Gjesteskribent

Av Kai Sørlander – Filosof og forfatter

Selvfølgelig skal kristendommen ikke nævnes som værdigrundlag for EUs forfatning. Det udelukker religionsfriheden. Til gengæld vil der være al mulig grund til at nævne den som historisk forudsætning for, at forfatningens sekulære demokratiske værdier slog rod i de gamle EU-lande. I modsætning til islam spiller kristendommen en positiv rolle for en demokratisk udvikling. Men her bevæger vi os ind på et farligt område.

Europa står over for en væsentlig politisk selvrefleksion. Skal kristendommen nævnes i EU-forfatningen, og i givet fald hvorledes? Spørgsmålet rammer ind i centrum af, hvorledes Europa og EU bør opfattes. 11 ud af 14 danske EU-parlamentarikere har skrevet under på en erklæring om, at kristendommen ikke skal nævnes. De mener ikke, at en sådan reference er berettiget i en forfatning. Men hvad er egentlig argumenterne for og imod? Der er to typer. For det første er der dem, som helt principielt angår en demokratisk samfundsordens værdigrundlag. Og for det andet er der dem, som specielt angår kristendommens rolle i forhold til, at netop de europæiske samfund har udviklet sig i demokratisk retning.

Ser vi først på demokratiets værdigrundlag, så bygger det på en idé om politisk ligeværdighed. Om ikke andet er vi alle lige på valgdagen. Desuden bygger det på en idé om religionsfrihed. Alle, som vil, har ret til at skifte tro. Fra disse to præmisser – demokrati og religionsfrihed – kan vi slutte, at vi ikke bør begrunde vor politiske holdning til, hvorledes lovene i samfundet bør være, på vor religion. For i modsat fald forsøger vi at tvinge andre ind under denne religion; og så bryder vi deres religionsfrihed. Et demokrati, som også har religionsfrihed, må være sekulært. Der skal herske en grundlæggende enighed om, at lovene skal være menneskeskabte og fremgå gennem en demokratisk proces. Populært sagt skal man betale for sin religionsfrihed mod til gengæld at acceptere, at man ikke i den politiske debat bør bruge sin religion som værdigrundlag for sin argumentation.

Men hvad skal de demokratiske borgere bygge deres politiske holdning på, når det ikke må være deres religion? Hvad skal så være deres politiske værdigrundlag? Den eneste rationelle mulighed er, at de bygger på demokratiet og den politiske ligeværdighed selv. Deres yderste politiske hensyn bør være det sekulære demokratis egen opretholdelse. Kun således kan dette demokrati fungere som en konsistent politisk orden.

Således er vort politiske system rent principielt bygget op. Som et demokrati med religionsfrihed anerkender vi, at vi ikke bør begrunde vor politiske holdning på vor religion, men at vi bør begrunde den på en forpligtelse til at opretholde det sekulære demokrati. Dette er vort fælles demokratiske værdigrundlag, som vi har fået overleveret og skal føre videre. Men kan vi det? Er vi kloge nok? For at besvare det spørgsmål må vi vende os til historien. Hvorledes er vi overhovedet kommet dertil, hvor vi er kommet? Hvorfor har vi netop i Europa indefra fået udviklet en relativt velfungerende demokratisk orden? Hvorfor skete denne udvikling ikke i stedet i en af de andre store kulturer? Hvorfor skete den fx ikke i den islamiske verden?

Her må det afgørende spørgsmål være: Hvorledes har vi i Europa fået de grundlæggende idealer om politisk ligeværdighed, og om at lovene skal være menneskeskabte, ind i hovederne på den almindelige befolkning? Og hvorfor fik man ikke samtidig de samme idealer ind i hovederne på den almindelige befolkning i den islamiske verden?

Når spørgsmålet stilles således, så er det mest naturligt at søge svaret i de ideer, som de respektive befolkninger allerede havde i deres hoveder. Altså i de ideer, som de havde med deres religioner – henholdsvis kristendommen og islam. Gør kristendommen det lettere at få idealerne om politisk ligeværdighed, og om at lovene skal være menneskeskabte, ind i hovederne på den almindelige befolkning? Og gør islam det sværere?

For at kunne afgøre den sag må vi se nærmere på de centrale budskaber i kristendommen og islam. De budskaber, som er udtrykt i henholdsvis Det Nye Testamente og Koranen. De budskaber, som for kristendommens vedkommende er indeholdt i Jesu liv og forkyndelse, og som for islams vedkommende er indeholdt i Muhammeds liv og forkyndelse.

