Gjesteskribent

Av NICOLAI SENNELS

Muslimsk moske i Danmark bruges til udbredelse af religiøse fatwaer, som er i strid med Grundloven.

Fredag 31/10 prædikede den danske imam Abdul Wahid Pedersen som sædvanligt for sine tilhørere i hans moské på Nørrebro. Pedersens hovedbudskab var, at «dræber man et uskyldigt menneske – medmindre det er gengæld for en anden dræbt – vil det være et angreb på hele menneskeheden. » (JP, 31/10. Læs citathistorie på 180Grader her)

Det lyder ikke godt: Dagens budskab fra Allahs konverterede talsmand er altså, at drabelig selvtægt – blodhævn – er helt ok ifølge islam. Det er det også. Men var der ikke noget med, at de afsnit af Koranen, som opfordrer til kriminelle handlinger skal ses i en «historisk sammenhæng», som gør dem ugyldige i Danmark anno 2009. Det meldte Pedersen ihvert fald ud, da den danske sprogforsker Tina Magaard havde optalt opfordringerne til drab, krig og terror sammen i verdens 10 største religioners tekster – og islam landede på en suveræn 1.-plads.

Men denne «historiske sammenhæng» gælder åbenbart kun, når Pedersen udtaler sig til pressen. Når han udsteder sine religiøse befalinger og tolkninger af Koranen overfor sine tilhængere fredag efter fredag, har piben en anden lyd. Man kunne vel heller ikke forvente andet: Allahs love, Muhammeds åbenbaringer, gælder vel i evigheden, og ikke kun i bestemte tidsrum, for så at blive afløst af menneskeskabte bastarder så som demokrati, humanisme, religionsfrihed, kvinders ligeværd osv.

Pedersen er i øvrigt på Københavns Kommunes integrationsborgmester Jakob Hougaards lønningsliste som led i et projekt, hvor imamen skal hjælpe kommunen med at udfærdige undervisningsmateriale, som skal få muslimer til at vende sig bort fra de radikale sider af islam.

Hougaards evne til at skelne skidt fra kanel kunne være bedre.

Hvem er skyldige?
Et spørgsmål til ekstreme moderate imam melder sig selvfølgelig: Hvornår er man «uskyldig» – og dermed et illegitimt mål for muslimer? Pedersen er jo imam, ikke politimand eller dommer, og han står i en moské, ikke en retssal. Og han forholder sig jo tydeligvis ikke til den danske lovgivning, men til sharia, når han giver sin udlægning af, hvem man må slå ihjel.

Ifølge sharia-lovende er bl.a. jøder, utro koner, homoseksuelle, folk der ikke tror på det gamle testamente, demokrater og alle som kritiserer islam eller deres (husk altid at skrive «deres» – det er jo ikke vores alle sammens profet) profet, skyldige i at forbryde sig mod Allahs guddommelige love.

Pedersen giver selv et vagt svar på skyldsspørgsmålet, når han taler om terrortruslerne mod Jyllands-Posten: «Fordi Jyllands-Posten har gjort noget, man er uenig i, er alle på Jyllands-Posten ikke skyldige.» Ikke alle… Nok kun nogle af dem – Flemming Rose og Kurt Westergaard, formentligt. Dem må man gerne slå ihjel.

Undertegnede er vel sådan set også skyldig, ifølge shariaens guddommelige paragraffer. Det må jeg så lære at leve med.

Moské-kritik er begrundet
Når imamer som Abdul Wahid Pedersen, der bruges i flæng af medier og politiere som eksempel på en moderat muslim, og som får penge af hovedstadens kommune til at udfærdige undervisningsmateriale om «rigtig islam», kan blåstemple drab og selvtægt ved højlys fredag i sin moské, så er der ikke noget at sige til, at vi er nogle, som helst så de to moské-byggegrunde på Amager og i Nordvest brugt som rosenhaver, legepladser – eller bare lå øde hen i skrattet asfalt og halvdøde træer.

Vi bør som minimum kræve, at imamer afsværger sig shariaen og skriver under på, at demokrati og lovgivning under alle omstændigheder er højere autoriteter end Koranen, hvis vi skal give dem plads til at bygge deres moskeer. Er der ikke allerede en eller anden lov om, at religiøse foreninger ikke må samles om voldelige/grundlovsstridige formål?

Moskeer er væksthuse for sharia og fornægtelse af demokrati og sekulære love og imamerne er gartnerne. De menige muslimer er mere eller mindre frivilligt hjernevaskede fodfolk, som gennem «demografisk inflation», modvilje mod integration, stadigt voldsommere oprør mod ikke-islamiske autoriteter så som politi, brandvæsen og – ja, sågar kommunens hjemmehjælpere – og politiske valg er islams vigtigste redskab til at nå dets åbent erklærede mål (det kan enhver læse i Koranen eller bare google): Verdensherredømme.

Frugterne? Dem høster vi andre.

Det må vi så lære at leve med. Eller…?

Opprinnelig som blogtekst i Jyllands-Posten 9. november 2009
Gjengitt med forfatterens velvillige tillatelse.

Wahid Petersen og stening:

Den danskfødte imam har ellers tidligere temmelig klart sagt, at stening ifølge Islam ikke er til diskussion, men nu udtaler han sig mere forsigtigt, og kalder diskussionen »horribel og hypotetisk«.

Imam går ikke ind for stening
»Som muslim – og endda som toneangivende muslim – har jeg ikke mulighed for at vælge og vrage. Man må som udgangspunkt accepterer Koranens Sharia-lovgivning. Ingen muslimer skal imidlertid gå ind for stening – ingen – men vi må acceptere, at det findes i den straffelovgivning, som findes i Islam«, siger Abdul Wahid Pedersen.

»Hvis jeg – med den position jeg har – ville lægge afstand til en eller anden del af Sharia, så ville jeg med det samme være færdig som gårdsanger, så ville jeg miste min troværdighed i samfundet af muslimer. Det er den balancegang, som hverken Karen Jespersen eller nogen anden har nogen sans for – de synes bare, det er sort/hvidt«, siger Abdul Wahid Pedersen, der mener, at stening er en helt forfærdelig straf.

Religiøst dilemma
Det sker igen og igen, at muslimer i Danmark bliver presset for at tage klart afstand til ting i Islam, som er uforenelige med dansk moral eller lovgivning.

Men det får muslimer til at stå i et religiøst dilemma, forklarer forsker Kate Østergaard.

»Problemet med for eksempel stening er, at det står utvetydigt i Koranen, så hvis man ser Koranen som Guds ord, så kan man ikke sige, at der er noget af, det som ikke er Guds ord. Hvis du lægger mærke til det, så siger de fleste i stedet, at de finder det afskyeligt, eller at det passer til et andet samfund«, siger Kate Østergaard, som er ph.d og ekstern lektor på Københavns Universitet.

København udvider samarbejde med imam
Kommunen fastholder samarbejde med Abdul Wahid Pedersen. Han vil ikke lægge afstand til stening, for så er han »færdig som gårdsanger«