Bildet: Irske Stephen Donnellan fra Galway frir til sin amerikanske kjæreste Julee Range på Silverstrand Beach i Galway 23. desember 2016. Foto: Clodagh Kilcoyne/Reuters/Scanpix

Jeg er vokset op i et tidehvervsk præstehjem, hvor det regnedes for en dyd at gå imod strømmen og for nobelt at have flertallet imod sig. Det har tidehvervspræster da næsten også altid haft. I 1934 var tidehvervspræsten Tage Schack tæt på at blive fyret, fordi han lånte sin prædikestol til en homoseksuel præst, der var blevet afskediget. Det var dengang det pæne flertal, også blandt præster, ikke ville vide af den slags på prædikestolen.

Tiderne skifter.

I dag har det pæne selskab det meget svært med præster, der ikke vil vie homoseksuelle, og jeg skal da love for, at man er i mindretal, hvis man hører til på det hold. Og vel at mærke ikke skifter holdning, fordi flertallet gør det.

Det sidste kunne jeg personligt ikke drømme om at gøre. Af mange grunde. En af dem er, at jeg synes borgerliggjort kristendom, dvs. en kirke, der lader sig diktere af, hvad det nydelige borgerskab mener, er noget af det sørgeligste, der findes. Og i dag mener borgerskabet, den helt overvejende majoritet, at homoseksuelle har ”ret” til at blive viet.

Og Tidehverv er da også i dag i skarp opposition til tidsånden på dette område. Der er ingen i Tidehvervs udgiverkreds – som jeg selv har æren af at tilhøre – der er tilhængere af homovielser, og ingen har i bladet slået til lyd for det.

Tværtimod er der blevet skrevet mange, lange og i øvrigt ret tungtvejende artikler imod det.

Jyllands-Postens læsere fik imidlertid for nyligt det modsatte indtryk, da de interviewede sognepræst Marie Høgh som repræsentant for (kredsen omkring) Tidehverv.

Hun, der i offentligheden er blevet fremstillet som ”tidehvervsk indtil benet”, havde tidligere været ”uafklaret”, men var nu gået over til flertallet. Da hun mødte kritik for det fra Tidehvervs-teologer, bl.a. fra undertegnede, angreb hun Tidehverv for at bruge ”kristendommen som gidsel i et politisk ærinde.

Hvordan man bruger kristendommen politisk, når man hævder et teologisk synspunkt, der går stik imod det overvældende politiske flertal, fatter jeg ikke. Det forekommer mig at være sort snak.

Men der var mere. Vi, der går imod tidsånden og følger Luther i hans syn på ægteskabet, er ifølge hende både ”nypuritanere”, ”halvkatolske”, ”dydsdragoner” og ”overtroiske”. Godt nok meget på én gang.

Det skyldes, at vi mener at ægteskabet er givet os af Gud, og at Gud befaler os at holde hans bud, de ti, vi kender så godt

Det er væmmelig moralisme ifølge pastor Høgh:

”Kristus gav ikke nogen lære om menneskelivet – heller ikke ægteskabet – men mødte nogle mennesker med sygdomme og rodede, forpjuskede liv og vaklende hjerter. Han gav dem ikke en røffel, men tilgivelse.”

Aldrig nogen røffel! Gud skælder altså aldrig ud, men er som anden antiautoritær pædagog forstående og ligeglad.

Skønt for os. For så behøver vi jo ikke tænke på, hvordan vi opfører os over for andre. Vi kan bare blæse på vores nærmeste, vores ægtefælle og udfolde os som vi har lyst til. Enhver, der kommer og siger vores selvudfoldelse imod, er nypuritanske og sure halvkatolikker.

Hvor bekvemt, at man som præst kan fodre sin menighed med præcis det samme, som de hører alle andre steder i dag, fra selvhjælpsguruer til dameblade, blot tilsat en omgang tilgivelse som et yderligere krydderi. Har du lyst, har du lov! For du er da bare et stakkels, forpjusket lille menneske, der ikke rigtig kan gøre for, at tingene kikser for dig og du kommer til at træde på dine nærmeste.

