Sakset/Fra hofta

Når en person med så meget på samvittigheden som Ahmed Akkari skifter side og indrømmer, at han har taget fejl, er en god portion skepsis berettiget.

Er det nu blot endnu en gang tvetunget  fup, vi udsættes for?

Skal vi virkelig tilgive den mand, hvis rundrejse i Mellemøsten er en medvirkende årsag til, at Muhammedtegnerne og Jyllands-Posten lever med dødstrusler over hovedet den dag i dag?

Sådan har mange spurgt sig selv den seneste tid.

For mig at se er det ikke et spørgsmål om tilgivelse, kram og kærlighed.

Det giver ikke mening at tale om vi – den brede danske offentlighed – skal tilgive Akkari. Det er jo ikke os, der er de direkte ofre for imamernes hetz under Muhammedkrisen.

Det, man derimod kan forvente af os, er at vi skænker ham vores opmærksomhed.

At vi lytter til manden og giver ham en chance for at forklare sig, så vi hver især kan afgøre, om han mener det, han siger, oprigtigt.

Det er det eneste fair og desuden det eneste fornuftige.

Afhoppere med indsigt

Akkari præsenterer sig i dag som en afhopper fra islamismen, og afhoppere har i tidens løb vist sig at være værd at lytte til.

Under den kolde krig spillede afhopperne f.eks. en helt afgørende rolle.

Det var dem, der kunne advare og oplyse Vesten om den totalitære trussel fra kommunismen, dem, der havde den insiderviden, der skulle til for at kunne overbevise uvidende naivister om faren fra den ideologi, afhopperen netop havde forladt.

søndagens dobbeltinterview i Jyllands-Posten med Akkari og den politisk korrekte forfatter Stig Dalager optrådte Akkari i denne afhopper-rolle.

Mens Dalager på bedste halalhippie-facon vrøvlede løs om danskernes overdrevne frygt for islam, advarede Akkari om islamismens indflydelse blandt danske muslimer.

Ifølge ham kan man som en tommelfingerregel gå ud fra, at de muslimer, der deltager i eid-bønnerne bliver spundet ind i islamistisk ideologi. Og at de fleste imamer vil modvirke, at deres trosfæller udvikler loyalitet mod Danmark:

”Jeg vædder med, at hvis du går ind i en hvilken som helst dansk moské, selv de mest såkaldt moderate som Abdul Wahid Pedersens, så kan han ikke andet end at stå der og tale på en færdig måde om islam. Så snart, du siger, at du har tænkt dig at følge Gud, er du allerede i kontakt med en bestemt måde at forstå tingene på, og så kan du ikke andet end stille og roligt bevæge dig væk fra loyaliteten for samfundet”

Med andre ord: Det er islamisme – det jeg foretrækker al kalde ortodoks islam –  der prædikes i det massive flertal af danske moskéer.

På et vist tidspunkt i interviewet blev Dalager så pikeret over Akkaris nye holdning, at han udbrød: ”Du er besat af din kamp mod islamismen!»

Nye tider

Så er det, at man må konstatere, at der er sket noget siden 2005:

Nu revses Akkari af den politiske korrekthed, fordi han er for optaget af at kritisere islamismen.

Og hvis det går som jeg håber – at Akkari viser sig som en karakterfast afhopper, hvis ord man kan stole på – vil han snart kunne se frem til at blive enten tiet ihjel eller faldet i ryggen fra denne side. Især da, hvis han helt forlader islam.

Der kan med andre ord hurtigt blive vendt og ned på tingene.

Ja, de nye tider er allerede begyndt:

Den mand, der var medansvarlig for truslerne mod Muhammedtegnerne er nu selv genstand for trusler. Direkte og meget konkrete trusler.

Og enhver, hvis fredelige udtalelser mødes med vold eller trusler om vold kan regne med opbakning fra Trykkefrihedsselskabet.

Det er en af grundene til, at Akkari er blevet inviteret til at tale i Trykkefrihedsselskabet.

Men hovedgrunden er, at vi gerne vil høre, hvad afhopperen har at sige, så tilhørerne selv kan danne sig et indtryk af manden og hans troværdighed.

 

Mødet med Akkari finder sted torsdag kl. 19.30. Man kan melde sig til her