Anne Sophie Hermansen heter en smuk dansk kvinne, med karriere i den kommunikative sektor, som flyttet til Nørrebro i København. Hun ville gjerne bidra til og være del av det farverike fellesskap.

Hun er modig nok til å dele sine erfaringer med offentligheten i  Berlingske, under fullt navn og med bilde. Det er ikke lenger omkostningsfritt.

For københavnere har Nørrebro litt samme image som Grünerløkka, i hvert fall deler av det. Hermansen flyttet dit med sin ni år gamle sønn i fjor vinter. Det fremgår av teksten at hun bodde sammen med sin nye mann og hans to døtre.

Det blev sommer, og en dag gik jeg over på legepladsen sammen med min søn og to bonusdøtre. Det var varmt, og de hentede vand fra hanen for at anlægge en sø, som de stak deres bare fødder ned i. Snart begyndte to drenge på ca. otte og ti år at obstruere legen, og jeg greb selvfølgelig ind. Hvor er jeres forældre, spurgte jeg. De grinede. Kort efter var drengene på legestativet, hvor de morede sig med at skubbe de andre børn ned. Jeg gik hen til dem og sagde, at de skulle opføre sig ordentligt, og at jeg holdt øje med dem. Det havde en effekt, desværre kun kortvarig, for snart stod de og spyttede på rutschebanen, så børnene kunne flyve lige ned i deres spyt og snot. Lækkert. Flere af de andre forældre tog deres børn og forlod legepladsen, og jeg overvejede et øjeblik det samme. Men jeg gad ærligt talt ikke blive bøllet ud af to mindreårige.

Det endte dog med, at vi gik. Ikke fordi mine børn var trætte af at lege, men fordi en af drengene fiskede sin iPhone op af lommen, talte ind i den på arabisk og signalerede til mig, at min hals ville blive skåret over. Forestillingen om, at en ældre bror skulle komme sine uopdragne brødre til undsætning var ikke noget, jeg havde lyst til at løbe an på. Så vi gik. Legepladsen var næsten tom, kun de to drenge var tilbage.

4j5ins2g

ANNONSE

For den som følger nyheter er dette en skremmende opplevelse. Hvem vet hvem som er guttenes familie? Hermansen var likevel ikke villig til å kaste inn håndkleet riktig ennå. Men det kom mer.

Gutter som vokser opp i den urbane verden med smukke mødre er som regel ikke klare for en brutal klankultur. De bærer ikke deres maskulinitet utenpå. Midtøstlig vold kan gjøre uopprettelig skade. Saken er jo at dansker fortsatt har et valg. De kan flytte, eller, mer korrekt: rømme.

Det blev efterår, og min søn kom en dag noget paf hjem. Han var dengang ni år og havde flere gange været en tur i supermarkedet, der lå lige i nærheden. Men denne gang var han blevet stoppet af en flok drenge, der havde afkrævet ham hans mobil. Da der var tale om en uattraktiv gammel mobil, havde de bare smidt den på jorden og sagt noget uforståeligt, før de væltede videre til det næste lette offer. Selvfølgelig satte oplevelsen sig i min søn, ligesom den anden havde gjort det.

Nå begynner trakasseringen og et moderne dansk par må erkjenne at de er forsvarsløse. Hvem skal de henvende seg til? Hva skal de si?

Og ligesom en række andre oplevelser gjorde det. Vores bil fik dækkene skåret op. Cykler blev stjålet. Vi havde indbrud en aften, hvor vi sov med åben altandør – tyvene klatrede op til første sal og stjal mobiler, computere, iPads, mens vi lå og sov. Heldigt, at ingen vågnede, særligt børnene.

Så farvel Nørrebro. Farvel bydel med mere kriminalitet end i resten af København. Farvel skoledistrikt, hvor absurd mange drenge går ud af skolen som funktionelle analfabeter og videre ud til – hvad? Hvor der ikke kun er bander, men også børnebander.

Hermansen og mann har flyttet med barna til Christianshavn, hvor de slipper for problemene. Men er det avstanden som gjør at Hermansen begynner å vrøvle? Hun foreslår på ramme alvor at barna på Nørrebro må spres og busses til skoler med flere danske elever.

Vil hun så at deres foreldre skal utsettes for den behandling hennes sønn fikk? Hvem skulle sette dem på plass? Er det noe som tyder på at det danske samfunn er klar til å sette en stopper for voldskulturen? Inntil det skjer vil danske familier bare fortsette å flytte vekk, dvs rømme.

Og ute av syne, ute av sinn, så kan man late som om ting nok skal gå seg til, eller at det nok ikke er så farlig.

Dvs man lar segregeringen gå sin gang.

 

http://annesophia.blogs.berlingske.dk/2016/01/03/farvel-norrebro/

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629