Gjesteskribent

Flemming Rose snakker torsdag i Oslo om ytringsfrihet. Rose var en forutseende journalist. I desember 2000 skrev han en lang artikkel om Abdul Aziz Wahhab, som kom til Danmark som flyktning i 1991. Aziz brukte Danmark som base for sin deltakelse i den globale jihad. Han tilbrakte flere år i Afghanistan, der han ble venn med Abdullah Azzam, fadder til Osama bin Laden og Al Qaida. Det er interessant å lese hvor mye en dansk journalist visste og forsto om global jihad og Osama bin Laden allerede i 2000. Kunnskapen var der, men ble ikke tatt alvorlig nok. Allerede den gang anklaget imamen Abu Laban vestlige medier for å drive korstog mot muslimer. Han karakteriserte Osama som en beskjeden mann og asket. Konflikten og beskyldningene var der før 9/11.

Danmark og andre vesteuropæiske velfærdsstater fungerer som attraktive hvilebaser for islamiske fundamentalister og hellige krigere, der mellem hvilepauserne rejser til verdens brændpunkter for Jihad International Inc. Foretagendets arbejdsgiver er den eftersøgte og jagede terroranklagede saudi-araber, Osama bin Laden.

Af Flemming Rose

Abdul Aziz Wahhab er en alvorlig mand. Danske planer om at integrere ham er latterlige. Fast arbejde, boligsikring og flygtningehjælp! Gab. Anden generationsindvandrere, jobtræning og skattetryk! Pladder. Abdul Aziz er tiltænkt en større mission. Han er trådt i den islamiske revolutions tjeneste sammen med en hård kerne af veteraner fra den afghanske frihedskamp i 1980rne.

Aktiviteterne ledes og koordineres af Osama bin Laden, en stenrig saudi-araber, som er efterlyst af USA overalt i verden for sin påståede rolle i en række terrorangreb på amerikanske statsborgere, senest på destroyeren Cole i havnen i Aden i Yemen i oktober, hvor 17 officerer blev dræbt, da en armeret motorbåd sejlede ind i krigsskibet. Den 41-årige Abdul Aziz tilhører en lille eksklusiv elite, der danner den islamiske revolutions militante fortrop. Siden afslutningen på Den kolde Krig har denne radikale gruppe ført krig for krænkede muslimer i Kosovo og Bosnien, Tjetjenien og Usbekistan, Kashmir og Indonesien, Israel, Algeriet og mange andre steder. For Abdul Aziz er Danmark som en oase. Her kan han hvile ud og komme til kræfter i fuld sikkerhed på statens regning. De lokale forhold – sprog, politik, kultur og integration følger han med samme interesse som resultaterne fra brevduebanen ved Damhussøen.

Tusinder af dødsofre

Abdul Aziz` manglende engagement i det muslimske samfunds problemer i Danmark bekræftes af imam Ahmad Abu-Laban, det sunni-muslimske trossamfunds åndelige overhoved i Danmark. De to traf hinanden i 1992 og plejede kontakt indtil sommeren 1998, da Abdul Aziz købte en flybillet til Ankara i Tyrkiet og derfra illegalt krydsede de snedækkede Kaukasus bjerge og grænsen til Rusland. Via Georgien kom han til Tjetjenien, en lille islamisk løsrivelsesrepublik i det nordlige Kaukasus, som i midten af 1990rne blev invaderet af russiske regeringstropper og kastet ud i en to år lang krig med titusinder af dødsofre. «Abdul Aziz talte hele tiden om jihad, hellig krig,» husker Abu-Laban. «Han er en mand af handling. Han ønskede, at vi alle skulle bidrage til muslimernes kamp og ikke beskæftige os med andet. Men det kan jeg ikke som imam for muslimer fra mange forskellige etniske grupper,» siger Abu-Laban under en samtale på hans kontor på Tomsgårdsvej i det københanske nordvestkvarter. Ifølge Abu-Laban var hans trosfælle yderst negativ over for andre muslimers bestræbelser på integration og deltagelse i det danske samfund. «Han følte, at velfærdssamfundet havde spoleret dem, havde gjort dem magelige og fået dem til at glemme deres pligter som muslimer,» tilføjer han. Siden 1992 har Abdul Aziz haft status som flygtning i Danmark. I et stille forstadskvarter i Brønshøj nær Utterslev mose i det nordvestlige København har han haft sin base. Med udsigt til ligusterhæk og legeplads har han i det sociale byggeri med boligsikring i ryggen fortsat kampen for den islamiske revolution. Den danske stat sørgede for familien, mens far førte hellig krig. Og der manglede ikke fjender. Abdul Aziz og hans ligesindede ønskede at omstyrte verdslige regimer i den arabiske og den øvrige islamiske verden.

