Kommentar

Ahmed Akkari var en av dem som dro til Midtøsten for å hisse til hat mot Danmark under karikaturstriden. Nå har han snudd 180 grader.

Til å begynne med virket det som en «korreksjon». NRK refererte saken. Kanskje kunne det vise at islamistene ikke er så gale likevel. At de kan ta til fornuften.

Men Akkari har gått lenger enn som så. Han har tatt et oppgjør med hele islamismen som ideologi. Det er noe annet. Så legger han seg ut både med de politisk korrekte og sine tidligere forbundsfeller. Sikkerhetspolitiet PET har tilbudt ham livvakter, men foreløpig har han avslått.

Ahmed Akkari ble intervjuet av Jyllands-Posten søndag, sammen med forfatteren Stig Dalager, som tilhører gruppen av forfattere som kritiserete Jyllands-Posten skarpt i 2005.

Det er interessant å høre hva Akkari sier, hva som beveget ham til å skifte standpunkt. Radikalt.

Ahmed Akkari lægger ud med at fortælle, hvorfor han har skiftet holdning:

»Stig, jeg har været igennem en lang proces i de seneste fem-seks år,« begynder han og forklarer, hvordan bl.a. et besøg i 2007 i Mellemøsten fik ham til at overveje, om han havde ment det rigtige. Han så, hvordan man i religionens navn udnytter folk og misbruger positioner. »Råddenskaben i hellige klæder« kalder han det.

Akkari mener det var helt forståelig at JP ville trykke tegningene som en motvekt mot at ingen turde tegne Muhammed til Kåre Bluitgens barnebok. Slik gjør man når man vil forsvare ytringsfriheten.

»Men hvad med det moralske aspekt?« siger Dalager.

»Det moralske har vi inden for samfundet. Det skal man ikke bruge i udlandet. Det var det, der gik galt, Stig,« siger den tidligere imam.

»Min hovedpointe er, at Jyllands-Posten trykker og siger sin mening. De, der er uenige, får debatteret sagen, de får prøvet den ved byretten, og de får ikke medhold. Der skulle det være stoppet. Færdig! Så havde vi haft en samfundsdebat, og der havde været mulighed for at ytre sig på begge sider. Men det islamistiske tankesæt er bygget sådan op, at man skal have ret, om man så skal brænde hus og skov ned.«

Her har Akkari både forstått den demokratiske prosess, og forstått hvordan islamistene nekter å akseptere den. De brenner heller huset ned.

Problemet er alle medløpere som legitimerer islamistene,  ved å unnskylde og årsaksforklare deres vrede og aggresjon, – de blir så krenket! – og – enda verre – gi inntrykk av at dette har noen plass innenfor et demokratisk samfunn. Det er et angrep på den demokratisk prosessen.

Ved å rettferdiggjøre voldelige reaksjoner, slik man unnskyldte og forsto reaksjonene på den siste muhammed-filmen, Innocense of Muslims, gir man islamistene vetorett over ytringsfriheten i Vesten og globalt. Bildet av ordfører Fabian Stang og biskop Kvarme på galleriet på Youngstorget sammen med imamer med hvit turban, forsvinner ikke så lett. Datoen var 21 september. De ville vise sympati/empati med de 4.000 fremmøtte muslimene. Da passet det ikke å nevne at ambassadør Christopher Stevens og to sikkerhetsvakter var drept i Benghazi, eller at den amerikanske ambassaden i Kairo var stormet.

Det er denne appeasement som Akkari truer med sin avhopping og avsløringer.

Også samtalepartner Dalager har problemer med å henge med.  Rollene er byttet om: Den danske forfatteren fordømmer fortsatt tegningene og mener de var et uttrykk for angsten for islam i Vesten.

Dalager: »Jeg taler om en angst, som man også finder genspejlet i denne tegningsaktion og i din måde at tale om det i dag.«

Akkari: »Var angsten ikke reel? Har der ikke været angreb, f.eks. i London? Har der ikke været små grupper, der sidder og hader samfundet? Jeg ved det, for jeg kommer selv inde fra miljøet. Det er et miljø, der sætter sig stærkt på sindene og ikke går ind for et demokratisk grundlag.«

Stig Dalager fastholder, at der ikke var grundlag for angsten, fordi den byggede sig op som en frygt for islam og muslimer generelt:

»Som født i dette samfund, som parthaver i samfundet, som forfatter og berejst og udgivet i 26 lande har jeg tværtimod opfattet det sådan, at Danmark med disse tegninger, som blev herostratisk berømte, gav efter for en frygt og angst, der ikke var berettiget.«

Akkari mener at forfatterne og andre som Politikens redaktør Tøger Seidenfaden ordla seg på en måte som gjorde at de ble oppfattet som apologeter – unnskyldere – for islamistene. Derfor tapte de også verdikampen. De ignorerte at det var noen på den andre siden, som har en helt annen politisk dagsorden enn både Jyllands-Posten og Politiken.

