Gjesteskribent


Foto: Snaphanen

Sagen om de afviste irakiske asylansøgere har aktualiseret spørgsmålet om det berettigede i at begå civil ulydighed. Findes der overhovedet en højere moral, som man har ret til at påberåbe sig, når man begår civil ulydighed imod, hvad et demokratisk flertal beslutter?

Av Kai Sørlander – filosof og forfatter

Spørgsmålet om civil ulydighed er igen blevet aktuelt. Denne gang skyldes det især postyret omkring de afviste irakiske asylansøgere. Da de stod til at skulle tvangshjemsendes, besatte de en kirke for at skabe opmærksomhed om deres sag. Og et betydeligt mindretal af den danske befolkning har sluttet op om dem og mener, at hjemsendelsen er umenneskelig, og at irakerne bør have asyl af humanitære grunde. Derudover er der så en lille del af befolkningen, som er villige til at gå endnu længere. De forsøger aktivt at forhindre irakernes hjemsendelse ved at hjælpe med til at skjule dem for de danske myndigheder. Dermed involverer de sig i civil ulydighed. Hvorledes skal det bedømmes?

For at kunne besvare det spørgsmål må vi begynde med at gøre os klart, hvad der ligger i begrebet civil ulydighed. Grundlæggende indebærer dette begreb, at der er tale om en moralsk konflikt. De borgere, der begår civil ulydighed, sætter sig op imod statsmagten, fordi denne efter deres mening handler imod en højere moral. Det er deres forpligtelse på denne højere moral, som berettiger dem til at overtræde statens bud og begå civil ulydighed. Ganske i overensstemmelse med dette skema mener de folk, der skjuler de afviste irakere, at den danske stat handler umoralsk, når den vil tvangshjemsende irakerne; og de anser sig selv for at stå for en højere moral, når de forhindrer staten i at udføre sin beslutning.

Det centrale spørgsmål er så, om der findes en sådan højere moral, som borgerne kan påberåbe sig, når de trodser statsmagtens bud. Findes den i sagen om de afviste irakiske asylansøgere? Hvad siger den? Og hvorledes begrundes den?

På dette punkt er det vigtigt at inddrage, at vi lever i et demokrati, og at staten altså står for det demokratiske flertal. Når man som borger i et demokrati begår civil ulydighed, så trodser man det demokratiske flertal. Men findes der overhovedet en højere moral, som man har ret til at påberåbe sig, når man begår civil ulydighed imod, hvad et demokratisk flertal beslutter?

Det kan vi først vide, når vi ved, hvilken moralsk vægt, der ligger bag demokratiet og det demokratiske flertal. Demokratiet bygger på en moralsk fordring om, at vi som borgere er ligeværdige uanset køn, race, religion eller social klasse. Det er denne ligeværdighed, der medfører, at de politiske beslutninger bør tages igennem en demokratisk procedure, hvor vi alle er forpligtede på at bevare den demokratiske orden. Vi får politisk ligeværdighed og skal til gengæld betale med at anerkende andre som ligeværdige. Kun således hænger demokratiet sammen.

Så er spørgsmålet, om man overhovedet kan være medlem af en sådan demokratisk orden og samtidig være berettiget til at begå civil ulydighed imod denne orden? Som sagt er man som medlem forpligtet til at anerkende sine medborgere som ligeværdige uanset køn, race, religion og social klasse. Deri ligger, at man skal anerkende sine medborgeres religionsfrihed. Og deri ligger igen, at man ikke bør medvirke til at underlægge dem love, som man begrunder i sin egen religion. Det vil sige, at man bør adskille sin politiske forpligtelse fra sin religiøse forpligtelse. Og det vil igen sige, at hvis man begår civil ulydighed, så bør man ikke begrunde det med religiøse argumenter.

Positivt er der kun én ting, der kan berettige et medlem af en demokratisk samfundsorden til at begå civil ulydighed. Det er, hvis det herskende flertal selv handler i modstrid med demokratiets eget etiske grundlag. Altså, hvis det herskende flertal vedtager eller fastholder love, som fratager en gruppe medborgere deres politiske ligeværdighed. I den forbindelse kan man pege på, at civil ulydighed har haft en berettiget funktion i kampen for kvindernes politiske ligeværdighed.

