Gjesteskribent

Efter sorgen og vreden over sidste lørdags ugerning kom kvalmen, først langsomt, så hurtigt accelererende. Det skyldtes reaktionerne på angrebet.

Først i folkekirken. Det begyndte med, at Københavns medieglade domprovst, Anders Gadegaard, udtalte, at terrorangrebet var »det rene misbrug af religion. Det har intet med tro at gøre,« altså intet med islam at gøre. Og det umiddelbart efter at Omar Abdel Hamid el-Husseins jihad-video var blevet offentliggjort. En video fyldt med jihad-hymner og Koran-inspirerede beskrivelser af, hvordan vi »vil komme til jer, med slagtning og død. Med frygt og stilhed vil vi myrde de nøgne. I tabte offentligt … så smag vor rædsel.«

biskop.marianne.christiansen

Den rædsel fik to mennesker at smage for en uge siden og det fik Haderslevs biskop, Marianne Christiansen, til at opfordre alle præster i stiftet til at holde mindegudstjenester som fællesgudstjeneste med andre ”øvrige trossamfund”.

Præsterne skulle altså holde mindegudstjeneste bl.a. med dem, der hylder Muhammed, den mand i hvis navn mordene var begået!

Vi taler altså om en biskop i den lutherske kirke, der forsøger af få sine præster til at lægge hus og bønner til den religionsstifter, der bekrigede kristne og jøder og udnævnte alt det til løgn, som evangeliet siger er sandhed.

Undskyld mig, men den nyhed gav mig kvalme.

Så var der mandagens mindehøjtidelighed i København. Når over 30.000 danskere trodser vinterkulden og går på gaden, er det, fordi der er noget alvorligt, man ønsker at markere og stå sammen om. Men hvad man samledes om? Arrangørerne, Københavns rødlige borgerrepræsentation, havde omhyggeligt sørget for, at ingen fra Lars Vilks Komiteen, der satte livet på spil ved terrorattentatet, optrådte. Til gengæld optrådte hele tre socialdemokrater. Og hvilke sange skulle så forløse stemningen?

Ingen proteinholdige fællessange fra Højskolesangbogen. Udover et par drivende sentimentale popsange blev det til en svensk kærlighedsvise, en kurdisk folkesang ingen forstod, og så endelig John Lennons ”Imagine”.

”Imagine”’s budskab er drømmen om en helt anden, utopisk verden. En verden uden grænser og krig, privat ejendom og religion. Den forjættende tanke om det grænseløse, besiddelsesløse, søde, rare, fjende- og syndfri fællesliv. Altså en idiotisk-utopisk sang af den slags, der i virkeligheden står for alt det, der har skabt den forfærdelige situation vi står i i dag. For havde grænserne været lukket fra 1983 til nu, havde vi ikke stået med voldelige ekstremister i vor midte.

Så i stedet for at samle og styrke menneskemængden blev sangen symptom på den kulturelle tomhed og kælne virkelighedsflugt, der præger Københavns politiske elite.

Endelig er der Christiansborg. Vi kender efterhånden partiledernes rituelle opførsel efter et jihad-angreb. Hvis man er en rigtig statsmand eller -kvinde, taler man enten sort, uden om eller direkte usandt, når det gælder spørgsmålet om terrorens kilde. Det gælder fra højre til venstre.

Helle Thorning-Schmidt gik forrest ved at kalde Omars angreb for et »politisk terrorangreb« fra unavngivne »mørke kræfter«, til trods for at både Omar selv, via videoen, og hans venner slog fast, at det var ønsket om at hævne Muhammed, der drev ham.

Terrorangrebet var altså religiøst, ikke politisk.

Bagefter bekendtgjorde Inger Støjberg, der ellers plejer at tale befriende lige ud af posen, at der var tale om »en lille gruppe, der har misbrugt Koranen,« selvom enhver læser af Sura 9 ved, at Omar ikke misbrugte, men virkeliggjorde Koranens bloddryppende ord.

Når det virkelig brænder på, har vi brug for klar og sand tale. I stedet prøver vores toppolitikere at berolige befolkningen ved at fylde os med sludder.

Det er til at blive syg af.

 

 

Opprinnelig Jyllands-Posten lørdag 21. februar