Gjesteskribent

Søren Pind heter en dansk politiker, fra Venstre (lite eller ingenting til felles med vårt V.) som viser omsorg og engasjement, slik politikere bør, hvis de skal være politikere, men sjelden gjør. Søren Pind blogger dessuten. Han vil gjerne kommunisere. Han tør beskrive tingene som de er. Han gjengir brevet fra en dansk mor som har møtt representanter for det nye multikulturelle samfunn. Det er en litt annen virkelighet enn den Jonas Gahr Støre beskriver. Det man føler når man leser brevet er ensomhet: Moren vil gjerne spille etter reglene, men hvor stor oppbakning har hun, – fra skole, kommunale tjenester, politi og sentrale myndigheter? Man føler de vrir seg urolig på stolen og snur seg vekk.

«Jeg har en historie som jeg personligt ville sætte pris på bliver læst og tænkt over, så vi får rusket op i vores lokale by og dens indbyggere.
Hvad er det der sker med de unge mennesker og begrebet dummebøder!!?

Starten til en dummebøde:
for 3måneder siden, blev min søn på 17år udsat for sin første dummebøde, jeg har spurgt ind til hvordan den slags bliver sat i gang, svaret jeg har fundet frem til ved at tale med en masse unge mennesker, samt min egen unge teenager lyder sådan her:

I vores by er der en gruppe teenager, der er opdelt i to grupper, begge grupper søger flere medlemmer, så gruppen og venskabet, samt broderskabet kan blive større og større. Sammenholdet er vigtigt i grupperne, det er altid betryggende at vide at der er nogen derude der støtter op om det man nu har lavet, eller at få anerkendelse for de bedrifter man har udøvet. Man får ros, fra gutterne hvis man har fjernet en GPS fra en bil, klaskede til en der så dum ud, fået nogle penge ud af en der er lidt svagere end andre osv. Medlemmet af gruppen opnår en højere status, det udløser et skulderklap og en bemærkning med godt gået, et klap på skulderen og et gruppesmil der afslutter ringen med et high five klask.

Grupperne vil meget gerne vokse sig stor og stærk, så de udstråler magt og anerkendelse og derfor er der små fisk, der ikke har bedrevet så meget endnu, der opsøger alle unge jævnaldrene teenager til at være en del af broderskabet. Hvis nu en teenager bliver spurgt om han skal være med i gruppen, og han er så klog at sige nej tak til at være en del af gruppen, så udløser det dummebøder! For tænk nu hvis han gik til den anden gruppe, her gælder det så om at skræmme den teenager der siger nej og der starter det hele. Han får et skræmmeblik, og en besked med hmm du har godt nok nogle flotte sko på…. dem må du hellere aflevere, eller du vil måske hellere ha et par slag?
Den unge er nu forvirret og skal hurtigt tage stilling til hvad han vil?? Gå på strømpesokker hjem, eller have en på hoved, de første par gange vælger de fleste teenager at aflevere de ting de bliver bedt om, for så kan de stadig skjule det for os forældre. I disse travle tider opdager vi nok ikke at der mangler et par sko eller en trøje eller andet. Eller også får vi historien med at det er glemt hos en kammerat.

Nu er legen startet:
Nu har den unge teenager har afleveret den første genstand til et medlem fra gruppen og teenageren er nu stemplede som den svage, så kan man altid hente mere. Ca. en gang om ugen kan et medlem af gruppen nu opsøge den teenager, for at få nye ting. Det forsætter så med at være tøj eller en pung eller andre genstande som kan omsættes. Når det ikke er sjov mere bliver det til kontanter, beløb fra 1000,-kr til 2000,-kr det er meget for en teenager der kun har eftermiddagsjob i vores lokale forretninger. Enkeltmedlemmer fra gruppen opsøger det barn der har fået dummebøden, de bliver opsøgt på deres skoler her i kommunen, eller på deres fritidsarbejdsplads. Skolelærere og arbejdsgivere har endnu ikke fået deres øjne helt op for problemet, for dem der kradser dummebøderne ind ser ud som om de er venner med den der skal aflevere. På min søns skole er man opmærksom på problemet, og der bliver grebet ind, men det har ikke været problemfrit.

