Kommentar

Hvis man ønsker å beholde sine illusjoner så skal man bare la være å skaffe seg informasjon. Mye av debatten i Norge, feks. om terrortrussel og ekstremisme, bærer preg av at man ikke vil vite. Under den kalde krigen hadde avisene journalister som kunne våpentyper på fingrene. I dag ser de seg ikke i stand til å ha folk med spesialkunnskaper. Det får som konsekvens at trusselnivået synes å synke. Det kan ikke være lett å være politi under slike forhold.

Den danske journalisten Morten Skjoldager har skrevet det som etter anmeldelsene å dømme er en uhyre interessant bok om danske forhold. Skjoldager beklager at sakene behandles isolert av pressen. Man evner ikke å se ting i sammenheng, for sakene henger sammen: det er alltid koblinger, personer, litteratur, folk i bakgrunnen, som binder sakene sammen. Det er først når man ser disse trådene at man kan danne seg et realistisk bilde av trusselen.

Terroren er et globalt fenomen: Skjoldager forteller om et besøk som den blinde sheik Rehman avla i Danmark, han er avbildet sammen med den ekstreme islamisten Said Mansour. De møttes i 1990, før sheik Rehman dro til New York, og inspirerte den første sprengningen av World Trade Center.

Terror: »Alle andre i retssalen er vantro «

Boganm: Morten Skjoldager: Truslen indefra – de danske terrorister.
»Måske var det naivt?« Overbevisende, spændende og meget skræmmende afdækning af de danske terrorsager.

Af JOAKIM JAKOBSEN

Morten Skjoldager: Truslen indefra – de danske terrorister. 321 sider. Kr. 299,95. Lindhardt og Ringhof.

Fotoet herover findes på side 37 i journalist Morten Skjoldagers bog Truslen indefra – de danske terrorister. Det er taget på Storebæltsfærgen i december 1990, og i al dets cafeteria-kedsomhed er det et foto mættet af dilemmaer og endnu ukendte, men frygtelige konsekvenser. Den hvidskæggede herre nærmest fotografen er ikke en julemand, der er ved at være godt udslidt af decemberræset, på vej fra ét indkøbscenter til et andet i den anden ende af landet. Selv om det ser sådan ud, er mandens hat heller ikke en nissehue med kvasten dinglende omme ved højre øre. Den yngre mand, der i den sterile DSB-hygge med julestjerne i hvid plastkurv læner sig ærbødigt mod den hvidskæggede herre, er ganske vist den ældre mands lærling, men ikke som julemand.

Fotoet har lammende implikationer: militant, voldelig islamisme midt i den tøffende, træge gemytlighed i det danske transportsystem anno 1990. Den yngre mand er Said Mansour, propagandist for rabiat islam. I sit hjem i Brønshøj er Mansour vært for den ældre herre, som er kommet rejsende fra London. Hans navn er Omar Abdel Rahman, og under sit besøg i Danmark vil han blandt andet tale for en forsamling på 1000 mennesker i Vanløse. Den senere så kendte imam Abu Laban lader også Omar Abdel Rahman forestå fredagsbønnen i sin moské i København.

Omar Abdel Rahman går under navnet Den Blinde Sheik. En af de fremmeste prædikanter i en rabiat islam, der nærer et flammende had til Vesten og dens frihedsbegreber. Den egyptisk-fødte Rahman er udvist af sit fædreland og har opholdt sig i Afghanistan, hvor han har knyttet tæt kontakt til al-Qaeda lederne Osama bin Laden og Ayman al-Zawahiri. Senere bosætter Den Blinde Sheik sig i New York, hvor han generelt opfordrer til drab på jøder og amerikanere, som han kalder »efterkommere af aber og svin«.

Godt to år efter færgefarten over Storebælt stod Den Blinde Sheik bag det første terrorangreb mod World Trade Center i New York. En bilbombe i februar 1993, som kostede seks mennesker livet og kvæstede over 1000. Imens organiserede Said Mansour pengeindsamlinger i Danmark til støtte for Den Blinde Sheiks terroraktioner. Mansour oprettede ikke mindst forlaget Al Nur Islamic Information i Brønshøj.

