Gjesteskribent

Asger Aamund misfortolker forholdet mellem kristendom og oplysningstid, skriver Kai Sørlander . Og han overser de grundlæggende forskelle mellem kristendom og islam. Hvor en reformation, der går tilbage til Jesu liv og lære, fører til en sekularisering af det politiske, så fører en reformation, der går tilbage til Muhammeds liv og lære, til en islamisering af det politiske.

Af KAI SØRLANDER, filosof

I en kommentar den 2. maj hævder Asger Aamund, at hvis islam og demokrati er uforenelige størrelser, må det samme også gælde kristendommen. Han giver en rent historisk argumentation for denne opfattelse og indleder med at pege på, at kristendommen i de første mange år af sin historie absolut ikke førte til demokratiske tilstande i noget land. Det var først, da kristendommens budskab møder »oplysningstidens progressive politiske ideer«, at den moderne demokratiske stat grundlægges. Indtil dette møde var kristendommen i daglig praksis en lovreligion, men derefter blev den »delt i to, således at loven blev en del af den sekulære stat, og religionen blev tilbage som en personlig trossag«. Det var altså, fordi kristendommen mødte en afgørende modspiller udefra – oplysningens ideer – at den blev tvunget til at acceptere sekulariseringen af det politiske. Og når islam hidtil ikke har gennemgået samme proces, så er det, fordi islam endnu ikke har været så heldig at møde oplysningens ideer.

Principielt er der altså ingen forskel mellem de to religioners indre potentiale for at kunne forenes med en sekulær demokratisk samfunds orden.
Dette er Asger Aamunds genfortælling af den historie, som vi lever på ryggen af.
Den bygger som sagt på, at der ikke er nogen grund til at tro, at den indholdsmæssige forskel mellem kristendommen og islam har spillet nogen rolle i den forskellige politiske udvikling i den kristne og i den islamiske verden. Men for at kunne afgøre, om denne forudsætning er korrekt, er vi nødt til kort at markere forskellen mellem kristendommen og islam.

Den kan helt elementært udtrykkes således: Mens kristendommen bygger på Jesu liv og forkyndelse, som gengivet i Det Ny Testamente, bygger islam på Muhammeds liv og forkyndelse, som gengivet i Koranen og hadith-samlingerne. Og er der noget, der er forskelligt, så er det dette. Såvel Jesu liv som hans forkyndelse adskiller sig radikalt fra Muhammeds liv og forkyndelse. I sit liv gav Jesus fuldstændigt afkald på politisk magt, og til slut lod han sig modstandsløst føre til korset. For Muhammed var der derimod ingen forskel mellem religion og politik, og han var selv både religiøs, politisk, militær og juridisk leder. Der er ingen magtdeling i hans eksempel. Og hvad angår forkyndelsen, så giver Jesus bud som »elsk din fjende«, »vend den anden kind til« og »døm ikke«. Disse bud kan ikke gøres til politisk lovgivning, fordi de som sådan vil undergrave enhver statsmagt. Hvad gavn gør en hær, som vender den anden kind til? Muhammed er derimod en praktisk politiker, som giver bud, der kan realiseres politisk. Han påbyder en konkret straffelovgivning, og han fastsætter nogle simple forskelle mellem mænd og kvinder og mellem muslimer og ikke-muslimer.

Disse forskelle mellem kristendommen og islam ligger helt centralt i religionerne. Og hvis vi tager dem alvorligt, kan vi fortælle den historie, som fører til, at vi i vor del af verden har udviklet en relativt velfungerende sekulær demokratisk orden, på en helt anden måde end Asger Aamund.

I den nye fortælling spiller den kristne reformation en central rolle. Det afgørende er, at Luther bruger Det Ny Testamente til at fjerne grundlaget for pavens magt. Det er fra kristendommens egen kerne i Jesu liv og lære, at Luther henter sin argumentation imod det herskende kirkelige hierarki. I første omgang førte Reformationen til, at kirkens magt overgik til kongen; men den samme logik, der fører til forkastelsen af paven som religiøs topfigur, må også føre til forkastelsen af, at kongen kan have en sådan funktion. Samtidig er det en del af Reformationens projekt, at Bibelen oversættes til nationalsprogene, og at den med bogtrykkerkunstens hjælp gøres til folkeeje. Dermed sættes folket selv i stand til at forholde sig til Jesu forkyndelse og til at vurdere deres magthavere i forhold til denne forkyndelse. Det er om noget et radikalt grundlag for en sekularisering af det politiske.

