Gjesteskribent

Eliten bruger religionsfriheden til at undergrave forudsætningerne for, at religionsfriheden fortsat kan opretholdes. I en blind tro på et falsk ideal.

De vestlige demokratier er på vej ned ad slisken – hjulpet godt på vej af politiske ledere gjort af en ganske anden støbning end Winston Churchill. En vildtvoksende velfærdsstat forankret i offermentalitet og rettighedskultur har produceret borgere, som dårligt tåler modstand, nederlag eller afsavn. I denne narcissistiske sump skal demokratierne sideløbende håndtere en indvandring fra tredje og fjerde verdenslande, som er helt ude af kontrol.

Hvad gør vi?

Det første er at fastslå – og konstant formidle – et par historiske sandheder. F. eks. at velfærdsstaten ikke er en naturlov. F. eks. at vores sekulære demokratier ikke er kommet med posten, men er et resultat af en specifik historisk udvikling. F. eks. at vi kun kan bevare demokratiet, hvis den enkelte borger tager demokratiet på sig som en daglig forpligtelse. Hvad der helt præcist ligger i denne forpligtelse, har filosoffen Kai Sørlander udfoldet i sin seneste bog «Den politiske forpligtelse», som undersøger forholdet mellem økonomi, politik, jura, religion, demokrati og ytringsfrihed. Først lægger han det filosofiske fundament, siden analyseres den virkelige verdens forudsætninger for, at den sekulære demokratiske samfundsorden kan overleve:

Et stabilt og vedholdende flertal skal være forpligtet på at opretholde den demokratiske orden

Politisk ligeværdighed. Når den politiske ligeværdighed udmøntes i flertalsstyre, opretholdes ligeværdigheden kun, hvis flertallet tager politiske beslutninger, som opretholder den.

Ytringsfrihed – som forbyder censur, men ikke kritik. På den ene side indebærer ytringsfriheden, at der skal være religionsfrihed: Frihed til at bekende sig til hvilken som helst religion eller til ingen religion overhovedet. På den anden side indebærer ytringsfriheden forskningsfrihed: Frihed til at følge en rational, videnskabelig, konsistent sandhedssøgen derhen, hvor den måtte føre.

En demokratisk orden kan kun sikre religionsfrihed, såfremt borgerne er i stand til at adskille deres politiske forpligtelse fra deres religiøse forpligtelse. Man kan ikke forsikre, at man anerkender de andres religionsfrihed, hvis man ikke samtidig forstår, at man argumenterer uden vægt for de andre, hvis man argumenterer ud fra sin religiøse tro. Man kan ikke kræve, at andre undlader at krænke ens religiøse følelser, for så krænker man disse andres religions- og ytringsfrihed.

Demokratiet skal have plantet sine værdier i hovedet på de kommende generationer. Dvs. sikre at der er institutioner, som kan sørge for, at der til stadighed (ud)dannes folk, så systemet kan fungere på længere sigt.

I praksis må et demokrati have grænser. Det må gælde de personer, som lever inden for et på forhånd afgrænset territorium.

Åbenhed (for f.eks. politiske flygtninge) bør kun gælde så langt, som det er foreneligt med demokratiets indre stabilitet og sociale sikkerhed. Økonomiske overvejelser er uundgåelige.

Sørlander rejser spørgsmålet: Hvorfor er det primært i de vest- og nordeuropæiske lande, at man har fået de ideer (som en sekulær demokratisk samfundsorden bygger på) ind i den almindelige befolknings hoveder? Altså ideerne om politisk ligeværdighed og adskillelse mellem religion og politik? Svaret må søges i protestantisk kristendom, fordi:

Jesus formulerer ikke noget politisk program.

Af Jesu liv og virke kan udledes en fordring om ligeværdighed.

Over for Gud kan ingen påberåbe sig særstilling.

De indirekte politiske konsekvenser af Jesu forkyndelse viser sig at passe som fod i hose til de grundlæggende betingelser for en demokratisk samfundsorden. Den bygger nemlig på de to krav: Kravet om politisk ligeværdighed og kravet om adskillelse mellem politik og religion.

Den politiske elite forstår tilsyneladende ikke denne sammenhæng, men sætter islam og kristendom på fællesnævner, mens den tillægger sine opponenter et forkasteligt menneskesyn.

Den politiske elite foretrækker at værne om de illusioner, som forhindrer den i at tage de nødvendige skridt til at forsvare egne sekulære institutioner. Eliten har ikke forstået, at alle religioner ikke har det samme potentiale for at kunne forenes med en sekulær demokratisk orden. Den samme vildfarelse lider Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol af. Sagt med andre ord: Eliten bruger religionsfriheden til at undergrave forudsætningerne for, at religionsfriheden fortsat kan opretholdes. I en blind tro på et falsk ideal.

Vesten står i et selvskabt politisk dilemma, fordi ledende politikere og ”intellektuelle” ikke forstår kristendommens afgørende historiske betydning for, at vores samfund har udviklet en sekulær, demokratisk orden. Oven i købet kæmper den samme elite for at trænge kristendommen endnu længere tilbage og stille den lige med andre religioner, mens den totalt overser forskellen mellem personlig godhed og politisk godhed. Men det er jo som bekendt heller ikke eliten, der skal bære de sociale konsekvenser af dens destruktive beslutninger.

De europæiske demokratier hjælper ikke resten af verden ved at ødelægge sig selv. Men i samme grad som man slækker på erkendelsen af, at demokratiet er en rational politisk forpligtelse, som kræver viden og modenhed af den enkelte, i samme grad svækker man selve demokratiet.

Det er i vores del af verden, at vi har været bedst til at realisere principperne for en rational demokratisk samfundsorden. Det har at gøre med vores kultur og vores historie. Derfor skal kristendommens særstilling bevares, hvad enten man er troende eller ateist. Ikke for troens skyld, men for demokratiets – som forpligter til rationalitet.

Og her kommer så endelig den gode nyhed: Rationalitet er ikke bundet af kultur. Den er alene bundet af logik – og erfaring. Det forstod Winston – og kors, hvor jeg mangler ham.


Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 3. juli 2011, og er gjengitt i sin helhet på document med forfatterens vennlige tillatelse.