Besudlede følelser

Blandt fjenderne er det saudi-arabiske kongehus, som besudlede millioner af muslimers følelser ved i 1990 og 1991 at åbne grænserne for en halv mio. amerikanske og andre vestlige soldater under Golfkrigen mod Saddam Hussein. Der er USA, Israels nærmeste allierede i Mellemøsten, Rusland og andre lande på kant med militante islamiske grupper. «Islamiske problemer kan kun løses med islamiske metoder, nemlig ved at efterleve Sharia, og ikke ved hjælp af vestlige forslag og FN,» siger en af Abdul Aziz` nærmeste våbenbrødre. «Alle løsninger med ikke-islamiske metoder placerer muslimernes fremtid i hænderne på tyranner, som aldrig vil acceptere en islamisk stat,» tilføjer vedkommende. Abdul Aziz havde krydset Kaukasus for at deltage i opbygningen af en islamisk stat i Tjetjenien. Men planerne var langt større. I august 1999 deltog Aziz i en invasion af den nordkaukasiske republik Dagestan, der grænser op til Tjetjenien og er en del af Rusland. Felttoget var første trin på vejen mod etablering af en islamisk stormagt i hele den nordkaukasiske region med adgang til Det kaspiske Hav og dermed til hele verden. Siden var planen fra Afghanistan at omstyrte regeringerne i en række centralasiatiske republikker – Usbekistan, Kirgisstan, Turkmenien og Tadsjikistan.

Tjetjenien i ruiner

Men angrebet slog fejl. Til de islamiske oprøreres overraskelse nægtede et flertal af den dagestanske befolkning at leve under islams banner. Rusland indledte en modoffensiv, som for anden gang på fem år lagde Tjetjenien i ruiner, dræbte tusindvis af civile og sendte over 200.000 på flugt til en kummerlig tilværelse i flygtningelejre i naborepublikkerne. Abdul Aziz Wahhab sidder i dag i det berygtede varetægtsfængsel Butyrka i Moskva og venter på at få sin sag for en russisk domstol. Han er sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, dokumentfalsk, mishandling, kidnapning, frihedsberøvelse, seksuelt misbrug af mindreårige og voldtægt. Han blev pågrebet i Tjetjenien i foråret 2000 i Urus-Martan regionen efter et af den anden tjetjenske krigs største og mest blodige slag. Han var i selskab med en af sine sexslaver, en 16-årig russisk pige. Han var bevæbnet med en maskinpistol og en granat. Der blev også fundet en GPS-satellittelefon, som sandsynligvis er brugt til efterretningsopgaver for de tjetjenske oprørsstyrker. Ifølge lederen af efterforskningen risikerer krigeren fra Brønshøj op til 20 års fængsel. Hans russiske advokat håber, at klienten slipper med under fem år. Den danske ambassade besøger hver tredje uge Aziz i fængslet. Danmark har officielt gjort Rusland opmærksom på dets forpligtigelse ifølge den internationale flygtningekonvention. Den forbyder at udlevere en flygtning til det land, han eller hun har forladt på grund af politisk, religiøs, etnisk eller anden forfølgelse. Danmark har tilkedegivet, at landet er parat til at tage imod Aziz, når han har afsonet sin straf.

