Gjesteskribent

Når vi taler om politik og demokrati, kommer vi meget hurtigt til at tale om rettigheder. Ikke alene politiske rettigheder, men også sociale rettigheder. Dermed risikerer vi at underminere demokratiet.

Det mener filosoffen Kai Sørlander, der i sin nyeste bog Den politiske forpligtelse har sat sig for at undersøge en række fundamentale spændinger i vores samfund, herunder bl.a. forholdet mellem religion og politik, mellem jura og politik og mellem ytringsfrihed og demokrati – alt sammen ud fra en filosofisk, spørgende metode.

Jeg har bedt filosoffen om at løbe spændingerne igennem én efter én, men først skal vi høre, hvem bogen – med hans egne ord – er skrevet op imod.

I bogens afsluttende bemærkninger opregner Kai Sørlander to modstandere. Den ene er de venstreorienteredes tro på et multikulturelt samfund; den anden er de konservatives bestræbelse på at bevare det monokulturelle samfund. Ligger Sørlander sig lunt midt imellem de to – eller hvordan skal hans politiske geografi forstås?

Det, jeg er imod, er relativismen, som hævder, at vi ikke kan nå til erkendelser – også politiske – som er universelle og hævet over kultur. Logisk set er udsagnet om, at alt er relativt, selvmodsigende, fordi det tvinges til selv at gøre krav på at have den universelle gyldighed, hvis mulighed det benægter. Jeg er imod denne relativisme, både når den giver sig udtryk i en venstreorienteret multikulturalisme, som ikke vil give det enkelte land ret til at forsvare sin egen kultur, og når den giver sig udslag i en konservativ – eller højreorienteret – kulturrelativisme, som benægter at en universel rationalitet er mulig.

Er det to lige store onder?

Det er klart, at den venstreorienterede form af kulturrelativismen umiddelbart er den mest farlige, fordi den fører til opløsning af den indre samforståelse i samfundet og dermed til større usikkerhed i de nære miljøer. Men den højreorienterede kulturrelativisme er også farlig, fordi den forkaster selve det, som måske er det allervigtigste, som vi har nået i den vestlige kultur: Det, at vi systematisk har forsøgt at stille rationelle krav til vor erkendelse af verden og til vor politiske aktivitet, og at den vestlige kultur dermed har kunnet hæve sig op over sig selv til universelt gyldige erkendelser. Hvad enten det så gælder kvantemekanik, generel relativitetsteori eller en sekulær demokratisk samfundsorden.

Hvordan kommer spændingsforholdet mellem religion og politik til udtryk – og hvad er demokratiet forpligtet på?

Demokratiet bygger på en rationel fordring om borgernes grundlæggende ligeværdighed. Det er altså et forsøg på at indrette samfundet rationelt. Og det følger af ligeværdigheden, at folk som udgangspunkt skal have ret til at danne sig deres egen mening, og at der altså skal være ånds- og dermed også religionsfrihed. Det vil sige, at vi hver især personligt har ret til at tro på noget, der ikke kan begrundes rationelt.

Religionsfrihed, siger du. Andre kræver religionslighed, dvs. at kristendommen ikke skal nyde fortrin i Danmark, sådan som det er tilfældet i dag qua folkekirkeordningen…

I og med at vi anerkender religionsfrihed som en selvstændig ret, så betyder det, at vi ikke må bruge vor egen religion til at begrunde, hvorledes de love, som skal gælde for alle uanset religion, skal være, for så krænker vi andres religionsfrihed. Fra kravet om religionsfrihed kan vi altså slutte os til et krav om adskillelse af religion og politik. Og rent faktisk er religioner forskellige med hensyn til, hvor let de har ved at acceptere denne adskillelse. Det går glat for protestantisk kristendom, men det er meget svært for islam. Det følger af den radikale forskel mellem Jesu liv og forkyndelse på den ene side og Muhammeds på den anden. Derfor er det også meget vigtigt, at vi forstår, at vi udmærket kan fastholde vor religionsfrihed uden også at kræve religionslighed.

Hvorfor er det så vigtigt?

Det er vigtigt, fordi det betyder, at der ikke er noget principielt til hinder for, at vi kan fastholde vor folkekirkeordning, og at vi altså kan fastholde en særstilling for den religion, som har medvirket til, at vi har kunnet udvikle en sekulær demokratisk orden i vort land. Når vi har evnet det, så skyldes det ikke, at vi i grunden er mere rationelle end folk i andre kulturer, men at vi har haft en religion, som har hjulpet os. På den baggrund er det dybt irrationelt, hvis vi politisk udvider kravet om religionsfrihed til også at indbefatte religionslighed. Hvad kan være mere irrationelt end at kræve, at vi politisk skal behandle den religion – protestantisk kristendom – som faktisk har hjulpet os til at kunne udvikle en sekulær demokratisk samfundsorden, på ganske lige fod med en religion som f.eks. islam, der aldrig selv har vist, at den kan udgøre et troværdigt grundlag for en sådan politisk orden?

