Gjesteskribent

Man kan ikke forsvare kristendommen over for islam og samtidig være højt på strå i det kirkelige hierarki.

Så absurd er de europæiske kirker ved at udvikle sig.

Det viser en historie fra England.

Historien begynder i Skotland Helligtrekongers dag. Den dag kirken fejrer, at Jesu guddommelighed bliver kendt også af ikke-jøder, nemlig af de hellige tre konger, der kommer vandrende langvejs fra for at tilbede barnet i krybben.

I Glasgows Saint Mary’s kirke fejrede man i år Helligtrekonger på en lettere bizar måde. Man fik nemlig en muslim til at læse en tekst fra Koranen midt i gudstjenesten. Og hvilken passage? Jo, lige præcis den passage, der fornægter hovedhjørnestenen i den kristne tro: At Jesus er Guds søn.

Den unge muslim læste bl.a. Sura 19, 35, hvor det hedder: ”Det passer sig ikke for Gud; højlovet være Han! – at tage sig en søn.”

I islam er Jesus da heller ikke Guds søn, men har kun rang af en laverestående profet – langt under den sabelsvingende Muhammed.

I Saint Mary har man tidligere lavet dette nummer, præcis som Vor Frue Kirke i København har lagt kirkerum til religionsblanderi i gudstjenesten.

Men denne gang vakte det opsigt og udløste kritik og en af dem, der tog til orde, var pastor Gavin Ashenden. Det særlige ved ham er, at han er en af dronningens præster. Hos os kalder vi en præst, der særligt er tilknyttet kongehuset, for kongelig konfessionarius og vi har kun én af slagsen. I England derimod har de 35 og Ashenden er altså bare én blandt en hel del andre.

Alligevel vakte det voldsom opsigt, at lige præcis dronningens præst var kritisk over for Koranoplæsningen. For det er jo bare et forsøg på at bygge bro, at skabe forståelse mellem kristne og muslimer i Glasgow, at udvise tolerance osv. osv. At det er udtryk for det modsatte af det, kirken er sat til at forkynde, netop ved en gudstjeneste, netop Helligtrekongers dag optog ikke Ashendens kritikere. De havde i forvejen et godt øje til ham, fordi han tidligere – i øvrigt mildt og klart – har ytret teologisk kritik af islams voldelige sider.

Kan dronningens præst tillade sig det? Kan dronningens præst tillade sig at være så ”intolerant”, lød det forargede spørgsmål.

Ja, selvfølgelig kan og skal netop dronningens præst forsvare troen. Den britiske monark bærer fra gammel tid titlen fidei defensor, troens forsvarer. Skam få derfor den af dronningens præster, der svigter dette forsvar.

Men ak, sådan var stemningen hverken i offentligheden, blandt de øverste gejstlige eller hos staben på Buckingham Palace.

Efter et par dages pres trak Ashenden sig og gav afkald på at være en af dronningens præster. Begrundelsen var kuldegysende:

”Jeg nedlagde mit embede for at blive i stand til at tale mere frit om den kamp som kristendommen står overfor i vores kultur.”

Aha. Skal man tale frit om truslen fra islam, kan man ikke have så fin en kirkelig stilling. Så syge er forholdene blevet i den engelske kirke.

Bemærk venligst, at det ikke gælder den anden vej rundt. Københavns domprovst kan sagtens prise islam, propagandere for moskebyggerier og lade muslimer læse højt ved kristne gudstjenester uden at hans fine stilling kommer i skyggen af fare.

Anderledes med Ashenden, der alene havde kritiseret en ukristelig form for religionsblanderi.

Som han selv sagde:

”Jeg anede ikke, at en skotsk domkirke planlagde at ”række ud til muslimerne” ved at skrotte bibellæsning ved Helligtrekongersgudstjenesten og erstatte det med den del af Koranen, der benægter at Jesus var Guds søn.

Det står for mig som endnu et skridt ned af den vej, som vil føre til ødelæggelsen af kristendommen i vores land, hvis kirken da bliver ved med at gå ad denne vej”.

Det eneste gode ved denne sørgelige historie er, at Gavin Ashenden nu har besluttet, at han fra nu af vil tale af karsken bælg om den trussel, kristendommen står overfor i England og i Europa. Man kan følge den lærde præst her.

Lad os få flere af hans slags i de europæiske kirker, så denne absurde historie bliver en enlig svale. For en præst skal da belønnes, ikke straffes for at forsvare den kristne frihed.

 

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten som blogg