Gjesteskribent

Ahmed Akkaris nys udkomne bog ”Min afsked med islamismen: Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark” har rettelig vakt furore. Akkari har været på TV igen og igen, og der har været anmeldelser i næsten alle aviser.

Akkari beskriver, hvordan allerede modersmålsundervisningen bruges til endnu en vej til islamistisk indoktrinering. Han skriver om unge mennesker, som ikke har haft det sorte uheld at blive placeret i en koranisk friskole, hvor navnet er i direkte modstrid med den tvang børnene oplever i skolen, men senere indfanges og radikaliseres. Om uautoriserede imamvielser (polygami og børneægteskaber), også med danske unge piger/kvinder, der bliver imamgift og konverterer, uden at de har den fjerneste anelse om konsekvenserne. Om kvindelige islamister. Om tvangsindhylning af pigebørn og kvinder. Om shariadomstole og mord, der skjules. Om ”balkonpiger” (dvs. unge piger/kvinder, der kastes ud fra altanen), men af politiet vurderes som selvmord. Om imamer, der opfordrer til vold mod Danmark og resten af Vesten. Om de forskellige islamistiske gruppers strategi til afmontering af vores demokrati og frihedsrettigheder. Om knopskydningen inden for hver enkelt islamistisk gruppe, hvor hver ny knop får et nyt navn, så der kan hentes flere penge fra de kommunale kasser. Om den indbyrdes uenighed om, hvem der har monopol på ”sandheden” og meget, meget andet.

Dette indlæg er ikke endnu en anmeldelse i det righoldige udvalg. Mit formål er i stedet at trække nogle punkter frem i afsnittet om Muhammedkrisen. En stor del af befolkningen har vidst henholdsvis haft mistanke om mange af disse punkter i mange år, men først nu bekræftes det i Akkaris bog. Andre dele af befolkningen har valgt – på samme måde som de tre aber, der holder hænderne for øjne, ører og mund – ikke at lytte til svovlprædikanter, der advokerer for indførelse af khalifatet, omstyrtelse af demokratiet og vestlige frihedsrettigheder. I stedet har disse personer ikke alene bagatelliseret de problemer, den sagesløse befolkning er blevet påtvunget, mens de selv er krøbet i skjul for denne verdens ondskab i deres anstændige, hvide enklaver. De har tillige hånet befolkningen og skammet den ud for racisme og fremmedfjendtlighed, mens de gjorde Khomeinis bon mot: Islamofobi til deres eget og i tro socialistisk ånd mentalt sygeliggjorde anderledestænkende.

Af Akkaris bog fremgår, at radikaliseringen af unge er en velorkestreret drejebog over, hvordan imamer og andre fanatikere umærkeligt lokker unge ind i et miljø, der i bedste fald ødelægger deres liv, i værste fald afslutter det. Samtidig hjernevaskes de til at hade Danmark, danskerne samt alle, der ikke vil indordne sig.

Bogen er samtidig en drejebog over, hvordan fanatiske islamister er i stand til at mobilisere onde kræfter i den muslimske verden med det ene formål at destruere en nation. Uanset indbyrdes kævlerier om, hvem der har monopol på ”sandheden” og 1400 års indædt had, lykkedes det dem at forenes i dette ene ønske: Danmarks kollaps.

Fra Akkari som 16-årig teenager blev lokket ind i fanatiske kredse, og indtil han 16 år senere som en af de mest forhadte personer i dette land forlader fanatismen, lykkedes det ham sammen med sin islamistiske arbejdsgruppe at kaste Danmark ud i landets værste krise i 70 år.

Den importerede fjende
Den lille eksklusive hårde kerne i Arbejdsgruppen bestod udover Akkari af ti andre islamister. Fem af disse deltog i den første delegation til Egypten. Den anden delegation på fire tog til Libanon og Syrien: Akkari, Abu Laban, imam for Islamisk Trossamfund, Raed Hlayhel, imam i Grimshøj-moskeen i Århus, der konkurrerer med Taiba moskeen i København om at være mest fanatisk, samt talsmanden for Islamisk Trossamfund Kasem Said Ahmed.

På et tidspunkt dukkede Asmaa Abdol-Hamid pludselig op i Arbejdsgruppen. Det er ikke sædvane blandt islamister at høre på eller samarbejde med kvinder. Medmindre, selvfølgelig, man mener, at dét at bøje de ubøjelige regler kan have betydning for ens sag. Og det kunne måske Abdol-Hamids idé om at melde JyllandsPosten til politiet for hetz mod en minoritetsgruppe. Arbejdsgruppen var i tvivl. Abdol-Hamid insisterede og var den, der sendte den til politiet. Anmeldelsen blev underskrevet af 13 islamistiske organisationer. Og som Akkari siger det:

”Var det endt med en sejr i retten, ville Arbejdsgruppen være der til at høste æren, mens et nederlag ville kunne afvises som endnu et led i de vantros beskidte kamp mod islam.”

