og menneskeheden. Sidstnævnte er naturligvis den, der fastslår, at der kun findes én Gud, og at det er Ham, I ved nok. De politiske aftaler optræder side om side med de guddommelige, f.eks. i sura 4:89-90 fra Medina, hvor der skelnes mellem de vantro, som ikke kan retledes, og de troende, som har set lyset og er udvandret til Medina for Guds sag:

”De ville ønske, at I var vantro, ligesom de selv er vantro,
således at I var lige. Tag ikke nogen af dem til venner,
før de udvandrer for Guds sag! Hvis de vender sig bort,
skal I pågribe dem og dræbe dem, hvor I end finder dem!
Tag ingen af dem til ven eller hjælper!”

En lidt anden og blidere aftale, kan der laves med dem, der overgiver sig, de får lov at gå fri. Det er dem, der tales om i vers 90:

”Dog ikke dem, der slutter sig til folk, som I står i forbund med,
eller dem, som kommer til jer, fordi de føler sig utilpas ved enten at skulle kæmpe mod jer eller mod deres eget folk; hvis Gud havde villet, havde Han givet dem magten over jer;
og så havde de kæmpet mod jer. Men hvis de holder sig borte fra jer
og ikke kæmper mod jer; men tilbyder jer at holde fred,
så giver Gud jer ikke lov til at gøre dem noget.”

De tre ”moderate” imamers floromvundne kronik fortæller ikke konkret, hvad det er for en pagt, herboende muslimer ifølge dem er underlagt jvf. Koranen. Skal det danske samfund indrettes mere efter religiøse love – eller står de sekulære love står over de religiøse love, uanset hvor mange muslimer der kommer til Danmark?

Det er ikke til at vide. Selv de moderate imamer fra Dansk Muslimsk Union, Muslimernes Fællesråd, Dansk Islamisk Trossamfund og Det Islamiske Marokkanske Råd i Danmark, som alle har underskrevet kronikken fra Dansk Islamisk Center, taler i koder.

Når de skal se indad og forholde sig personligt til stening, sharia mm., er de legalistiske. Men når de ser udad og forholder sig til samfundet, er de abstrakte.

Så længe det er tilfældet, er der ingen som helst grund til at tro, de skulle have grundlæggende andre hensigter end de fanatiske imamer som rigtignok har løjet for os i 30 år.

Hvis dét kan gøre det.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 15. mars 2016.