Gjesteskribent

Engang var eliterne kristne, nationale og rationelle. I dag er de liberale og hykleriske.

Danmarks mest aktuelle filosof, Kai Sørlander, har skrevet nok en bog. Denne gang hævder han, at vi er oppe mod vores mangel på rationalitet.

omslag.Fornuftens_111

Kampen gælder intet mindre end fornuftens skæbne. Mød forfatteren til ”Fornuftens skæbne – tanker om menneskets vilkår”, der netop er udkommet på Informations Forlag.

Kai Sørlander, du har delt din bog op i to dele, den første om vores arv, den anden om vore valgmuligheder. Du lader til at være pessimistisk på fornuftens vegne. Hvorfor?

»Jeg er pessimistisk for så vidt, at vi ikke er nået frem til at opbygge vor rationelle demokratiske samfundsorden, hvor vi giver hinanden politisk ligeværdighed og religionsfrihed alene ved hjælp af vores fornuft. Tværtimod er vi kun nået frem til at indrette samfundet efter disse rationelle principper, fordi vi er blevet hjulpet af vor religion: protestantisk kristendom. Og spørgsmålet er så, om vi har rationalitet til at opretholde den rationelle demokratiske orden, når vi ikke længere understøttes af protestantisk kristendom.

I dag ser vi jo, at de teorier, som i stedet vokser frem og besætter elitens hoveder, såsom kulturrelativisme og postmodernisme er opfattelser, der benægter, at man overhovedet kan begrunde universelle politiske fordringer rationelt. Og har man så den styrke, der skal til, for at man fortsat kan indrette samfundet, så det giver os politisk ligeværdighed og religionsfrihed – og dermed så det giver os de elementære forudsætninger for, at vi hver især kan udvikle vor egen selvkritiske fornuft?«

Hvordan kommer irrationaliteten til udtryk?

»Den kommer bl.a. til udtryk i de inkonsistente filosofiske positioner, jeg nævnte før. Derudover kommer irrationaliteten til udtryk i troen på, at alle religioner politisk vil opføre sig ligesom protestantisk kristendom.

Hvor den før kom til udtryk i troen på, at man igennem en revolution kunne skabe en funktionsduelig socialistisk orden, kommer den nu snarere til udtryk i troen på, at markedet i sig selv er i stand til at sikre rigdom, frihed og retfærdighed, og at enhver politisk regulering af markedet er farlig.«

Du beskriver den liberale asylpolitik som et højmoralsk eksperiment af sjældne dimensioner. Hvem er dens agenter – og hvad er konsekvensen?

»Den højmoralske asylpolitik er blevet gennemtrumfet af den politiske og intellektuelle elite og gjort til et menneskerettighedsspørgsmål, som er hævet over demokratisk politik.

Højmoralsk asylpolitik indebærer, at enhver, som er politisk forfulgt i sit hjemland, har ret til at søge og få asyl i et vestligt demokrati.

Den forudsætter altså, at de vestlige demokratier kan bære konsekvenserne af politisk forfølgelse overalt i verden. Denne forudsætning er naturligvis højst problematisk. Alligevel er den aldrig blevet diskuteret åbent i de vestlige demokratier.

Når elitens eksperiment overhovedet lod sig gøre, så skyldtes det bl.a., at det ikke var dens egne medlemmer, som bar højmoralens konsekvenser. Det var i stedet de socialt svageste medborgere, fordi det var i deres boligområder, at de mindst integrerbare kom til at bo.

Det var derfor disse boligområder, som især blev påvirket af den liberale asylpolitik, og som efterhånden ændredes radikalt både med hensyn til kultur og etnisk sammensætning.

Da de oprindelige beboere protesterede mod denne udvikling, som ofte gjorde dem til mindretal i deres eget nærmiljø, blev de hånet af eliten og kaldt racister og fremmedhadere. Men der kan næppe være tvivl om, hvad eliten ville have gjort, hvis det var den selv, som skulle have smagt konsekvenserne af sin egen politiske godhed.«

Du er og bliver pessimist?

»Filosofien forudsiger ikke, hvordan kampen vil ende. Det er kun fremtiden, som kan vise, om de vestlige demokratier kan overleve det hykleri, som deres politiske og intellektuelle elite har udvist – og for en stor del stadig udviser.«

 

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten 28. februar 2014.

Les også

-
-
-
-
-