Retssagen blev dog ikke til noget, da anmeldelsen blev afvist af Rigsadvokaten. Også den egyptiske ambassadør, Mona Omar Attia, var en nyttig medsammensvoren. Hun havde sin egen dagsorden som forsvarer af ’det fuldendte menneske’, der synes at have et stort behov for, at nogen hele tiden går i brechen for ham. Ingen måtte dog vide, at hun arbejdede sammen med Arbejdsgruppen. Hun lovede at mobilisere andre muslimske ambassadører, og det blev aftalt, at det skulle se ud, som om de ”spontant” rettede henvendelse til Anders Fogh. Det var også hende, der arrangerede Arbejdsgruppens rejse til Egypten.

Både Akkari, Arbejdsgruppen og ambassadørerne vidste, at statsministeren i Danmark slet ikke havde mulighed for at blande sig i pressens forhold. Men det var ikke noget, man videreformidlede til de muslimske lande, hvor den slags er ukendt. Akkari oplyser, at havde Anders Fogh givet blot den mindste indrømmelse, ville krav være fulgt på krav. Han citerer den islamiske læresætning: ”Man skal få så meget som muligt ud af en bøjet nakke”.

Hverken Rigsadvokatens afvisning af politianmeldelsen af JP eller statsministerens afvisning af ambassadørernes intervention var spildt ulejlighed. Man havde trukket det perfekte offerkort. Nu kunne det dokumenteres over for imamer, muftier og ekstremistiske jihadgrupper i de muslimske lande, hvordan islam blev diskrimineret i Danmark, og hvor dårligt muslimer blev behandlet. Det var en helt igennem win-win situation.

Arbejdsgruppen bestod på det tidspunkt af elleve medlemmer fra forskellige islamistiske organisationer. Den første delegation på fem personer rejste til Egypten, mens den anden på fire, som Akkari deltog i, tog til Libanon og Syrien. Formålet var at hidse landene op og få dem til at lægge så stærkt et pres på Danmark, at man ikke alene fik en undskyldning, men at islamkritik fremover skulle være ulovlig, og ytringsfriheden skulle knægtes.

De tolv tegninger vakte ikke i sig selv den store ophidselse, men der rejste sig et ramaskrig, da de tre ekstra billeder, hvis tilsynekomst ingen ville kendes ved, blev vist frem. Delegationerne undlod at oplyse, at disse billeder aldrig havde været i nogen dansk avis.

Akkaris gruppe bestemte sig til at opsøge flere terrorgrupper, herunder salafistgruppen Amal. Resultatet af besøget viste sig to måneder senere, da den danske ambassade i Beirut stod i flammer.

Det lykkedes også delegationen at få møder i stand med Hamas og Hizbollah. Det Muslimske Broderskab har tætte forbindelser til Hamas og kunne facilitere et møde med denne organisation.

Møderne fandt sted i dybeste hemmelighed. Blev det afsløret i den danske offentlighed, kunne de miste den medvind, de havde i (en del af) den danske presse og (en del af) den danske befolkning. Selv de mest uvidende ved, at begge disse organisationer står for vold og terror.

Akkari var da heller ikke i tvivl om disse to organisationers effektivitet:

”Det var viljen til vold, der havde skaffet de to organisationer enorm respekt og popularitet hos muslimer i alle dele af verden, og blev det nødvendigt, vidste vi, at de havde kræfterne og forbindelserne til at iværksætte et angreb i Danmark.”

Terrororganisationerne gjorde deres arbejde godt. Volden eksploderede i mange muslimske lande. Danske ambassader blev sat i brand, hurtigt sammenflikkede stykker stof, der skulle forestille Dannebrog, blev brændt af, og det værste af alt: Mange mennesker døde.

Inden mødet med de to terrororganisationer havde de også forsøgt at ophidse muftien i Beirut. Men så langt fra at støtte deres mission, blev de kraftigt advaret af ham mod at fortsætte den farlige vej, de havde begivet sig ud på.

Delegationen lyttede ikke til det tilsyneladende eneste ordentlige menneske blandt alle de blodtørstige imamer, muftier og organisationer, de kom i forbindelse med på deres rejse.