Jihads genfødsel

Abdul Aziz` sagsmappe fortæller historien om en mand, der de sidste 20 år har kæmpet for muslimers ret til at skabe islamiske stater baseret på sharia, islamisk lov, og undsige verdslige regimer i den arabiske verden og andre steder, som stemples som korrupte af fundamentalisterne. Det er en kamp, der bragte Abdul Aziz til Afghanistan efter den sovjetiske invasion. Her kom han tæt på den legendariske mujahedin-leder Sheikh Abdullah Azzam. Azzam, der af det amerikanske nyhedsmagasin Time er blevet kaldt «manden bag jihads genfødsel i det 20. århundrede», blev dræbt ved et attentat i Afghanistan i 1989. Han var palæstinenser fra Jordan og den bedst kendte udlænding i den afghanske krig mod Sovjetunionen i 1980rne. Abdul Aziz, der ifølge bekendte i Danmark tilbragte mindst fire år i Afghanistan, mødte Azzam i den pakistanske by Peshawar, der var porten til Afghanistan for frivillige. Osama bin Laden og Abdul Aziz anså begge sig selv som disciple af Azzam. Han hyldes stadig som en stor helt og martyr af de arabiske veteraner fra Afghanistan. Sponsorer i Saudi-Arabien og Golfstaterne finansierede Azzam og hans kamporganisationer i 1980erne. Formålet var at sikre, at den hellige krig blev ført langt væk fra olieområderne. Ti år senere blev Azzams brigader forvandlet til et netværk af radikale islamiske organisationer, som ifølge CIA stod bag terrorbomben mod World Trade Center i New York i 1993 og de senere angreb på USA’s ambassader i Kenya og Tanzania, der kostede flere hundrede livet. Efter Azzams død i 1989 overtog Osama bin Laden kommandoen over de afghanske arabere, som blev sendt ud i det meste af verden. En del fulgte bin Laden til Sudan og siden til Afghanistan, hvor han i dag skjuler sig hos det fundamentalistiske taliban-regime.

Ladens fingeraftryk

En centralt placeret kilde i Det hvide Hus i Washington erkender over for Jyllands-Posten, at Osama bin Ladens fingeraftryk i Tjetjenien er tydelige, blandt andet takket være frivillige krigere som Abdul Aziz fra Brønshøj. «Vi er enige med Rusland i, at Osami bin Laden og hans netværk opererer i Tjetjenien. Vores problem er, at vi ikke kan støtte den russiske hærs brutale fremfærd i Tjetjenien,» siger kilden, der har forhandlet i Moskva om fælles skridt over for taliban-regimet i Afghanistan. Abu-Laban, leder af det islamiske trossamfund i Danmark, mener, at USA og den vestlige verdens islam-fobiske medier fejlagtigt har udråbt bin Laden til deres fjende. «De har brug for en fjende. Den kapitalistiske mentalitet forudsætter, at man skal slås for at overleve, og derfor er de nødt til at finde et spøgelse, der kan mobilisere folk til at kæmpe. Jeg ser bin Laden som et godt menneske, der lever asketisk,» siger han. I 1991 kom Abdul Aziz til Danmark som flygtning. Hans hustru og to børn bor i Brønshøj. Hun stammer fra Jordan og har ikke villet tale med Jyllands-Posten i forbindelse med denne artikel. Abdul Aziz’ pas vidner om, at han som flygtning i Danmark har tilbragt tiden i udlandet. I 1996 og 1997 fik han to gange tre måneders visum til Tyrkiet og året efter et etårigt visum. I 1996 var han ti dage i Pakistan, hvor islamiske oprørere uddannes af den pakistanske sikkerhedstjeneste. De kæmper i dag på det middelalderlige taliban-regimes side i den afghanske borgerkrig, der stadig raser. Stadigt flere eksperter i USA anser Pakistan og dets jihad-kultur som en større terrortrussel end præstestyret i Iran. I julemåneden 1997 rejste Aziz to uger til Saudi-Arabien, sandsynligvis for at besøge de hellige steder i Mekka og Medina, men måske også for at holde kontakt til hovedsponsorerne bag kampen for en islamisk superstat, «Jihad International Inc.», som netværket af hellige krigere er blevet kaldt af en amerikansk terrorekspert. Tidligere på året havde han besøgt Balkan, og han var flere gange i Sverige og Tyskland. Over for den russiske sikkerhedstjeneste har Aziz erklæret, at han havde en forretning i København, der solgte røgelse og andre parfumerede ting til religiøse ritualer, og at han derfor rejste til Tyrkiet og andre lande for at købe ind til sin butik. Men det afvises af hans bekendte i Danmark. De siger, at han aldrig har haft fast arbejde. Det er ikke den eneste uoverensstemmelse i Abdul Aziz` historie. Han påstår selv, at han stammer fra Mosul i det nordlige Irak og at han deserterede fra Saddam Husseins hær under Golfkrigen i foråret 1991. Den forklaring har han givet både de danske og russiske myndigheder, men det bestrides af flere kilder. En irakisk nabo til Abdul Aziz på Rentemestervej i nordvestkvarteret i København afviser det. «Han taler et helt andet arabisk. Sådan taler vi ikke i Irak,» siger naboen, der ønsker at være anonym.