Nu er det så at nogle teenagere føler for stort et pres, hvis man har opdraget sine børn med at tale med sine forældre, så er det her at budskabet kommer frem over middagsbordet. Man kan som forældre næsten ikke tro på den historie man lige har fået fortalt, og det eneste man sidder med i hoved er hvorfor? Nogle forældre tager beslutningen om at give sine børn de penge det handler om, fordi de tror at så er problemet løst, andre teenagere fortæller aldrig noget derhjemme men får nogle penge fordi de skal bruge dem til en ny trøje eller andet…. Men skal de nu også det?
Her mener jeg at den slags skal meldes, så vi kan få sådan nogle ubehageligheder stoppet. Betaler man en gang så kan du være sikker på at der kommer flere gange i fremtiden, det er jo de nemmeste penge at skaffe sig. Jeg opfordrer alle forældre til at tale med deres børn en ekstra gang, og jeg opfordrer især at melde det til vores politi, det er jo derfor de er der. Min egen søn fik en dummebøde på 2000,- kr. som jeg fik af vide samme dag, da han var noget rystede, men i vores hjem har vi alle sammen lært at tale sammen og stå sammen. Så jeg kontaktede en medarbejder fra kommunen fra SSP, de er der for os, og har kontakt til grupperne i gadebilledet.
SSP prøver at forklare de unge grupper som er medlemmer, hvad konsekvensen er ved at uddele dummebøder, nogle fra gruppen forstår budskabet og lader den enkelte teenager være, andre har ikke fattede det og forsætter. Men når man så ryger ind i en af de familier der ikke finder sig i den slags, så er det at det rammer. Jeg anmeldte det til politiet trods min søn sagde at det ville blive meget værre, men jeg er af den opfattelse at det her skal stoppes. Vi har dog også fået ro siden i ca.2½ måned.

Tirsdag den.5. maj på pit stop på traverbanen:
Efter 2½ måned med ro skal min teenager søn ned på pit stop og se fodbold med nogle drenge fra klassen. De sidder udenfor og hygger og et par medlemmer fra en af grupperne kommer forbi, den ene ser sit snit til at sige til min søn, hey you jeg skal lige tale med dig, man kan nu tænke hallo han gik da ikke med? Men jo det gjorde han, for at holde distance til ballade, for min søn når at tænke hvis jeg siger nej du ikke lige nu, så ville han måske virke provokerende, og så ville det hele starte forfra. Så han går med. Der er en masse bænke udenfor, men der stopper gå turen ikke, min søn tænker hmm men forsætter med at gå med, hvor slem kan det være at tale med ham her? «gerningsmanden» som også er teenager på 16-17 år siger efter de er drejet rundt om et hjørne:
Når du fuckker med nogle af mine venner så fuckker du med mig! Og min søn modtager det første slag i ansigtet, han fjerner hoved og svar: hold dog op, det forsætter med at gerningsmanden går tættere på, og endnu et slag rammer i ansigtet, gerningsmanden får forklaret, at det havde været meget dumt at anmelde den hændelse for 2½ måned siden. Og havde vi i vores familie bare været kommet forbi gruppen, og talt med dem så var det her nok ikke sket, men din mor ved vel hvad der var sket med hende så, og derfor blev hun måske væk. Gerningsmanden ser på min søn og slukker sin cigaret på kinden af ham, mens han afleverer endnu et slag i ansigtet på ham. Gerningsmanden er nu ved at stoppe sin ydmyghed, men det er åbenbart ikke helt nok for han sparker min søn og siger som slut bemærkning, slik det jord op fra gaden så glemmer vi det her og du har betalt for din dumhed. Min søn gør hvad der bliver sagt for at få det hele overstået. Gerningsmanden ser tilfreds på og vender sig om og går tilbage til Pit stoppet. Min søn bider tænderne sammen går tilbage til klasse kammeraterne for at tage sin cykel og køre hjem. Drengene fra klassen som ikke har set noget da det hele forgik bag en busk, siger: hey hvad er der sket? Da de kan se mærker i ansigtet på deres ven. Min søn forklarer drenge hvad der er sket, og beslutter sig for at køre hjem.
Ind af døren kommer min søn kl. 21.00 tirsdag aften den.5. maj med et brandmærke på kinden og tårer ned af kinden, han er gal, skræmt, rystet, og allermest ydmyget. Som forældre tænker jeg at jeg må ned på det sted og få fat på den uopdragne møgunge, men hvad løser det? Her må jeg i den grad melde det til politiet og få budskabet ud til alle andre forældre, om at huske at tale med jeres børn, hvad er det der foregår i vores land? Med vores unge mennesker.

Politiet kom med det samme:
Jeg kontaktede den SSP medarbejder jeg har haft kontakt med tidligere og han fik dysset mit vredes udbrud ned, og fik forklaret mig at jeg skulle ringe 114 det gjorde jeg, og jeg fik en god modtagelse i telefonen af den vagthavende, jeg fik forklaret hele forløbet og fik fortalt at gerningsmanden sikkert var på gerningsstedet endnu, politiet fik beskrevet hvordan gerningsmanden så ud og de ville køre forbi med det samme. 10 min efter modtog jeg et opkald med at gerningsmanden var anholdt på stedet. Min søn fik også et opkald fra en klassekammerater der fortalte at gerningsmanden var anholdt, foran alle andre, men det var sku nok ikke så smart, for nu var de meget sure i gruppen.
Reagerer vores unge mennesker sådan fordi de er bange??
En lettelse indeni mig fyldte min krop, godt så håber jeg at han og hans familie får den nødvendige straf så andre unge mennesker ikke bliver udsat for denne her slags.

