Sakset/Fra hofta

Dagen efter Akkari modtog Muhammedkruset i TFS, fik han dødstrusler
Dagen efter Akkari modtog Muhammedkruset i TFS, fik han dødstrusler.

Trykkefrihedsselskabet var nogle af de første til at blåstemple Ahmed Akkari, da han stod frem i sommer. Katrine Winkel Holm har læst hans bog og anbefaler journalister at nærstudere analysen af den drevne islamistiske spin, der anvendes.

Kan man stole på en mand, der spillede dobbeltspil under Muhammed-krisen? Personligt er dagens kronikør ikke i tvivl om svaret: Ja, man kan roligt stole på Ahmed Akkari.

I sin bog » Min afsked med islamismen», som udkom i går, holder han dommedag over sig selv og bringer læserne helt ind i Muhammed-krisens maskinrum. Det hele er et spørgsmål om tillid. Det står klart, når man læser Ahmed Akkaris bog » Min afsked med islamismen».

Spørgsmålet, som bedømmelsen af hvert af bogens ord afhænger af, er, om man stole på ham.

Kan man stole på en mand, der spillede dobbeltspil under Muhammed-krisen? En mand, der har ment, at vold var et legitimt våben i den hellige sag og som rejste rundt og satte terrororganisationer op mod Danmark? For det er unægteligt artige sager, Ahmed Akkari har på samvittigheden, men det er vel at mærke ham selv, der afslører dem. Det fremmer tilliden til ham.

Personligt er jeg ikke i tvivl om svaret. Ja, man kan roligt stole på Ahmed Akkari.

På mig, der har haft lejlighed til at tale med ham en del gange, virker han simpelthen som en anden mand end den unge imam, vi lærte at kende i 2006.

Meget mindre selvretfærdig og ikke nær så knejsende som det lille selvbevidste flødeskæg, der dengang dukkede op på fjernsynsskærmen.

Der er noget sårbart, næsten vemodigt over hans langt mere runde fremtoning i dag, og jeg tror han er ganske oprigtig, når han slutter sin bog af med denne sætning: » Til Danmark vil jeg til slut gerne sige: Undskyld. Og tak for alt!».

Én bestemt sætning i bogen befæster min tillid til ham. Det drejer sig om den berygtede episode fra 2006, da Akkari i en bil fuld af imamer luftede den tanke, at nogen vel kunne finde på at slå Naser Khader ihjel, hvis Khader en dag blev integrationsminister. Udtalelsen blev opfattet som en trussel imod Khader.

Det var den ikke, understreger Akkari, og tilføjer: » Jeg ville aldrig true nogen. Det kunne skade sagen.» Bemærk den åbenhjertige eftersætning: Det var alene hensynet til sagen, der afholdt islamisten Akkari fra trusler.

Ellers havde han nemlig dengang ingen problemer med vold. Den skulle bare virke, det vil sige gavne Muhammeds sag. Dette isnende rationale er afslørende for hele den islamistiske måde at tænke på, men nok så vigtigt: Sætningen viser, at Akkari ikke skåner sig selv.

Selvudlevering

PÅ bedste Henrik Ibsen-maner holder han dommedag over sig selv bogen igennem. Resultatet er en af de vigtigste samtidshistoriske bøger, jeg har læst. Den kaster nemlig ikke alene nyt lys over vor nære fortid, men rummer også en advarsel om, hvad fremtiden kan bringe, hvis vi ikke lærer af hans historie.

Men tilbage til Akkaris synderegister. I bogen fører han os helt ind i Muhammed-krisens maskinrum og afslører, hvordan imamerne tænkte og agerede bag kulisserne.

I denne sag er han kronvidne, og hans ord bør veje meget tungt, som når han én gang for alle gennemhuller Rune Engelbreth Larsens og Tøger Seidenfadens gamle påstand om, at Muhammed-krisen skyldtes Anders Fogh Rasmussens (V) afvisning af ambassadørerne.

Analysen er simpelthen forkert, slår Akkari fast. Havde Fogh Rasmussen holdt mødet og dermed givet imamerne en lillefinger, » havde vi bare hugget den af og bedt om resten af kroppen.

Han ville i så fald havde åbnet en dør mod ekstremismen, som ikke havde givet noget afgørende resultat, men som det ville have krævet en lampeånd med magiske kræfter at lukke igen.» Fogh Rasmussen gjorde altså det rigtige.

Imamdelegationen derimod gik så langt som til personligt at opsøge terrororganisationen Hamas i december 2005 for at få dem til at gå i aktion mod Danmark. De brændende ambassader viste, at deres appel fik effekt.

Hamas-besøget viser, at Akkari har god grund til at gøre bod over for Danmark.

Bogen udgør en god del af boden.

