Nytt

Politikens Olav Hergel har møtt Ulrich Vogel, presten som har måttet rømme sitt hjem og nå bor på hemmelig adresse. Bydelen Tingbjerg er blitt et symbol på hvilken vei integreringen går. Er Tingbjerg et unntak, eller er det et forvarsel? Mange føler nok det siste, og de er bange for fremtiden, også nydansker.

Fasade og virkelighet

Vogel sier at på overflaten, og på dagtid, virker alt normalt, nesten. Det kryr at integrasjonsprogrammer som avløser hverandre. Men når mørket faller på, endrer stedet karakter. Folk tør ikke gå ut av frykt for hva som kan skje.

Han taler om en bydel med to virkeligheder. En lys og grøn og venlig virkelighed, der om dagen er så grundigt pakket ind i integrationsprojekter og velmenende ildsjæle, at det kan snyde det overfladiske øje, og så en anden dunkel virkelighed, hvor tusmørkets unge fyrster dukker frem og regerer på en måde, så mange mennesker holder sig hjemme.

»Der er den officielle virkelighed, hvor det går så godt, og vi har det så hyggeligt, og det har vi jo også et eller andet sted. Jeg har været utrolig glad for at bo i Tingbjerg. Men det med, at det hele går så godt, og det går fremad, og overborgmesteren kommer hver andet øjeblik og siger neeeeej, og der er børn i alle farver, der leger med hinanden, er også en kliche. Der er en anden virkelighed, hvor folk er bange, dårligt tør gå uden for en dør, når det er mørkt, og selv om det er lyst, er de bange for at blive slået ned og presset for penge. Det er den anden virkelighed, og de to virkeligheder passer overhovedet ikke sammen. Det har været et kæmpeproblem for bydelen i meget lang tid«.

Dette er potente symboler: Er Danmark på vei mot Tingbjerg-tilstander? Det er visse karakteristika som går igjen: Truslene, og den disproporsjonale bruk av vold. En enkel tilrettesnakkelse kan utløse alvorlig vold som motreaksjon, så er det brannene, ran og intoleransen, ønsket om territoriell kontroll: man vil ha full kontroll med hvem som kommer og går. Dette er deres territorium. De unge menn bruker yngre årganger helt ned til smågutter, som vaktposter og bud. Noe av dette minner om trekk fra Gaza.

De unge vil ha full kontroll.

Forleden var der nogle, der smadrede ruderne til TV 2’s bil, da stationen var ude for at fortælle historien om Tingbjerg. Historien blev fulgt til dørs af landspolitikere, som mente, at overfaldet på tv-bilen var et overfald på demokratiet. Men i gruppen opfatter man det ikke som et overgreb fra deres side. De mener, at det virkelige overgreb blev begået af TV 2, som filmede nogle af de unge mod deres vilje.

Synet på politiet er fiendtlig. Politiet har ingen rett, ikke til å være der, ikke til å kroppsvisitere dem. At de i følge dansk lov har full rett til dette, synes vanskelig å begripe.

Så de unge er vrede. De er vrede over at bo i en ghetto, vrede over, at politiet overskrider deres grænser og visiterer dem, og de understreger, at hvis der er et sted, hvor man ikke vender den anden kind til, når man er en vred ung mand, så er det her i Tingbjerg. Og de er vrede over at blive kaldt racister, der ikke kan lide hvide.

»Det er uacceptabelt. Vi vil ikke finde os i at blive kaldt racister, når vi ikke er det«, siger en af dem.

En gang var Tingbjerg en sosialdemokratisk utstillingsmodell: en bydel med masse grønt som skulle gi folk et godt liv. Allan Jensen har bodd i Tingbjerg siden han var 4 og hadde en fin barndom. Han arbeider med lokal-TV og er godt kjent.

Tingbjerg utviklet seg med tiden til et sted for ressurssvake, så kom en stor tilflytting av ikke-vestlige nydansker. Særlig på 90-tallet. Nå er det ikke skægt. Allan Jensen forteller om uholdbare tilstander. De vil gjerne flytte, en utenkelig tanke for noen år siden.

Allan Jensen er ved at give op. Han og hans samleverske leder efter et nyt sted at bo.

»Her er sgu blevet for fattigt for mig herude. Ikke økonomisk, men menneskeligt«, siger Allan.

Ild i skolen, klubhuset ogg fritidsklubben
Også han taler om trusler, hærværk og naboer, der får knust deres ruder af nogle unge, som reagerer på enhver irettesættelse med en skræmmende voldsomhed, der gør, at ingen tør sige noget til dem. De har i de senere år brændt skolen, klubhuset, fritidsklubben ned, der er ofte brand i kældrene, og containerafbrændinger er en del af livet om natten. Han er selv blevet truet, og en aften ringede det på hos ham derhjemme.

