Sakset/Fra hofta

Vi kjenner det direkte demokrati i greske bystater, men kristendommen har faktisk betydd mye for utviklingen av demokrati den også, hevder den danske filosofen Kai Sørlander i sin siste bok. Både to-regimentslæren og likeverdstanken er sterke impulser.

KAI Sørlander – Danmarks eneste filosof, som han er blevet kaldt – har en pointe, som er hørt før, men som sjældent har været genstand for så tør, ordentlig, klinisk og uhysterisk behandling. Han mener, at det skyldes kristendommen, at demokratiet har slået rod i Vesten fremfor på andre dele af kloden. Og at det omvendt skyldes islam, at demokratiet ikke har vundet fodfæste i den muslimske verden.

Han når frem til den konklusion ved at udrede de to religioners ideologier – hvad de har at sige om den praktiske politiks gennemførelse og om de love, som samfundet skal leve efter. Islam har som bekendt et udførligt regelsæt, sharia kaldet, mens det for kristendommen gælder, at den er apolitisk. Man kan ikke udlede konkrete love af Det nye Testamente, snarere det modsatte: Jesus gjorde op med guddommelige love og indstiftede den såkaldte toregimentelære: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Ud af denne tvedeling er der opstået et rum for den religionsuafhængige stat og for menneskeskabte love. Og så indfører Jesus en lighedstanke, som er fundamentet for demokratiet.

Omstridt er den pointe af grunde, som Kai Sørlander for det meste selv foregriber og tager stilling til. Ateister og sekularister vil således nok mene, at han smykker kristendommen med lånte fjer. De klerikale kræfter i Europa gjorde, hvad de kunne for at bremse sekulære ideer, vil de indvende. Det modsiger Sørlander ikke, men for ham er det interessante ikke, at pavemagten og andre gejstlige forsøgte at forhindre opfindelsen af den moderne stat. Det interessante er, at de gav efter.

Det gjorde de, fordi de i modsat fald skulle skændes med Jesu egen forkyndelse, skriver Sørlander. Ideen om adskillelsen af religion og politik bar gudesønnens vandmærke. Derfor er Luther den store reformator i verdenshistorien, ikke de franske oplysningstænkere. Den tyske munks opråb om at vende tilbage til kilderne, til skrifterne selv, førte til den vestlige verdens sekulære stater. Eller sagt mere beskedent, kristendommen stod mindre i vejen, skriver Sørlander.

Omvendt er de demokratiseringstendenser, som man trods alt har set i den muslimske verden sket på trods af Koranen – ikke på grund af den. Der findes intet i de muslimske kilder, som kan begrunde en adskillelse af gudgivet lovsamling og et menneskeskabt regelsæt. Religion er politik. Heller intet som kan begrunde at stille alle lige for loven. I Koranen står muslimer over alle andre lovgivningsmæssigt.

Vil man reformere de muslimske samfund, må man tolke sit religiøse udgangspunkt meget kreativt. For kreativt, måske. I hvert fald kan det konstateres, at den muslimske verden stadig har til gode at vise bare ét vellykket eksempel på en oplyst demokratisk stat, som holder politik og religion adskilt.

Derfor har det været ulig meget sværere for oplysningstænkningen at vinde indpas i muslimske lande, mener Sørlander. Reformisterne har ikke Muhammed på deres side. Derudover var der en tilskyndelse til at bruge sværdet for at udbrede islams velsignelser til verden, hvor der hos Jesus tværtimod lød en opfordring til at afstå fra vold. Muhammed var sejrrig hærfører; Jesus lod sig føre til sin egen henrettelse uden at gøre modstand. Hos ham var det ordet, som skulle bære forkyndelsen ud til alverden. Han afstod fra militær og politisk magt.

SKAL man købe Sørlanders sammenligning, må man også købe hans argument om, at religioner spiller en meget større rolle for vores bevidsthed, end vi gør os begreb om. Mange europæiske akademikere og politikere har haft den opfattelse, at religioner blot var noget, som skulle overvindes, og at trosretninger i deres essens var ens. I dag kan vi se, at den indstilling var forkert – og farlig, skriver han.

Her bliver Sørlander så polemisk, som hans tilstræbte videnskabelighed overhovedet tillader: »Jeg betragter fornægtelsen af, at religioner (og kulturer) er forskellige med hensyn til, hvor let eller svært de lader sig forene med en rationel demokratisk samfundsorden, som en politisk illusion. En illusion af samme kaliber som troen på det socialistiske samfunds velsignelser.«

Vi må forstå, at det er sværere at integrere end somalier end en chilener i Danmark, simpelt hen fordi de er oplært i helt forskellige – religiøse og politiske – måder at tænke på. Deri ligger der ingen fordom, skriver Sørlander, blot en konstatering. Det er tværtimod en fordom og en nedvurdering at tro, at islam er ligesom kristendommen. Vi kan ikke gøre noget ved konflikten med den muslimske indvandring, før vi erkender, at også islam er en del af problemet. Den muslimske tro indeholder et radikalt andet bud på, hvordan samfundet skal styres. Det gør den kristne ikke.

Derfor må vi holde op med at tro, at det er let at opdrage nytilkomne til et rationelt demokrati. Det er det ikke, formaner han. Af samme grund giver det mening at begrænse indvandringen, så vi undgår at gøre problemerne større, end de allerede er.

Det skinner igennem, at Kai Sørlander er pessimist. Han tvivler på, at vi finder en løsning på problemet med den muslimske indvandring, men her er han vist mere principrytter end realist. De fleste muslimer har ikke et dogmatisk forhold til deres egen religions politiske aspirationer og lever udmærket i en modsigelse mellem deres tro og et irreligiøst rationelt demokrati. Mennesker er bøjelige væsner.

Desuden er der i Vesten opstået en gruppe af trodsige, modige, veltalende og veluddannede kulturmuslimer, som afviser sharia, og som har taget et heftigt opgør med den islamiske fundamentalisme; Ibn Warraq, Wafa Sultan, Ayaan Hirsi Ali og Irshad Manji, for at nævne de mest toneangivende. De har på få år rykket hele debatten. Denne interne og løfterige muslimske kulturkamp nævner Sørlander stort set ikke.

Det er en fordomsfri bog, Sørlander har skrevet. En af de bedste i Danmark om tidens store emne.

Kristendommen stod mindre i vejen

Af KLAUS WIVEL

WEEKENDAVISEN – NR. 11, 14. – 20. marts 2008

Kai Sørlander: Forsvar for rationaliteten – Religion og politik i filosofisk perspektiv. 232 sider. Kr. 248. Informations Forlag.