Det er karakteristisk for Jesus, at han giver afkald på al jordisk magt. Han er hverken politisk eller militær leder. Og han forkynder nogle radikale bud, som ikke kan gøres til politisk lovgivning. Krav om, at man skal vende den anden kind til, og at man skal elske sin fjende. På sådanne krav kan man ikke bygge politi og domstole. Men han forkynder også, at alle er lige for Gud. Dermed åbner hans forkyndelse for de demokratiske idealer om politisk ligeværdighed og om, at lovene skal være menneskeskabte. For de radikale kærlighedsbud betyder kun, at man aldrig kan påberåbe sig at have Gud på sin side i en politisk strid; ikke, at man ikke skal indgå i sådanne stridigheder, når man ikke kun skal forsvare sig selv, men også sine medmennesker og sit samfund.

Ganske modsat for Muhammed. For det første er Muhammed ikke kun religiøs forkynder; han er også samtidig politisk og militær leder. Og han forkynder nogle realisable guddommelige love, som skal gælde for samfundet og dets medlemmer. Her er ingen adskillelse mellem religion og politik. Her modsiges ideen om, at lovene skal være menneskeskabte. Samtidig gør Koranens guddommelige lovgivning forskel mellem muslimer og vantro og mellem mænd og kvinder. Så her er der heller ikke umiddelbart plads til ideen om en elementær politisk ligeværdighed for alle uanset tro og køn.

Et nøgternt blik kan således konstatere, at kristendommen og islam er forskellige med hensyn til, hvor let de lader sig forene med kravene til en rationel demokratisk samfundsorden. Hvor det ikke er noget problem at forene Jesu liv og forkyndelse med disse krav, så er det et stort problem at forene Muhammeds liv og forkyndelse med kravene. Det er et faktum.

På den baggrund er det naturligt at tro, at kristendommen har haft en positiv indflydelse på, at vi i Europa har fået de demokratiske idealer ind i hovederne på den almindelige befolkning. For idealerne var der allerede som kim med kristendommen selv. Og modsvarende: Når den islamiske verden har så svært ved at skabe levedygtige demokratier, så skyldes det i væsentlig grad, at islam på forhånd har fyldt hovederne på den almindelige befolkning med ideer, som står i vejen.

Det er en helt naturlig erkendelse, som tager hensyn til de faktiske forhold i den verden, hvori vi lever, og som vi burde have med i vor kamp for bevarelsen af vor rationelle demokratiske orden. Men her svigtes vi på det groveste af det store flertal af vore politikere og intellektuelle. De kan ikke se, at der er forskel på, hvor let henholdsvis kristendommen og islam lader sig forene med en rationel demokratisk samfunds­orden. Og de kan ikke se, at denne forskel har haft afgørende indflydelse på, at der i dag eksisterer relativt velfungerende demokratiske systemer i den kristne verden, men slet ikke i samme grad i den islamiske. Tværtimod så forkaster de hele dette nødvendige historiske perspektiv.

Her er vi tilbage ved spørgsmålet, om kristendommen bør nævnes i en kommende EU-forfatning. Og nu er svaret klart. Den bør selvfølgelig ikke nævnes som værdigrundlag for forfatningen. Det udelukker religionsfriheden. Til gengæld vil der være al mulig grund til at nævne den som historisk forudsætning for, at forfatningens sekulære demokratiske værdier slog rod i de gamle EU-lande. For forstår vi ikke denne særhed, så kan vi i blinde ødelægge forudsætningerne for, at vi kan bevare en relativt velfungerende demokratisk samfundsorden. For det var ikke vor særlige rationalitet, der var den væsentligste betingelse for, at vi udviklede denne orden. Det var vor særlige religion. Og den erkendelse kommer ikke fra religionen, men fra rationaliteten.

Men her bevæger vi os ind på et farligt område. På det seneste har EU udstukket nogle retningslinier for, hvorledes islam skal omtales. Formålet er at undgå, at islam sættes i forbindelse med terrorisme. Hvad så med de problemer, som følger af, at en sekulær demokratisk orden vanskeligere lader sig forene med en islamisk befolkning end med en kristen, alene fordi islam i sin kerne indeholder en politisk lovgivning, mens kristendommen ikke gør det? Skal de problemer også»løses« ved at forbyde, at de omtales? Er det derfor, at man heller ikke ønsker at nævne kristendommen som en historisk forudsætning for Europas vej til de demokratiske værdier?

Kronikken er gjengitt i sin helhet med forfatterens tillatelse, og ble opprinnelig publisert i Berlingske Tidende 12 april 2007.