»Jeg sad inde i min stue, og så går min samlever ud og åbner døren. Så står der en flok drenge på 12 år og truer med at skære halsen over på hele min familie«, siger Allan, der ikke aner, hvorfor de stod der.

Han har rigtig mange venner blandt dem, som stammer fra andre lande, men varmen ved venskaberne fryses ned af den kulde, som hænger over bydelen. Han har været med til meget, set utallige integrationsprojekter vokse forgæves frem, bygget lejepladser for at gøre miljøet bedre, men han føler, at de gode viljer er oppe mod kræfter, som er uden for pædagogisk rækkevidde, og han tror ikke, der er noget at gøre.

»Det er, som om det er håbløst herude på en eller anden måde. Der er nogle grupper herude, som har en meget dårlig holdning til danskerne«, siger Allan, der adskiller sig fra store dele af den resterende befolkning i bydelen ved, at han tør stå frem med navn.

Fryktkultur

«Alle» har opplevd noe negativt og farlig. Men de tør ikke snakke åpent om det og slett ikke under fullt navn. Det vil få konsekvenser.

Dette sitter danske borgere og forteller en liberal avis: borgerne er for redde til å si hvordan de har det, de tør ikke anmelde overfall på deres egne barn. Er ikke noe da gått for langt?

For selv om Tingbjerg er et sted, hvor det er let at finde nogen, som er blevet forulempet, så er det også et sted, hvor det er svært at finde nogen, der vil stå frem og fortælle.

Tavsheden
En midaldrende mand, som Politiken møder, fortæller om et familiemedlem, der har været udsat for røveri. Han fortæller i detaljer, hvad der sket, men han vil ikke have detaljerne i avisen, for tænk nu, hvis han kunne genkendes. Han og hans kone er flyttet fra Tingbjerg på grund af overfaldet, men han kommer her stadig, så han har det bedst med at være anonym.

»Jeg vil karakterisere stemningen herude som ond. Jeg er bange for, at der sker noget alvorligt inden for nær fremtid«, siger han.

Han savner noget mere synligt politi, men erkender også, at politiet har vanskelige arbejdsvilkår herude. Både han og andre fortæller, hvordan de lidt større drenge og unge mænd har placeret de mindre som vagter ved indkørslen til Tingbjerg.

»De står nede i lyskrydset, og lige så snart, der kommer en politibil, så bliver der ringet rundt, og alle, der sælger hash eller har våben, når at smutte væk«, siger manden, som begrunder sin anonymitet med frygten for at blive slået ned.

»Jeg tør simpelthen ikke, fordi jeg er bange for det baseballbat, der kan ramme mig næste gang, jeg kommer. Der var ikke noget, jeg hellere ville end at stå frem, men jeg tør simpelthen ikke«.

»De har sendt alt for mange fremmede herud«
Et andet sted, hvor pensionisterne spiser frokost, er der heller ingen, der har lyst til at stå frem med navn. En ældre kvinde er så skrækslagen over, hvad der forleden skete med hendes barn, at de ikke engang anmeldte det til politiet af frygt for repressalier.

»Men selvfølgelig burde vi have anmeldt det«, siger hun. Problemet er bare, at hun ikke har lyst til at flytte.

»Vi er glade for at bo herude, for det er nogle dejlige lejligheder, og her er grønt. Men jeg synes, det er for galt, at vi ikke kan være i fred«, siger kvinden. Hun er ikke i tvivl om, hvad der er problemet.

»De har sendt alt for mange fremmede herud«, siger hun, men samtidig synes hun også, det er forkert at skælde dem alle ud.

Det sier seg selv at samfunnet er ved å falle fra hverandre hvis foreldre ikke tør anmelde overgrep mot deres egne barn.

Politiet kommer ugjerne til Tingbjerg. Tingbjerg betyr problemer, ubehageligheter, vanskeligheter. Bedre å holde seg borte. Man får ikke gjort noe likevel.

Det er det samme som abdisering, overgivelse og tilbaketrekning. Det skjer i praksis når vanlige borgere ikke tør anmelde og politiet ikke vil komme. Da overlater man territoriet til pøblene.

De sier de vil ha et ungdomshus, og at alt da vil bli så mye bedre. Det tror ikke Ulrich Vogel på. Barn skal man gi sjanser, sier presten. Men disse mennene har fått uttallige sjanser og har ikke grepet dem. De er hinsides hjelp.

Alle Politiken snakker med har hatt eller kjenner til overgrep mot vanlige folk.

Mange vil vekk, men samtidig har de mye å miste: store fine leiligheter, og hvor skal de dra? De fleste har ikke midlene. I stedet bøyer de nakken.

