Kommentar

37 år gamle Michelle Hviid ble landskjent i Danmark da hun 2006 sto frem på TV med «Michelles mission», som var et integreringsprosjekt hvis mål var få innvandrere og dansker til å treffes og spise middag sammen. Men etter at hennes 12 år gamle sønn Benjamin for tredje gang er blitt overfalt av innvandrergutter i nabolaget, gir en dypt frustrert Hviid opp.

Han var på vej hjem fra skole sammen med sin skolekammerat og kom gående ad Nørrebrogade, da 12-14 indvandrerdrenge begyndte at cirkle om dem. Benjamin havde set et par af drengene før i en taekwondoklub.

Gruppen af indvandrerdrenge skilte Benjamin og kammeraten, så der stod 6-7 stykker omkring hver af de to drenge. De skubbede de to danske drenge rundt mellem sig, som var de bolde i et spil. Langsomt blev drengene presset ud på Nørrebrogade. Trafikken stoppede, og Benjamin fik øjenkontakt med nogle af cyklisterne og bilisterne og sendte et blik om hjælp, mens han blev puffet rundt. Ingen reagerede.

Kammeraten blev overdænget med så mange slag og spark, at han senere måtte på skadestuen. Benjamin flygtede ind i en bus, men forfølgerne løb efter. Først da han sprang af bussen og søgte tilflugt i en forretning, fik han hjælp.

Troen smuldrer

To gange tidligere var Benjamin blevet overfaldet af andre indvandrerdrenge på Nørrebro – første gang som 10-årig, anden gang som 11-årig. I begge tilfælde af indvandrerdrenge fra kvarteret. Nu cykler han en stor omvej for at undgå visse gader, når han skal til og fra skole.

Hviids eget integrasjonsprosjekt fikk stor oppmerksomhet ved oppstarten i 2006, og Danmarks Radio laget fem programmer om prosjektet hvis formål var å få 1.500 dansker og 1.500 innvandrere til å møtes og spise middag sammen. Det viste seg imidlertid at mens det var enkelt å få danskene til å delta på prosjektet, var det bare 513 innvandrere som meldte seg.

Et par år senere førte Hviids innsats for en bedre integrering til at hun plasserte sin tre år gamle datter i den lokale barnehagen. Den ligger nær noen av de boligområdene på Nørrebro som betegnes som ghettoområder. I dag har hun tatt datteren ut av barnehagen. – Jeg tror ikke datteren min har sunget eller lært en eneste sang det året hun gikk der, forklarer hun. Det toppet seg for Hviid da en av mødrene overfalt en av barnehagens pedagoger foran barna:

»Selv om pædagogerne var dygtige, virkede det som ren overlevelse med en børneflok med alt for mange børn fra ressourcesvage, belastede og voldelige familier – både blandt danskere og indvandrere. Jeg tror ikke, at min datter har sunget eller lært en eneste sang i det år, hun gik i børnehaven. Kulminationen på min frustration kom, da en af mødrene overfaldt en pædagog. Min datter så på, da de andre pædagoger brød ind for at stoppe overfaldet, og hun oplevede de voksne være meget voldsomme. Jeg tog straks min datter ud og gik op på pladsanvisningen og sagde, at jeg ville holde min datter hjemme, indtil der kom en løsning.«

Der gik kun en enkelt dag, så fik Michelle Hviid tilbudt en plads til datteren i en udflytterbørnehave for børn fra Nørrebro, der bliver hentet i bus og kørt til Dyrehaven nord for København – et tilbud, som familien er meget glad for.

– Jeg ville så gjerne være en del av en god integrasjon. Jeg vil gjerne åpne min dør for (nesten) alle. Jeg forsøkte å få flere til å åpne dørene for mangfoldighet, da jeg laget Michelles Mission for et par år siden.

Dessverre står jeg etterhånden maktesløs tilbake. Jeg vet ikke hva jeg skal gjøre, om jeg overhodet gidder å gjøre noe nå som jeg har reddet mine egne. Jeg har gjort det eneste riktige for vår familie (sett isolert med en mors øyne). Min sønn er fjernet fra den feilslåtte integrasjonen i nabolaget, skriver Hviid i leserinnlegg i Politiken.

Men også som voksen opplever man ofte vanskeligheter når man ferdes i nabolaget: – Hvis jeg for eksempel kommer kjørende, står der noen ganger tre-fire gutter på 10-12 år midt i veien. Og de flytter seg ikke for biler, så jeg blir nødt til å stå og vente. Jeg tør ikke å dytte til dem, for da er jeg redd for at de smadrer bilen min eller ser etter hvor jeg parkerer når jeg er hjemme. Normalt er jeg en sterk kvinne som ikke er redd for å rope opp, men jeg velger å ikke dytte dem vekk.

Hviid nevner flere eksempler på at innvandrere ikke retter seg etter danske normer, for eksempel ved at de kaster avfall i gaten og opptrer støyende:

»Men man skal vare sin mund. Jeg vil ikke have skudt i skoene, at jeg er racist. Men jeg bor i et kvarter, hvor fordelingen af beboere er problematisk. Det er en ghetto på rigtig mange områder. Jeg bilder mig selv ind, at når jeg går ned på gaden og ser mig gal på nogle unge mennesker, der løber og laver ballade, er det ikke fordi, at de er indvandrere. Jeg ser mig gal på dem, fordi de laver ballade. Men samtidig må jeg sige, at 90 pct. af de mennesker, der frustrerer mig i gadebilledet, fordi de ikke opfører sig ordentligt, de er altså ikke danskere. Jeg bliver ikke irriteret på dem, fordi de ikke er danskere, men fordi de ikke opfører sig ordentligt.«

Foreløbig bliver Michelle Hviid boende.

»Jeg er glad for min lejlighed og for mine naboer i opgangen. I min opgang har vi seks-syv af vores allerbedste vennepar, og vi spiser tit sammen. Vi har vores eget velfungerende kollektiv med ghettoen rundt om os. Desuden er jeg enorm glad for min lejlighed på 180 kvm, som jeg selv har indrettet, og som har tre altaner og en tagterrasse. Endelig er det jo ikke lige tiden at sælge på; vi ville miste mange penge ved at gøre det nu,« siger hun.

Michelle Hviid finder det vanskeligt at komme med noget klart bud på, hvordan man kunne begrænse ghettodannelserne. Hun mener, at man skulle gøre et langt større arbejde for at få mødrene i indvandrerfamilierne i tale for at få bedre kontakt til familierne og derigennem få børnene og de unge til at rette sig ind efter de danske normer for ordentlig adfærd.

Hviid uttrykker bekymring for integrasjonen av innvandrere. – Man kan ikke integrere noen som ikke vil integreres, sier hun, og lurer på hvordan det skal gå med alle de som har bygget opp en stor, indre vrede og som allerede nå føler seg avvist og utstøtt. Selv føler den tidligere ildsjelen seg maktesløs:

Hvordan får man dem samlet op? Jeg ville så gerne være en del af en god integration. Jeg vil gerne åbne min dør for næsten alle. Det forsøgte jeg at gøre med ”Michelles Mission” for et par år siden. Desværre står jeg efterhånden magtesløs tilbage. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, eller om jeg overhovedet gider gøre noget nu, hvor jeg har reddet mine egne.«

Jyllands-Postens artikkel «Michelles frustration» av journalist Orla Borg ble publisert 22. september 2010, og finnes ikke på nett.