Nu gik alvoren af det, de havde sat i gang, omsider op for dem. Men det var umuligt at standse den bølge af had og destruktion, der hærgede flere muslimske lande. Akkari skriver, at de blev bange for ansvaret, men det var ikke Danmark, de følte noget for. ”Vi følte for os selv.”

Akkari oplyser navne på alle sine tidligere allierede, såvel herboende som meget kendte udenlandske fanatikere, som udlændingemyndighederne beredvilligt giver visum som ”gæsteimamer” uden først at tjekke disse personer. Oplysningerne ligger ellers frit tilgængeligt på nettet, og ethvert barn kan forvisse sig om, at det er en katastrofe at give disse personer indrejsetilladelse til noget vestligt land.

Som om det ikke var nok med salafisternes og Det Muslimske Broderskabs invasion af vores land og især sidstnævntes utallige forgreninger, hvor hele tiden nye celler kommer til med nye navne, har også den ekstremt radikaliserede tyrkiske bevægelse, Milli Görüs, fået godt fodfæste i Europa. Ifølge Akkari er der alene i Danmark 40 lokalafdelinger. Skulle nogen tro, der er kommet med fred, så se her:

“IMGT vil underkaste hele den ikke-islamiske verden. Fredelig sameksistens er kun midlertidig tilladeligt som forstillelse (“Taqiya”). (“Im Namen Allahs”, Köln 1990 s.25 ff.).

“Europæeren er en ateist og afgudstilbeder, en ågerkarl, kapitalist, socialist, zionist, kommunist og imperialist, uafbrudt brunstig og beruset i sprut, han elsker at bryde ægteskabet og er materialistisk. Han har forskrevet sig til djævelen. De (europæerne) er agenter og spioner. Som sådan kan de optræde som læger, som sygeplejersker, som kloge lærere, og som nogle, der går ind for fagforeninger, men alle er de islams fjender”. (Bevægelsens blad “Mille Gazete” 24.7.1986).

Den indre fjende
Men ikke kun fanatiske islamister over hele landet støttede Arbejdsgruppen. Det gjorde også danske medløbere, der skammeligt svigtede deres land og den danske befolkning, da det gjaldt om at stå fast over for ydre ondsindede kræfter. Det er bl.a. personer, der har beklædt ikke helt ligegyldige hverv her i landet, såsom de to tidligere udenrigsministre, Uffe Ellemann-Jensen (V) – som i øvrigt inden sit knæfald for en af de grummeste -ismer i verden var en god en af slagsen – og Niels Helveg Petersen (RV). Også andre politikere fra Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti var fanatikernes allierede.

Arbejdsgruppen havde hemmelige møder med Niels Helveg Petersen. Det var Akkaris opfattelse, at NHP ikke så meget støttede deres forehavende, som han ønskede at indsamle krudt mod landets statsminister, Anders Fogh Rasmussen. Akkari lækkede NHPs hemmelige møder med Arbejdsgruppen:

”Min vurdering var, at offentligheden ville se det som et tegn på respekt fra højeste sted, at en anerkendt politiker som Niels Helveg Petersen valgte at møde os. Det ville undergrave det ganske sandfærdige billede af en løgnagtig forsamling af imamer, som medierne forsøgte at male. Samtidig kunne det drive en kile ind i sammenholdet i Folketingssalen i sagen om tegningerne. Anders Fogh Rasmussen måtte ikke få held til at samle politikerne i modstand mod vores kamp, og derfor var splittelse og intern dansk kritik et fremragende våben.”

Men også inden for egne rækker mødte statsministeren kritik. Den tidligere udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, faldt sin formand i ryggen og beskyldte ham for at have begået en enorm diplomatisk fejl ved at afvise et møde med ambassadørerne. Ellemann-Jensen gik så vidt i sit forræderi mod statsministeren, at han i hemmelighed mødtes med Arbejdsgruppen. Selv om han ifølge Akkari var noget mere objektiv end NHP og vejede for og imod, var mødet ”i direkte modstrid med instruktioner fra statsministeren, der fra Folketingets talerstol havde opfordret til at ’lægge imamerne på is’.”

Blandt statsministerens kritikere var endog regeringens udenrigsminister Per Stig Møller. I en tv-dokumentar fremførte han, som så mange andre, det synspunkt, at afvisningen af ambassadørerne var det, som slap uhyret løs. ”Uden den var alt nok gået i sig selv, har både politikere, kommentatorer og eksperter hævdet”, og Akkari tilføjer: ”Hver gang har jeg for mig selv rystet stille på hovedet.”

