Kommentar

Af Isaac Abella Appelquist

Man er så fandens magtesløs, at man får lyst til at skrige!

Jeg troede ikke, at jeg, som ellers elsker det multietniske Nørrebro, ville komme til at sige det her, men jeg er sgu’ ved at miste troen på, at det bliver bedre, og jeg gider ikke længere bo på Nørrebro, når gadens parlament i form af uopdragne unger får lov at tyrannisere os.

I sidste uge fik min synligt gravide kæreste smidt et plastikkrus efter sig af en flok drenge, som ikke var meget over 10 år, da hun cyklede på Tagensvej på Nørrebro.

Kruset med indhold ramte hendes cykelkurv, men kunne lige så godt have ramt hende i hovedet og forårsaget et styrt.

Og det kommer oven i en række andre oplevelser, hvor jeg og mine nærmeste er blevet forulempet. Inden for det sidste år er jeg blevet truet af drenge. Der er blevet kastet flasker og slush-ice efter os. Og der bliver i ét væk råbt ad os osv.

Min umiddelbare tanke er at tage dem i ørerne og trække dem hjem til deres forældre. Men man tør intet gøre, for de, der står på gadehjørnet og dealer, holder øje med en, og det udnytter de små til fulde og begynder at råbe op om vold og racisme, så snart man træder frem imod dem.

Politiet har ikke tid til at tage sig af sådanne bagateller, hvilket jeg har fuld forståelse for. Men skal man selv gøre noget, eller skal man bare ignorere det?

I mine øjne handler det om svigt og egoisme! Det handler om, at der er drengebørn ned i 6- til 13-årsalderen, som hænger på gaden til over midnat og chikanerer folk, der passerer dem.

Det handler også om de 14- til 20-årige, der kører rundt på knallerter og i biler og agerer gadens konger og prøver at leve op til nogle gangsta’- og macho-idealer og ikke udviser respekt for andre.

Og endelig handler det om de meget synlige grupperinger ’af mere alvorlig karakter’, som står på hvert andet gadehjørne og sælger hash m.m.

Vi taler om grupper, som gør livet surt for andre, og som kun søger konfrontation. Og dem kan jeg ikke længere magte. Problemet er, at det ikke kun er et Nørrebro-problem.

Jeg hører fra folk i Slagelse, Aalborg og Nykøbing Falster, at de også kender til lignende episoder og følelser. Unge drenge, som ødelægger det hele.

Når erkendelsen af, at jeg må væk fra Nørrebro, rammer mig så hårdt, skyldes det, at jeg virkelig har forsøgt at få tingene til at fungere. Som privatperson. Men også professionelt.

Indtil 1. januar i år har jeg arbejdet som projektchef for Københavns Kommunes områdefornyelse i Mimersgadekvarteret på Nørrebro, der skulle være med til at give en social, kulturel og fysisk forbedring af kvarteret, så flere vil bo, arbejde og besøge området.

Men nu vil jeg altså væk.

Efter at have skrevet på Facebook om mit problem er jeg blevet kontaktet af mange private, men også klubpædagoger, SSP-medarbejdere, arkitekter, boligsociale medarbejdere og andre med hjertet solidt plantet til venstre som mig selv, der har fortalt mig om deres oplevelser og følelse af afmagt.

Det er skræmmende, at så mange kender følelsen og har oplevet episoder, der minder om dem, jeg har oplevet.

Jeg troede, man kunne gøre en forskel for dem, men mit håb er ved at forsvinde. Jeg tænker, at det ikke længere er ungerne, man skal tage fat i! Man har stirret sig blind på den pædagogiske tilgang. Og på SSP-samarbejdet.

Jeg er træt af, at det er dem, der laver mest ballade, der bliver ’belønnet’ med de fedeste projekter, udflugter m.m. Nu har jeg lige hørt, at et projekt på Nørrebro vil tage de værste drenge med ud og windsurfe og dyrke ekstremsport.

Kunne det ikke plante den tanke i nogle andres hoveder, at de bare skal lave mere ballade, så får de også nogle fede oplevelser?

Jeg tror ærligt talt, at der sidder en række frustrerende forældre, som ikke har de fornødne ressourcer, redskaber og samfundsforståelse til at håndtere deres børn.

Burde det ikke være dem, man sendte på ture, hvor de blev presset lidt, kom i dialog med nogle kloge hoveder og lærte at yde mere modstand over for deres børn?

Hvis et dreng på 6-10 år bliver taget ude efter midnat, er der tale om et svigt. Og så skal man ikke være så berøringsangst med hensyn til at fjerne barnet.

Vi gør både barnet, forældrene og samfundet en bjørnetjeneste ved ikke at gribe ind!

Jeg er fuldt ud bevidst om den ’opdragelseskultur’, der ligger i, at pigerne opdrages i hjemmet og drengene blandt mændene på gaden, som jeg kender fra min opvækst i Spanien.

Så JA! – en kulturforskel kan man ikke overse, men så meget desto mere er der brug for forældreturene i vildmarken.

Det, at jeg skal være far, gør, at jeg tænker, at mit barn ikke skal vokse op i et sådan miljø.

Min idealisme skal ikke gå ud over mit barn, så jeg overvejer at flytte til et langt kedeligere sted, hvor forældre sørger for, at børn ligger i deres senge, inden de sene nyheder på TV 2 går i gang, og hvor der er respekt for mennesker, man møder på gaden.

Problemets kerne er, at en lille gruppe på Nørrebro ødelægger det for så mange og får ideen om det multikulturelle samfund til at falme. For mig og mange andre.

Det skal de simpelthen ikke have lov til!

Isaac Abella Appelquist er 30 år og bor i en andelslejlighed ved Nørrebro Station sammen med sin kone, der er gravid i 6. måned.

Han har indtil 1. januar 2010 arbejdet for Københavns Kommune som projektchef for Områdefornyelsen i Mimersgadekvarteret på Nørrebro, der er et borgerstyret projekt under Københavns Kommune, støttet af Socialministeriet, og fra januar 2010 og frem til 31. juni var han en af Teknik- og Miljøforvaltningens to repræsentanter i ’Sikker By’-projektet i København.

Blev kandidat i 2006 i kommunikation med socialvidenskab som sidefag på RUC.

Fra 1995-1999 var han politisk aktiv i SFU og SF og blev valgt som førstesuppleant til byrådet i Nykøbing Falster Kommune ved valget i 1997.

Han er født i Barcelona og har en spansk far og en dansk mor.