Palæstinenser

Han mener, at Aziz er palæstinenser. Det samme gør en gruppe shia-muslimer fra en nærliggende moske, som Abdul Aziz besøgte, når han ikke havde tid til at tage hen i Sheikh Ahmad Abu-Labans moske på Tomsgårdsvej i nordvestkvarteret i København. Abu-Laban, der selv er palæstinenser, insisterer dog på, at Abdul Aziz er iraker, som han har oplyst til de danske myndigheder ved indrejsen. Men i øjeblikket er det hans indrejse og ophold i Tjetjenien, der har myndighedernes interesse. Han rejste illegalt ind i landet i sommeren 1998. På det tidspunkt havde de russiske tropper forladt landet efter at have lidt et ydmygende nederlag i den første tjetjenske krig. Tjetjenien var de facto en selvstændig republik med Aslan Maskhadov som præsident. Men i stedet for at bygge civile institutioner og etablere samarbejde med muslimske republikker i regionen blev Tjetjenien en røverrede, som bedst kan sammenlignes med det borgerkrigshærgede Afghanistan. Aslan Maskhadov havde været en strålende hærfører under krigen mod den russiske centralmagt, men han viste sig at være en uduelig politiker, der ikke evnede at sætte sig op mod storforbrydere og terrorister som den berygtede Sjamil Basajev, araberen Ibn Il-Khattab og menneskehandleren Arbi Barajev. Samtidig blev han ladt i stikken af Kreml, som lukkede øjnene for den tragedie, der udspillede sig i den løsrevne republik. Det blev ikke lettere af, at indflydelsesrige grupper i Rusland så en fordel i det tjetjenske anarki, der mere mindede om en stor kriminel frizone end en nationalstat i sin vorden. Kidnapninger, slavehandel, narkosmugling, olie, illegal våbenhandel og anden kriminel aktivitet udgjorde grundlaget for den nye tjetjenske elites rigdom, mens arbejdsløsheden blandt ungdommen nærmede sig 90 pct. Et russisk TV-hold har efterforsket kidnapninger i Tjetjenien, der havde udviklet sig til en hel industri. Det vurderes, at omkring 3000 mennesker blev taget til fange og holdt indespærret i republikken med krav om løsesummer fra slægtninge. Det var dette Tjetjenien, som Abdul Aziz skulle retlede som sand muslim. Det fremgår nemlig af de beslaglagte dagbøger, som Jyllands-Posten har fået adgang til, at Abdul Aziz fungerede som regiøs vejleder.