Sådan lyder borgerliggjort kristendom i dag. Det er den slags, man i Tidehverv har kaldt antinomisme, dvs. en kristendom uden forkyndelse af, at du skal leve op til Guds krav til dig, hans lov, hans nomos. I antinomismen forvinder det ubekvemme og i øvrigt håbløst umoderne ord ”synd” fra præstens prædiken, eller reduceres til en tom term, eller til ”det er synd for”. Som hos Marie Høgh med hendes stakkels, stakkels ”små forpjuskede mennesker” med deres stakkels små ”vaklende hjerter”, som Jesus heldigvis aldrig kunne drømme om skælde ud.

Det kunne han nu faktisk godt, og forkyndelsen af Guds lov er da også helt afgørende.

For hvis man fjerner Guds krav på os fra kristendommen, så bliver kristendommens hovedbudskab totalt meningsløst. For er der ingen lov er, er der ingen synd, og er der ingen synd er – hvad er der så at tilgive? Hvad skal vi så med syndernes forladelse?

Den bliver jo inderligt overflødig – hvad den da også er for mange.

Lige præcis den udskridning har Tidehverv altid været opmærksom på.

Derfor var ord som Guds ”befaling”, Guds dom, og lydighed mod hans fordring tilbagevendende udtryk hos første generation af Tidehverv. Heriblandt Tidehvervs-teologen K. Olesen Larsen.

I en artikel om ægteskabet langer han ud mod den opfattelse, at man bare kan skifte sin partner ud, når man føler, man har behov for det. Det er et udtryk for, at ”at man slet ikke føler sig ansvarlig”, men opfatter ægteskabet

”som et eksperiment: går den, så går den; hvis man ikke føler sig ”tilfredsstillet” i sit ægteskab, så mener man, at man selvfølgelig er berettiget til at trække sig ud af det; for hele livet, menneskene, ægtefællen er naturligvis til for at de skal tilfredsstille en”. Ægteskabet en samvittighedssag,  Fra Esajas Kirken

Denne selvrealiseringstankegang, der er endnu mere udbredt i dag end dengang ordene blev skrevet, er helt gal ifølge Olesen Larsen (sikke en væmmelig moralist!)

For ægteskabet bæres nemlig ikke af følelsen, men af forpligtelsen. Vi er kaldet til ansvar over for Gud, og ”ægteskabet betyder virkelig en beslutning om at gå ind under forpligtelsen til at dele sorger og glæder, til at stole på hinanden, til at bære livets byrder – i stedet for at stille krav til hinanden.”

Olesen Larsen polemiserer derfor også imod dyrkelsen af ”stemninger, erotiske og andre,” og af ”beruselsen” og følelsen af ”lykke” som grundlag for ægteskabet og henviser til Sigrid Undsets ægteskabsbeskrivelser. En forfatter, der ikke bare var halv- men helkatolik.

Derfor er det ret besynderligt, at Marie Høgh netop trækker denne artikel af Olesen Larsen frem som støtte for sin påstand om, at man er en moralistisk forræder mod det oprindelige Tidehverv, hvis er modstander af homovielser. Hovedargumentet for homovielser er jo, at vielsen er en ”kærlighedsfejring” hvorfor alle der elsker hinanden ret til at blive viet – den dyrkelse af følelsen, som Olesen Larsen netop vender sig imod.

Det er da en ærlig sag at nærme sig mainstream, som Marie Høgh gør for tiden.

God fornøjelse med det.

Men at kalde dem, der fortsat går imod tidsånden og fastholder Guds lov og ægteskabet som gudgivet, for anti-tidehverske halvkatolikker, holder ikke en meter.

Opprinnelig i Jyllands-Posten 6. mai