Sakset/Fra hofta

I tiden efter Anden Verdenskrig fik den politiske og intellektuelle elite i Vesten den idé, at det var de vestlige demokratiers forpligtelse at bære konsekvenserne af politisk forfølgelse overalt på kloden. Det blev stadfæstet i konventioner, som man satte over demokratiet, og som krævede, at demokratierne skulle give asyl til politiske flygtninge, ligegyldigt hvorfra de kom.

Set i det lange historiske perspektiv har det relativt hurtigt ført til en større befolkningsforandring i de europæiske demokratier. De har givet asyl til mange folk, som var fremmede for den demokratiske kultur, og som ikke forstod det lokale sprog og de lokale skikke.

Naturligt nok har disse folk haft svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet, og økonomisk var de derfor fortrinsvis henvist til at bo blandt underklassen. Ergo var det den svageste del af den oprindelige befolkning, som måtte bære den tungeste del af asylpolitikken.

Det var deres boligområder, som blev præget af de største kulturelle modsætninger, hvor utrygheden også voksede. Og da de ikke har kunnet protestere ved at flytte til andre og dyrere boligområder, har de i stedet protesteret ved at bruge deres demokratiske stemme. De har støttet politiske partier, som ville begrænse modtagelsen af asylansøgere, som ikke umiddelbart kunne integreres i samfundet.

I princippet svarer denne politiske position til det forbehold, som er indbygget i skattesystemet, og som indebærer, at de velstillede kun kommer til at yde til det fælles bedste – derunder også asylpolitikken – under den forudsætning, at de selv bevarer deres plads i indtægtshierarkiet, og altså selv har råd til at bo, hvor de ikke skal belastes med uintegrerbare naboer, som lige har fået asyl. Moralsk set har den velstillede, som lever i skjul af det skattepolitiske forbehold, ikke grund til at føle sig bedre end den svagere medborger, som han overlader at bære den tungeste del af asylpolitikken, og som bruger sin demokratiske ret til at protestere.

Dette er en elementær indsigt, som sætter eliten i et realistisk forhold til dens svagere medborgere. Men desværre har eliten i de europæiske demokratier levet i en selvbedragerisk forestilling om, at den selv var god, når den gik ind for en liberal asylpolitik. Og den intellektuelle elite konfronterede ikke den politiske elite med selvbedraget, fordi den også selv lå under for det.

Derfor blev et parti som Dansk Folkeparti fra begyndelsen betragtet som racistisk og fremmedfjendsk. Og det samme gjaldt tilsvarende partier i andre europæiske lande.

Der skulle hård kamp til, før elitens fordomme blev skudt igennem, og der bredte sig en almen forståelse for, at DF udtrykker en legitim demokratisk bekymring, som hverken kan betegnes som racistisk eller fremmedfjendsk. I hvert fald er elitens selvbedrag ikke længere så tungt, som det før var.

MED undtagelse af Sverige. Her lever den politiske og intellektuelle elite stadig i en boble, hvor man er racist og fremmedfjendsk, hvis man er af den overbevisning, at landet umuligt kan klare, at den nuværende asylpolitik fortsætter. Sverigedemokraterna, som er Dansk Folkepartis svenske sidestykke, holdes ude af samarbejdet i Riksdagen, fordi alle de andre partier er enige om at anse dem for racistiske. Og de få intellektuelle, der har forsøgt at sætte gang i en realistisk og åben demokratisk debat om indvandringspolitikken, er foreløbig blevet frosset ude.

Det er Sveriges tragedie. Derfor er denne bog så vigtig. Den er skrevet af Karl-Olov Arnstberg, som er professor i etnologi, og Gunnar Sandelin, som er journalist, og den forsøger at belyse alle de fakta, som skal med i en rationel stillingtagen til den svenske asylpolitik. Bogen indeholder kapitler om indvandringens omfang og karakter, om dens omkostninger og om den kriminalitet, som indvandrerne begår. Desuden fortæller den om de teknikker, hvormed asylansøgere kan bedrage sig til opholdstilladelse, og om de organisationer, som mod betaling bringer asylansøgerne frem til Sveriges grænse. Og komplementært til alt dette dokumenterer bogen også, hvorledes den svenske debat om asylpolitikken er blevet undertrykt. Folket skulle ikke høres, men opdrages. I den forbindelse sluttes med et kapitel om forskellen mellem Danmark og Sverige.

Som det siges i undertitlen, er bogen en saglig rapport fra en forrykt tid. Fra en tid, hvor eliten var fanget i en illusion om, at den selv var god, jo mere den gik ind for en liberal asylpolitik.

Om bogen får punkteret illusionen og sat gang i den nødvendige demokratiske indvandringsdebat i Sverige, er det endnu for tidligt at spå.

Men den er i hvert fald selv et udtryk for, at noget er på vej. Hvis blot der er andre i den intellektuelle elite, som griber tråden, og som når frem til at forstå den afgrundsdybe forskel mellem den analyse, som her præsenteres, og den højreekstremisme – og egentlige racisme – som vi helt naturligt bør forene os imod, så er meget nået. Så kan den demokratiske diskussion begynde.

KARL-Olov Arnstberg og Gunnar Sandelin: Invandring och mörkläggning – En saklig rapport från en förryckt tid. 396 sider. Debattförlaget.

Opprinnelig trykket i Weekendavisen.