»Myndighederne så blot til, mens forlaget sprøjtede voldsforherligende materiale ud til hele verden,« skriver Morten Skjoldager, som har dækket de senere års danske terrorsager for Politiken.

Skjoldager har skrevet en overbevisende, spændende og skræmmende bog. Hans store fortjeneste består netop i at trække linjerne ned gennem 1990erne, hvor Vollsmose-sagen, Glostrup-sagen, Glasvej-sagen og flere andre danske terroristsager har deres udspring. Skjoldager klargør en forfærdende sammenhæng:
»I pressens dækning bliver terrorsagerne ofte behandlet som isolerede hændelsesforløb. Det er upræcist. Sagernes involverede er på ingen måde isolerede, hverken fra den store verden, hvorfra den radikale islamisme er importeret, eller fra deres ligesindede i Danmark.«

I1990erne blev Danmark ifølge Morten Skjoldager et centralt land i spredningen af den fundamentalistiske propaganda over hele kloden. Adskillige rabiate islamister på flugt fra terroranklager i deres hjemlande fik tildelt asyl og ligefrem statsborgerskab i Danmark, alt imens de yderligtgående organisationer udviklede sig til en verdensrevolutionær jihad-ideologi. »Måske var det naivt?« skriver Morten Skjoldager om den danske holdning. Han leverer selv svaret i sin forbilledligt velresearchede gennemgang.

Det amerikanske forbundspoliti FBI var for eksempel chokeret over, hvor frit spil en herre ved navn Abu Talal havde i Danmark. Talal var dødsdømt i Egypten for medvirken i mordet på præsident Sadat i 1981, men flygtede fra fængslet og rejste til Afghanistan, hvor han også kæmpede sammen med al-Zawahiri. I 1993 fik han asyl i Danmark, hvor han arbejdede sammen med Mansour, og blev en af Europas mest fremtrædende og skræmmende prædikanter. I en moské i Milano sagde Talal: »Enhver muslim er forpligtet til at blive terrorist.«

Både Talal og Mansour blev afhørt under den første danske retssag om islamisk terrorisme, Egypter-sagen i 1994, hvor tre egyptiske mænd fra Århus stod anklaget for terrorplaner efter heftige indkøbsture hos materialisten. Der var direkte forbindelse, for eksempel fingeraftryk, mellem disse tre personer og gerningsmændene bag bombeangrebet mod World Trade Center. En af de tre århusianere havde i sin notesbog det direkte telefonnummer til Osama bin Ladens hvervekontor i Peshawar i Pakistan.

Morten Skjoldager konstaterer, at det danske retsvæsen i 1994 forekom tindrende troskyldigt, da de tre egyptere blev pure frikendt for terroranklagerne. En af de tre århusianere, en hr. Hassanein, blev senere efterlyst af Interpol for nedslagtning af 18 turister i Egypten i 1996. I 2000 blev Hassanein anholdt i Pakistan, mistænkt for at være medlem af al-Qaeda. Under retssagen i Danmark havde han oplæst en erklæring: »Alle andre i retssalen er vantro – alle andre i hele verden er vantro . Han kan ikke acceptere at blive dømt af vantro .«

Det blev han så heller ikke. Abu Talal blev afhørt under sagen, men det tog sin tid, fortæller Skjoldager: »Det kunne ganske enkelt ikke lade sig gøre at opstøve en eneste arabisk tolk i hele Danmark, som turde deltage i en afhøring af Abu Talal.«
Siden forsvandt både Hassanein og Talal, den sidstnævnte formentlig ved CIA’s mellemkomst. Begge menes overført til Egypten, hvor myndighederne i så fald har gjort kort proces med dem.

Said Mansour fortsatte med Skjoldagers ord »sit livslange propagandaprojekt mod det danske samfund« og mod Vesten. Materiale fra Brønshøj-forlaget blev fundet hos terroristerne, der gennemførte angrebet mod World Trade Center i New York 11. september 2001. Efter den epokegørende tragedie havde holdningen ændret sig så meget, at Mansour i 2007 blev idømt tre et halvt års fængsel for terrorvirksomhed.

