Gjesteskribent

Myndighetene i land som Danmark, Frankrike, Storbritannia og Italia opplever stadig problemer med å få utvist utenlandske statsborgere som er vurdert som uønsket eller en trussel mot rikets sikkerhet. Dagens demokratiske system tillater en politisk vedtatt utvisning av for eksempel terrormistenkte utlendinger, men er likevel i høy grad blitt avhengig av hva domstoler – som landets Høyesterett, EF-domstolen og Menneskerettsdomstolen i Strasbourg – måtte ha å si om saken. I flere tilfeller har politiske utvisningsvedtak blitt omstyrtet av landets jurister og dommere.

I Storbritannia pågår det en regelrett maktkamp mellom britiske dommere og regjeringen om hvem som skal bestemme politikken i forhold til terrorister og terrormistenkte. Et av de mest groteske eksemplene er rettsavgjørelsen som løslot mannen som kalles al-Qaidas åndelige leder i Europa, Abu Qatada. Qatada er dømt til lange straffer i hjemlandet Jordan for å ha vært innvolvert i terroraksjoner begått der i 1998. Han kom til Storbritannia som asylsøker i 1993 på et forfalsket pass fra De forente Arabiske Emirater. Risikoen for en eventuelt hardhendt behandling gjorde at han vant retten til ikke å bli utvist. Regjeringen har inngått avtaler med berørte land i Midtøsten og Nord-Afrika om at utviste ikke skal tortureres, men domstolene underkjenner disse avtalene. Qatada hevdet samtidig at det er i strid med menneskerettighetene å bli sittende i varetekt, og domstolen ga ham medhold og løslot ham. Følgelig flyttet Qatada rett inn i sin romslige 8 millioners leilighet i Acton i London, der han og hans familie lever på britiske skattebetaleres regning – beregnet til over 50.000 pund årlig. I tillegg vil det koste 500.000 pund i året å overvåke mannen som av en dommer ble beskrevet som «et ekstremt farlig individ» 24 timer i døgnet.

Uvegerlig melder spørsmålet seg: bør sikkerhetspolitiske avgjørelser overlates til jurister i et demokrati?

Højesterets dilemma

Av Kai Sørlander

Kommentar: Enten giver man terrorsigtede udlændinge mindre retssikkerhed end danske statsborgere, eller også lader man domstole tage afgørende sikkerhedspolitiske beslutninger.

For et par uger siden bestemte Højesteret, at sagen om varetægtsfængslingen af de to tunesere, som PET afslørede i færd med at planlægge at myrde bladtegneren Kurt Westergaard, skulle gå om ved by- og landsret. Efter Højesterets mening havde de lavere instanser stolet for meget på PET og Justitsministeriet. PET skulle fremlægge mere af sit bevismateriale, hvis sagen skal holde. Det er nu sket, og i tirsdags opretholdt Københavns Byret varetægtsfængslingen på basis af det nye materiale, som PET fremlagde.

I sin kendelse slog Højesteret også fast, at Kurt Westergaard med sin tegning af Muhammed med en bombe i turbanen har fået sådan symbolsk betydning for ytringsfriheden, at et forsøg på at dræbe ham på grund af denne tegning skal betragtes som terror og ikke blot som en alvorlig forbrydelse. Her gik Højesteret imod den ene af sagens forsvarere. Der står direkte i kendelsen: »Højesteret finder, at drab på en person for at have tegnet en af disse tegninger, må anses for et forsøg på at skræmme befolkningen, begrænse ytringsfriheden og forhindre den offentlige debat. På denne baggrund kan en person, der planlægger et sådant drab, med rette anses for en fare for statens sikkerhed«.