På denne baggrund ser historien ikke ud, som Aamund gengiver den. Så forstår vi, at det ikke nødvendigvis kun er således, at kristendommen er blevet tvunget til at acceptere adskillelsen af politik og religion som følge af mødet med oplysningens ideer. Det samme krav om adskillelse af religion og politik kommer faktisk implicit fra Jesu eget liv og forkyndelse.

Set i det lys bliver det endda troværdigt, at man skal vende forholdet om og henvise til kristendommen i forklaringen på, hvorfor oplysningens ideer netop slog igennem i vor del af verden. Så sker dette gennembrud i Europa, fordi kristendommen, som det viser sig i Reformationens dynamik, selv medvirker til at sekularisere det politiske. Og så er oplysningens ideer blot udtryk for sekulariseret kristendom.
I forlængelse heraf har vi også en forklaring på, hvorfor den islamiske verden aldrig fik en tilsvarende radikal oplysningstid. Det hænger sammen med, at reformationer i islam har en helt anden politisk dynamik end den kristne reformation.

Og det hænger igen sammen med den radikale forskel mellem Jesu liv og lære på den ene side og Muhammeds på den anden. Hvor en reformation, der går tilbage til Jesu liv og lære, fører til en sekularisering af det politiske, så fører en reformation, der går tilbage til Muhammeds liv og lære, til en islamisering af det politiske. Det er således ikke, fordi den islamiske verden endnu ikke har haft sine reformationer, at den ikke indefra har udviklet noget stabilt sekulært demokrati. Det er, fordi dens reformationer snarere fører til wahabisme og dermed til Saudi-Arabien end til et moderne sekulært demokrati.
På dette grundlag må vi konkludere anderledes end Aamund. Så kan vi ikke slutte, at fordi kristendommen faktisk har ladet sig forene med en sekulær demokratisk orden, kan islam også gøre det samme. Så må vi tværtimod erkende, at en afgørende del af forklaringen på, hvorfor vor del af verden har udviklet sig til at være sekulære demokratier, mens den islamiske verden aldrig indefra har udviklet sig i samme retning, netop ligger i den centrale indre forskel mellem kristendommen og islam.

Heraf følger ikke, at det så er umuligt for muslimer at blive demokrater, eller at det er umuligt for islamiske lande med tiden at udvikle sig i retning af sekulære demokratier. Den udvikling er blot meget sværere for muslimer og muslimske lande.
Det skyldes ganske simpelt, at hvis muslimerne skal falde til i en sekulær demokratisk samfundsorden, så skal de modsige deres egen religion på helt centrale punkter; specielt på kravet om at ville bestemme lovgivningen i samfundet. Dette problem har den kristne ikke. For ham kommer kritikken imod en særlig kristen lovgivning allerede fra Jesu liv og lære.

Derfor skal vi også forstå, at når vi beder muslimer om at blive demokrater – og om at acceptere ikke-muslimer som ligeværdige – så beder vi dem om at modsige nogle helt centrale lærdomme i deres egen religion. De skal gøre noget, som de kristne ikke tilsvarende behøver at gøre, fordi deres religion har en helt anden central kerne. Det skridt kan individuelle muslimer lettere tage end muslimske samfund. Og nu ved vi i hvert fald, hvor svært det er at bringe demokrati til lande som Irak og Afghanistan. Men hvad med muslimer, der har valgt at slå sig ned i den vestlige verden? Jeg er selvfølgelig fuldstændig enig med Aamund i kravet om, at de skal indrette sig efter den sekulære demokratiske orden, og at de derfor skal opgive de dele af deres religion, som er uforenelig med denne orden. Men jeg er nok mindre optimistisk end Aamund med hensyn til, om de kan og vil efterkomme dette krav. Her står vi over for en politisk vurdering, som det er farligt at gøre sig for let. Og jeg er desuden bange for, at Aamunds forsimplede opfattelse af den udvikling, som har ført til etableringen af vor sekulære demokratiske samfundsorden, også vil føre til, at der trækkes nogle forkerte grænser i forsvaret for denne samfundsorden.

»Heraf følger ikke, at det så er umuligt for muslimer at blive demokrater, eller at det er umuligt for islamiske lande med tiden at udvikle sig i retning af sekulære demokratier.
Den udvikling er blot meget sværere for muslimer og muslimske lande.