Allerede i 1990erne blev et ildevarslende antal personer fra Danmark forbundet med aktiv islamisk krigsførelse. Der var Mustapha Ramadan fra Vesterbro, som blev betroet håndlanger for al-Qaedas leder i Irak, Abu Musab al-Zarqawi. Der var københavneren Omar Maarouf, som i 1998 blev anholdt i Bruxelles i en lejlighed fyldt med sprængstof og senere dødsdømt i Marokko. På sig havde Maarouf et telefonnummer til en af de øverste al-Qaeda ledere. Der var Abdel Aziz, der boede tæt på Mansour i Brønshøj, inden han i 1998 rejste til Tjetjenien som hellig kriger og konsulent i mord og kidnapning. Abdel Aziz var nær ven med Abdullah Azzam, al-Qaedas militære leder. Skjoldager citerer Aziz’dagbog fra Tjetjenien: »Vi aftalte, at vi i tilfælde af problemer med at få løsesummen skærer kønsorganet af vores gidsel.«

Bogens mest isnende del gælder de unge, home grown fanatikere, som siden optrådte i sagerne fra Vollsmose, Glostrup og Glasvej. Efter Mansour og Talal havde flere andre opviglere nemlig sat sindene i bevægelse hos unge danske muslimer, både indvandrere og danske konvertitter.

Morten Skjoldager skitserer klart, hvorledes de danske retssager og sagen i Sarajevo, hvor Abdulkadir Cesur fra Avedøre blev idømt 13 års fængsel for terrorisme, alle udspringer af det samme danske miljø med forbindelser til al-Qaeda.

Dermed demonstrerer Skjoldager også, at det er den ideologiske indsats og skoling – ikke fejlslagen integration, Muhammed-tegninger eller andre dårlige undskyldninger – som lokker de unge mænd ind i jihad-bevægelsen.

I Skjoldagers bog er det hjerteskærende at følge forældre og søskende, der stadig mere fortvivlede ser deres sønner og brødre forsvinde ind i den islamistiske døds- og voldskult. Skjoldager beskriver ikke mindst et miljø omkring en salafist-moské i Heimdalsgade på Nørrebro. Det er kredse, som betragter religiøse fascister som Hizb ut Tahrir som skvatmikler, der er gået på kompromis med det fordærvede Vesten. Andre prædikanter har klaget over, at Heimdal-folkene har chikaneret og hånet helt almindelige borgere fra andre menigheder for ikke at være rettroende.

Morten Skjoldager har skrevet en vigtig og manende bog. Antallet af gentagelser overgår nok det pædagogisk påkrævede, men Skjoldager fortæller stilfærdigt og fokuseret. Og hans brug af PET-materiale og danske og udenlandske retsbøger giver en læseren en følelse af sikkert fodfæste. Undervejs retter Skjoldager i flere omgange søgelyset mod personer, som tilsyneladende spiller en vigtig rolle i radikaliseringen.

To navne går igen. Dels prædikanten Abu Ahmed fra Vestsjælland, som gennem flere år har spredt sit had fra moskeen i Heimdalsgade. Den meget aggressive Abu Ahmed fik ved en paneldebat i Nørrebrohallen i 2004 imam Abdul Wahid Pedersen til at udbryde: »Jeg vil ikke høre på, at du nærmest sidder og kalder os andre for vantro .«

Dels en unavngiven mand af pakistansk herkomst, som fra sit hjem i Avedøre bedriver mission blandt unge muslimer. Han har blandt andet arrangeret studieture til London hos den berygtede terrorprædikant Omar Bakri. I juni 2004 stod manden fra Avedøre i spidsen for en gruppe på 12 rejsende til en konference i London, hvor Omar Bakri tog sig særligt af danskerne. Over halvdelen af de 12 rejsende fra Danmark optrådte senere i de danske terrorsager.

Weekendavisen 23.10.2009