Gentofte Hospital:
Når den slags sker skal man på skadestuen. Et for at få rensede brandsår, men også for at få en rapport om overgrebet, og volden. En læge skal tjekke den forulempede, for brud i hovedet og andre steder hvor man er ramt af slag. Lægerne på skadestuen var lige så rystede som vi var, over denne hændelse kunne finde sted bland unge teenager i vores lille by. Min søn fik renset sit brandsår og fik en stivkrampe som nu gælder i 10 år. En rapport blev udleveret til os, og vi kunne nu gå over på den anden side af vejen, mod politiet for at få skrevet en rapport og en anmeldelse. Gerningsmanden var sat bag en låst dør på Gentofte station. Det var en underlig fornemmelse at vide at inde bag en dør sad en knægt på 16-17 år som forhåbentligt ikke havde det særlig godt, men kunne tænke over de ting han havde udført på et andet menneske i Danmark, dog tænker jeg: Der er jo ingen børn der er født sådan, så hvad er det der glipper i nogens opdragelse?? Hvordan kan man/vi sætte ind lang før, lukker vi vores øjne som voksne op gennem opvæksten af sådan nogle adfærdsvanskelige børn vi møder? Jeg må dog indrømme at jeg har flere gange haft 20-25 unge mennesker fra klasserne hjemme i weekenderne, og de har altid opført sig pænt, de siger pænt god aften og rydder op inden de bliver bedt om at smutte hjem ved 03 tiden. Så noget opdragelse er der trængt ind i vores unge mennesker, og jeg mener stadig at de unge mennesker der er kommet i vores hjem, er velkommende i weekenderne frem for at være på gaden eller i parken.

Vi sad på Gentofte station til kl.02 om natten og fik skrevet en rapport over hele forløbet, og bagefter var det gerningsmandens tur til at blive afhørt. Vi ved nu at det danske samfund virker for gerningsmanden er varetægts fængslede i de næste 14 dage inden retssagen begynder. Men de 14 dage er fyldt med blandet tanker.

Tankerne bagefter:
Vi kørte hjem midt om natten, med en masse blandet følelser, det er bestemt ikke nogen hemmelighed at jeg som mor, tænker en masse grimme tanker, som nok ikke har ligget forrest i hoved på mig indtil nu, det er en ubeskrivelig følelse der rammer når ens barn bliver udsat for denne her slags grove vold, en friheds berøvelse af første rang. Ydmyghed er nok det rette ord. Og de tanker jeg har lige nu, egner sig ikke engang til at blive skrevet ned på et stykke papir.
Jeg skal også indrømme, at jeg har tænkt hvorfor min søn ikke slog tilbage i øjeblikket, men som han selv svare: hvorfor skulle jeg være lige så lav som gerningsmanden? Hvad ville jeg få ud af det?
Det ville måske bare starte noget meget større. Ja jeg vil ikke påstå at min søn er svag, nok meget mere klog end jeg lige i øjeblikket tilkendte ham. Jeg har den dybeste respekt for min søn, som i den grad forhåbentlig kan være et forbillede for mange andre teenager derude, om at vold ikke føre til noget godt, og vi skal i den grad lade politiet passe deres arbejde, og hjælpe os med at få ryddet op i gadebilledet, det er trods alt det bedste. Derfor er jeg den største fortaler til at meld de hændelser jeres teenager børn og andre børn bliver udsat for, tal med jeres børn dagligt, og mærk efter. Så kan vi forhåbentligt for det her stoppet.

Status lige nu:
Det der sker lige nu, er at kriminel politiet vil meget gerne tale med de klassekammerater, der sad på pit stop tirsdag den.5. maj for at se fodbold, med min søn. Vi ved godt at der ikke var nogen af de unge mennesker der så det hel ske, da det foregik bag en busk, men vi ved dog at der var klassekammerater der så min søn lige da det var sket, og de skulle meget gerne vidne i retten om hvad de så. Jeg ved at politiet har haft kontaktede jeres børn, som så min søn med mærker i hovedet, men jeg erfarer nu at nogle af de unge mennesker ikke vil/tør at udtale sig i retten om hvad de så…er det af frygt eller??
Kunne jeg som forældre, opfordre jer som forældre til at tale med jeres børn, fortælle hvor vigtigt det er at stå frem og holde på sin ret og ikke give afkald på den. Tænk hvis det sker for en selv, eller sin nærmeste ven.

