Gjesteskribent

Jeg har i dag placeret en davidsstjerne på mit profilbillede på Facebook (jo, jeg er også kommet på FB! – glem hvad jeg tidligere har sagt og skrevet…)

Men iler med den serviceoplysning, at det naturligvis ikke kun erherboende jøder, der mærker kulturberigelsen udefra, sådan som den kommer til konkret udtryk lige henne om hjørnet, hvis man er så uheldig at bære kalot.

Det er sandelig også almindelige forretningsdrivende, især på Nørrebro i København, som mærker de nye vinde blæse gennem kongeriget, der hverken er særligt rigt længere, eller for den sags skyld har nogen konge.

De nye vinde kommer naturligvis fra de varme lande, selv om der er frostgrader i gaderne, med krav og trusler om øjeblikkelig udbetaling af ”beskyttelsespenge”. Ellers…

Det er ligesom på Sicilien i sin tid. Gangsterne er blot unge indvandrerdrenge med dansk statsborgerskab, ikke ikonografiske skikkelser som Robert de Niro eller Al Pacino. Landskabet er heller ikke ligeså flot som omkring Palermo, Catania eller Ragusa. Jeg ved det, fordi jeg har besøgt disse underbare lokaliteter, ligesom jeg har boet i Bragesgade ved Nørrebrohallen, og sidstnævnte var ingen fest, det føltes snarere som en langsom begravelse.

Allerede dengang var ydre Nørrebro i København et eldorado for kriminelle indvandrerdrenge, og det er kun blevet værre/bedre (alt efter hvor man står i værdikampen) i takt med den politisk sanktionerede ”åbenhed” og ”integration”.

Integration? Ha. Fed humor.

Mange af disse møgunger er funktionelle analfabeter, som det så pænt formuleres af Københavns Kommune i rapport efter rapport, der ligesom i Sverige ufrivilligt afslører, at folkeskolen ikke har brug for flere penge, men derimod for en havarikommission, men, og det skal understreges, disse unge mænd er noget mere kapable, når det gælder om at true sig til kontanter og street credit.

Anvendt analfabetisme, kunne man kalde det, som egentlig ikke har en døjt med islam at gøre, bortset fra at den indirekte bakkes op af diverse islamiske organisationer og den danske halallobby, fordi ingen af disse parter henholdsvis vil eller tør tage et opgør med dette uvæsen i vores byer og slører ondets rod ved at tale bevidstløst videre om “eksklusion”, “udsatte områder” eller “sociale problemer”.

Hvad skal man også stille op, vil nogle sikkert spørge. Man kan jo ikke smide de kriminelle ud – de er født og opvokset her og har ingen steder at tage hen, for så vidt at ingen stat, end ikke den værste slyngelstat i Nordafrika, vil tage imod dem. Man kan heller ikke smide dem i fængsel; vores fængsler er allerede fyldte med deres venner.

Hvad så? Ja, hvad så? Jeg vender lige så meget spørgsmålet mod mig selv. Hvad så?

Ja, vi kunne jo begynde med at erkende, at vi efter virkeligheden at dømme har taget imod alt, alt for mange indvandrere og asylanter fra ikke-vestlige lande, og at det er på høje tid at stoppe ulykken.

Til alt dette vil liberale, socialliberale, socialdemokratiske, socialistiske, for slet ikke at tale om resterne af Det Konservative Folkeparti sikkert svare, at ”jøde-problemet” og bande-væsenet er politiopgaver.

Politiopgaver?

Jamen, hvorfor gør politiet så ikke noget ved sagerne, de har jo stået på i årevis. Det eneste nye er, at det bliver værre og værre.

Politiet gør formentlig alt, hvad politiet kan, og det er som bekendt ikke ret meget, eftersom politiet i et velfærdsdemokrati som vores frygter at blive hængt ud i medierne og bliver beskyldt for ”racisme”, og hvis ledelse tydeligvis foretrækker at udsende politisk korrekte udtalelser end at fange de kriminelle.

Nuvel, problemet er ikke i første omgang forældrene, men deres unge drenge (pigerne er – indtil videre – anderledes fredelige), drenge og unge mænd, som får lov til at te sig, fordi det af fædrene bifaldes som ”mandigt”, ”muslimsk”, ”oprindeligt” eller noget helt fjerde, og af den pædagogiske klasse opfattes som ”racistisk” eller moralsk forkert at forsøge at opdrage dem i skoler, ungdomsklubber og i velfærdsdemokratiets mange institutioner.

Kære venner og fjender. Vi nærmer os til valg af afgørende national betydning:

Vil vi som i Sverige fortsætte med at finde os i, at jøder chikaneres åbenlyst på gaden, at den israelske ambassade attakeres, at forretningsdrivende afpresses til at betale mafiapenge, at folkeskolen reduceres til en anbringelsesanstalt i multikulti-ideologiens billede, at milliarder forsvinder ind i diverse ”integrationsprojekter”, og at skatter og afgifter vokser og vokser på grund af denne deprime udvikling – alt sammen uden at det bliver en daglig skandale i TV-Avisen eller Ekstra Bladet.

Tiden nærmer sig. Valget er dit. Lidt endnu.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten 12. desember 2012. Vi takker forfatteren for hans generøse tillatelse til republisering.