Når han skal kigge tilbage på sagen, mener Akkari, at Stig Dalager og de andre forfattere m.v., der kritiserede Jyllands-Posten, udtrykte sig uklart. De kom til at fremstå, som om de forsvarede islamistiske holdninger, når de var imod, at man afbildede profeten Muhammed.

»De blev opfattet sådan, at de forsvarede et værdisæt, som ikke kan acceptere vores samfundsgrundlag,« siger Akkari og pointerer, at det ikke kun var Jyllands-Posten, der med satiretegningerne trak det skarpt op.

»Der er en gruppe på den anden side, som rummer en politisk dagsorden. Islamismen har en politisk dagsorden.«

Dalager synes Akkari gjør for meget ut av islamistene. Han roser George W. Bush for å ha trukket et skille mellom de som angrep New York og vanlige muslimer som går i moskeen. Bush gikk selv i moskeer, og burde ikke Fogh Rasmussen gjort det samme? Her anfører Akkari en vesentlig forskjell på USA og Europa:

Men det er forkert at sammenligne islam i USA og i Danmark, mener Akkari.

»I USA har de moskeer, som har indstillet sig på, at de er en del af USA og prædiker troen på en måde, der rækker ud mod USA. Jeg vædder med, at hvis du går ind i hvilken som helst dansk moské, selv de mest såkaldt moderate som Abdul Wahid Pedersens, så kan han ikke andet end at stå og tale på en færdig måde om islam. Så snart, du siger, at du har tænkt dig at følge Gud, er du allerede i kontakt med en bestemt måde at forstå tingene på, og så kan du ikke andet end stille og roligt bevæge dig væk fra loyaliteten over for samfundet.«

Nå kommer Akkari med avsløringer og statements som gjør ham til en fiende i øynene til islamister og mange muslimer. Han foretar vurderinger av hvor mange islamister det er i Danmark:

Akkari mener, at islamisterne påvirker almindelige muslimer, og derfor vil Dalager vide, hvor mange islamister, der er.

»Hvis vi har 200.000 muslimer i dag, så er det mindst mellem 25.000 og 45.000-50.000, der på en eller anden måde har visse sympatier for de islamistiske tanker,« siger Akkari.

Hvordan kan du vite det? vil Dalager vite. Så sier Akkari noe som vil interessere PET og provosere islamistene. Han benytter oppmøtet ved avslutningen av Eid-festen som en indikator:

Dalager: »Det er trods alt personlige fornemmelser.«

Akkari: »Nej, ikke kun det. Ved du, hvordan du kan bedømme det? Se hvor mange der kommer til eid-bøn (afslutningen på ramadan-måneden, red.). I Aarhus har du op til 5.000. I København over 10.000, og så har du andre byer.«

»De er vel ikke alle sammen spundet ind i islamisme?« anfører Dalager.

»Jo, det bliver de. De bilder jer noget andet ind, mand,« siger Akkari.

Denne skråsikkerhet fra en som har vært på innsiden, ryster danskene, især de som gjerne vil fortsette livet i osteklokken. Dalager får seg til å si: at det blir som å kalle alle som går i kirken julaften for fundamentalister. Når Akkari tilbakeviser dette, spiser han en lykkepille: Hvis en firedel er islamister betyr det at trefiredeler ikke er det. Da står det tross alt ikke så verst til:

Og »så står det ikke så forfærdeligt galt til, for nu at sige det på jysk. Jeg er helt enig med dig i, at den resterende fjerdedel – hvis det er rigtigt, hvad du siger, for jeg har ikke foretaget nogen undersøgelse …« begynder Dalager, som ikke får afsluttet sætningen.

Han får fortalt at han var medlem av Danmarks Kommunistiske Parti som student på 70-tallet. Ett års studieopphold i DDR gjorde at han meldte seg ut. Men troen ser han ut til å ha beholdt.

Akkari skriver bok, og der kommer han med nye avsløringer om hvordan det gikk til da to delegasjoner danske muslimer dro til Midtøsten for å hisse opp stemningen mot Danmark.

Eks-islamistene har oppdaget hva demokrati er, mens studentradikaleren fra 70-årene fremdeles nekter å se hvordan ideologier truer samfunnet.

Dobbeltintervjuet med Akkari og Dalager er kun for premium-abonnenter.