Sidste weekend skiftede min Facebook pludselig kulør. Den ene Facebook-ven efter den anden følte sig kaldet til at give deres profilbilleder en regnbuefarvet baggrund for at vise, hvor begejstrede de var over, at USA’s højesteret har givet homoseksuelle ret til at gifte sig, som det så overfladisk blev præsenteret i danske medier.
Alle pæne mennesker var glade.
 
At markere støtte til homo- vielser er stort set lige så kontroversielt som at yde støtte til Røde Kors.
 
Anderledes i 1930’ernes Danmark, hvor en dansk folkekirkepræst var ved at miste sit embede, fordi han var homoseksuel, og hvor den Tidehverv-præst, Tage Schack, der lånte ham sin prædikestol for at vise ham sin støtte, også selv satte sit embede på spil.
 
Dengang var alle pæne mennesker forargede over, at et sådant menneske kunne optræde i kjole og krave. I dag vil de samme være forargede over, at en person, der ikke vil vie homoseksuelle, kan optræde i kjole og krave.
 
Sådan kan folkestemninger komme og gå, men sagligheden skulle gerne bestå.
 
 
Og sagen i sidste uges nyhed fra USA er en anden mindre glædelig. Det drejer sig ikke blot om at give homoseksuelle ret til at blive gift, nej, det er noget meget mere, USA’s højesteret har gjort: Hen over hovedet på alle folkevalgte har højesteretten, med det smallest mulige flertal, foretaget en historisk omdefinering af ægteskabet.
 
Og hermed afgjort, at alle fra nu af skal rette ind efter denne omdefinering, der bryder med 2.000 års vestlig tradition.
 
Det var ikke uden grund, at en af de fire højesteretsdommere, der stemte imod afgørelsen, bagefter betegnede beslutningen som »en trussel mod det amerikanske demokrati«. Når en forsamling af ikkefolkevalgte vælger at optræde som lovgiver og tilsidesætte politikerne, er det ikke ligefrem, hvad man forstår ved en demokratisk opførsel.
 
Lad os se på baggrunden: I et årti har kampen om ægteskabsdefinitionen bølget frem og tilbage i USA. I 2008 kom det til en folkeafstemning i Californien, hvor et flertal stemte for at fastholde den klassiske definition af ægteskabet. Argumentationen var, at alene det klassiske ægteskab, defineret som et forhold mellem én mand og én kvinde, er ”en afgørende samfundsinstitution”, og at kampen for homoseksuelles rettigheder ikke måtte føre til en opløsning og omdefinering af denne samfundsinstitution.
 
Det burde være overflødigt at tilføje, at det at være tilhænger af dette ikke er ensbetydende med at fordømme homoseksualitet.
 
Når det alligevel er nødvendigt at understrege det, skyldes det, at de professionelle frontkæmpere for homoægteskaber har gjort, hvad de kunne for at sætte lighedstegn mellem primitiv homofobi og modstand mod omdefineringen af ægteskabet. Man er et dårligt menneske på linje med en racist, hvis man vender sig imod deres synspunkter.
 
Ud fra denne tankegang førtes der i 2014 en boykotkampagne mod den nyudnævnte direktør i firmaet Mozilla, Brendan Eich, alene fordi han havde doneret 1.000 dollars til den californiske kampagne mod homovielser. Efter blot en uges aggressiv Twitter-kampagne var denne højt respekterede topchef fyret. Den vellykkede heksejagt har fået mange med samme synspunkter til at klappe i.
 
Og nu har højesteretten så enevældigt besluttet at tilsidesætte vælgernes afgørelse i de forskellige stater. Ovenikøbet i tolerancens navn.
 
Spørgsmålet bliver, om den regnbuefarvede fremtid byder på tolerance overfor dem, der holder fast ved den vestlige ægteskabsdefinition, eller om de skal til at forberede sig på en tilværelse som et marginaliseret og forfulgt mindretal i Guds eget land. Jeg frygter det sidste.
 
Katrine Winkel Holm er præst og medudgiver af Tidehverv og formand for Trykkefrihedsselskabet.
 
ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629