Den konkrete sag drejer sig så om, hvorvidt man på dette grundlag er berettiget til at bruge civil ulydighed for at trodse afvisningen af de irakiske asylansøgere. Det kritiske punkt er, hvad demokratiets eget etiske grundlag – kravet om politisk ligeværdighed mellem dets borgere – implicerer med hensyn til, hvorledes man bør forholde sig til udenlandske asylansøgere. I den forbindelse bør vi holde os for øje, at en konkret fungerende demokratisk samfundsorden må være udviklet historisk inden for nogenlunde veldefinerede geografiske rammer. Det gælder Danmark, såvel som andre fungerende demokratier. Det er under disse betingelser, at vi skal udlede, hvad demokratiets etiske grundlag implicerer med hensyn til, hvorledes det bør forholde sig til fremmede, som vil have asyl.

Umiddelbart kan siges, at demokratiet bør forholde sig til dette spørgsmål under hensyntagen til opretholdelsen af den demokratiske orden. Det bør altså ikke tillade en indvandring, som kan forventes at ville undergrave den demokratiske orden. Og det bør derfor ikke modtage flere asylansøgere, end det kan integrere i en velfungerende demokratisk orden. Helt grundlæggende er det altså berettiget at sætte en grænse. Det er berettiget at opstille visse kriterier, som skal opfyldes af dem, som skal have asyl, og at afvise dem, som ikke opfylder betingelserne.

Derfor kan man ikke påstå, at det danske demokrati rent principielt handler imod demokratiets eget etiske grundlag ved at afvise de irakiske asylansøgere og ved at kræve, at de rejser hjem. Tværtimod kan man hævde, at flertallet netop handler i overensstemmelse med dette grundlag, i og med at de forsøger at sikre, at demokratiet også kan opretholdes i fremtiden. Set i det lys er det tværtimod dem, der begår civil ulydighed, som handler i modstrid med demokratiets etiske grundlag. På to måder. For det første ved at støtte en asylpolitik, som kan ende med at undergrave den orden, som demokratiet forudsætter. Og for det andet ved selv at handle udemokratisk. Hermed giver de et eksempel, som også kan bruges af deres politiske modstandere. Hvorfor nøjes de ikke med at protestere inden for det demokratiske systems rammer? Vil de selv acceptere, at folk, som ønsker en endnu strammere asylpolitik, begår civil ulydighed?

Når det kommer til vurderingen af de reelle konsekvenser af den førte asylpolitik, kan det være svært at afgøre, hvem der har ret. Vi må henholde os til den egenskab, der kendes som moden dømmekraft. Og den tilstiller os ikke at tro for meget på den menneskelige natur. Derfor bør vi nære en vis naturlig pessimisme med hensyn til muligheden for at opretholde en stabil demokratisk orden. Problemet med dem, der begår civil ulydighed for at forhindre udvisningen af de afviste irakere, er, at de ikke tager denne pessimistiske bekymring alvorligt, og at de ikke forstår, at den kan være lige så dybt etisk rodfæstet, som deres egen optimisme er.

Det er nødvendigt at forstå, at vi må føre politik under hensyntagen til menneskets begrænsede godhed. Det gør vi, når vi indretter skattesystemet således, at indtægtshierarkiet bevares. Alt andet er urealistisk. Og at indtægtshierarkiet bevares betyder, at vi må regne med en social opsplitning. Der sker det, at de velstillede bor i de bedste boliger i de bedste områder, mens de svageste bor dér, hvor ingen andre vil bo.

Konsekvensen af dette bliver, at når landet modtager fremmede, der søger asyl, så vil disse først og fremmest komme til at bo blandt de svage, især i den første tid og så længe de er meget fremmedartede og svære at integrere. Følgelig bliver det de svageste, som i deres dagligdag kommer til at bære den største byrde ved integrationen af de fremmede. Det er dem – og ikke de velstillede – som får deres kulturelle netværk splittet. Da skærer det imod enhver moralsk retfærdighedssans at se velstillede være villige til at begå civil ulydighed for at gennemtvinge en liberalisering af asylpolitikken, hvis konsekvenser ikke først og fremmest bæres af dem selv, men af de svageste.

Kai Sørlander er forfatter og filosof, og har blant annet skrevet bøkene «Forsvar for rationaliteten – Religion og politik i filosofisk perspektiv», «Det uomgængelige» og «Den endegyldige sandhed», i tillegg til en lang rekke kronikker og artikler om aktuelle temaer i ledende danske medier.

Artikkelen «Civil ulydighed i et demokrati» ble første gang publisert i Berlingske Tidende 13. oktober 2009, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.