Vi lever i et land, hvor det ikke kan kræves, at vi nødvendigvis skal mene det samme som Højesteret. Så det er vor ret – og til dels også pligt – at tænke efter, om Højesterets afgørelse står til troende. Som allerede sagt plæderede forsvaret for, at der »blot« var tale om en almindelig forbrydelse imod en civil person. Og der er flere jurister med speciale i menneskeretsjura, der har hævdet, at det er en rimelig og acceptabel fortolkning. Men hvorfor indtog Højesteret så et andet standpunkt? Herpå findes ikke noget entydigt juridisk svar. Der findes ikke nogen logisk tvingende juridisk argumentation for, at folk, der planlægger et mord på en person som Kurt Westergaard, skal anses som terrorister og som en fare for statens sikkerhed og ikke blot som almindelige forbrydere. Hvad man mener i den sag er til syvende og sidst udtryk for en politisk vurdering.

Det vil sige, at når Højesteret anerkender, at sagen imod tuneserne angår landets sikkerhedspolitik, så tager den politisk stilling. Følgelig ville Højesteret også have taget politisk stilling, hvis den havde anset sagen for en ganske almindelig kriminalsag. Selve afgørelsen af, om sagen er af sikkerhedspolitisk betydning, må være en sikkerhedspolitisk afgørelse. Det, som Højesteret har brug for i sin afgørelse, er derfor heller ikke først og fremmest juridisk ekspertise, men politisk dømmekraft.
Om Højesteret har ret i sin afgørelse, afhænger derfor også af en politisk vurdering. Og for mit eget vedkommende er jeg enig i Højesterets vurdering. Havde Højesteret haft en anden mening, ville jeg have rystet på hovedet over dens skræmmende politiske naivitet. Så jeg drager selvfølgelig et lettelsens suk over Højesterets kendelse, men tænker samtidig på, hvor pinagtigt det ville have været, hvis vi havde haft en Højesteret med mindre politisk realitetssans.

Og så må vi forstå, at der er en vigtig følge af Højesterets kendelse. Når sagen om udvisningen af de to tunesere har sikkerhedspolitiske konsekvenser, så betyder det, at den instans, som vurderer bevisernes stilling, og som afgør udvisningen, tager en sikkerhedspolitisk beslutning. Den tager ikke kun en beslutning, som angår tunesernes retssikkerhed, men også en beslutning, som angår landets sikkerhedspolitik. De to ting kan ikke holdes ude fra hinanden.

Så hvem skal afgøre den egentlige sag om udvisningen af de to tunesere? Skal vi fortsat acceptere den nuværende praksis, som siger, at tuneserne kan udvises efter en politisk afgørelse i Justitsministeriet og Integrationsministeriet, eller skal vi i stedet give tuneserne øget retssikkerhed igennem en særlig uafhængig domstolsprøvelse? Hvis man gør det sidste, så må man også acceptere, at en sådan domstol kommer til at tage sikkerhedspolitiske beslutninger. Øget retssikkerhed for tuneserne betyder, at sikkerhedspolitiske beslutninger flyttes fra politikere til juridiske domstole. Enten giver man terrorsigtede udlændinge mindre retssikkerhed end danske statsborgere, eller også lader man domstole tage afgørende sikkerhedspolitiske beslutninger.

Begge alternativer er »urene«. Det ene er ikke principielt bedre end det andet. Der er flere, som har argumenteret for, at man fuldstændig svigter retsstaten, hvis man ikke giver terrorsigtede udlændinge ganske samme retssikkerhed som danske statsborgere. Men heroverfor kan man med lige så stor ret hævde, at man fuldstændig svigter demokratiet, hvis man overlader det til jurister at tage sikkerhedspolitiske beslutninger. Hvis det ene er en fare for retssikkerheden, så er det andet en fare for demokratiet.
Når der ikke er nogen principielt rigtig løsning, må vi begrunde vor stillingtagen pragmatisk og ud fra vore historiske erfaringer.