Dette er skrevet af en mor som er stolt af sin opdragelse, som er stolt af sin søn, som ikke vil finde sig i at være bange og bekymret i sit eget land. Som igen og igen vil melde dummebøder, vold og andre ting til politiet om det sker i mit hjem, uden for mit hjem, så mener jeg at vi skal lære vores unge dejlige mennesker at de skal tro på dem selv og deres opvækst. Politiet hjælper dig og dine børn…..»

Det var Bettinas foreløbige beretning. Jeg håber, andre vil stå sammen om hende og hendes søn. Det er læren i det her. Alle må stå sammen for at bekæmpe det uvæsen. Kun på den måde kan fællesskabet og det demokratiske samfund vinde.

Meget passende kunne nogle af alle de kloge eksperter og politikere, der mener, vi skal fortie det her, passende fortælle, hvordan vi så skal komme problemet til livs. Og hvordan en – synes jeg fantastisk – mor skal få den opbakning og støtte hun fortjener…

Pind har noen ny opplysninger i debatt med leserne, og en oppdatering fra moren.

ja, jeg har talt med hende. Og der er tale om den slags typer som beskrevet i bl.a. det såkaldte sjakal-manifest.

Hun kunne desforuden berette, at politiet havde frarådet hende at gå ud med sin historie, da de jo ikke kunne garantere hvad der skete, når sagen var slut… Det ligger jo lige i tråd af, hvad vi hører en lang række politikere og eksperter sige. Jeg siger velbekomme.

Jeg har spurgt Bettina, som følge af et spørgsmål fra bloggen, hvad der skete bagefter. Her er resten af hende og sønnens beretning:

Der skete det at det første retsmøde den.20 maj skulle vi ikke møde op, efterfølgende blev jeg ringede op den.20 af politiet der opfordrede mig til at få slettet det brev jeg havde skrevet, for jeg kunne påvirke vidner osv. så jeg måtte ringe til skolerne for at få det fjernet.da forsvaren kørte frem med at jeg som mor kunne påvirke en masse mennesker, jeg smilede og tænkte gud tænk hvis jeg havde så meget magt!

den.9.6 skulle vi så i retten, min søn skulle forklare som vidne hvad der var sket med ham, han forklarede og det han forklaredet var nøjagtig som det han havde fortalt den sammen aften det hele skete. gerningsmanden prøvede da det var hans tur til at fortælle at skubbe historien over på at min søn var selv ude om det, for han gik og spilledet smart. udfaldet af det hele var at gerningsmanden fik 60 dage ubetingetet hvor han havde afsonet lidt over en mån. i varetægtsfængsel.og det havde bestemt ikke været sjovt for ham.

han havde holdt sin 18 års fødselsdag i fængslede.

mine tanker var på det tidspunkt naive for jeg nåede at tænke eller håbe at hans forældre kom over til mig for at beklage deres søns opførelse eller et blik eller bare et nik der fortalte mig at de følte med mig. men jeg fandt ud af at jeg var dybt naiv for jeg modtog ikke nogen for for flovhed fra gerningsmandens side eller familie. trist!
min søn har fået en erstatning på 1000,- til en ny mobil og bukser, da de to ting gik i stykker i den da han ramte jorden. For svie og smerte fik han ca. 145,- kr.om dagen da han havde fået en mindre hjernerystelse, han kunne ikke gå på job de følgende dage, men gik dog til sine afsluttende eksamer, med hovedpine da han gerne vil være advokat og karekteren tæller.

Brandsåret kan man ikke gi noget for før om et ½ år for man skal se om aret bliver permenent. skal dog sige at min søn har en del model jobs men måtte aflyse et af sine jobs den.7 maj grundet brandsår på kinden. da det hele var overstået tog vi hjem, men en underlig fornemmelse indeni vi ved at gerningsmanden har et tilhold tror det hedder paragraf 121 hvor de ikke må kontakte os, hver gerningsmanden eller de venner han har i den gruppe. men jeg ved ikke hvor lang tid den tæller. min søn har ikke været buret inde men der er steder han ikke kommer og nu går de altid to og to sammen når de skal hjem fra stranden, sport eller andet. vi har ikke været bange på en skræmt måde for som vi har talt om hos os, sker det igen så melder jeg det igen og det vil jeg blive ved med. jeg har dog forklaret min næste søn der er 14 år at det er hvad der er i vente derude i vores lille land så jeg siger ikke nej for at være hård men jeg siger nej til ting fordi jeg vil passe på mine børn og beskytte dem med næb og klør. jeg vil ikke være fangede i mit eget hus men jeg vil være på vagt!

En beretning fra det virkelige liv om vold og mod