Mange er nok enige om, at parlament og domstole er to vigtige søjler i en retsstat. Men hvad er vigtigst i et demokrati, når det kommer til stykket?

Et demokrati kan ikke opretholde sig selv, hvis der ikke er et komfortabelt flertal, som føler sig forpligtet på dets værdier og er villige til at kæmpe for dem. Et ordentligt retsvæsen er også nødvendigt, men det kan ikke skabe demokrati. Vi har nu konstrueret et system, hvor vi har sat Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg over vort demokrati. Det har udviklet sig således, at domstolen nu har sat sit eget politiske skøn over demokratiets.

Kan du give et eksempel?

Det sker f.eks., når domstolen sætter sin egen vurdering af, hvornår det er berettiget at udvise kriminelle udlændinge, i stedet for en politisk bestemt vurdering. Eller når domstolen alene vil se det muslimske tørklæde som et religiøst symbol og ikke vil acceptere, at det opfattes som udtryk for en politisk ideologi, der kræver, at lovene skal bestemmes efter islamiske retningslinjer, og som derfor er i direkte modstrid med grundlaget for en sekulær demokratisk samfundsorden. Så bliver den domstol, der var tænkt som et værn for demokratiet, i stedet til en fare for det.

Du beskæftiger dig også i din bog med forholdet mellem demokrati og ytringsfrihed. Hvad ligger der i det, du kalder det “demokratisk kloge” standpunkt?

Som borgere i et demokrati bør vi ikke først og fremmest have holdninger til de politiske problemer. Det gælder ikke om så hurtigt som muligt at finde frem til en holdning. Først skal vi være villige til at indgå i en debat om problemerne og høre de forskellige argumenter, og så skal vi efter gennemtænkning og i lyset af, hvad der kræves for at opretholde den sekulære demokratiske samfundsorden med dens indre sikkerhed, tage vor beslutning. Det er det ideelle.

Hvad så med virkelighedens verden?

Her har vi set en degeneration, som på den ene side skyldes, at medierne er blevet hurtigere. Den tid til eftertænksomhed, som man tidligere fik foræret af de langsomme medier, skal man nu kæmpe for. Og tænker man for meget og er for langsom med at komme med sit bidrag, så er debatten allerede videre. Det andet er, at debatten også er blevet mere præget af underholdning. Bliver det for kedeligt, så forsvinder seerne. Men i stedet for at indtage hurtige meninger burde vi opleve spændingen ved at forsøge at finde ud af, hvad vi egentlig bør mene, når vi tænker over sagen.

Hvordan oplever du bloggosfæren – er den en del af problemet eller af løsningen?

Den har både negative og positive sider. Som hovedregel er den præget af, at det skal gå hurtigt, med den konsekvens, som jeg lige har beskrevet. Desuden kan folk, som går ind i et ensidigt blogunivers, føre hinanden ud i større ekstremisme.

Når det er sagt, så har vi også set, hvorledes en politisk konsensus selv i ellers velfungerende demokratier kan udelukke, at væsentlige spørgsmål – som f.eks. indvandringsspørgsmålet i alle dets forgreninger – kommer til alvorlig diskussion i de herskende medier. Eliten har ment, at sådanne spørgsmål helst burde holdes ude af debatten. Du har selv i din bog om Sverige givet et eksempel. I den situation tror jeg, at den alternative diskussion på bloggene har haft en positiv funktion for demokratiet. Den har udstillet den fordomsfulde begrænsning i den ‘officielle’ debat og derfor åbnet vejen for en dybere politisk refleksion. Så i modsætning til de filosofiske spørgsmål, som er kernen i min bog, har dette spørgsmål ikke noget entydigt svar.

Kai Sørlander: Den politiske forpligtelse. Det filosofiske fundament for demokratisk stillingtagen, 280 sider, 299 kr., Informations Forlag

Mikael Jalving er historiker, kommunikasjonsrådgiver og foredragsholder. Han har blant annet utgitt bøkene Absolut Sverige, Mig og Muhammed (2010) og Magt og ret. Et opgjør med Godheden (2007), og har den faste bloggen Frontalt i Jyllands-Posten.

Artikkelen Demokrati er ikke et tag-selv-bord ble første gang publisert i Jyllands-Posten 20. april 2011, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.