Alle har hørt om nogen, der er blevet overfaldet
Ingen af de pensionister, Politiken taler med, ønsker at stå frem, men de har næsten alle sammen hørt om nogen, der er blevet overfaldet. En af dem, der ikke kun har hørt om det, er Annelise på 83 år.

»Vi kom gående oppe på volden for et år siden, mig og min veninde Birthe. Så kom der lige pludselig en fire-fem stykker. Så siger de »Hit med skejserne gamle kællinger«. Jeg troede, det var for sjov: »Hold nu op«, sagde jeg, og jeg holdt rigtig godt fast i min taske. Så hev de fat i Birthes taske, så hun faldt om på stien. Så sparkede de hende, så hun fik en hævet hånd, og så løb de med penge og taske og mobiltelefonen og hele herligheden. Vi ringede til politiet, men kunne ikke give noget signalement. Bagefter var jeg helt ude af den, og jeg røg ned med en depression i to måneder«.

Den fraflyttede præst Ulrich Vogel forstår godt, at folk ikke tør sige noget. Han taler om en kollektivt traumatiseret bydel, der burde sendes samlet til psykolog.

»Det er jo også sådan, de oplever min sag. Jeg har turdet sige noget, altså får jeg nogle på kassen. Så tænker folk jo ganske fornuftigt: »Det skal jeg ikke nyde noget af«, og i modsætning til præsten, der får et nyt hus et andet sted, så tænker de: »Hvem tager sig egentlig af os«, og det har de jo fuldstændig ret i. De skal leve i det resten af deres dage, og der er mange af dem, der ikke bare kan sige: »Nu flytter jeg«. Det koster, og hvis der er noget, mine folk ikke har, så er det penge, så den mulighed er der jo strengt taget ikke for dem. Altså er de stille og dukker nakken. Det kan jeg ikke fortænke dem i«.

Det er ikke bare dansker som får merke terroriseringen. Også nydansker får det.

På det lille torv foran den 26 år gamle Emrah Uzuners kiosk i et hjørne af Tingbjerg står der fem birketræer. De er nyplantede, men de to af dem er skåret over, så stammerne kun er en meter høje. Det var en dreng på 17-18 år, der skar dem ned.

»Han stod med en kæmpe Rambo-dolk og syntes bare, det var sjovt at skære dem ned, og det var ikke nok med det. Så tog de træerne og smed dem op på andre folks biler, og da manden kom ned og spurgte, hvorfor der lå et træ på hans bil, fik han en på lampen«.

Emrah har haft sin kiosk i fem år. Han har selv en baggrund som ungdomskriminel og har siddet inde halvandet år af sit liv. Men det er forbi. Det er spild af liv at være kriminel, der er ingen fremtid i det, og han ville have et liv som alle andre mennesker, hvor han kunne gå ned og låne penge og købe på afbetaling i sit eget navn.

»Pludselig står de 10-15 stykker«
Nu er kursen ændret, siger han. Butikken er momsregistreret, han betaler sin skat, men han ser på Tingbjerg som en betændt blindtarm, der er glemt af resten af samfundet. Også han har oplevet at få en bil brændt af. Han tror, det skete, fordi han en dag sagde til nogle af de unge, at de skulle lade være med at stå og hærge på torvet foran hans kiosk.

»»Du tror, du ejer det hele«, sagde de. Så siger jeg: »Jamen der er ingen, der ejer det hele. Vi ejer det hele sammen«. Jeg kom jo op at slås med dem, fordi det endte med, at jeg fik en på hovedet. Det er jo vildt. De børn var ikke en gang født, da jeg gik rundt på gaden. Så lige pludselig står de en 10-15 stykker, der slår mig. Jeg ringer til politiet og siger: »Jeg er blevet overfaldet«. Jeg synes, at når jeg er selvstændig og har en butik, som er momsregistreret, så skal staten hjælpe mig. Men politiet kom ikke. De spurgte, hvad der var sket, og jeg sagde, at jeg var blevet overfaldet, og at det blødte ud af min næse. Så spurgte de, om jeg kunne udpege en person. Så sagde jeg: »Hør her: Det er et par stykker af dem, og jeg kan ikke udpege hvem«. Hvis jeg ikke kunne udpege nogen, og der ikke rigtig var nogen personlig skade, så var der ingen grund til at komme, sagde de. De kom så efter en time eller halvanden, men der var det for sent«.

Emrah legger mye av skylden på foreldrene til guttene. De bryr seg ikke. De tror det danske samfunnet tar ansvar for barna. Selv lever de i en boble som er tunet inn på hjemlandet, både bokstavelig og i overført betydning. De lever ikke i Danmark.


Præst på flugt fra Tingbjerg: »Folk er bange«

Præsten fra Tingbjerg er jaget fra sin bydel. Tingbjerg er fortabt, mener nogle. Andre tror, der er en chance.