Og hvad siger vor erfaring så med hensyn til at overlade politiske beslutninger til jurister? Har vi sådanne erfaringer? Det har vi til en vis grad i den måde, hvorpå der i det seneste par generationer er blevet ført indvandringspolitik i Europa. Det har været næsten umuligt at diskutere denne politik seriøst, fordi man altid stod med truslen om, at en stramning ville blive dømt ude af Menneskeretsdomstolen i Strasbourg. I lang tid blev ethvert forsøg på at diskutere sagen substantielt og under hensyntagen til indvandringens realistiske sociale konsekvenser trumfet med en henvisning til, hvad Menneskeretsdomstolen ville dømme. Man undertrykte den åbne diskussion og den frie demokratiske afgørelse og underkastede sig i stedet et juridisk hegemoni. Hele denne konstruktion har været til umådelig skade for en seriøs og ansvarlig indvandringspolitik i Europa og Danmark.

Dette erfaringskompleks giver for mig at se grund til at nære mistillid til konstruktioner, som overlader politiske afgørelser til jurister. I den konkrete situation foretrækker jeg derfor også, at vi bibeholder det nuværende system, hvor terrormistænkte udlændinge kan udvises efter en politisk beslutning, uden speciel uafhængig juridisk prøvelse. Hvis man vil anklage mig for, at jeg dermed svigter retsstaten, så vil jeg svare, at man i modsat fald svigter det historisk givne demokrati, som man er en del af.

Denne vurdering indebærer ikke, at jeg har ubegrænset tillid til de demokratisk valgte politikere. For det har jeg ikke, og jeg ved, at de kan begå fejl. Men for politikere gælder, at de står til politisk ansvar for vælgerne. Og efter min opfattelse er det en misforståelse at ville erstatte dette ansvar med et ansvar over for en juridisk domstol, som ikke står til ansvar for vælgerne. For en sådan domstol kan også tage fejl, og hvem retter så den?

Der er to væsentlige grunde til at tage afstand fra sådanne politiske domstole. Den ene er, at de ødelægger den politiske diskussion, som er demokratiets livsnerve. I stedet for at diskutere terror- og indvandringspolitik substantielt og realistisk, diskuterer man det ud fra forventninger om, hvad domstolen vil dømme. Det betyder, at man afskærer sig fra at høre, hvad der faktisk rører sig i befolkningen, for i stedet at give domstolen den afgørende stemme.

Den anden grund er, at en sådan domstol selv bliver en magtfaktor med sine egne politiske interesser. Den dømmer ikke kun ud fra et abstrakt hensyn til det principielt og konkret rigtige, men også ud fra et hensyn til hævdelsen af sin egen og sin stands magt.

Derfor er vi demokratisk set allerede anbragt i en pinefuld knibe. Om vi kan opretholde vort nuværende system, som tillader politisk udvisning af terrormistænkte udlændinge, afhænger ikke kun af vor egen demokratiske afgørelse. Det afhænger derimod af, hvad domstole – vor egen Højesteret eller Menneskeretsdomstolen i Strasbourg – kan finde på at dømme. Hvorfor skal disse domstole have den magt? Hvorfor tror man, at deres ekspertise er særlig god til at foretage de konkrete politiske afvejninger mellem retssikkerhed og sikkerhedspolitik? Hvorfor skal man ikke mistro dem for at ville styrke deres egen stands magtposition i forhold til politikerne og den almindelige vælgerskare og derfor være mere tilbøjelig til at kræve juridisk prøvelse? Når de udadtil siger, at de gør det af hensyn til retssikkerheden, hvorfor skal man så ikke mistænke dem for, at deres reelle grund er at ville sikre juristerne den afgørende politiske magt i samfundet? Hvorfor skal man ikke være bange for en sådan magtkorruption? Spørgsmålet bør i sig selv være nok til at vække den bekymrede eftertanke.

Kai Sørlander er filosof og forfatter. Han har blant annet utgitt boken
Forsvar for rationaliteten – Religion og politikk i filosofisk perspektiv.

Kronikken ble første gang publisert i BerlingskeTidende 16 juli 2008, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.