Han udleverer sig selv og afslører andre og udsætter sig derved for en række voldsparate menneskers had.

Det er modigt gjort, og det mod bør værdsættes. Uden det ville vi ikke kende de mest pinagtige kapitler i Muhammedkrisen, blandt andet danske politikeres og mediers maskepi med imamerne.

Tænk, at Tøger Seidenfaden via en mellemmand midt under krisen konspirerede med imamernes arbejdsgruppe! Ikke underligt, at disse hårdkogte steningsimamer på deres side opfattede Politiken som nyttige vantro.

Det er en afsløring, der understreger, hvor forargeligt det var, at Seidenfaden kort tid efter fik tildelt den fornemme Ebbe Munck-pris, opkaldt efter den noble frihedskæmper, som stod for det stik modsatte af den islamisme-krybende Politiken-redaktør.

Og tænk, at Uffe Ellemann-Jensen (V) på samme tid hemmeligt opsøgte imamerne og forsikrede dem om deres forståelse! Mere usselt kan det næsten ikke blive: Mens Uffe Ellemann-Jensens partikammerat og efterfølger kæmpede med ryggen mod muren for at forsvare ytringsfriheden, sad Uffe Ellemann-Jensen og flettede fingre med dem, der forsøgte at få Fogh og Danmark ned med nakken.

Islamistisk spin

Journalister og politikere bør særligt studere de afsnit, hvor Akkari analyserer de yngre islamisters drevne omgang med medierne.

Hør bare, hvordan imamernes arbejdsgruppe subtilt orkestrerede truslerne mod Morgenavisen Jyllands-Posten og Muhammed-tegnerne: Imamerne vidste, at de blev overvåget, så » vi kunne ikke opfordre til noget direkte, men vi kunne bruge enhver prædiken som anledning til at markere vores accept af den hellige krig og puste til hadets flammer, der nu var ved at få fat. Resultatet sås næsten omgående.

Truslerne væltede ind til Jyllands-Posten».

Uden direkte at opfordre til trusler lykkes det alligevel imamerne at skabe dem.

Akkari selv viser sig at have langt større evner som kommunikator end sin kjortelklædte mentor Raed Hlayhel.

Grimhøj-imamen taler nemlig lige ud af posten, som når han hævder, at utildækkede kvinder selv er skyldige, hvis de voldtages, og at kvinder er Satans instrument.

Akkari derimod mestrer de yngre islamisters evne til at sige det, danskerne kan lide at høre. Som i sin første tv-optræden under krisen, hvor han » præsenterede seerne for et lag af flødeskum, som jeg behændigt havde smurt ud over den grimme og uappetitlige virkelighed.Jeg løj ikke direkte, men serverede de små bidder, som jeg vidste, danskerne kunne tygge.» Bagefter får Akkari begejstrede reaktioner fra danskere. Ak ja, sådan narrer man de dumme danskere. Jeg har selv oplevet steningsimamen Fatih Alev få en hel forsamling af unge højskoleelever på sin side ved at benytte samme taktik.

En gysende oplevelse.

De unge islamister er ifølge Akkari gode til at » begrave deres antidemokratiske og ofte voldelige overbevisning i vage formuleringer. Spørg en islamist, hvad han synes om Grundloven, og han vil formentligt blot svare, at han respekterer loven. Vel at mærke uden at afsløre, at det i virkeligheden er Shariaen, han taler om. Trænede islamister svarer på noget andet end det, der tales om».

Det er på tide, at danske journalister begynder at gennemskue denne taktik og lærer at afsløre afspresningsretorikken og den tvetungede skønsnak.

Vi har ikke råd til at begå de samme dumheder som under Muhammed-krisen. Det er budskabet i den indtrængende appel, som Akkari slutter sin bog af med. Vi bør holde op med at være blåøjede og berøringsangste, lyder opfordringen.

I dag erkender han åbent, at det var en løgn, han i 15 år levede på. Prisen, han i dag må betale for sit kompromisløse brud med fortiden, er dødstrusler. Som han siger: » Nu må jeg leve i skjul. Men jeg lever gerne i skjul, så længe det er som en fri mand.»

Under den kolde krig var det frafaldne kommunister, der bedre end nogen andre var i stand til at åbne Vestens øjne for kommunismens fare.

I dag er det frafaldne islamister som Ahmed Akkari, der bedre end nogen andre er i stand til at åbne vores øjne for truslen fra ortodoks islam. Vi skylder at lytte til ham og tage ved lære af hans selvopgør.

Ikke så meget for hans som for vor egen skyld.

 

Min afsked med islamismen. Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark,  Ahmed Akkari & Martin Kjær , Berlingske Media Forlag

 

 

Opprinnelig på trykkefrihed.dk