Gjesteskribent

Av PETER SKAARUP

Jeg troede ikke mine egne ører, da jeg forleden hørte om sagen, hvor en præst i den danske folkekirke efter sigende måtte fraflytte sin præstebolig på grund af chikane. Og jeg troede jeg havde slået op på udlandssektionen, da jeg i går morges tog hul på gennemgangen af bunken af søndagsaviser, da sagen desværre blev bekræftet.

Selv om situationen en artikel i B.T. beskrev, lød som noget fra en krigszone med religionskrig af den værste art, så var det desværre en sag fra vores eget lille land: Historien om sognepræst Ulrich Vogel, som efter 17 år i Tingbjerg i København, nu ser sig nødsaget til at forlade sin embedsbolig, og flytte væk. Det sker ikke, fordi han er træt af udsigten, eller søger nye udfordringer. Ulrich Vogel er simpelthen blevet jagtet ud af unge indvandrere i området, som med hærværk, trusler, indbrud, graffiti og anden chikane, har tvunget den ellers så energiske præst til at give op.

Gennem et år er præsteboligen med jævne mellemrum blevet hjemsøgt af ’ukendte gerningsmænd’, som har kastet flasker og lysstofrør mod huset og knust ruderne med sten. De har brudt ind i husets stuer, hvor en sofa er blevet flænset op, ledninger er blevet revet ud af væggene, og malerier er blevet ødelagt. En situation, som de færreste ville kunne leve med, og det er også derfor, at sognepræsten nu opgiver sin kamp, og flytter ud. Menighedsrådet er ikke i tvivl om, at det er bander af utilpassede unge indvandrere, som står bag den terror præsten har været udsat for. Hverken menighedsrådet eller sognepræst Ulrich Vogel ønsker at udtale sig i sagen af frygt for repressalier fra de førnævnte bander.

Som så mange andre danskere, så er jeg dybt chokeret over at læse om forholdene i Tingbjerg. Hvordan kan det være, at det i Tingbjerg er blevet indvandrerbanderne som styrer dagens orden, og gør livet uudholdeligt for de mange danskere, og også de velintegrerede indvandrere, som forsøger at få en hverdag til at hænge sammen. Det kunne lyde som om, at Tingbjerg er blevet ’opgivet’ af de sociale myndigheder, og man derfor lukker øjnene og håber på, at det hele vil løse sig selv med tiden. Det kunne også se ud som om, at man undlader at gribe ind, fordi man i Danmark har udviklet en forsigtighed over for indvandrere med muslimsk baggrund, fordi man risikerer at blive kaldt racist og andet grimt, hvis man mener der skal gribes ind.

Det er helt uacceptabelt, og fra Dansk Folkepartis side mener vi, at der skal slås hårdt ned på den slags opførsel. Hvis danske præster, og danskere i øvrigt, skal flytte ud og flygte fra et boligområde, eller en bydel, fordi unge med muslimsk baggrund skal have lov til at opføre sig som det passer dem, så har samfundet jo allerede givet op, og hvor ender vi så?

Tingbjerg står heller ikke alene. I Gellerup ved Århus har man haft tilsvarende problemer, ligesom Nørrebro er ved at udvikle sig til en krigszone, hvor almindelige mennesker snart ikke kan færdes, uden frygt for at blive ramt af kugler fra bandemedlemmers våben. Flere steder i landet er vi nået dertil, hvor brandfolkene kun tør slukke brande under politibeskyttelse.

Sagen fra Tingbjerg er alligevel ekstra iøjnefaldende, fordi den ikke handler om «normale» bølleoptøjer. Det er ikke en tilfældig borger det er gået ud over, uden at jeg mener, at det er i sin orden, at overfalde «tilfældige borgere». Det er dog bemærkelsesværdigt at offeret i det her tilfælde er en sognepræst; det er også en dansk folkekirke, og dens menighed, som bliver fysisk og psykisk nedbrudt. Det er grundstenen i den danske kultur, som muslimske bøller forsøger at knuse, og ingen tør gøre noget alvorligt ved sagen. At tie er lig med at samtykke, siger man. Det er vel et eller andet sted det præsten og menighedsrådet i Tingbjerg gør, når de ikke råber meget højt, og fortæller helt nøjagtigt, hvad det er der foregår i området, men i stedet ’ikke ønsker at udtale sig’. Ikke at jeg ikke har forståelse for, at de frygter banderne, men det er jo ikke en tilstand, som vi kan acceptere i vores danske velfærdssamfund. Velfærd er også et spørgsmål om, at man kan leve i et frit og trygt samfund uden risiko for chikane og overgreb. Derfor må politiet også være oppe på dupperne, så snart der sker anmeldelser af den slags chikane imod borgerne – uanset hvem der er tale om. Det kræver til gengæld også, at politiet har de nødvendige ressourcer og har politikernes opbakning, hvilket det mildest talt kniber med blandt de ledende politikere på Københavns Rådhus.

Det er nødvendigt, at der gribes ind i områder som Tingbjerg. Bøller skal stoppes, uanset hvilken religiøs baggrund de har. I sidste uge kom regeringen med en plan til bekæmpelse af ungdomskriminalitet. De mest omtalte punkter var forslag Dansk Folkeparti har talt for igennem lang tid: En sænkning af den kriminelle lavalder, og indførsel af elektroniske fodlænker/armbånd til de unge kriminelle, som beviseligt har behov for at blive overvåget 24 timer i døgnet. Forslaget mødte stor modstand fra især Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, som i stedet har foreslået, at man skal forebygge sig ud af problemerne. Ingen straf og ingen konsekvens for kriminel adfærd. Jeg synes, at Tingbjergsagen er et eksempel på, at det lige præcis ikke er nok med forebyggelse og venlig adfærd. Banderne i Tingbjerg har ingen respekt for, hvad der er almindelig fornuftig opførsel i et dansk samfund. De er til gengæld ikke i tvivl om, hvor deres voldelige opførsel kan gøre mest ondt. De har slået ned i hjertet af den danske kultur; og såret den danske Folkekirke. Derfor skal de stoppes. Om det er elektroniske fodlænker, samfundstjeneste eller fængsel, der skal til, kan man ikke sige på forhånd; det afhænger af den enkelte unge. Men redskaberne skal vi have; det ligger fast.

Forebyggelse skal der naturligvis også til, men vi er som repræsentanter for det danske samfund nødt til at gribe ind og sige stop.

Vi må ikke bare tie og samtykke!

Med venlig hilsen

Peter Skaarup

Dansk Folkeparti