Rystende indblik

Dagbogen giver et rystende indblik i det uafhængige Tjetjeniens hverdag. Abdul Aziz udlagde teksten for den fundamentalistiske del af oprørsstyrkerne, mens han selv holdt sexslaver, heraf to mindreårige piger på 11 og 13 år, og giftede sig med tjetjensk kvinde. Notater i dagbogen vidner desuden om, at han deltog i invasionen af Dagestan i august 1999, afgjorde spørgsmål om liv og død og havde en central rolle i kidnapningsindustrien og slavehandlen. «Vi mener, at han tilhørte den absolutte inderkreds i oprørernes øverste ledelse,» siger Aleksej Grigorenko, som leder efterforskningen. Dagbogen er et så enestående dokument, at den er værd at citere. Året er 1999, og notaterne strækker sig fra marts til oktober, da den anden krig netop er begyndt, og de russiske tropper krydser grænsen til Tjetjenien. Notaterne viser, at gidseltagning, kidnapninger og slavehandel hører til dagens orden. Optegnelserne beskriver folk, der er religiøst uskolede og kommer til Abdul Aziz for at høre, om det ifølge Koranen og Sharia er i orden at tage tyrkiske gæstearbejdere og kvinder som gidsler, kidnappe russere, der bedriver hor, og torturere vantro fanger. Dette middelalderlige barbari har en central placering i de tilrejsende krigeres anstrengelser for at forvandle Tjetjenien til en islamisk stat. Det er tydeligt, at de islamiske fundamentalister og hellige krigere er på kollisionskurs med præsident Maskhadov og føler sig stærke nok til at diktere ham deres betingelser. I dagbogen hedder det blandt andet: 28. april: Jeg mødtes med Sjamil Basajev (internationalt berygtet terrorist) i Urus-Martan. Han skældte mig ud, fordi jeg ikke besøger ham. Han bad om lov til at besøge mig! Senere på dagen kom han og besøgte mig i et mit nye hus og bad mig arbejde for den tjetjenske regerings efterretningstjeneste. Han vil sætte mig i spidsen for en gruppe frivillige mujahediner. 30. april: Arbi (Barajev) kom forbi, han havde en samtale med slægtningene til vores kidnappede. De tilbød 3 (000 dollar, red.), men Arbi insisterede på 10. Han sagde til mig, at 5 også ville være fint. Jeg svarede, at der var tale om velhavende mennesker og at de sagtens kan betale 10. Jeg sagde til Arbi: «Lad os se hvad de siger, når de ser båndet.» 4. maj: Harib kom forbi for at bede om en fatwa, der giver ret til at tage fanger og sælge dem til stater i Den persiske Golf. 6. maj: Vi drøftede russernes sikkerhedssituation i Tjetjenien og tilfangetagelse af kvinder. 19. maj: Jeg gav Murad 200 dollar til udgifter i forbindelse med kidnapning. 27. maj: Jeg kørte hen til Arbi Barajev og bad ham låne mig 5.000 dollar til gengæld for min bil som pant. Jeg vil købe et hus for pengene, så jeg kan placere en kidnappet i det. Vi drøftede, hvordan vi kan overføre vedkommende. 29. maj: Jeg tog af sted for at studere JPS (global positioning satellitsystem). Jeg gjorde den kidnappede klar til overførsel. For transporten betaler vi 5 pct. af løsesummen. 7. juni: Vi fik besøg af Abu Mujahed. Han bad om en fatwa til at kidnappe en journalist, og fortalte, at det med henvisning til mine ord nu er tilladt at dræbe russiske kvinder i Grosnyj. 26. juni: Vi havde rådslagning om, hvordan vi skal opføre os over for (præsident) Maskhadov. Jeg sagde, at vi skal acceptere Maskhadovs anger på en betingelse: han skal holde en tale i TV og sige, at han tog fejl angående den væbnede kamp, og at mujahedinerne havde ret. Maskhadov skal også erklære russerne hellig krig og i handling vise sin uforsonlighed over for de ikke-troende. 8. juli: Jeg underviste brødrene i, hvordan man i henhold til islamisk ret kan beslaglægge ikke-troendes ejendom og give den til en muslim. 11. juli: Vi aftalte, at vi i tilfælde af problemer med at få løsesummen, skærer kønsorganet af vores gidsel. Abdul Aziz` sag ventes at komme for retten til foråret. På Rentemestervej i København sidder hans hustru og to børn og læser den hellige krigers breve fra fængslet. De er fulde af kærlighed og længsel. Den indespærrede har fået en koran af den danske ambassade, og har bedt om en bog om drømmetydning. «Jeg har så mange drømme om natten, som jeg ikke kan forstå,» siger han.

Jyllands-Posten 17.12.2000