Akkari beskriver, hvordan Politiken, efter at hele hans eget bagland af islamister så at sige var smuldret, nærmest hetzede regeringen og statsministeren. I befolkningens øjne – dvs. den del af befolkningen, der ikke tilhørte Politiken-segmentet – kunne Politiken næsten ikke arbejde mere intensivt for at fremføre islamisternes synspunkter og støtte dem, end den gjorde, og skrive imod regeringen og i særdeleshed statsminister Anders Fogh Ramussen. Hans integritet så avisen ikke på med milde øjne.

Efter Arbejdsgruppens opfattelse var Politikens opbakning dog noget svingende, selv om ”de journalistiske knive blev hvæsset i takt med, at det internationale pres mod Danmark tog til.”

Arbejdsgruppen ønskede derfor kontakt til Seidenfaden selv. Kontakten kunne ikke ske direkte for det tilfælde, at det kom til offentlighedens kendskab. ”Derfor blev enhver dialog i stedet sendt via en tunesisk journalist og en egyptisk oversætter…”. Man ville selv ”skrive artikler og have dem offentliggjort uden censur”, for at få danskerne i tale. Det var chefredaktør Tøger Seidenfaden lydhør overfor, men ville ikke forære noget væk. Ville Arbejdsgruppen selv skrive, kunne den få annonceplads og betale for det.

Men selv om mange politikere, forfattere, kunstnere m.fl. (den såkaldte elite) svigtede deres land under en krise og leflede for islamisterne, var Seidenfadens svigt ubetinget den værste. Da chefredaktøren valgte at betale erstatning til spøgelsesgalleriet af den muslimske profets 94.923 formodede mandlige efterkommere, var vist tydeligt for de fleste, selv for avisens trofaste støtter, at nu var filmen knækket for moralens vogter.

Det er svært at forestille sig den styrke, en mand er i besiddelse af, når de, han med rette kan forvente støtter ham, går bag hans ryg og konspirerer med hans fjender i hans livs værste krise. Hvornår har vi sidst – om nogensinde – haft så stærk og principfast en statsminister?

Efter Muhammedkrisen
Tilværelsen gik igen ind i sædvanlig gænge. Sådan da – og for de fleste af os. Mejerikoncernen Arla blev glad igen. Koncernen, der havde berømmet Saudi-Arabiens gode og retfærdige samfund, har for længst fået syndsforladelse. Ifølge Akkari dog mod betaling af aflad. Så nu kan de saudiske husmødre igen glæde sig over at kunne købe de gode, danske mejeriprodukter. Og vi andre, der ser med foragt på dette firma, kan jo bare lade være med at købe dem. Så bliver der også mere til saudierne.

Kurt Westergaard blev udsat for et mordforsøg af en somalier, der forsøgte at myrde ham med en økse. Stod vi så alle sammen med vores landsmand og rasede over, at denne (næsten) øksemorder var tilbudt alt, hvad dette land har at tilbyde alle, der kommer over grænsen? Nej, én skilte sig særligt ud. Den stærkt venstredrejede journalist Karen Thisted mente, at Kurt Westergaard med mordforsøget havde fået sin 15 minutters berømmelse. Vel nok en af de mest hånske og svinske bemærkninger, nogen journalist nogen sinde har udtalt i dette land.

JyllandsPosten og dens modige ansatte har i dag til huse i en fæstning. De undgik med nød og næppe jihadisters ubeskriveligt bestialske mordplaner.

Moskeerne fortsætter med at radikalisere de unge. Men nu rejser de én og én til Syrien og bliver slået ihjel. Og hvis ikke, glider de bare ind i samfundet igen, når de kommer tilbage efter at have lært alt om våbenføring og terror.

Med alle de oplysninger, som med Akkaris bog er kommet PET i hænde, ville man med et snuptag kunne plukke islamisterne ud. Med deres samarbejde med fanatiske kræfter i den muslimske verden og opfordring til ophidselse, terror, mord og optøjer med det formål at ødelægge vores land og omdanne det til en shariastat, har disse personer forskertset enhver ret til at opholde sig i Danmark. Da de samtidig er til fare for landets sikkerhed og dermed landets borgere, er det i henhold til loven uproblematisk at fratage dem et eventuelt foræret dansk statsborgerskab. Konventioner eller ikke konventioner.

Jeg vil slutte med Akkaris ord: Danmark finansierer ganske enkelt den ideologiske krig mod sig selv.

 

Opprinnelig publisert hos Snaphanen den 19. april 2014.