Forestil dig situationen: Du stifter bekendtskab med en ung muslimsk-født kvinde, der er under voldsomt pres hjemmefra. Hende familie vil ikke acceptere, at hun har taget danske normer til sig og slet ikke, at hun har fået en dansk kæreste. Mandlige medlemmer af hendes familie truer hende nu med vold og hun aner ikke sine levende råd, helt konkret ved hun ikke, hvor hun kan være i sikkerhed.
Du vil hjælpe hende, også helt praktisk
Men hvad kan du gøre? Hvor er den organisation, som kan tage sig af en pige i den desperate situation og hjælpe hende med rådgivning, husly og moralsk støtte?
Jamen, vi har jo Exitcirklen, indvender du. Den fremragende organisation, som lige har fået over en halv million offentlige kroner.
Overlad hende til Sherin Khankan (bildet) og Khaterah Parwani! Her er hun i trygge hænder.
Ærligt talt: Det ville jeg aldrig vove.
Pigen prøver af alle kræfter at undslippe islam, som hun oplever som kilden til den undertrykkelse, hun er udsat for.
Ville jeg så vove at kaste hende i armene på en imam, der offentligt har nægtet at tage afstand fra Koranen, der gentagne gange har afvist at tage utvetydigt afstand fra sharia (og ikke kun delelementer heraf), som har deltaget i en Hizb ut Tahrir-demonstration, fordi hun støttede demonstrationens ”primære budskab”. Og som i adskillige år arbejdede på den muslimske privatskole Nordvest, der siden blev lukket, fordi det tydede på, at skolen underviste i jihad?
Lad os se på Sherin Khankans syn på Koranen. Bogen indeholder som bekendt opfordringer til vold på anderledes troende; i den tildeles kvinder kun halv arveret og – nok så vigtigt – her opfordres ægtemænd til at slå deres hustruer. Som Muhammed citeres for at sige i Sura 4, 34:
”De [hustruer] fra hvem I frygter genstridighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå.”
Bank altså bare konen i Allahs navn, hvis hun vover at være genstridig! Værsgo: Hellig hustruvold a la Koranen.
På den baggrund må man som en selvfølge forvente at imamen og direktøren for Exitcirklen for længst har taget et opgør med det islamiske dogme om, at Koranens ord ikke står til diskussion, at det er ufejlbarligt, fordi det er givet af Allah.
Det gør Sherin Khankan ikke, tværtimod holder hun fast ved, at Koranen ikke må kritiseres, fordi det er Allahs åbenbarede ord:
Som hun skriver i en af sine bøger
”Muslimer må sætte spørgsmålstegn ved, om Koranen er Guds ord, hævder flere islamkritikere. Men dette er ikke et tema i Kritiske Muslimer og bliver det aldrig. Her forudsættes, at Koranen er Guds ord. Det er dermed ikke Koranen, der udsættes for kritik, men muslimers tolkning og forståelse af Koranen.« (mine fremhævelser)
Linjen fra kritiske muslimer, som hun var formand for, har hun siden fulgt op i debatten om straffene for utroskab. Stening kan hun nemt tage afstand fra, for det er ikke Koranen, men hadith’en, der foreskriver den. Men piskeslag har hun i 2011 et anderledes varmt forhold til. De skal nemlig bare forstås som forebyggende!
”De 100 piskeslag kan fortolkes forebyggende som et udtryk for, at utroskab er forkasteligt. Mennesket er særligt beskyttet mod sladder i Koranen. Bevisførelsen skal være meget tung, førend man kan implementere straffen.”
Hvis bare bevisførelsen er tung, er det altså ok at straffe utroskab med piskestraffe!
Med til historien hører, at Sherin Khankan verbalt er lige så glat som en håndsæbe og altid er rede til at tage afstand fra fortolkninger af Koranen, som er barbariske – men bemærk: Hun tager ikke afstand fra selve Koranen.
På samme måde tager hun afstand fra dele af shariaen, men hun tager ikke afstand fra sharia selv.
Derfor er det ikke overraskende, at der ikke er vandtætte skotter mellem imam Khankan og Hizb-ut-Tahrir.
Hun har som nævnt deltaget aktivt i en af deres demonstrationer og hun giftede sig med en, der var aktiv i Hizb-ut-Tahrir.
Hvis man arbejder aktivt mod radikalisering og kvindeundertrykkelse, hvorfor fletter man så fingre med den største eksponent for netop radikalisering og kvindeundertrykkelse?
Lad os tage en historisk parallel:
Ville man under besættelsen anbefale en modstandsmand at søge husly hos en kvinde, der havde deltaget i nazistiske demonstrationer og giftet sig med en, der var aktiv nazist?
Jeg ville ikke vove det.
Og jeg vil aldrig vove at sende en muslimsk-født pige på flugt fra islamisk kvindeundertrykkelse og på vej ud af islam i favnen på imam Khankan. Jeg vil simpelthen være i tvivl om, hvad hun satte højest: Hensynet til Allahs åbenbarede ord eller pigens frihed.
I stedet ville jeg finde et kvindecenter eller åbne mit eget hjem.
Se, nu kan jeg muligvis forvente, at Sherin Khankan og hendes kronisk fortørnede partner Khaterah Parwani truer mig med en injuriesag.
De to damer tager nemlig kritik meget unådigt op og har sat himmel og jord i bevægelse for at kaste smuds på tre af deres prominente kritikere: Naser Khader, Marcus Knuth og Martin Henriksen. De tre har som bekendt, meget fortjenstfuldt, forsøgt at advare deres folketingskolleger mod Sherin Khankan.
Uden held Takket været en i særklasse ukritisk dækning fra Berlingske’s journalister med journalist Martin Borre i spidsen, er forargelsen alene blevet rettet mod Khader og co, mens imam Khankan har kunnet bade sig i offentlig offerglans. Imamen, der ikke vil tage entydigt afstand fra sharia, har fået rygklap både af Martin Krasnik, Alternativet og Mellemfolkeligt Samvirke. Nu, hvor Sherin Khankan truer med en injurieretssag, er alle de, der normalt ellers ikke bryder sig om, at den offentlige debat stoppes med den slags juridiske midler, pludseligt ukritiske over for Khankan og co’s initiativ. Berlingske Tidende’s journalister er selvfølgelig helt ude af stand til at skjule, hvor deres sympati ligger.
Konklusion: Den kreative klasse forbliver naivister og er stadig ude af stand til at gennemskue imamer, når de ser dårende dejlige ud og er tilpas tågede i deres formuleringer.
Det er tragisk. For en organisation, der kan hjælpe unge, muslimske pige i nød, har brug for al den offentlige støtte, den kan få. Men ikke, når den har en tvetunget imam i spidsen
Note: Efter en debat med Sherin Khankan på Radio24Syv i 2012 konfronterede jeg hende med oplysningen om, at hendes mand havde været aktiv i Hizb-Ut-Tahrir. Stemningen blev på rekordtid meget dårlig og hun forsøgte gentagne gange at tale udenom, men efter en usædvanlig lang pause, indrømmede hun, at det forholdt sig sådan. Afdøde Mads Holger var vidne til samtalen.
