Omar Abdel Hamid El-Hussein. Terrorsagen. Facebook
Omar El-Hussein føjer sig ind i rækken af europæiske terrorister som myndighederne har vidst om, men ikke formået at overvåge og ikke formået at standse. Det er et massiv svigt som bunder i fejhed overfor islam og jihad som fænomen.
Helle Merete Brix har gravet i Omar El-Husseins bevægelser op til skuddene mod Krudttønden 14. februar 2015. Hun ville vide hvilke moskéer han havde besøgt og bad politiet om aktindsigt. Det fik hun ikke og svaret fra politiet og statsadvokaten var begrundet med hensynet til moskéerne.
»Hensynet til de moskéer, som Omar El Hussein måtte have besøgt, vejere tungere end Deres kortlægning.« Sådan lyder det i Statsadvokatens opsummering af politiets afgørelse i det brev, hvor man erklærer sig enig med politiet.
Brix ankede afslaget. Det blev opretholdt, og sidste sætning hos Statsadvokaten er meget sigende:
Jeg har herved lagt vægt på, at oplysninger om Omar El Husseins færden og eventuelle besøg i moskéer op til angrebet på Krudttønden kan være af stor betydning for moskéernes omdømme i offentligheden.
Der skal tages større hensyn til moskéernes omdømme end til offentlighedens ret til at vide mest mulig om et grusomt terrorangreb.
Men det er ikke det eneste punkt, hvor politiet har tilbageholdt oplysninger.
Hvorfor kunne journalister fra DR ikke gennem politiet få oplysninger om at Omar El Hussein op til angrebet havde forsøgt at leje et værelse i flere lejligheder nær Krudttønden? I 2018 fandt DR selv frem til flere sådanne udlejere og bragte oplysningen frem.
Oplysningen er vigtig fordi den viser at Omar El-Hussein ikke handlede impulsivt.
Mere rimeligt er det at antage, at han fra lejligheden ville skyde angrebsmålet, den svenske kunsthistoriker Lars Vilks, når Vilks ankom til Krudttønden. Og at han endte med at gøre, hvad ihærdige forbrydere gør, hvis ikke plan A kan gennemføres: De tyer til plan B
Endnu mere graverende er oplysningen om at Omar El Hussein havde en Koran på sig under angrebet:
Hvorfor var det Radio24syv, der i februar 2016 bragte frem, at Omar El Hussein havde en lille koran på sig ved angrebet? Hvorfor var det ikke politiet, der kom med denne oplysning?
Findes der en konkret grund til politiets modvilje mod at oplyse? En ny bog der udkommer på årsdagen for angrebet 14. februar, giver et interessant svar:
Få måneder før det største terrorangreb på dansk jord i nyere tid mødtes repræsentanter fra PET og de sjællandske politikredse til seminar. Det var lige før juleferien, og politifolkene diskuterede angiveligt situationen vedrørende militante islamister i Danmark. En liste med godt og vel 50 navne og en formulering om, at de var »mulige Syrien-relevante«, cirkulerede.
Blandt navnene er der syv personer med forbindelse til danske terrorsager, 11 der har været i Syrien for at kæmpe samt to ekstreme imamer. Person nummer 20 på listen blev siden landskendt som gerningsmanden bag drabene ved Krudttønden og synagogen i København: Omar el-Hussein.
Kriminalforsorgen havde fået besked om at Omar El-Hussein var blevet radikaliseret. Alligevel skete der ingenting og han kunde så smuglet IS-materiel ind på cellen, materiale han delte med de andre fanger.
Modus er det samme som vi kender fra Tyskland, Storbritannien og Frankrig: Personerne står på en liste over potentielt farlige, men de overvåges ikke og kan begå terror.
Det svigter i alle led: I fængslerne, i overvågningen (Kouachi-brødrene der dræbte Charlie Hebdo-redaktionen blev fanget på overvågning) og i opfølgning af selv lovlige vedtagne beslutninger, som udvisning efter afslag på asyl. Anis Amri kunne ikke have begået sin terror mod julemarkedet i Berlin, hvis tyske myndigheder havde levet op til sit ansvar.
Det er svigt, på svigt – og svig mod befolkningen.
Som kronen på værket kommer dommerstandens undfaldenhed:
I september 2016 blev fire unge mænd frifundet for medvirken til terrorisme ved at have assisteret Omar El-Hussein i timerne efter angrebet på Krudttønden og før angrebet ved synagogen.
